Læsetid: 2 min.

Krigshistorierne vi aldrig fik

Vestlige mediers dækning af krige og konflikter siger mere om vores syn på verden end om, hvad der egentlig foregår, lød det i Beirut i går
6. november 2007

BEIRUT – Det gik tit galt, når journalisten Nir Rosen forsøgte at nuancere amerikanernes syn på deres soldater i Irak. Som journalist på først Time Magazine og siden New York Times Magazine forsøgte han i de første måneder og år efter den amerikanske invasion af Irak at bringe nogle andre historier end de rosenrøde om, at markeder var genåbnet og at skoler havde fået ny maling af amerikanske soldater.

Efter to uger som ’embedded reporter’ med en deling amerikanske soldater forsøgte han for eksempel at skrive historier om soldaternes overgreb og ydmygelser af den irakiske befolkning, men heller ikke det slap igennem hos redaktørerne hjemme i USA. På en konference om medier og objektivitet i Beirut i går kaldte han det, han så, for en masse små Abu Ghraib-episoder med henvisning til den tortur og ydmygelse amerikanske soldater begik mod fanger i fængslet uden for Bagdad, sagde Nir Rosen på konferencen, der er arrangeret af det libanesiske dagblad al-Akhbar i samarbejde med Dagbladet Information og Le Monde Diplomatique med støtte fra International Media Support og Heinrich Böll Foundation.

Konferencens formål er at diskutere, hvordan medier agerer i konfliktsituationer.

Objektivitet er nemt nok
»Objektivitet er, at man giver et præcist referat af alle parters synspunkt, og det er som sådan nemt nok,« sagde den hollandske journalist, forfatter og tidligere Mellemøst-korrespondent Joris Luyendijk.

»Problemet opstår, når man tænder for computeren og skal begynde at vælge til og vælge fra.«

Dels skal der vælges mellem et hav af aktører og begivenheder. Dels skal der vælges en terminologi, og mens man træffer alle de valg, så ryger objektiviteten stille og roligt, sagde Joris Luyendijk.

»Måden vi benævner tingene er mere end bare ord. Det siger også noget om vores perspektiv, vores forståelse af verden og de måder problemerne kan løses på. Da USA gik ind i Irak i 2003 var hovedhistorien i de vestlige medier spørgsmålet om USA ville være i stand til at indføre demokrati i landet. I Kuwait, hvor jeg var, lød spørgsmålet om USA overhovedet var interesseret i at indføre demokrati i Irak.«

Ifølge Joris Lyuendijk eksisterer der ikke objektiv journalistik, og han mener derfor også, at medierne skal holde op med at bilde læsere og seere noget andet ind.

Konferencen i Beirut slutter i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu