Læsetid: 3 min.

Musharraf lover frie og fair valg

Men Pakistans præsident vil ikke sætte dato på ophør for undtagelsestilstanden, men lover valg senest den 9. januar. Hvordan skal vi føre valgkamp under en undtagelsestilstand? spørger oppositionen
På et pressemøde i går lovede præsident Musharraf at bringe undtagelsestilstanden i Pakistan til ophør inden en måned.

På et pressemøde i går lovede præsident Musharraf at bringe undtagelsestilstanden i Pakistan til ophør inden en måned.

David Guttenfelder

Udland
12. november 2007

ISLAMABAD - Efter flere dages intensivt internationalt pres og eskalerende modstand fra Benazir Bhuttos opposition mod general Musharrafs 'nødretsskridt', har Pakistans regering nu meldt ud, at undtagelsestilstanden vil blive bragt til ophør inden for en måned.

Over for nyhedsbureauet AP bekræfter Pakistans statsadvokat Malik Mohammed Qayyum, at den undtagelsestilstand, der blev indført den 3. november, "vil udløbe inden for en måneds tid". Præsident Musharraf afviste dog at sætte dato på, men lovede på en pressekonference i går, at valg vil blive afholdt senest den 9. januar.

Ekspremierminister Benazir Bhutto, som med magt blev forhindret i at forlade sin hjemadresse for at tale ved et politisk massemøde fredag, forsøgte lørdag at besøge den afsatte højesteretspræsident, Iftikar Chaudhry, i dennes hjem i Islamabad, hvor han holdes i husarrest, og hvortil telefonforbindelserne er afbrudt. Bhuttos udgangsforbud blev ophævet natten til fredag.

Ledsaget af højtstående partifæller ankom Bhutto i en skudsikker firhjulstrækker til Chaudhrys residens for kun at blive mødt af to kæder af bevæbnede politisoldater.

"Han er højesteretspræsident - den sande højesteretspræsident," råbte Bhutto fra en megafon på taget af sit køretøj.

Bhuttos kursskifte

Bhutto kræver, at Chaudhry og alle andre dommere, som er blevet fyret og erstattet af Musharraf-tro folk, bliver genindsat.

"Denne regering står nu med ryggen mod muren," sagde Bhutto, imens det kom til kortvarige sammenstød imellem hendes tilhængere og politiet.

Det voldsomme fald i general Musharrafs popularitet begyndte i marts efter hans i første omgang mislykkede forsøg på at fyre højesteretspræsidenten. Chaudhry blev genindsat efter måneders gadeprotester anført af advokater og oppositionspartier, herunder Bhuttos Pakistan People's Party (PPP).

Advokater tæt på Chaudhry, som tidligere har ytret kritik af Bhuttos aftale om at dele magten med Musharrafs regering og hendes indledningsvis noget tvetydige bemærkninger om balladen om de fyrede højesteretsdommere, hilste hendes seneste udtalelser velkommen.

"Det er en kærkommen forandring og en ny udvikling, der viser, at Benazir Bhutto har valgt den rette kurs," siger Athar Minallah, en fremtrædende advokat.

Bhutto hyldede også en gruppe på næsten 300 journalister, som var gået på gaden for at protestere imod regeringens beslutning om at stoppe udsendelserne fra de uafhængige tv-stationer og indføre en 'adfærdskodeks' for medierne.

Kashif Abbasi, en prominent tv-vært for et politisk talkshow på kanalen ARY One World sagde:

"Regeringen ønsker reelt at sætte stopper for al uafhængig journalistik."

Journalister trues

Pakistanerne har ikke længere adgang til nyhedsdækning, ud over den det statsejede Pakistan Television og de stærkt eufemistisk redigerede morgenaviser vælger at bringe. Uafhængige pakistanske nyhedskanaler, hvis dækning af de seneste politiske begivenheder har fremkaldt skarp påtale fra regeringsembedsmænd, har derfor søgt andre kommunikationsmidler for at holde deres seere orienteret om udviklingen.

En række kanaler bringer således liveoptagelser på deres respektive hjemmesider. Dawn News udsender tillige opdateringer som smsbeskeder over mobilnetværket. En række optagelse er desuden blevet uploadet til YouTube og kan ses over alt, hvor internettet er tilgængeligt.

Journalister på Geo TV, Pakistans mest populære kabelkanal, hævder at have modtaget trusselsbreve. Warniq Zuberi, direktør for Aaj TV, siger, at hans satellitkanal har fået afbrudt sine transmissioner, og Azhar Abbas, producer på Dawn News, beretter ligeledes, at flere journalister er blevet truet med vold.

Også den udenlandske presse lægges hindringer I vejen. Tre journalister fra den britiske avis Daily Telegraph fik i går 72 timer til at forlade Pakistan. Med hvilken begrundelse? Ifølge viceudenrigsminister Tariq Azim skyldtes udvisningen, at "det havde brugt et groft og grimt sprog om Pakistan og den pakistanske ledelse."

Musharrafs løfte i går om "frie, fair og gennemsigtige" valg senest den 9. januar 2008 blev mødt med skepsis. Kritikere henviste til, at så længe undtagelsestilstanden består, er offentlige møder ulovlige. Andre spurgte, hvordan en valgkamp kan foregå i et klima af intimidering, trusler og vilkårlige anholdelser.

"Hvordan kan vi holde frie og fair valg under en undtagelsestilstand," spurgte Zafar Ali Shah fra oppositionspartiet Pakistans Muslimske Liga.

Musharraf sagde i går, at de oppositionstilhængere, som er blevet arresteret under undtagelsestilstanden, vil blive løsladt, så de kan deltage i valghandlingen. Han advarede dog om, at de risikerer at blive anholdt igen, hvis de "forstyrrer ro og orden og skaber anarki i demokratiets og valgets navn - det vil vi ikke tolerere."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her