Læsetid: 4 min.

Musharraf smider sin uniform

Men præsidentens beslutning om at træde tilbage som hærchef er næppe nok til at løse Pakistans politiske krise eller vende den folkelige modvilje
Musharraf for sidste gang i sin generalsuniform, mens han overrækker ceremonistokken til sin efterfølger.

Musharraf for sidste gang i sin generalsuniform, mens han overrækker ceremonistokken til sin efterfølger.

29. november 2007

ISLAMABAD - Fra i dag vil Pervez Musharraf kun være en civil præsident i jakkesæt, for i går holdt generalen sit løfte og 'bød våbnene farvel'.

Det skete i fuld gallauniform ved en ceremoni i det pakistanske militærhovedkvarter i Rawalpindi, under hvilken han overdrog dirigentstaven til sin efterfølger og Pakistans nye hærchef, general Ashfaq Kiani.

"Jeg har haft den lykke at have kommandoen over verdens bedste hær," sagde Musharraf til sine officers- og soldaterkolleger og tilføjede med tydelig sindsbevægelse i stemmen:

"Denne hær er den pakistanske nations frelser".

Musharraf erobrede magten ved et kup for otte år siden. Og han trækker sig fra posten som øverstbefalende på et tidspunkt, hvor hans land befinder sig i en krigsretstilstands jerngreb. Kun ét kan med sikkerhed siges om den arv, han efterlader: At det havde været bedre, hvis gårdagens lange farvel allerede var sket for et år siden.

Anskuer man hans kontroversielle embedsperiode under ét, vil kun få bestride, at hans største bedrift har været at sætte den pakistanske hærs vægt bag den amerikansk ledede 'krig mod terror' efter 11. september 2001.

Dermed befriede han ikke blot Pakistans fra en status som en atombevæbnet paria i ledtog med al-Qaeda. Dermed fik han også vendt en økonomi, der var på vej lukt ud i selvdestruktion, i kraft af de massive tilskud af amerikansk bistand, hvormed han nu belønnedes.

Hans store fejl: hæren

Der har været andre succeshistorier. I forholdet til arvefjenden Indien gik han ind i en ægte fredsproces, der forbedrede relationerne imellem de to sydasiatiske rivaler til det til dato mest godartede niveau. Han gjorde også en stor indsats for at moderere Pakistans officielle jihadistiske islam-ideologi til en mere liberal og oplyst udgave med fremkomsten af nye og uafhængige medier som det mest positive resultat.

Musharrafs store fejl har imidlertid været hans urokkelige overbevisning om, at "hæren er den eneste patriotiske kraft, der vil være i stand til at sikre, at Pakistan vil forblive stærkt", siger eksambassadøren Tarik Fatemi.

Resultatet var ikke blot en generel foragt for civil politik, men også eskaleringen af en proces, i hvilken militæret er blevet stadig dybere involveret i hver en gren af det pakistanske samfunds magtudøvelse og økonomi - en dominans, som har fremkaldt en modreaktion, der har fået sit klareste udtryk i det stadig mere opsætsige justitsvæsen.

I marts forsøgte Musharraf at fyre Pakistans højesteretspræsident, Iftikhar Mohammed Chaudhry og udløste derved den værste krise i hele sin præsidenttid. Den 3. november proklamerede han krigsretstilstand, angiveligt for at kunne slå hårde ned på militante islamister, reelt for at udrense en højesteret, der var på nippet til at erklære oktober måneds genvalg af ham som præsident for ulovligt.

Den iboende modsætning i Musharrafs styre faldt efterhånden i øjnene for alle, hans allierede i Bush-regeringen indbefattet: Aldrig før har den pakistanske hær været så magtfuld, og aldrig før har dens magt fremkaldt så stor folkelig modvilje blandt Pakistans 160 millioner indbyggere.

Hjælper hamskiftet?

Vil Musharrafs hamskifte fra militærhersker til civil præsident ændre på dette? Det vil helt komme til at afhænge af hans relationer til henholdsvis den nye hærchef og den kommende premierminister.

"Dette er trojkaen - det nye magtcentrum i pakistansk politik," vurderer analytikeren Hasan Askari-Rivzi.

Relationerne til Kiani må forventes at blive ganske gnidningsløs. Den nye hærchef har hidtil været fuldkommen loyal over for Musharraf og støtter også den af USA ansporede klapjagt på al-Qaeda og Taleban, navnlig i Pakistans urolige grænseprovinser op til Afghanistan.

Dog er han ifølge en anden general, der står ham nær, Ahmad Shujaz Paza, også af den opfattelse, at hvad hæren foretager sig "må være politisk acceptabelt for folket".

Det rimer meget dårligt med, at meningsmålinger har vist, at 80 procent af pakistanerne er modstandere af den amerikanske udenrigspolitik, herunder USA's tilstedeværelse i Afghanistan.

Anderledes turbulent kan derimod forholdet til den næste premierminister blive. Valget den 8. januar vil afgøre, hvem den person bliver.

Optræk til ballade

Hvis meningsmålingerne taler sandt, vil det blive enten Benazir Bhutto eller Nawaz Sharif, begge forhenværende premierministre. Bhutto har Musharraf kaldt for "den mest korrupte politiker i Pakistans historie", og Sharif væltede han i sin tid ved sit kup. De to premierministerkandidater har for nylig bedyret, at de ikke vil stå i spidsen for en regering med Musharraf som præsident, og hvis krigsretstilstanden ikke ophæves, vil de muligvis boykotte valget.

Musharraf har sagt, at han som civil præsident er rede til at arbejde sammen med alle. Men hans seneste 'forsoning' med Bhutto varede ikke længere end til hendes tilbagekomst til Pakistan i oktober, og i sidste uge fløj han til Riyadh i et forsøg på at få fastholdt Sharif i dennes eksil, indtil valget er ovre. Det sagde saudierne nej til, og Sharif vendte den 25. november hjem til en heltemodtagelse i Lahore.

"Den trojka, som hæren - det vil sige Musharraf og Kiani - forestiller sig, vil forudsætte en føjelig premierminister," siger analytikeren Ayesha Siddiqa.

"Bhutto og Sharif er mange ting, men føjelig er ikke en af dem. Der er optræk til ny ballade."

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu