Læsetid: 4 min.

Ulovlig masseeksport af tømmer til Kina presser Tanzanias regering

Værdifuldt træ for millioner af kroner bliver hvert år fældet og sendt ud af Tanzania uden myndighedernes indgriben. Ofte med kurs mod Kina og uvidende forbrugere i Europa. Men både internationale donorer og lokalbefolkningen forsøger nu at bremse den korrupte handel med naturressourcer
2. november 2007

Så sent som sidste uge trillede tungt læssede lastbiler gennem nattemørket på vej mod havnen i Dar es Salam. I lasten lå træstammer til værdi af en kvart million kroner, angiveligt på vej mod Kina. Men takket være et anonymt tip fik politiet standset lastbilerne, inden den nåede havneområdet. Ialt 30 containere med illegalt tømmer blev beslaglagt. Men selvom alle ved, at der smugles naturressourcer i stor stil ud af Afrika - guld, diamanter og i dette tilfælde træstammer fra Tanzania regnskov - så hører det til de absolutte sjældenheder, at nogen griber ind. Det meste af tiden snor tømmerindustriens bagmænd sig behændigt uden om kontrol og myndigheder og sender det eftertragtede, hårde træ direkte i armene på møbelproducenter og godtroende forbrugere i Europa og USA. Konsekvensen er, at den fattige landbefolkning og Tanzanias regering hvert år snyder sig selv for millioner af kroner. For slet ikke at tale om den biologisk mangfoldige og uerstattelige skov, som forsvinder hurtigere, end man kan nå at plante små nye træer.

National tragedie

"Det er en national tragedie, for indtægterne fra en bæredygtigt forvaltet skovindustri kunne bidrage til den nationale udvikling og formindske fattigdommen i landet, frem for at ende i lommerne på kriminelle," siger Steven Broad, direktør for TRAFFIC. Organisationen overvåger den globale handel med dyr og natur og udsendte i juni en opsigtsvækkende rapport om handel og transport af illegalt tømmer i Tanzania.

Rapporten afslører omfattende korruption i alle led af den tanzanianske skovdrift - fra den fattige mand i landsbyen, som svinger øksen mod en yderst beskeden betaling, til systematisk snyd med licenser og mangel på kontrol. Ifølge rapporten mister Tanzania hvert år op mod 58 millioner kroner på den bekostning.

Forfatterne har blandt andet kigget 28 store tømmerfirmaer i kortene. Over halvdelen viste sig at have tætte forbindelser til indflydelsesrige ministre og embedsmænd. Samtidig dokumenteres det, at lokale og regionale myndigheder ikke formår at inddrive afgifter eller kontrollere tømmerindustri og eksportører.

Det er især handlen med tømmer til Kina, som volder problemer, fortæller rapportens forfatter Simon Milledge. F.eks. registrerede kinesiske importører i 2004 og 2005 ti gange så meget tømmer fra Tanzania, som eksportørerne angav at sende ud af landet.

"Tanzania har simpelthen ikke kapaciteten til at håndtere og nyde fordel af den globale handel. Det efterlader et vakuum med mange, mange muligheder for illegale aktiviter. Man sender jo heller ikke en tom container hele vejen tilbage fra Kina uden at fylde noget i den, og Kina har mange letomsættelige varer, de gerne vil sælge i Afrika," siger han.

Globalt pres

Afsløringerne af omfattende korruption, bestikkelse og uvidenhed, der underminerer en ellers potentielt bæredygtig skovindustri har tvunget den ansvarlige minister for naturressourcer og turisme til at gøre noget. Som for eksempel at stikke en kæp i hjulet på eksportørerne af det illegale tømmer, og at tidoble den officielle pris på tømmeret, så Tanzania ikke fortat underbyder prisen på verdensmarkedet.

For ud over befolkningens voksende kritik af regeringens manglende evne til at tackle korruptionen, som også er et udbredt i andre sektorer, er skrækscenariet nu, at de internationale donorer begynder at skære i budgetstøtten. Den udgør 600 millioner US dollars, næsten halvdelen af Tanzanias årlige statsbudget. Og det er ikke en tom trussel, siger en kilde i EU Kommissionen:

"Teoretisk set kunne alle de internationale donorer vælge at skære i budgetstøtten på baggrund af den korruption, der bliver påvist i TRAFFIC-rapporten. Derfor er det en glædelig nyhed, at Tanzanias regering selv har taget initiativ til at udpege netop forvaltningen af landets naturressourcer som et af de områder, de skal stå til ansvar for at forbedre," siger han.

Også i den modsatte ende af systemet bliver der rykket for at komme korruptionen til livs. En ny lovgivning, som gælder i hele den Østafrikanske region, giver den lokale befolkning større lokal indflydelse på naturens ressourcer.

Loven implementeres med støtte fra EU og CARE Danmark i Eastern Arc-bjergkæden, som er et af verdens mest værdifulde skovområder. Og det er ikke truslen mod statsbudgettet, men udsigten til rent drikkevand, regelmæssig regn og muligheden for at tiltrække turister og forskere, der især får den lokale befolkning til at tage sagen i egen hånd.

"Folk ude i landsbyerne ved godt, det er forbudt at fælde træerne i de beskyttede områder, men når man mangler mad på bordet, er det svært at modstå. Derfor gælder det om at give alternative muligheder for at tjene penge. For eksempel gennem bæredygtig plantagedrift og støtte til små virksomheder," siger Charles Meshack, direktør i Tanzania Forest Conservation Group, der arbejder med støtte fra EU og CARE på at implementere den lokale lovgivning.

I politikernes lommer

Den store udfordring er, at illegal handel med tømmer ikke opfattes som kriminelt på samme måde som smugleri af f.eks. elfenben og næsehorn, påpeger Simon Milledge fra TRAFFIC:

"De illegale transporter er tilmed meget åbenlyse. Og selvom der er gjort en stor indsats de sidste par år, og vores rapport har vakt stor bevågenhed, så bliver man ved med at høre om de her store sendinger af illegalt træ. Så det er et spørgsmål om at ændre de moralske værdier og eliminere anledningerne til den korrupte adfærd. Men det er samtidig den store udfordring. Vi taler om "the untouchables" her - meget højt placerede politikere og embedsfolk, der er involveret i handlen," siger Simon Milledge.

"Det er svært at vide, om pengene går til politikernes personlige interesser, eller om de går til at finiansiere de politiske partier, men der er ingen tvivl om, at det er meget magtfulde interesser vi er oppe imod."

Serie

Seneste artikler

  • Den røde lanternes skær i Afrika

    28. juli 2008
    Kinas stigende efterspørgsel på fødevarer og energi og Ugandas udbud af råvarer og landbrugsprodukter burde være et regnestykke, der kunne gå op, men indtil videre er det kun kineserne, der afsætter produkter på det ugandiske marked, og ikke omvendt
  • Selvkritik efterlyses

    5. marts 2008
    Regeringen i Beijing har haft travlt med at beskytte sig selv og det kommende OL mod voksende udenlandsk kritik af Kinas menneskerettighedssituation og Sudan-politik
  • 'Kina er ikke skurken i Sudan'

    5. marts 2008
    Udenlandsk kritik af Beijings Sudan-politik vækker både undren og vrede i Kina. 'I er uinformerede,' er beskeden til kritikerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu