Læsetid: 7 min.

Zar Putins mange ansigter

Vladimir Putin er som en russisk Martjoska-dukke. Hver gang man skiller en ad, så er der en ny og anderledes indeni. For hver Putin-dukke, der gennem årerne dukkede op, var det mere og mere KGB-ansigtet, der dominerede, mens den liberale reformpolitikers tanker og træk svandt ind for til sidst at være helt bortvisket. Leif Davidsen skriver
I Rusland er det vigtigere for en leder at være frygtet, end at være respekteret og elsket. Det har Vladimir Putin vidst længe, og det er opositionspolitiker Garri Kasparov ved at sande. Ham ser russerne mere som en svag demokrat, hvis de da overhovedet har hørt hans politiske program. Her taler den russiske præsident til folket om, hvor vigtigt det er, at de stemmer på præsidentens parti, Forenet Rusland til søndagens parlamentsvalg.

I Rusland er det vigtigere for en leder at være frygtet, end at være respekteret og elsket. Det har Vladimir Putin vidst længe, og det er opositionspolitiker Garri Kasparov ved at sande. Ham ser russerne mere som en svag demokrat, hvis de da overhovedet har hørt hans politiske program. Her taler den russiske præsident til folket om, hvor vigtigt det er, at de stemmer på præsidentens parti, Forenet Rusland til søndagens parlamentsvalg.

Udland
1. december 2007

Der kører en vittighed rundt i Moskva om Putin, som jeg hørte fortalt allerede tilbage i 80'ernes slutning om Gorbatjov, dengang han herskede i Kreml. Mikhail Gorbatjov havde store økonomiske, sociale og politiske problemer, som truede med at tage magten fra ham. Derfor konsulterede han Josef Stalin for at få hjælp til at komme ud af Sovjetunionens kattepine.

Mens Gorbatjovs magt smuldrede, styrker Putin sin dag for dag, så det siger noget om russernes humoristiske sans, at de kunne bruge vittigheden på både en leder på vej ned og om en leder på vej til yderligere at befæste sin stilling ved søndagens parlamentsvalg.

Putin kan ikke få bugt med de sidste rester af oppositionen, går vittigheden. Der er stadig mange, der tillader sig at svare ham igen. Hvad skal jeg gøre? spørger Putin Stalin. Stalin svarer: Du skal skyde alle, der taler dig imod og male Kremls røde mure blå. Efter en lille stund siger Putin: Hvorfor skal jeg male Kremls mure blå? Stalin ser på ham, smiler grumt og siger: Jeg vidste, at det var det, du ville spørge om.

Mange har prøvet at blive kloge på Putin, siden Jeltsin hentede ham til Moskva i 1999 fra det daværende Leningrad, hvorfra Putin stammer. Jeg var som de fleste overrasket, da Jeltsin udnævnte ham til ministerpræsident, som var det podium, han skulle stå på for at blive fungerende præsident, da Jeltsin syg og svækket trak sig tilbage. Det banede vejen for Putins første valgsejr i marts 2000, der gjorde ham til kun den anden folkevalgte præsident i Ruslands tusindårige historie. Fire år senere i marts 2004 gentog han succesen og med endnu større sejrsmargin.

Jeg så egentlig Putin som et godt og intelligent valg tilbage i 1999. Putin virkede professionel og pragmatisk med en begavet KGB-mands viden om verden omkring Rusland og med en påfaldende mangel på store ord og rituelle floskler. Men der var også noget sfinksagtigt over manden med det ubevægelige ansigt og modsætningsfyldte udsagn. Gennemgående tænkte jeg - og mange andre - at Rusland trængte til en moderat pragmatiker efter tumultariske år under først Gorbatjov og siden Jeltsin. Meget af det han gjorde, fra at støtte USA efter 9/11 til hans markedsorienterede reformer og kamp mod oligarkernes magtbrynde, gav mening.

Sådan kan man tage fejl af et menneske, der måske allerede dengang havde de planer, vi har set ført ud i livet i hans anden embedsperiode, eller er det mennesket og politikeren, der er blevet formet af magten? Magtens sødme korrumperer ofte, så magten bliver et mål i sig selv. Den mindste lille opposition ses som en trussel, der fysisk må likvideres. Ingen sad vel så sikkert i sadlen som Stalin, og ingen likviderede flere end han. Putin fik sin folkelige støtte blandt russerne ved en uhørt brutal fremfærd mod tjetjenerne. Burde alle allerede dengang have set, at det var hans sande ansigt?

Stille og roligt er personkulten omkring Putin blevet bygget op i de seneste fire år. Det er sket i de Kreml-kontrollerede elektroniske medier, ude i regionerne gennem de Kreml-udnævnte guvernører og gennem virksomhedsledere, der har brug for præsidentens øre og ved at skabe bevægelser som ungdomsbevægelsen Nasji, der minder om kommunisttidens pionerer eller Nazi-Tysklands Hitlerjugend.

Vladimir Putin er fanget i den mest russiske af alle russiske honningfælder: personkulten og magtens arrogance. Han har omgivet sig med folk fra sin tid i Leningrad eller fæller fra det gamle sikkerhedsapparat, KGB. Også det er en hævdvunden russisk tradition: omgiv dig med eftersnakkere og loyale tjenere, så får du ganske vist ikke sandheden at vide, men du behøver ikke at frygte dolken i ryggen. En ny nomenklatura - et begreb om eliten fra den kommunistiske fortid - har atter holdt sit indtog i Moskva.

Den grå kardinal

Vi ser Garri Kasparov som en fornuftens og tolerancens stemme, mens russerne tilsyneladende ser ham som en svag demokrat, hvis de overhovedet har hørt om hans politiske program. Vi forstår måske ikke, at i Rusland er det vigtigere for en leder at være frygtet end respekteret og elsket.

For Putin er som en af de berømte russiske Martjoska-dukker - hver gang man skiller en ad, så er der en ny og anderledes indeni. For hver Putin-dukke, der gennem årerne dukkede op, var det mere og mere KGB-ansigtet, der dominerede, mens den liberale reformpolitikers tanker og træk svandt ind for til sidst at være helt bortvisket.

Putin tilhører generationen, der er født efter Anden Verdenskrig, og som havde et pragmatisk, karrierebestemt og kynisk forhold til den kommunistiske ideologi. Han tilhører en gruppe i Rusland, som egentligt altid har sat fædrelandet over partiet. Hvis han har en ideologi, er det den stærke stats ideologi. At Rusland ud fra sin størrelse og historie har ret til at være stort, stolt og dominerende. Staten er ikke til for borgerne. Borgerne er til for at tjene staten. Borgerne er som børn, de skal holdes i kort snor, ellers bliver de uvorne og kommer ud for alskens ulykker. Når Putin ofte går i den ortodokse kirke, er det ikke alene et udtryk for Gudstro, men lige så meget en nationalistisk handling, der symboliserer den forbindelse mellem magt og russiskortodoks tro, som også zarstyret byggede på.

Vladimir Putins officielle karriereforløb er hurtigt fortalt. Han er født den 7. oktober 1952 i det daværende Leningrad. Han er som Gorbatjov jurist af uddannelse - og kun den tredje russiske leder siden 1917 med en akademisk uddannelse. Allerede i sin studietid blev Putin hvervet af KGB. Fra 1975 tilknyttet udenrigsspionagen og udstationeret i en årrække i det hedengangne DDR. Han sluttede som oberstløjtnant, men som den østtyske spionchef Markus Wolf gjorde det i DDR, så han skriften på væggen og forlod KGB efter det fejlslagne kupforsøg mod Gorbatjov i august 1991. Han sluttede sig til den demokratiske fløj i sin hjemby, Leningrad. Han blev en nær og skattet medarbejder i reformpolitikeren borgmester Anatolij Sobtjaks stab.

I 1996 tabte Sobtjak borgmestervalget i Skt. Petersborg, og Putin - der i byen gik under navnet Den Grå Kardinal - blev hentet til Moskva af Boris Jeltsin. Sobtjak døde under mystiske omstændigheder efter alvorlige korruptionsanklager, der ikke syntes at klæbe til Putin. Jeltsin var imponeret over Putins tilsyneladende loyalitet. Han svigtede ikke Sobtjak, da alle andre krøb i flyverskjul, da korruptionsskandalen rullede.

Samtidig med, at Putin arbejdede for borgmesteren, tog han en ph.d. på Skt. Petersborgs Mineinstitut. Hans ph.d. handlede om nødvendigheden af, at staten har fuldstændig kontrol over landets råstoffer, og at Rusland altid vil have brug for stærke ledere.

Putin blev vicechef i Kremladministrationen. I juli 1998 blev han chef for FSB - KGB's magtfulde afløser. Der sad han, indtil Jeltsin i august 1999 til de flestes overraskelse udnævnte ham til ministerpræsident - og viste det sig - sin kronprins.

Godfather

Putin er en mand med en vision om at genskabe en russisk storhed, og en del af hans popularitet hænger sammen med den følelse af national stolthed, han har bragt tilbage i befolkningen. Han har været heldig, at hans præsidentperioder er faldet sammen med høje olie- og gaspriser, som har skabt velstand i den nye og voksende middelklasse i de større byer.

Han forstod tidligt, at olien og gassen er udenrigspolitiske magtinstrumenter, der fungerer effektivt i en energihungrende verden. De enorme olie- og gasindtægter har også betydet, at Putins trofaste støtter i det politiske og økonomiske system er blevet hovedrige. Det er ikke helt forkert, når Garri Kasparov siger, at hvis man vil forstå dagens Rusland og Putin, er der kun en bog, man behøver at læse, nemlig Mario Puzos roman om den amerikanske mafia, The Godfather.

Så til trods for at demokratiet svækkes dag for dag, pressefriheden indskrænkes, menneskerettighederne ignoreres, og lov efter lov har centraliseret og styrket præsidentens magt, er kritikken af Putin kun svag i de vestlige hovedstæder. Putin er med ved Europarådets møder og sidder stolt ved bordet, når G8 træder sammen, lige meget hvad der sker med demokratiet i hans land.

Er der noget at sige til, at han tror, han kan gå på vandet? Putin ser sig selv som nationens frelser, den mand, som Gud eller skæbnen har udvalgt til at trække Rusland ud af den ydmygelsens sump, som han føler, Rusland var endt i under 90'ernes røverkapitalisme, hvor friheden var stor. Demokratiske regler kan ikke stå i vejen for en sådan mission. På papiret vil han overholde forfatningen, men at han vil fastholde magten hersker der næppe tvivl om.

Så vi har ikke at gøre med et demokrati i vor forstand, men heller ikke et diktatur i klassisk forstand. Rusland er endnu engang anderledes. Vi taler om en særegen politisk retning, som man kan kalde putinisme. Den bygger på den trænede KGB-mands overbevisning om, at magt står over kompromis, og på arven fra den kommunistiske tid, hvor angsten for kaos eller spontane, folkelige protester var dybt forankret i den kommunistiske elite. Putin betragter sine landsmænd som et dybt anarkistisk folkeslag, der vil kaste sig ud i kaos, hvis zarens hånd ikke er stærk med pisken lige ved hånden.

Jeg giver det britiske tidsskrift Economist ret, da det tidligere her i år beskrev, hvad putinisme er: "Historien tilbyder os en definition til at beskrive den retning, som Rusland nogle gange synes at bevæge sig henimod: et ord, der indeholder forfølgelsesvanviddet og den samtidige store selvsikkerhed, lovløsheden og det autoritære, populismen og intolerancen og den økonomiske og politiske nationalisme, der nu karakteriserer hr. Putins administration. Det er et ord, der bruges for meget, og det er et kontroversielt ord, især i Rusland. Landet er der ikke endnu, men Rusland synes nogle gange at bevæge sig mod fascisme."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her