Læsetid: 7 min.

Herrefrisør giver Obama hjælpende hånd

For nogle måneder siden tvivlede mange sorte vælgere i South Carolina på Barack Obamas mulighed for at overvinde århundreders racebarrierer. I dag synes flere og flere at tro, at et mirakel vil ske næste år
For nogle måneder siden tvivlede mange sorte vælgere i South Carolina på Barack Obamas muligheder. I dag synes flere og flere at tro, at et mirakel vil ske næste år
27. november 2007

MARION, South Carolina – Herrefrisør Emerson Hunt var ret skeptisk, da han sidste sommer blev spurgt af Barack Obamas repræsentant i det nordøstlige South Carolina, om han ville gøre noget konkret for præsidentkandidaten.

»Ja, jeg vil stemme på senatoren,« svarede han lakonisk.

Men ville Emerson også involvere sig i Obamas kampagne? Tja, det vidste han nu ikke rigtigt. »Jeg nærede tvivl om Obamas chancer,« forklarede han senatorens repræsentant.

»En demokrat bliver ikke præsident uden at vinde mindst en sydstat. Jeg kunne ikke forestille mig, at en sort kandidat som Obama magter den opgave,« lød Emersons argument.

På en ganske almindelig og sløv fredag eftermiddag står tre hvide kvinder i Emerson Barber Shop og sludrer med den flotte, muskuløse og uhyre venlige indehaver. Herefter er det knus og kram og så ud af døren. På bygningens store ruder er klasket Obama-plakater op.

Vi skriver november, og den sorte frisør har skiftet mening. I dag tror han på, at Obama kan klare skærene og blive USA’s første præsident af blandet race. Emersons omvendelse har ikke så lidt betydning for præsidentkandidatens chance i Marion og omegn. Barberen er en populær skikkelse i byens sorte kvarter, også blandt de mindre bemidlede hvide kunder.

Frisøren er blot én af en voksende skare sorte amerikanere, der i starten indtog en skeptisk holdning til Obamas eventyrlige kandidatur. De kunne ikke forestille sig, at en politiker med hans blandede etniske baggrund havde en levende chance for at tiltrække nok stemmer fra hvide vælgere til at vinde præsidentposten.

Clintons popularitet
»Her i Marion lever vi i bibelbæltet. Selv om det er et fantastisk sted at bo og vokse op, så er vor verden stadig delt op i sorte og hvide borgere. Sådan tænker folk på begge sider af skellet. Det er noget kedeligt noget,« siger Emerson.

Mange sorte demokrater i South Carolina (hvor de normalt udgør 50 pct. af vælgerne i det demokratiske primærvalg, der i år er fastsat til 26. januar) har desuden svært ved at skære den navlestreng over, som binder dem til Bill Clinton. Man kan blot erindre, at forfatteren og nobelprismodtageren Toni Morrison i 1998 kaldte Clinton »vores første sorte præsident«.

Denne hengivenhed har smittet af på hustruen. Meningsmålinger har konsekvent vist en sort vælgerbefolkning delt nogenlunde lige mellem Barack Obama og Hillary Clinton.

Nogle sorte kvinder støtter også Hillary fremfor Obama, fordi hun kan blive USA’s første kvindelige præsident. Sidst men ikke mindst er der de moderlige følelser, som mange sorte kvinder og ikke så få mænd nærer over for unge Obama. De frygter, at hvide Amerika ikke vil acceptere en sort præsident og stopper Obama, inden han når Det Hvide Hus.

Hellere vælge det sikre kort – Hillary – og afværge mareridtsscenariet: Et mordattentat på Obama. Hvis det skulle ske, ville mange sorte vælgere uden tvivl fortryde at have stemt på ham.

Bortset fra Clinton – der beskyttes som tidligere præsidentfrue – er Obama den eneste præsidentkandidat, som bevogtes af Secret Service. Og det går ikke stille af sig. Amerikanske journalister klager jævnligt over den begrænsede adgang til Obama. Folk holdes på afstand.

Optimisme
Men noget er begyndt at rykke. I takt med at sorte amerikanere har set hvide vælgere omfavne den sorte præsidentkandidat i Iowa og New Hampshire – selv i South Carolina – er deres skepsis blevet forvandlet til forsigtig optimisme. Pludselige er det muligt at forestille sig, at Obamas kometagtige politiske karriere og præsidentkandidatur vil udviske århundreders indgroede racebarrierer og få en drøm til at gå i opfyldelse.

»I årtier har racepolitik haft en forkrøblende virkning på amerikansk politik. Men det amerikanske samfund har ændret demografi. Racerne er blevet blandet. Og nu kan vi pludselig se for os, at raceforskellene kan ophøre med at spille en vigtig rolle i politik, hvis det lykkes Obama at vinde,« påpeger Marshall Ganz – en mangeårig aktivist, der arbejdede for fagforeningslederne Saul Alinsky og Cesar Chavéz i 1960’erne og 1970’erne.

Ganz, der i dag er lektor på Harvard-universitetets Kennedy-skole, har siden årets begyndelse trænet Obama-aktivister i sydstater og Californien i at organisere lokalsamfund – som f.eks. hos frisører og i kirker – for at få dem til at støtte Obama og mobilisere vælgere.

Det er Ganz’ vurdering, at Obamas græsrødder kan blive en undervurderet faktor i primærvalgene. »Jeg er overbevist om, at han vinder South Carolina. Pressen vil blive overrasket,« forudsiger han.

Bergs mellemkomst
Der skulle nu mere end Obamas repræsentant til at overbevise Emerson. Frisøren tog kontakt til en kvinde, som han nærer stor respekt for. Mrs. Berg er lige rundet de 75. Hendes skikkelse er trind, det hvide hår kort og strittende. Hun taler med en skælvende røst karakteristisk for nogle mennesker højt oppe i alderen.

Mrs. Berg var overbevist om, at Obama bliver USA’s næste præsident. »Der er noget unikt ved ham,« fortalte hun Emerson og turde endda forudsige, at Obama som demokraternes præsidentkandidat vil vinde de nordøstlige og midtvestlige delstater.

»Emerson,« belærte Mrs. Berg frisøren. »Du vil gerne se ændringer i vort land og du tror, at Obama kan stå i spidsen for dem. Så bliver du nødt til at stole på ham og give ham en hjælpende hånd. Dit eksempel vil blive fulgt af andre.«

Et par dage senere havde Emerson og Obamas repræsentant Demine Drummer lavet en ’deal’. Næste gang kandidaten var i South Carolina, ville han lægge vejen omkring frisøren i Marion og få klippet sit hår. Datoen blev fastsat til 24. august. Man enedes om, at den lokale presse ikke skulle underrettes, ej heller sorte prædikanter. Det skulle være en privat affære. Emerson inviterede familie, venner og kunder – ialt 250 mennnesker.

De fleste stod opstillet bag en barriere uden for salonen. »Jeg kan ikke fortælle dig, hvor anspændte vi var, mens vi ventede på Obama. Jeg var stiv af skræk,« fortæller Emerson.

Obamas entré
Men så snart senatoren entrerede i sin sædvanlige joviale og til lejligheden ’sorte’ stil, blev al nervøsiteten suget ud af salonen.
»Han fik os til at føle os afslappede. Han opførte sig som en rigtig gentleman. Ingen af de 60 gæster i salonen fik indtryk af, at han talte ned til dem. Nej, vi var på samme bølgelængde,« husker frisøren.

En midaldrende sort fyr præsenterede sig som pensioneret sergent fra hæren.

»Jeg vil stemme på dig, fordi du fra begyndelsen var imod krigen,« sagde han og tilføjede, at han havde kæmpet i specialstyrkerne. »Ah,« replicerede Obama. »Specialstyrkerne!« Og kiggede omkring i lokalet.

»Jeg tror sgu, at denne her fyr kan dræbe fjenden med sine bare hænder!«

Latteren bredte sig i lokalet. Den imposante sergent er sandelig ikke en herre, man ønsker at provokere i en bar. Men han var også vittig.

»Næ,« svarede han. »Jeg går ikke efter nogen, med mindre de chikanerer Jesus.«

Obama gik videre til den næste herre og bemærkede straks hans smarte sko. »Arv, mand – se de sko,« sagde han henvendt til Emersons venner. »Hva’, er de lavet af krokodilleskind?« Det fik taget til at løfte sig. Ikke mindst fordi, som Emerson senere bemærkede, Obamas egne sko så noget udslidte ud.

Emerson var klædt i sit fineste søndagstøj med en sort frisørkittel over. Mens han lidt nervøst stod og klippede den fornemme gæsts hår, talte Obama med folk i lokalet. Diskussionen handlede mest om lukningen af tekstilfabrikkerne på egnen og manglen på jobs. Alle var enige om, at bedre og højere uddannelse til den næste generation er vejen frem.

Alles præsident
Nu to en halv måned senere lyser Emersons øjne stadig intenst op, når han tænker tilbage på 24. august.

»For mig er det ikke vigtigt, at Obama er sort. Han vil være præsident for alle amerikanere og for hele verden. Han vil ikke kun tænke på vores velfærd, men på hele verdens. Vi lever i et raceblandet samfund og verden. Så hvorfor skulle præsidenten ikke være et symbol på det,« spørger Emerson lidt ud i luften.

Han fortsætter: »Det nytter ikke noget kun at kæmpe for amerikaneres menneskerettigheder. Vi skal kæmpe for alles menneskerettigheder. Alt andet er hyklerisk. Det nytter ikke at prædike lighed og så undlade at praktisere det.«

Men frygter han ikke, at racisterne vil komme efter Barack Obama?
»Ærligt talt! Hvis du ønsker fundamentale ændringer, så bliver du nødt til at tage en risiko. Både hvide og sorte præsidentkandidater risikerer at blive myrdet, for der er altid nogen, der hader dig. Jesus tog jo også store risici.«

»Nej,« slutter frisøren. »Vi kan ikke leve i evig frygt for racister og terrorister. De skal ikke have lov til at dele os og kue os. Man bliver nødt til at stå fast ved sine idéer og acceptere, at det kan koste ofre.«

mabu@information.dk

Læs Martin Burcharths blog ’Amerikanske Perspektiver’ på http://luftskibet.information. dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv en gammel atheist kan næsten blive hjemfalden til bønner når man læser sådan noget. Håber de har ret, det ville sende et fantastisk signal for det 21 århundrede og manden er i sandhed imponerende