TEL AVIV - Iran kommer efter alt at dømme til at fylde en del i drøftelserne på den længe ventede mellemøstlige fredskonference, som finder sted i dag i den amerikanske by Annapolis. Allerede i går mødte værten, præsident George W. Bush den israelske leder Ehud Olmert og en del af deres samtale drejede sig om, hvordan USA og Israel i fællesskab kan optrappe indsatsen mod de iranske atomprogrammer.
"Amerikanerne vil helt givet benytte konferencen til at opbygge, hvad de betragter som en alliance mod iranerne, og vil også tage det op med mange af de arabiske ledere, som er taget til Annapolis," siger Majoob Sweiri, som er ekspert i iranske forhold ved University of Jordan i Amman.
"Dette er blot et af de mange tilfælde af delte eller modstridende interesser, som vil gøre konferencen så utroligt vanskelig."
Den zionistiske fjende
Iranerne, som ikke er blevet inviteret, har således langet hårdt ud mod Saudi-Arabien, der som en af regionens diplomatiske sværvægtere tydeligvis indgår i de amerikanske allianceplaner.
"Jeg ville ønske, Saudi-Arabiens navn ikke var blandt de, der deltager i Annapolis-konferencen," sagde den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad søndag aften i en telefonopringning til den saudiske kong Abdallah.
"Arabiske lande skal være på vagt over for den zionistiske fjendes intriger og bedrag."
Sagen udtrykker de mange taktiske hensyn, deltagerne på konferencen må tage, hvilket ifølge Majoob Sweiri også forringer dens udsigter til succes. Generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, som også vil være i Annapolis, søgte således at imødekomme Iran ved at forsikre, at konferencens mål absolut ikke er nogen arabisk normalisering af forholdet til Israel. Denne vil kun finde sted i forbindelse med det arabiske fredsinitiativ, lyder signalet fra Moussa, og kun inden for rammerne af en total fredsordning.
Virtuel præsident
Hvad Amr Moussa taler om er en fredsplan, Saudi-Arabien fremlagde for fire år siden, og som tilbyder Israel kollektiv anerkendelse fra hele den arabiske verden mod en total rømning af alle besatte områder. Saudi-Arabien, som tøvede længe med overhovedet at bekræfte sin deltagelse i Annapolis-konferencen, vil have sin fredsplan med i tasken, men ikke mange regner med, at drøftelserne overhovedet når dertil.
"For kernen i konferencen er jo den israelsk-palæstinensiske konflikt, og på det område tror jeg ikke, vi skal forvente os de store resultater," tilføjer dr. Sweiri.
Flere kommentatorer har op til konferencen sagt, at mens der næppe tidligere har været mindre skepsis med hensyn til Olmerts og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas ønsker om fred, har der nok heller aldrig været større skepsis end nu, hvad angår de to lederes evne til at omsætte de gode hensigter i politiske resultater.
Olmerts regering risikerer at miste sit flertal i Knesset, hvis han bringer indrømmelser på bane i Annapolis, idet to tunge koalitionspartnere, det ultraortodokse Shas og det højreorienterede Israel Beiteinu, i så fald truer med at forlade samarbejdet.
"Det er en svag regering, der allerede før konferencen er kommet med alt for mange indrømmelser," advarer lederen af oppositionens Likud-parti, Benyamin Netanyahu i en udtalelse til israelsk presse.
Mahmoud Abbas er på lignende måde svækket af uro i sit eget politiske bagland i en grad, at flere iagttagere har betegnet ham som en 'virtuel præsident'.
"Abbas er en mand med ryggen mod muren," siger Joel Peters fra Ben Gurion Universitetet i den israelske by Beersheva.
"Den seneste tid har vist, at han har meget lidt kontrol over udviklingen på Vestbredden, og så længe han ikke har løst sin konflikt med Hamas på Gazastriben, er han reelt ude af stand til at bevæge sig. Medmindre, han kommer hjem fra Annapolis med meget markante resultater, og det tvivler jeg på, Olmert vil levere til en palæstinensisk leder, der står på så usikker grund."
Oplæg til ny intifada
Som Joel Peters ser det, er situationen derfor den, at hvis Annapolis afføder konkrete resultater får Olmert vanskeligheder, mens Abbas vil stå i en tilsvarende vanskelig situation, hvis han må rejse tomhændet, eller næsten tomhændet hjem. Fra flere sider antydes det, at denne konference i værste fald kan komme til at stå som oplæg til en ny palæstinensisk intifada.
"Derfor må man nok konkludere, at konferencen i sig selv vil være en succes, hvis den bliver starten på en ny og vedvarende serie forhandlinger og møder mellem parterne. Men det er på den anden side også kun en ringe trøst, for før eller siden skal de jo tale om alle de vanskelige udeståender, som de ikke kan håndtere nu: bosættelserne, palæstinensisk terror, Jerusalems fremtid, grænsedragninger og så videre," siger Joel Peters.
"Et eneste virkeligt lyspunkt er, at hele processen omkring konferencen har genoplivet udsigterne til forhandlinger med Syrien."
Dette forhold har været på bordet i flere forskellige sammenhænge op til konferencen. På et tidspunkt sagde Bush, at Golanhøjderne, som Syrien kræver tilbage fra Israel, ville komme på dagsordenen, men selvom dette ikke er sket, besluttede præsident Bashar al Assad i sidste øjeblik at deltage på lavt niveau, nemlig ved viceudenrigsminister Muhsen Bilal.
"Det viser, at Syrien måske alligevel ser nogle muligheder i Annapolis," slutter Majoob Sweiri.
"Men det betyder også, at syrerne risikerer at lægge sig ud med sin alliancepartner, Iran, og det viser, hvordan en hel stribe ledere tager nogle voldsomme satsninger på en konference, hvis udfald er meget ubestemmeligt."
