Læsetid: 3 min.

Hans hjerte bankede for Balkan

Journalisten Dag Halvorsen døde i lørdags i Beograd, 72 år gammel
Dag Halvorsen var en fornem kender af Polen og Balkanlandene, hvis politiske krinkelkroge han var hjemme i som ingen anden.

Dag Halvorsen var en fornem kender af Polen og Balkanlandene, hvis politiske krinkelkroge han var hjemme i som ingen anden.

Henrik Laurvik

20. november 2007

Den også i Danmark kendte norske Østeuropa-journalist Dag Halvorsen døde i lørdags i sin lejlighed i Beograd, kun 72 år gammel, af influenza.

Dag Halvorsen vil være kendt af Informations læsere som en fornem kender af ikke mindst Polen og Balkan-landene, hvis sprog han beherskede, og hvis politiske krinkelkroge han var hjemme i som ingen anden. Han var gennem mange år både den norske radios Balkankorrespondent og en hyppig bidragyder til Danmarks Radios P1-program 'Orientering'. Han beherskede både den skrevne journalistik og radioreportagen som få andre, både på norsk og dansk.

Som journalist var Dag Halvorsen en uafhængig og ubestikkelig korrespondent, som gik sine egen veje. Det var således typisk for ham, at da der i foråret 1998 var uroligheder i Kosovo, og alle andre journalister tog derned, blev Dag Halvorsen i Beo-grad og fulgte med i noget, ingen andre havde øje for, men som var nok så afgørende: Den serbiske højrefløjs universitetsreform, som gennem politisk udnævnte dekaner skulle bringe de uafhængigt tænkende og skrivende akademikere under kontrol. I betragtning af den betydning, studerende og lærere fra Beograd Universitets filosofiske fakultet havde spillet bl.a. ved de store demonstrationer mod regimet omkring årsskiftet 1996/97, var det helt rigtigt set af ham, at regimet bevidst forsøgte at foretage dette indgreb i skyggen af optrapningen af volden i Kosovo.

Det var derfor også helt naturligt, at Dag Halvorsen interesserede sig intenst for ungdomsfænomener som det danske ungdomsinitiativ Next Stop Serbien og den serbiske ungdoms-oprørbevægelse Otpor, bevægelser der blomstrede op efter Kosovo-krigens afslutning i sommeren 1999. Han deltog i de sommerseminarer, der blev afholdt af Next Stop i Novi Sad, både som lærer og vejleder og som utrættelig interviewer især af de unge. Hans kontaktnet var enormt og i stadig udvikling. Mange menneskeretsforkæmpere vil mindes ham med taknemmelighed. For han bragte kendskabet til dem helt frem til den danske og norske offentlighed.

Smertefuld kærlighed

Dag Halvorsen omtalte ofte Polen, et af hans kernelande siden Solidaritets kamp for friheden, som "mit umulige Polen". Hans sympati for det politiske Kaczynski-tvillingepar - som for enhver halstarrig nationalisme - kunne ligge på et meget lille sted! Men han nåede at få den tilfredsstillelse at se det sidste regeringsskifte i Polen.

Ganske samme smertefulde kærlighed havde han til Serbien. Og der er noget symbolsk i, at det blev i Beograd, han afsluttede sin liv. Hans lille lejlighed stod altid åben for hans venner. Vi havde aftalt at tage til Kosovo sammen i december i år. Det skulle desværre ikke blive til noget. Men hans vedholdenhed i interessen for det Serbien, hvis befolkning han holdt lige så meget af, som han måtte ryste på hovedet af næsten alle dets politikere, var meget karakteristisk. Han ville være der, hvor tingene skete, og delte de beskedne kår, den serbiske befolkning lever under.

Han besøgte af og til søn og børnebørn i Danmark, og af og til også Norge, hvor han blev fejret af sine mange venner og kolleger på sin 70-års fødselsdag. Men hans hjerte forblev på Balkan. Konstant holdt han sig opdateret. Muligvis var det den sidste tur i byen til aviskiosken, som blev for meget for det skrantende helbred. Men den løbende adgang til informationer og synspunkter var så vigtig en del af hans liv og den store viden, han så generøst delte med andre, at han måtte afsted. Han ville aldrig have fundet sig til rette i et uvirksomt otium.

Æret være Dag Halvorsens minde!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu