Læsetid: 7 min.

EU står over for fire store udfordringer

Irsk folkeafstemning om Lissabon-traktaten, Kosovos selvstændighed, en reform af EU's fælles budget og en besværlig klimadiskussion bliver fire af de største udfordringer for den europæiske union i det kommende år. Dertil kommer besværlige relationer mellem de tre største medlemslande
31. december 2007

PARIS/ BRUXELLES - Lettelse er en uvant kollektiv følelse i den europæiske union, der har ligget i en slags politisk vintersøvn siden det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten i maj og juni 2005.

Men efter det her i december stod endeligt klart, at hverken Storbritannien eller Danmark skulle nyde noget af at forelægge den sanerede forfatningstraktat - Lissabon-traktaten - for vælgerne, var det ikke desto mindre præcis lettelse, som prægede Unionens afsluttende topmøde i december i Bruxelles, dagen efter underskrivelsen af den nye traktat.

En vedtagelse, som EU's ellers normalt meget jordbundne kommunikationskommissær, Margot Wallström, kaldte en "vidunderlig 50 års fødselsdagsgave" for Unionen.

"Der er mere tillid til EU's institutioner. Det er opmuntrende for os, der arbejder for Unionen," sagde hun.

Lettelsen blev ikke forstyrret det mindste af, at de irske vælgere fortsat skal stemme om sagen.

Det kan synes mærkværdigt, men for det første ser der ud til at være flertal for traktaten i det irske, og for det andet er det sådan, som en erfaren dansk EU-journalist tørt bemærkede til Informations udsendte ved EU-topmødet i december, at et irsk nej først og fremmest vil være et irsk problem, hvorimod den fransk-hollandske afvisning var et europæisk anliggende.

Decembertopmødet blev afsluttet på knap en dag. Politikerne var glade, og diverse krusninger på overfladen om EU's udvidelse (den franske præsident er arg modstander af forhandlingerne med Tyrkiet, briterne er entusiastiske tilhængere, og tyskerne agter at holde sig til det vedtagne, som er, at tyrkerne må forhandle, indtil man finder ud af, om de lever op til Unionens krav eller ej) og Kosovos videre fremtid, blev udskudt.

Kosovo vender tilbage

Allerede i januar 2008 returnerer netop Kosovo imidlertid som punkt på den fælles dagsorden.

Området ventes at erklære sig uafhængigt trods serbisk modstand, og dette vil udløse problemer for den 27 lande store union, der ikke kan mønstre enighed i rækkerne om sagen. Førende lande som Frankrig og Storbritannien støtter Kosovo, Danmark formentlig også, selvom udenrigsminister Per Stig Møller omhyggeligt har undladt at tage stilling til, som han sagde det i december, et "hypotetisk spørgsmål, eftersom vi ikke har en uafhængighedserklæring at forholde os til".

I Sydeuropa er begejstringen begrænset. Grækenland og Cypern er deciderede modstandere, dels af solidaritet med serberne, dels for Cyperns vedkommende af klare grunde, som bunderi øens egen delte status. Samme bekymringer har Spanien og Slovakiet, som ikke ønsker at give obsternasige regioner gode ideer.

For at gøre tingene ekstra komplicerede står USA og Rusland og hiver i konflikten på hver sin side - Rusland insisterer på, at serberne skal godkende en aftale, mens amerikanerne slår på kosovoalbanernes ret til folke-suverænitet.

Slovenien i førertrøjen

Den nye traktat er ikke trådt i kraft endnu, så der er ingen fælles Unions-udenrigsminister eller EU-præsident til at lede forhandlingerne. Den sag er overladt til lille Slovenien (to millioner indbyggere), der overtager den roterende formandsstol i seks måneder efter Portugal og frem til sommer. Slovenerne har for længst annonceret, at fokus for deres formandskab bliver EU's Lissabon-strategi - Unionens plan for, hvordan Europa skal blive verdens førende vidensbaserede økonomi. Hele martstopmødet vil blive afsat til at blive enige om at vedtage de såkaldt 'integrerede retningslinjer' for økonomisk regering, herunder en øget forsknings- og udviklingsindsats, øget støtte til små og mellemstore virksomheder samt tilskyndelse til mere fleksible arbejdsmarkeder i de 27 medlemslande. Slovenien har selv gode karakterer i Lissabon-karakterbogen, modsat flere andre af medlemslandene.

Budgetreform

Ud over Kosovo, der bliver en hård nød at knække, skal Unionen under det slovenske formandskab også påbegynde en mere 'klassisk' EU-diskussion, hvor der altid er uenighed, men hvor enderne traditionelt mødes efter drama og tovtrækning: en diskussion af en reform af det store fælles budget. Budgettet for 2006 udgjorde 121,190 milliarder euro svarende til 1,09 procent af EU's samlede bruttonationalindkomst.

Den nye budgetramme, som er vedtaget, løber fra 2007 til 2013. Diskussionen vil især handle om mulighederne for at omprioritere fordelingen af ressourcer, herunder en mulig reform af den fælles, omdiskuterede landbrugspolitik.

Den anden store udgiftspost er strukturpolitikken - støtten til de økonomisk svagere lande og regioner i EU. Udgifterne til strukturpolitikken udgjorde i 2006 cirka 33 procent.

Landbrugsstøttens andel af budgettet er faldende (71 procent i 1984, 65 procent i 1990, 45 procent i 2006 og forventet 33 procent i 2013), men fremprovokerer ikke desto mindre fortsat store diskussioner i Unionen med liberale Storbritannien som bannerfører for et langt mere markedsbaseret system med mindre støtte og Frankrig - som den største netto-modtager af støtte - i den modsatte ende.

