Note
Læsetid: 1 min.

Ny FN-klimarapport er forældet

Udland
12. november 2007

I dag mødes eksperterne i FN's Klimapanel (IPPC) i Valencia i Spanien for at enes om formuleringerne i en ny rapport om truslen fra klimaforandringer. Men teksten er forældet, allerede inden den overhovedet foreligger på tryk, frygter kritikere inden det ugelange møde. De sagkyndige skal i Valencia sammenfatte konklusionerne fra forårets tre delrapporter på over 2.500 sider, som blev fremlagt i februar, april og maj. Men blandt andre NASA's førende klimaforsker, James Hansen, peger på, at den nye rapport ikke medtager de nyeste dramatiske forskningsresultater om den smeltende havis i polarområderne. "Gennem de seneste år har vi erfaret, at den hastighed, ændringerne kan indtræffe med - så som sammenbrud af polarisen og deraf følgende havstigninger - er langt højere, end IPCC har beregnet. Vi står nu i en situation, hvor den luksus at være overforsigtig og tilbageholdende truer planeten og alle dens skabninger," siger James Hansen til AFP. Den franske forsker Jean Jouzel, som har været dybt involveret i forårets rapporter, indrømmer, at IPCC's beregnede stigninger af havenes vandstand - som kan ramme flere hundrede millioner mennesker - kun er halvdelen af, hvad nyere undersøgelser indikerer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her