Baggrund
Læsetid: 4 min.

USA klynger sig til Musharraf

Amerika har et presserende problem med Pakistan - og ingen gode løsninger er umiddelbart i syne. Falder Musharraf, kan konsekvenserne blive lige så katastrofale for USA som nederlaget i Irak
USA-s viceudenrigsminister John Negroponte er den højest rangerende diplomat, der har besøgt Pakistan siden Pervez Musharraf indførte krigsretstilstand 3. november. Negropontes opgave var at formidle to stærke budskaber til Musharraf. Begge budskaber faldt totalt til jorden.

USA-s viceudenrigsminister John Negroponte er den højest rangerende diplomat, der har besøgt Pakistan siden Pervez Musharraf indførte krigsretstilstand 3. november. Negropontes opgave var at formidle to stærke budskaber til Musharraf. Begge budskaber faldt totalt til jorden.

Udland
19. november 2007

ISLAMABAD - På en anspændt konference kort før daggry i Islamabad i går blottede De Forenede Staters udsending, viceudenrigsminister John Negroponte, sit lands dilemma i forhold til den militære hersker, han for blot en uge siden betegnede som "en uundværlig allieret" i krigen imod "voldsterrorisme".

"Vi værdsætter vores partnerskab med Pakistans regering under præsident Musharrafs ledelse," sagde han. "Beklageligvis står de seneste politiaktioner imod demonstranter, undertrykkelsen af medierne og anholdelserne af politiske ledere og menneskeretsaktivister i direkte modsætning til de reformer, der er gennemført i de senere år."

Viceudenrigsministeren svarede undvigende på pressens spørgsmål, rodede i sine papirer og brød derpå brat op for med bekymret mine at gå ombord i det fly, der ventede på at føre ham tilbage til Washington. Han var den højest rangerende udenlandske diplomat, der har besøgt Pakistan, siden general Pervez Musharraf indførte krigsretstilstand 3. november, og det var kun alt for tydeligt, at han var i alvorlig vildrede.

'Stærke budskaber'

For Negroponte havde missionen være at formidle to "stærke budskaber". For det første, at "nødretstilstand ikke kan forenes med gennemførelse af frie, fair og troværdige valg, som fordrer en aktiv deltagelse af politiske partier, civilsamfund og medier." Og for det andet, at ingen bestræbelser bør skys for at genoplive den "forsoning", som amerikanerne var så tæt på at få bragt i stand mellem den pakistanske hersker og oppositionslederen, Benazir Bhutto.

Begge budskaber faldt totalt til jorden.

Søgt og forloren

Musharraf forklarede sin lavmælte amerikanske gæst: "Nødretstilstanden skal styrke og forstærke lovhåndhævelsesapparatet i kampen imod militante og ekstremistiske kræfter". Og han understregede: "Den vil kun blive ophævet, hvis lov- og ordensituationen forbedrer sig."

Den pakistanske hersker har anført to grunde for at indføre krigsretstilstand. Den ene var nødvendigheden af at slå hårdt ned på et islamistisk oprør, der breder sig fra den fælles grænse med Afghanistan til de øvrige dele af den Nordvestlige Grænseprovins. Den anden var nødvendigheden af at tugte en "overaktiv" dommerstand, som umuliggjorde udøvelse af regeringsmagt.

Den første begrundelse er søgt og forloren. Højtstående hærofficerer indrømmer, at krigsretten ikke har givet dem stærkere midler i hænde til at bekæmpe Taleban og al-Qaeda, end de i forvejen havde. Og den anden er for længst blevet uaktuel. Amerikanerne har stiltiende accepteret Musharrafs afskedigelse af de pakistanske højesteretsdommere - dog på den betingelse, at han ophæver krigsretstilstanden, træder tilbage som hærchef og afholder frie valg.

Bhuttos skilsmissepapir

Men Musharraf er på ingen måde interesseret i frie valg. Valg ønsker han kun, i det omfang han har mulighed for at 'justere' på deres resultat, således at 'en absolut majoritet' kan immunisere ham imod at skulle stå til ansvar for aktioner som indførelsen af krigsretstilstand, som - det medgiver han nu - var "i strid med forfatningen". Den 16. november tog han et forretningsministerium i ed, der var spækket med loyale kumpaner, som kan indfri dette mål.

Og hvad Bhutto angår, har hun indgivet sin definitive skilsmissebegæring. Adspurgt, om hun så muligheder for at genoptage dialogen med Musharraf, svarede hun: "Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan slå følge med nogen, som har talt til mig om en køreplan for demokrati, og derpå har indført krigsretstilstand."

I stedet appellerer hun til de øvrige oppositionsledere - herunder hendes gamle nemesis, Nawaz Sharif - om at skabe en 'enhedsfront' imod Musharrafs forsøg på at afholde "forfalskede" valg. Det står endnu ikke klart, om de øvrige ledere vil bide på, eller om hun vil få amerikanernes støtte. "Amerika har sine interesser, og vi har vores," sagde hun bittert, kort før hun skulle mødes med Negroponte.

Nederlaget for USA's Pakistan-politik er en fiasko af potentielt samme proportioner som Irak. Siden den 11. september 2001, da Musharraf 'skiftede side' i 'krigen mod terror', har Washington understøttet det pakistanske militærstyre med næsten 1 mia. dollar om året. I første omgang leverede generalen ganske vist varen og udleverede en vis og fortløbende mængde af al-Qaeda-skalpe, herunder den formodede chefarkitekt bag 11/9, Khalid Sheikh Mohammed.

USA klynger sig til

Men stigende kritik fra menneskeretsgrupper og de mislykkede bestræbelser på at få nedkæmpet Talebans oprør i først Afghanistan og nu også Pakistan, nødvendiggjorde strategiske genovervejelser. "Efter alene at have støttet sig til Musharraf, satsede USA nu også på Bhutto. Meningen var at hun skulle levere den folkelige legitimitet, som regimet savnede. Nu er også den politik faldet fra hinanden," siger analytikeren Hasan Askari Rivzi.

Amerikanske regeringsembedsmænd taler om at indstille al bistand, hvis deres genstridige forbundsfælle nægter 'at spille bold'. Men det er tomme trusler, vurderer Zafar Abbas, en anden analytiker. "Musharraf satser på, at Washington behøver ham mere, end han behøver dem."

Og deri har han formentlig ret. 75 procent af alle amerikanske forsyninger til Afghanistan går igennem Pakistan. Og jo større spændinger, der opbygges imellem USA på den ene side og Iran, Rusland og Centralasien på den anden, desto vigtigere bliver Islamabad som forbundsfælle i regionen. Der er kun et scenario, hvor Washington kunne blive nødt til at sadle om," siger Rivzi.

"Hvis oppositionen forstår at mobilisere vedvarende gademonstrationer imod regimet, vil det ryste hæren, I så fald kan amerikanerne blive nødsaget til at kræve Musharrafs afgang, ellers -"

Men foreløbig har protesterne været afdæmpede, ligesom hæren har udvist en fuldkommen loyalitet over for dens øverstbefalende.

Alt peger derfor på, at Amerika vil fortsætte med at klynge sig til Musharraf, skønt man her gør sig klart, at dennes forventede 'massive valgsvindel' ikke vil gøre noget godt i forhold til at løse den legitimitetskrise, som den pakistanske stat er gerådet i, og som forbliver den afgørende årsag til Talebans vækst. Heri består situationen store ironi. I seks år satsede Washington alt på en eneste mand, én institution og én militær løsning på den militante islamismes problem i området. Den 3. november bemyndigede denne institution denne mand til at gennemføre denne løsning med magt - bare ikke imod Taleban, men imod dens eget folk.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her