Baggrund
Læsetid: 5 min.

Blod og penge flyder i Tyrkiet

Også tyrkerne sender i disse dage får til de fattige i Afrika,men de tyrkiske får ender som proteintilskud i stedet for hjælp til husholdningen. Offerfesten begyndte i går og alenei Istanbul-bydelen Eyüp led 1.000 får slagtedøden
Den muslimske offerfest Eid al Adha foregår over hele den muslimske verden. Her må en ko lade livet uden for en moske i Indoneniens hovedstad Jakarta.

Den muslimske offerfest Eid al Adha foregår over hele den muslimske verden. Her må en ko lade livet uden for en moske i Indoneniens hovedstad Jakarta.

Dita Alangkara

Udland
21. december 2007

ISTANBUL - Tidligt i går morges, lige inden solen stod op, var der helt stille i Istanbul. De tusinder af mennesker, der hver morgen pendler hen over Bosporus, blev hjemme, så færgerne lå stille, og på de to store motorvejsbroer var der nærmest ingen trafik.

Det var første dag i den muslimske offerfest, og derfor blev de fleste hjemme. Offerfesten er til minde om Abraham, der næsten ofrede sin søn Ismael (Isak i kristendommen). Og derfor ofrer muslimer over hele verden i disse dage dyr og deler kødet med de fattige. Ifølge islamisk tradition skal enhver, der har råd til det, ofre et dyr, og de skal i princippet selv gøre det for, at det gælder. Men man kan overdrage det praktiske til en anden ved tre gange at sige højt, at man bemyndiger en anden til at gøre det i ens navn.

Det beskidte arbejde plejede derfor at havne hos familiefaren, der måtte føre kniven for alle husstandens medlemmer. Det gav et farligt svineri på gader og stræder, hvor blodet bogstaveligt flød i rendestenen, og der lugtede af varme indvolde alle vegne.

Sådan er det ikke mere.

Nu er der kommunale slagtepladser i de store byer, hvor rigtige slagtere fører kniven.

I radioen i går morges erindrede værten derfor borgerne om reglerne for ofringerne:

"Hvis man ofrer sit dyr uden for de anviste pladser, koster det en bøde på 58 lira (250 kroner). Hvis dyret lider, koster det 1.000 lira (4.400 kroner). Hvis man ikke rydder op efter sig koster det fra 100 lira (440 kroner)," lød det i Mete Yurdaüns bilradio.

Klokken var lidt i otte om morgenen, da han kørte forbi kajpladsen i Üsküdar-bydelen på Istanbuls asiatiske side for at hente sin niece og hendes mand. Offerfesten begynder ikke, før den sene morgenbøn er slut i moskeen lidt i ni, og det er tradition i nogle familier, at man følges derhen.

Et dubiøst medlem

Mete Yurdaün plejer at komme i Kuleli-moskeen, der er en kvadratisk rød træbygning fra 1800-tallet. Den ligger helt ud til Bosporus-strædet, hvor fiskerbåde vugger frem og tilbage i morgentågen. Moskeens duggede ruder vender alle ud mod vandet, men Mekka ligger den anden vej, så inde i moskeens enkle rum sidder man med ryggen til udsigten.

Gudstjenesten var kort på grund af højtin, så efter en halv time sad Mete igen i bilen på vej mod familiens gravsteder. Her ligger hans forældre begravet, og de får et besøg, når det er helligdag. Et af hans hustrus families mere dubiøse medlemmer får også et besøg ved sin grav. Ikke fordi Mete har nogen særlig lyst, men fordi hans svigermor altid spørger, om han har været der, og når det betyder så meget for hende, gør han det gerne. Det skal jo være en god dag for hele familien.

Efter et par hurtige stop ved gravene går turen hjem, hvor familien samles til brunch. Hans hustru og svigerinde har stået i køkkenet hele formiddagen og lavet 10 retter plus det løse. Mete har som noget ret usædvanligt for mange tyrkiske mænd bidraget med madlavningen, idet han har lavet desserten baklava. Eller det vil sige, han har rullet den færdige dej ud og tilført nødder og honning. Men som alle andre mænd, der føler, at de har overgået sig selv, høster han meget gerne rosende ord fra selskabet, og han sikrer sig, at baklavaen bliver nævnt i avisen. Kvindernes 10 retter bliver der i mindre grad talt om.

Pæn i toppen

Hvert familiemedlem har ofret et får, men i fuld overensstemmelse med den moderne tyrkiske tradition har ingen af dem fået hverken blod på hænderne eller fårelort på skoene. I stedet har de købt sig fra det ved at få professionelle til at håndtere både slagtning og opskæring.

Kødet gives stadig til de fattige, men i lyset af, at nøden er større andre steder end i Tyrkiet, bliver alle familiens får på nær ét slagtet i Niger i Vestafrika, og kødet delt ud der. Det koster 300 lira (1.300 kroner) per afrikansk får. Det er lokale tyrkiske organisationer, der står for at samle pengene ind og organisere slagtningen. Som bevis på sit køb, får man en sms og en cd med en video, der viser, at der nu også er blevet delt kød ud til værdigt trængende afrikanere.

Men nu går turen til Eyüp-bydelen, der ligger langs den lille fjord, Det Gyldne Horn, på Istanbuls europæiske side. Her har bydelsrådet arrangeret kommunal slagtning under kontrollerede og forsvarlige vilkår.

Her kommer borgerne og vælger først de får, de gerne vil have slagtet. Kriterierne er nogenlunde de samme, som når danskere kigger på juletræer: Der skal være godt med fyld, pænt i toppen og ingen defekter.

"Jeg ser på om den er livlig, ser sund ud, har hele horn og ingen skavanker," siger Mahire Egribicak, der skal have to får. Et til sig selv og et til sin voksne søn. Tidligere ville de selv have slagtet derhjemme, men nu er det småt med haver, der er egnede til den slags i Istanbul - hygiejne og dyrevelfærd spiller også ind.

Mahire Egribicak vælger to pæne krabater, der vejer henholdsvis godt seks og 7,5 kilo. De koster tilsammen 760 lira (3.350 kroner). Før vejningen får de snøret benene sammen, så de ikke stikker af, og derefter bliver de lagt over i køen bagved alle de andre får, der venter på at blive slagtet.

Ikke en lyd

De tager det nu pænt de små. Man kunne forestille sig, at de ville stritte imod eller i det mindste klage sig over at ligge på fliser eller papstykker med snørede ben, men de siger ikke en lyd. Ikke en eneste. Helt stille ligger de bare og venter på deres skæbne, som er uundgåelig. Slagtehuset i Eyüp regnede i går med at skulle slagte 1.000 får alene den dag og 5.000 inden helligdagsperioden slutter på søndag.

"Kødet giver vi til fattige i vores nabolag og slægtninge, der ikke selv har råd til at slagte. Portneren i min opgang har for eksempel ikke råd til det," siger Mahire Egribicak.

Det er også almindeligt at give kødet til velgørenhedsorganisationer, der så fordeler til værdigt trængende. Man kan også bare lade det blive i slagtehuset i Eyüp. Her laver en velgørenhedsorganisation hver dag året rundt varm mad til de fattige af det kød, der bliver doneret i disse dage.

Selv om mange mennesker over hele Tyrkiet fejrer Offerfesten er der også stadigt flere, der dropper traditionen - og som et billede på landets voksende velstand og modernisering bruger ferien og pengene på at rejse på forlænget weekend i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her