Baggrund
Læsetid: 4 min.

Chávez taber folkets opbakning

Afvisning af Hugo Chávez' forslag til 69 ændringer af Venezuelas forfatning skyldes skræmmekampagner, diktatorretorik og dårlig økonomi
Medlemmer af den venezuelanske opposition fejrer afvisningen af præsident Hugo Chávez- forfatningsændringer i deres hovedkvarter i Caracas. Chávez erkendte nederlaget med ordene: »Vi blev slået af vælgerne, der udeblev.«

Medlemmer af den venezuelanske opposition fejrer afvisningen af præsident Hugo Chávez- forfatningsændringer i deres hovedkvarter i Caracas. Chávez erkendte nederlaget med ordene: »Vi blev slået af vælgerne, der udeblev.«

Howard Yanes

Udland
4. december 2007

Da Hugo Chávez blev genvalgt til sin anden præsidentperiode i december 2006, var det med mere end syv millioner stemmer for og kun omkring fire millioner imod. Det gav en stemmedeltagelse på knap 80 procent.

Da præsident Chávez i søndags oplevede at tabe sin første folkeafstemning, var det helt konkret fordi stemmeprocenten var historisk lav for et valg i Venezuela: Kun 56 procent af de stemmeberettige valgte at tage stilling til Chávez' foreslåede forfatningsændringer.

Og mens antallet af stemmer imod Chávez' ændringsforslag var stort set det samme, som antallet, der ved seneste præsidentvalg stemte imod Chávez præsidentkandidatur, så manglede der tre millioner ja-stemmer i urnerne i forhold til præsidentvalget.

Som Hugo Chavéz selv udtrykte det umiddelbart efter nederlaget: "Vi blev slået af vælgerne, der udeblev."

Men hvorfor udeblev vælgerne?

Det har Chávez' tidligere forsvarsminister og nære ven, Rafael Baduel, et bud på.

I en meget debatteret klumme fra den venezuelanske oppositionsavis, Tal Cual, der dagen før valget ligeledes blev trykt i New York Times, forklarer Rafael Baduel, hvorfor han efter mange års nært politisk kammeratskab med Chávez nu er gået i opposition og kritiserer de foreslåede forfatningsændringer. Han mener ikke, at Chávez kan legitimere de ønskede ændringer som et ærligt politisk projekt.

"Det venezuelanske samfund står overfor en bred vifte af problemer, der ikke er blevet taget hånd om i de otte år, som Chávez har været ved magten, selvom den nuværende forfatning giver rig mulighed for, at enhver ordentlig og redelig regering kan løse problemerne. Inflation, manglende sikkerhed, manglende fødevaresikkerhed, for få boliger og trøstesløse uddannelses- og sundhedssystemer er problemer, der ikke bliver løst ved at tillade denne såkaldte reform," skriver Rafael Baduel, der ikke mener, at en yderligere koncentration af magten omkring præsidenten kan retfærdiggøres igennem målet om social lighed og reformer.

Derfor spørger Baduel i samme klumme:

"Hvordan kan det være, at det venezuelanske folk er nået til en så bizar skillevej, at vi nu skal tage stilling til, om det er demokratisk at give præsidenter mulighed for ubegrænset genvalg for at kunne kalde os en socialistisk stat og for at fremme borgerdeltagelse? (...) At give præsidenten mere magt mellem hænderne vil ikke sikre os dette. Tværtimod."

For skrap kost

For et af de mest debatterede punkter ud af Chávez 69 forslag til ændringer af forfatningen er forslaget om at give præsidenten mulighed for genvalg ud over de nuværende to tilladte perioder. I de fleste medier er dette udlagt som et kup, hvor Chávez tildrager sig magten i det uendelige. Det er det på ingen måde. Et genvalg skal til enhver tid foregå demokratisk.

Alligevel blev netop dette punkt - sammenholdt med Chávez sans for revolutionsretorik, hvor han ofte bebuder, at han ønsker at side til 2050 for at styre landet på rette kurs - tilsyneladende for skrap kost for en del vælgere. Derfor måtte regeringen umiddelbart før parlamentets behandling af forslaget ændre teksten fra 'ubegrænset genvalg' til 'kontinuerligt genvalg.'

Parlamentets leder, Cilia Flores, forklarede hvorfor:

"Mange tror, at ubegrænset genvalg betyder, at præsidenten vælges for livet. Sådan er det ikke. Det er folket, der har magten og igennem valg afgør, om præsidenten fortsætter eller ej."

Men sandt nok. Enhver i opposition til præsident Chávez har flittigt brugt netop dette ændringsforslag som skræmmeeksemplet.

Men valget i Venezuela handlede om langt mere end præsidentens mulighed for genvalg. Det drejede sig om præsidentens ret til at erklære landet i undtagelsestilstand og regere pr. dekret. Om præsidentens magt over nationalbanken. Om kontrollen med de udenlandske reserver. Og om forholdet mellem militær og stat. Alle punkter som Chávez præsenterer i en indpakning, der hedder det 21. århundredes socialisme.

Økonomisk krise

Selvom Venezuelas regering fremlægger tal for, at både arbejdsløshed og antallet af folk, der lever i ekstrem fattigdom, er nedadgående, så oplever den venezuelanske befolkning i øjeblikket Latinamerikas højeste inflation på 17 procent årligt. Det mærkes økonomisk hos særligt mellem og underklassen, hvilket kan forklare en begyndende skepsis hos vælgerne.

Samtidig giver daglige prisstigninger og stagnerende lønninger oppositionen luft i forhold til deres skræmmekampagner, der gentagne gange advarer om, at landets økonomi er på vej mod en krise som efter 1970'erne olieeventyr. Her blev økonomien sat over styr igennem en tilsvarende periode med stigende oliepriser, højt offentligt forbrug og sivende kapitalreserver.

Men økonomiske problemer eller ej, så er Hugo Chávez planmæssigt Venezuelas præsident frem til 2012. Også selvom det ikke lykkedes ham at ændre forfatningen, så en mistillidsafstemning afhænger af 30 i stedet for 20 procent af befolkningens opbakning for at afsætte ham. Og som Chávez bebuder, så er forfatningsændringerne ikke sløjfet. Bare udsat.

"For mig er dette ikke et nederlag. Reformprocessen lever stadig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

INKA Consult Hans Peter Dejgaard

Hej Jesper. Tak for din vedvarende dækning af Venezuela og i det hele taget Latin Amerika, som jo ellers får langt mindre dækning i dansk presse end tilfældet er med Asien. Personligt synes jeg det var godt, at Chavez tabte sin første folkeafstemning som et udtryk for, at der er grænser for hvad han kan gøre med et folkeligt mandat. I den sammenhæng kunne det være interessant, om du kunne analysere videre på hvorfor der var så lille vælger-deltagelse ved denne folkeafstemning. Et andet spørgsmål er, hvor stor en andel Chavez bruger af den nationale økonomi til sine fremstød i andre lande som bl.a. Bolivia og Nicaragua? Mange hilsner Hans Peter Dejgaard

Arbejderne har set det mest som noget fjernt juridisk fnidder fnadder. Der har været mange løgnagtige skræmmekampagner fra oppositionen hvilket også har fået forvirret Chavez tilhængerne så meget at de ikke vidste hvordan de skulle forholde sig. Resultatet har været at folk valgte at blive hjemme.

Det er hvert fald to af grundene.

Det er meget svært at sidde trygt i DK og vide, hvad man ville stemme, hvis man var venezuelaner. Personligt finder jeg det dybt problematisk, at en statsleder vil kunne genvælges et ubegrænset antal gange. Hvilket fx Anders Fogh Rasmussen ville kunne, hvis danskerne ønsker det. Jeg ser hellere en større rotation i alle tillidsposter og en langt mere vertikal demokratistruktur.

Men taget i betragtning, at reformpakken omvendt rent faktisk indeholdte en lang række meget visionære tiltag i retning af udvidelse af demokratiet, bliver det noget sværere at forholde sig så kritisk til reformforslaget, som størstedelen af verdenspressen har gjort - mange har helt hysterisk råbt op om et skridt imod diktatur. Af nogle af de mest opsigtsvækkende tiltag kan nævnes en 6 timers arbejdsdag, uddelegering af en del af statsmagten til lokal- og arbejderrådene og valgret til 16-årige. Det er da reformer, man må håbe Chavez eller en evt ligeså venstreorienteret efterfølger kan få befolkningens opbakning til.

Men en reformpakke på 69 punkter er overkill. Chavezregeringen må vel sende forslaget ud til afstemning i flere seperate pakker, hvis den vil forsøge sig en gang til. Og det bliver ganske sikkert den pakke, hvor præsidenten kan genvælges kontinuerligt, der næppe bliver vedtaget.

Der blev stemt i to pakker Chavez's forslag og parlamentet Chavez's tabte med 0,7 % og parlamentets med 1 %.

Jeg er helt enig i at rotationsordninger er det mest hensigtsmæssige i forhold til et godt vestligt demokrati med mange dygtige ukorrupte politikkere, men hvis man kigger på Venezuela så er oppositionen de tidligere olieoligaker og resten af toppen fra erhvervslivet som i øvrigt ofte er hvide mænd med gode forbindelser til USA. PSUV som er Chavez parti har en græsrods organisering og man kunne frygte at det ville kollapse uden en karismatisk leder, men er ikke bevidst om kvaliteten af de andre politikkere i partiet. Alternativerne til Chavez ser ikke godt ud og hvis han begynder at blive for magtgal kan folk jo stemme ham væk. I et tredje verdens land må man være glad når der er en politikker der kan skabe fremskridt og der er meget langt mellem de dygtige politikkere. Så jeg har ikke noget problem med at en person kan genvælges til der kommer et så højt politisk niveau i et land at man kan begynde på en rotationsordning.

Det er godt nok med den bolivariske revoution, eller hvad man nu vil kalder det, og der er ingen tvivl, at de fleste ting Chavez regeringen har gjort er populær med det overvældende flertal af Venezuelas befolkning. Men når Simon Chievitzskriver at "men hvis man kigger på Venezuela så er oppositionen de tidligere olieoligaker og resten af toppen fra erhvervslivet som i øvrigt ofte er hvide mænd med gode forbindelser til USA", så overdriver han gevaldigt. Tror han virkeligt, at de 51% af vælgerne, der nedstemte Chavezs forsøg til at blive i hans stilling i 30 år var "tidligere olieoligaker og resten af toppen fra erhvervslivet som i øvrigt ofte er hvide mænd". Det er velkendt, at mange nuværende og tidligere "chavistas, også stemte nej, nok fordi de mistænkte Chavez for at ville have enemandsvælde, med mulighed for den slags diktatur, som man har i Cuba, hvor Castro har været ved magten i næsten 50 år. En revolution skulle ikke afhænge af en enkel person, men hvis der er tilslutning nok blandt befolkning, skulle enhver kunne vælges til præsident osv. Oppositionspartier er også nødvendige for en velfungerende demokrati, i det tilfælde, at folket vil af med en regering, u anset hvor revolutionært, det må betragte sig. Det har f.eks. det cubanske folk aldrig haft mulighed for.

"En revolution skulle ikke afhænge af en enkel person, men hvis der er tilslutning nok blandt befolkning, skulle enhver kunne vælges til præsident osv. Oppositionspartier er også nødvendige for en velfungerende demokrati, i det tilfælde, at folket vil af med en regering, u anset hvor revolutionært, det må betragte sig. Det har f.eks. det cubanske folk aldrig haft mulighed for."

Helt korrekt. Og det er derfor også netop det smertelige dilemma vedrørende Cuba. Som socialist kan man jo kun glæde sig over sejren over Batista og den revolutionære proces, der efterfulgte. Men samtidig må man græmmes over, at Fidel blev grebet af magtens sødme og med sin egenrådighed endte med at standse den cubanske revolution, så landet har stået i stampe i årtier. Den sociale ulighed er minimal, men ånden fra 1953 har til gengæld længe været en national skrøne.

Men når det er sagt, så har der jo altså aldrig været tale om, at Chavez skulle kunne vælges til evighedspræsident, eller om at oppositionen skulle have frataget deres muligheder for at komme til magten af lovlig vej. "Kun" at det skulle gøres muligt at en præsident kunne genvælges så mange gange, vælgerne ville det. Og det kunne se ud til, at det er lykkedes for oppositionen at skræmme en del af vælgerne til at tro de ting, du nævner var en mulig konsekvens af reformerne. Og det er der jo ikke noget belæg for.

Men det kan muligvis på længere sigt ses som et sundhedstegn, at mange chavister i dette konkrete valg har udvist en god portion skepsis. Revolutionen skal bæres både af en brændende vilje til at forandre på den ene side, og af en kontinuerlig proces af diskussion om startegi og mål, og der er indre antagonismer og en presset fra en opposition jo brændstof til hele tiden at gære det lidt bedre.

Og nej, oppositionen er selvfølgelig ikke udelukkende olieoligarker og erhvervslivets elite, men der er da ingen tvivl om, at polariseringen i landet groft set kan deles op i en indtil for nylig stærkt undertrykt arbejderklasse på den ene side, og på den anden side en mere velstående hvid øvre mellemklasse og et borgerskab, der indtil for nylig har nydt en priviligeret tilværelse takket være netop den private olieindustri og erhvervslivets tætte forbindelser til særligt USA.

Venezuela og Bolivia og et par flere latinamerikanske landes gradvise vej væk fra nordamerikansk og nyliberal dominans er uanset hvad noget af det mest interessante at følge i disse år.

Jakob skrev:

"...forhandlede med FARC..."

"Jeg gik i hvert fald ud fra, at han ville tabe afstemningen af netop den grund og jeg fik ret ..."

Hvordan kan du dog være så sikker på, at det netop var det, der gjorde udslaget?

"Jeg gik i hvert fald ud fra, at han ville tabe afstemningen af netop den grund og jeg fik ret ..."

Hvor er du dygtig, Jakob! Hvor kan vi læse det, at du spåede, at Chavez ville tabe afstemningen?

Simon:

Jeg benægter ikke de store fremskridt, som har fundet sted siden Chavezs ankomst til magten, som du kan læse i første del af mit indlæg. og jag er enig i det meste af det du skriver, også om Cuba, hvis tilstand ikke kun, eller mest, pga. Castros diktatur. Meget mere vigtigt har været USAs uretfærdig blokade siden begyndelsen af 60erne, og den efterfølgende økonomiske og politiske afhængighed af Sovjetunionen, med den krise den frembragte efter 1990 og Sovjetunionens sammenbrud.

Du skriver: "Men når det er sagt, så har der jo altså aldrig været tale om, at Chavez skulle kunne vælges til evighedspræsident". OK, "evighed" er selvfølgelig en metaforisk overdrivelse, men Chavez sagde jo selv inden afstemningen, at han havde ambitioner til at forblive President indtil 2030, som for mange yngre venezuelanere må har set ud som evighed! Tænk hvis en dansk statsminister, selv Fogh, kom med sådanne udtalelser. I har jo dronningen, som godt kunne blive der indtil 2030, især hvis hun holder op med at ryge! Men heldigvis, har hun ingen reel magt.

En politiker, som kommer med sådanne udtalelser, og som også erklærer sin ubegrænset beundring for Fidel Castro, kan godt mistænkes for at have diktatoriske tilbøjligheder.

"Men når Simon Chievitzskriver at "men hvis man kigger på Venezuela så er oppositionen de tidligere olieoligaker og resten af toppen fra erhvervslivet som i øvrigt ofte er hvide mænd med gode forbindelser til USA", så overdriver han gevaldigt. Tror han virkeligt, at de 51% af vælgerne, der nedstemte Chavezs forsøg til at blive i hans stilling i 30 år var "tidligere olieoligaker og resten af toppen fra erhvervslivet som i øvrigt ofte er hvide mænd".

Det jeg mente var selvfølgeligt at toppen af de organiseret oppositionspartier oftest er den bedre middel- og overklasse.

"En revolution skulle ikke afhænge af en enkel person, men hvis der er tilslutning nok blandt befolkning, skulle enhver kunne vælges til præsident osv"
Der en høj grad af revolutionær bevidsthed i store dele af befolkningen bl.a. har landes største fagforening UNT kritiseret Chavez for at være for langsom med den revolutionære proces. Men at et menneske ønsker et socialistisk samfund er ikke ens betydende med at den person har kompetencerne til at være en god præsident. Det er det der er problemet at folk også i partiet PSUV har de rigtige holdninger, men måske ikke har statsmandsbygningen. Jeg håber også virkeligt meget på at PSUV kan få kørt nogle andre politikere i position til præsident tjansen, men er ikke bevidst om de andre i partiets evner.

For mig at se er nederlaget i folkeafstemningen et tilbageskridt for revolutionen. Som Simon Chievitz så rigtigt skriver, var mange af Chavez tilhængere trætte af
mere papirnuseri; de ønsker at se handling. En af grundene til at det blev et nej til konstitutionen var at kun 56% af venezuelanerne stemte. Oppositionen i Venezuela har systematisk ført skræmmekampange mod ændringsforslaget af konstitutionen og de har været dygtige til at mobilisere deres tilhængere, hvilket ikke i samme grad er lykkes for Chavez. Et af de mest interessante tiltag i den nye konstitutionsforslag var at sidestille kollektiv og privat ejendomsret samt at give de lokale arbejderråd mere magt. Det er klart at revolutionen i Venezuela er en torn i øjet på USA og den vestlige verden, fordi den viser en anden vej frem. Det må sammetid også stå klart at revolutionen i Venezuela ikke kan stå og falde med Chavez, derfor er opbygningen af det nye socialistparti PSUV et vigtigt middel i kampen for at opbygge socialisme i Venezuela.

Og netop derfor kan det midlertidige "tilbageskridt for revolutionen" vise sig at være et gode i sidste ende. PSUV er nødt til at forholde sig til, at folket ikke bakkede op som de har gjort hidtil, da det kom på tale, at Chavez gerne ville sidde i årier frem. Man er simplethen nødt til at tænke i andre fremtidsplaner end Chavez, Chavez og Chavez, og det er sundt for revolutionen og for udiklingen af en demokratisk socialisme. Hvis de kan løfte den opgave, så vil opbygningen af 'socialisme for det 21. århundrede' lykkes i Venezuela, og et alternativ til den globaliserede kapitalisme kan i bedste fald sprede sig.

Jeg synes ikke valgresultatet er grund til formindsket optimisme.

Simon Chievitz:

"Men at et menneske ønsker et socialistisk samfund er ikke ens betydende med at den person har kompetencerne til at være en god præsident."

Ganske rigtigt. Den samme bemærkning gælder også for Chavez, og tiden skal nok vise hvor kompetent, han er til sidst. Men blandt de millioner af dem, der er tilhængere eller medlemmer af hans parti og allierede, kan det godt være, at der er flere der har de nødvendige kompetencer. Derfor var der ingen grund for ham, hvis han virkelig har et demokratisk sindelag, at sige, at han gerne vill forblive president indtil 2030.

Hvis Chavez genvælges demokratisk hver gang og befolkningen synes at Chavez er at fortrække og han forbliver progressiv og demokratisk så synes jeg ikke at det er så slemt at han vil blive genvalgt til 2050 som det vist var han sagde. Men håber da på at PSUV kan få startet en rotationsordning da jeg ser det som en bedre sikring mod totalitære tendenser.

Det skal også lige siges at Chavez i andre taler hylder store demokratiske tænkere og ikke kun hans totalitære gode ven Fidel som dog gradvist åbner op for demokratiske forbedringer - bl.a. må man vist nu læse trotskij på Cuba, men det kan man vel altid diskutere om ikke er et tilbage skridt ( :

"ikke kun hans totalitære gode ven Fidel som dog gradvist åbner op for demokratiske forbedringer - bl.a. må man vist nu læse trotskij på Cuba, men det kan man vel altid diskutere om ikke er et tilbage skridt ( :"

Måske fordi Chavez er trotskist? Vi må hellere få sendt trotskisten og OECD-valgobservatøren Søren Søndergaard over og bearbejde Fidel yderligere ;-)

En god gang Trotskistisk entrisme i kommunistpartiet på Cuba kan vel ikke gøre mere skade end gavn - Vi kan sku bare sende hele Socialistisk ArbejderParti (SAP) Internationale Socialister (IS) og Socialistisk Standpunkt (SS) derover. Det er tre temmeligt trotskistiske organisationer/partier/tendenser/folkebevægelser/aviser (eller hvad de nu kalder sig) i DK hvis de nu gik ind i kommunistpartiet derover så skal du se 70'er venstrefløj på Cuba.

Ps. Håber ikke at der er nogle trotskister tilstede der bliver alt for stødt I er nu oftest bedre end jeres historiske ry ( ;

Så gik der vist vrøvl i denne diskussion.

Hvad Socialistisk ArbejderParti (der er en strømning i Enhedslisten), Internationale Socialister og Socialistisk Standpunkt skulle have til fælles eller hvorfor de skulle til Cuba forundrer mig temmelig meget - og nej, jeg forventer ikke at det kan opklares på en fornuftig måde...

Hvad for en trotskistisk regering i Mexico der er tale om forundrer mig også ganske betragteligt, mig bekendt gik mange af de mexicanske trotskister faktisk ind i den zapatistiske bevægelse.

George Orwell talte om tre definitioner på trotskist:
1) En person, som stalinisterne betragtede som fjende og ofte beskrevet som facist-trotskist eller lignende.
2) En person der delte Trotskijs ideer om permanent revolution og dennes analyser af Sovjetunionens udvikling mm.
3) En person der var medlem af Trotskijs parti - 4. Internationale.

Orwell betragtede kun den sidste definition som værende reel, de andre begrebsforvirring. Det ville klæde alle debattører hvis man afholdt sig fra at forvirre, men det giver jo sig selv.

I forhold til afstemningen i Venezuela, så er jeg enig i at nøglen til forståelsen af dette valg ligger i den manglende valgdeltagelse. Det er nok samtidig værd at bemærke, at dette som sådan ikke er en mistillid til Chavez´projekt, men en konkret afstandtagen fra netop dette skridt, som på trods af gode initiativer, er en centralisering af magten. En god tommelfingerregel siger at man ikke skal tildrage sig flere privilegier, end dem man ville give til sin værste fjende. Forfatningsreformen forbrød sig tydeligvis mod denne regel og det tror jeg har givet grund til tvivl og eller afstandtagen blandt mange.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at disse fornuftige lovændringer skal ske som forfatningsændringer. Der ligger i denne tilgang en hvis grad af umyndiggørelse af den faktiske kamp i gaden forstået på den måde, at forfatningsændringer i sidste ende lægger magten til at beslutte hvad der skal ske i hænderne på diverse kommisioner og udvalg i toppen af samfundet. Vil Chavez nedsætte arbejdstiden, så kunne han starte med at nedsætte den for de offentligt ansatte og dermed lægge et pres på den private sektor, dette ville være et kampskridt, som kunne tages sammen med fagbevægelsen, men i stedet skaber han, med dette forslag en unødvendig afstand mellem befolkningens kamporganer og den politiske magt - en afstand, der selvfølgelig sår tvivl om det revolutionære projekt og befolkningens stilling i denne.

Jeg tror i den forbindelse at det ville være en fejl at tale om en revolutionær proces uden Chavez, men der er heller ingen revolutionær proces udelukkende med ham. Kampen står altså om at forøge befolkningens indflydelse på projektet og minimere de kedelige tendenser til en 'systemets socialisme', som er tilstede i Venezuela.
Vi kunne kalde denne kamp for en kamp mellem autoriteternes hegemoni og befolkningens "anti-hegemoniske" demokrati. I den forbindelse er det arrogant af Chavez bare at kalde reformen sat på 'stand-by', de foreslåede reformer har tydeligvis ikke svaret til de krav og behov, som store dele af befolkningen har haft, derfor blev de hjemme.

Der er behov for en fornyet reflektion over spørgsmålet om socialistisk demokrati og en udrensning i de korrupte og autokratiske elementer i Chavez' egen administration. En udrensning der forhåbentlig ville kunne give mulighed for at fjerne magt fra præsidentembedet og overdrage den til de folkelige organer, der er sprunget af den bolivariske proces.

Men indtil videre, så tror jeg blot at vi må følge udviklingen på en solidarisk, men kritisk måde - og uden, som Simon Chievitz - at gøre os til herrer eller dommere over virkeligheden, den har det jo med at fortsætte uanset hvor hårdt vi dømmer den...

Mvh
/Peter S. Nielsen