Baggrund
Læsetid: 7 min.

Afghanistans kvinder ude i lyset

Der er fuld fart på genopbygningen i Kabul-området. Overalt er afghanerne i gang med at tømre, grave, støbe og bygge. Vi har været ude for at se nogle af de projekter, som danske bistandspenge går til
Ottende klasse på Mir Basha Kot Girls School er til eksamen i engelsk i det fri. Mange forældre er dog stadig tilbageholdende med at sende deres børn i skole - og til eksamen. De synes ikke det er nødvendigt, fortæller engelsklæreren Zina her.

Ottende klasse på Mir Basha Kot Girls School er til eksamen i engelsk i det fri. Mange forældre er dog stadig tilbageholdende med at sende deres børn i skole - og til eksamen. De synes ikke det er nødvendigt, fortæller engelsklæreren Zina her.

Charlotte Aagaard

Udland
5. december 2007

KABUL - Den afghanske hovedstad er for alvor ved at rejse sig af ruinerne. Sporene efter 30 års borgerkrig skal man lede stadig længere efter. Uanset hvor man vender blikket hen, skyder nye huse, moskeer, hoteller, benzinstationer, veje, elmaster, trafiklys, butikscentre, flyselskaber og fabrikker op.

De 90 milliarder kroner, som det internationale samfund foreløbig har investeret i genopbygningen af det sønderskudte land, begynder at give pote. Selv om en del penge går til spilde på grund af manglende koordinering, dyre konsulentlønninger og profitter til vestlige firmaer, er der også rigtig mange penge, som finder vej til de menige afghanere.

Kabul er og bliver en tredje verdens-hovedstad med et kaos af stinkende trafik, støv og uregerlige el-ledninger alle steder. Men det er også en by på vej ud af årtiers forarmelse og borgerkrig. Afghanerne er entreprenante folk, der ikke sætter sig med hatten i hånden. Overalt er folk i gang med at bygge nyt og reparere det, der har overlevet krigen.

Der er stadig masser af fattigdom, men der er også tonsvis af håb.

Byggeboom i stor stil

Boomet følger os ud til landsbyen Mir Basha Kot, 30 kilometer nord for Kabul ad den nyasfalterede hovedvej mod Mashar ash-Sharif.

Vel ankommet i "diskrete pansrede personbiler uden ekstra eskorte," som sikkerhedsvurderingen fra den danske ambassade i Kabul anbefaler, lander vi ved et rødt murstensbyggeri nogle hundrede meter til venstre for hovedvejen.

Det er Mir Basha Kots nye kvindehospital. Om få måneder kan 20 kvinder ad gangen føde deres børn her og måske undgå at dø af det. I et land, hvor hver ottende dør i barselsseng, og hver femte barn aldrig når at blive mere end fem år, er et kvindehospital et uvurderligt fremskridt.

"Vi er syv landsbyer, som er blevet enige om, at det vi havde allermest brug for er et kvindehospital. Og det har både kvinderne og mændene været enige om," fortæller Sayid Mohammed fra Mir Basha Kots shura eller landsbyråd.

Pengene til hospitalet kommer fra den afghanske regerings såkaldte National Solidarity Program, NSP, som bl.a. Danmark bidrager til. Læger, sygeplejersker, udstyr og lønninger leveres af det afghanske sundhedsministerium - igen ved hjælp af donorpenge.

"Så om Gud vil, kan hospitalet indvies til sommer," siger Sayid Mohammed.

På Mir Basha Kots pigeskole lige ved siden af har 8. klasse engelsk-eksamen. Opgaverne har engelsklæreren Zina selv lavet, men eleverne har store problemer med at løse opgaverne, der går ud på at oversætte en række enkle sætninger fra dari til engelsk og omvendt.

"What time is it?" og "What did you study last night?," er spørgsmål, som flere må have hjælp til.

Lærerinden oversætter spørgsmålene, og pigerne går tilbage til de slidte skolepulte, som på grund af pladsmangel er stillet op ude i det fri. Den enlige ramponerede bygning, der udgør skolen, kan langtfra huse de 18 lærere og 1.000 piger i alderen seks til 17, som går her. Og den nye skolebygning, som er under opførelse, bliver ikke færdig før vinteren.

Selv om Mir Basha Kot har en pigeskole, er det langtfra alle piger i området, som får lov at gå der.

"Mange af forældrene synes stadig ikke, det er nødvendigt at sende deres piger i skole," fortæller Zina.

"Hvis vi hører om nogen, der ikke må komme, har vi to lærere, der tager på hjemmebesøg for at diskutere sagen med familien, og det hjælper ind i mellem. Men der et stadig mange, som ikke synes, at deres piger skal deltage i en eksamen som den i dag," sukker Zina. Hun undskylder flere gange, at hendes engelsk ikke er særlig godt. Og det er det såmænd heller ikke, men ambitionerne fejler ikke noget. Selv vil hun gerne læse engelsk på Kabuls Universitet, men pengene er små. Så indtil videre underviser hun om dagen og går på aftenskole, når hun har fri.

Demokrati på afghansk

Viceformanden for nabolandsbyen Khawaja Gians shura, Hazrat Mir, tager imod i landsbyens nybyggede forsamlingshus. Her kan man holde bryllupper, begravelser og shura-møder, fortæller han.

Han viser glad og gerne shuraens lille mødelokale frem. Her er hverken borde, stole eller kommunale arkivskabe. Kun en række omhyggeligt optegnede plancher, som viser, hvem der blev valgt til shuraen ved landets første demokratiske valg i 2005, og hvilke projekter, rådet er ved at gennemføre. Kvindehospital, skoler, veje, overdækkede kloakker. Alt sammen næsten færdigt, smiler han stolt.

"Vi har fået et shura med en masse yngre mennesker, så vi får tingene gjort," fortæller han og lægger ikke skjul på, at han er glad for Afghanistans nye demokrati.

"Før blev beslutningerne udelukkende taget i moskeen. Dengang var der ingen unge mennesker med og heller ingen kvinder. Det var kun de gamle, der bestemte. Det er meget meget bedre nu," siger Hazrat Mir.

Omkring 60 procent af alle vælgere over 18 år deltog i valget, der var baseret på én mand, én stemme. Mændene stemte på repræsentanter til den mandlige shura og kvinder på repræsentanter til den parallelle kvindelige. Selv om begge køns landsbyråd holder til i forsamlingshuset, kan de imidlertid ikke tale direkte sammen. Dertil er landsbyen for konservativ.

Hvis de har brug for at meddele sig til hinanden, går det igennem de familier, der har repræsentanter i begge råd.

Det fungerer helt fint, synes Hazrat Mir og nævner kvindehospitalet som et projekt, de to shuraer er blevet enige om at gennemføre.

En ko bliver til to

Nogle hundrede meter fra forsamlingshuset bor bondekonen Shawzia med sin mand og deres 10 børn i alderen tre år og opefter. Hun er en af mange afghanske kvinder, som har fået nye muligheder efter Talebans fald. Efter flere år som interne flygtninge i Pashir-dalen nord for Kabul, er Shawzia og hendes familie vendt tilbage til deres gamle hjem.

Et dansk-støttet mikrolån på 10.000 afghani, der svarer til cirka 1.000 kroner har forandret hendes liv, og dermed resten af familiens: For pengene købte Shawzia nemlig sin første ko. Nu har hun hele fire køer og to kalve, rigeligt til at forsyne familien med mælk, yoghurt og frisk-ost og nok til, at hun hver dag kan sælge mælk til flere af byens butikker.

Shawzia inviterer inden for i familiens veludstyrede stue, hvor lyserøde gardiner, et ægte tæppe, tykke hynder, tv og en hyggelig overdækket gårdhave med blomster og vindruer vidner om, at det går familien godt.

"Jeg er meget tilfreds med mit liv," siger hun med et stort smil.

"Jeg tjener penge hver dag, som regel 160 afghani (16 kroner) om dagen, men nogle gange bestiller butikkerne også yoghurt og ost, og så tjener jeg mere. Det betyder, at jeg kan betale mit lån tilbage og sende mine børn i skole, både drenge og piger. De behøver ikke længer at arbejde i skoletiden," fortæller hun.

Også internt i familien har Shawzias køer betydet store forandringer.

"Om jeg har fået mere at skulle have sagt? Ja, det kan du tro! I dag tager min mand og jeg beslutningerne i fællesskab. Det gjorde vi ikke før, men nu bestemmer jeg," siger hun med et bredt grin.

"Det er jo mig, der har pengene!"

Shawzias mand har en lille butik og er ikke hjemme, da Information kommer på besøg. Men at hans ord stadig tæller, illustreres af, at Shawzia ikke bare kan gå udenfor og blive fotograferet, så længe hendes mand ikke er hjemme, og der er andre mænd ude i den indhegnede gård, hvor hendes to kalve står bundet.

Da mændene går videre, indvilger hun i at lade sig fotografere, hvis det kan blive med burka og sammen med de to ældste sønner.

Kvindekrav

At afghanske kvinder vil høres, oplever Informations udsendte lidt senere, da genopbygningsorganisationen BRAG's mandlige ledelse er færdig med at vise rundt til den 45-årige Anisgul, der har brugt sit lån til at starte et lille bageri, hvor hun bager brød til det meste af Khawaja Gian og til den generte unge Maliha, der har købt en symaskine og lavet sit hjem om til skrædderværksted. Hun har netop optaget endnu et mikrolån, så hun kan købe symaskine nummer to og ansætte sin første lærling.

På vej ud af kontoret stikker en af de kvindelige medarbejdere et omhyggeligt udarbejdet brev i hånden på gæsterne. Brevet er underskrevet af alle BRAG's kvindelige medarbejdere, der på næsten fejlfrit engelsk fortæller, at deres arbejdsvilkår er meget vanskelige: Der er folk i landsbyen, som truer dem, når de har været ude at samle de ugentlige låneafdrag sammen, og de har været udsat for røveri.

De kvindelige medarbejder ønsker sig derfor en bil, så de kan komme lettere og sikrere rundt til de forskellige landsbyer, og så vil de i øvrigt meget gerne have lønforhøjelse.

"Som I ved, er alle ting så dyre i øjeblikket, og vores løn er meget lille. Hvis vi får mere i løn, kan vi arbejde bedre på kontoret," skriver de kvindelige medarbejdere, der har skiftet den traditionelle burka ud med tørklæde, frakke og touperet pandehår i bedste iranske stil. Næsten halvdelen af Kabul-områdets kvinder har smidt burkaen de seneste måneder.

De tider, hvor afghanske kvinder hverken har en stemme i samfundet eller i familien, ser ud til at være på retur. I hvert fald i dette lille hjørne af det nye Afghanistan.

Serie

Dengang i 00'erne

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var da endelig en positiv artikel om udviklingen i Afghanistan.
Hvorfor har pressen så travlt med altid at fortælle de dårlige tendenser.
Hvis dette er et tegn på vores bistand både økonomisk og militært, får det mig til helt at ændre holdning, og jeg forstår så bedre de unge soldaters udsagn om at "det nytter"
Herligt
David Biering

Ja, det glæder også mig. Hvis Taleban også kan nedkæmpes ude i provinsen, har landet en chance for at komme på benene.

Kære David og OL
Lad sig ikke narre af de såkaldte genopbygningsfup.
Til de penge skatte ydere betaler kan hele Kabul sskoler bliver bygges op.
Jeg kører nogle skoler for piger i Kabul i Khir khana for 1000kr. måndeligt, derimod i betaler lang mere og mindre effektiv. De såkaldte FUP organisationer betaler kun husleje for min. 10000 US dollers, køber flotte biler og .....
Se på billedet, hvor pigerne læser i fri luft. Hvis det var det, så kan jeg kører 100vis af dem.
tak for i er naiv!