De danske EU-forbehold

Den nye, borgerlige franske præsident, Nicolas Sarkozy, har dog signaleret, at Paris er klar til at se med friske øjne på støtten i de kommende diskussioner; Frankrig overtager formandskabet i sidste halvdel af 2008. Her vil en styrkelse af den fælles immigrationspolitik, terrorbekæmpelse og det fælles forsvar stå højt på dagsordenen, har den franske regering bebudet; alle emner, der rammer ind i hjertet af de danske EU-forbehold, der vil stå højt på den hjemlige Europa-politiske liste over prioriteringer for 2008.

Allerede i starten af januar indkalder statsministeren til møde med Folketingets partier, og til sommer forventes Dansk Institut for Internationale Studier at barsle med en større forskningsbaseret redegørelse om forbeholdene, der skal bruges som beslutningsgrundlag for de(n) folkeafstemning(er) om sagen, som Fogh har lovet vælgerne kommer snart.

Klimaslagsmål

På det store EU's dagsorden står endelig en målsætning om klimapolitikken vedtaget i marts 2007 - en målsætning, der kan blive svær at leve op til for flere af medlemslandene, og som kan udløse endnu et bittert slagsmål om, hvem der skal betale for hvem.

I martsaftalen erkender EU's stats- og regeringschefer, at udslippet af drivhusgasser bør reduceres med 30 procent i 2020 i forhold til 1990, men landede ikke desto mindre under forhandlingerne på et bindende unilateralt EU-mål på 20 procent.

Samtidig skal mindst 20 procent af EU's energiforbrug pr. 2020 dækkes af vedvarende energikilder - sol, vind eller vandkraft. I dag er dette tal på 12 procent.

Medlemslandenes udgangspunkter er særdeles forskellige, og det vil være langt sværere for nogle lande at nå målene end for andre. Et land som Østrig har allerede 60 procent af sit energiforbrug dækket ind af vedvarende energi, et land som Frankrig har store dele dækket ind af kernekraft, men den energikilde tæller ikke som en grøn energikilde. Cirka 30 procent af EU's samlede energiforbrug dækkes af A-kraft. Et slagsmål om, hvem der skal finansiere klimapolitikken, er således næsten uundgåeligt i 2008.

Tysk-fransk køleboks

Men EU's dagsorden præges naturligvis ikke kun af de fælles diskussioner. De dominerende medlemslandes politiske temperatur og interageren spiller også ind på Unionens handlekraft.

Det fransk-tyske forhold, som tidligere var altafgørende for det europæiske samarbejdes velbefindende, spiller en mindre rolle i dagens udvidede EU end før. Men det er fortsat vigtigt, og her ser relationen ikke alt for godt ud. Kansler Angela Merkel og præsident Nicolas Sarkozy har udviklet et relativt køligt forhold, på trods af at de begge er centrum-højre-politikere. Det er der flere grunde til. En er en meget forskellig stil. Hun er kølig og velovervejet og tager ikke politiske initiativer, uden de er gennemtænkt både i forhold til konsekvenser og mulige alliancepartnere. Han er mere spontan, aggressiv og følelsesbetonet og overrasker tit med udspil, der ikke nødvendigvis er kendt af hans egne diplomater i forvejen, en utænkelighed i Berlin.

Dertil kommer visse politiske uenigheder mellem de to: vigtigst om Tyrkiet og EU-udvidelsen, om handelspolitikken og om euroen. Enighed er der om forholdet til USA (positivt), forsvarspolitik, terror- og kriminalitetsbekæmpelse og en række mindre kontroversielle fælles europæiske politikker.

Fælles for både Paris og Berlin er i øvrigt, at begge lande står over for betydelige indenrigsøkonomiske udfordringer i 2008, samtidig med at der i begge lande er lokale valg i løbet af året, der vil give et fingerpeg om, hvor populær eller det modsatte henholdsvis den tyske 'store koalition' og præsident Sarkozys enerådige ledelse, er.

Brown på spanden

I det delvise magtvakuum skabt af friktionen mellem de to kontinentale ledere burde der i teorien være skabt rum til øget indflydelse for den tredje mand i EU's trio af største lande, Storbritanniens premierminister, Gordon Brown.

Men Brown står med elendige meningsmålinger og store problemer på den politiske hjemmefront, samtidig med at en eklatant amatøragtig opførsel i december ved underskrivelsen af Lissabon-traktaten miskrediterede ham alvorligt i de andre stats- og regeringschefers øjne.

Først ville han ikke komme, så kom han for sent, og endelig skrev han traktaten under alene, missede den fælles frokost og undgik det fælles 'familiebillede', hvor alle de andre 26 stats- og regeringschefer blev fotograferet. Alt sammen - tolkede både de europæiske og de hjemlige, britiske medier hånligt - for at undgå at give mere ammunition til Storbritanniens legendariske EU-kritiske presse og den konservative opposition, der er modstander af traktaten. Både pressen og oppositionen svælgede naturligvis i stedet i "kujonen Browns" krumspring.

EU-diplomater bedømmer Brown som "ret uinteresseret" i europæiske forhold, og fra det mangeårige samarbejde med Tony Blair ved alle politiske iagttagere, at den nye premierminister besidder en solid portion EU-skepsis på det politiske felt og over for euroen og i virkeligheden kun er virkelig entusiastisk europæer, når det gælder det indre marked og en fortsat liberal handelspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu