Mudderet fra den lille gårdsplads tynger skoene. Raja tager imod i døren, skubber det tunge forhæng til side, og vi følger hende ind i familiens køkken.
Der er mørkt. Det påhviler en enkelt nøgen pære i loftet at oplyse hele rummet, husets hjerte. Elektricitet er en ustadig størrelse overalt i Indien, og landsbyen Hardushora i den nordvestlige del af Kashmir-provinsen er ingen undtagelse.
På gulvet i køkkenet sidder Rajas tre børn og hendes kusine, Fatima. Gasblusset knurrer, og duften af krydret te breder sig. Tanken om varm te luner kolde fingre og tæer en smule. I det nordlige Indien mærker familien ikke noget til økonomisk medvind.
Her handler hver dag om at overleve. Mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet.
Sådan er det mange steder i verdens største demokrati, hvor godt 400 millioner indere må klare sig en hel dag for det, vi andre betaler for en lakridsstang.
De mange rupees, der har pyntet på den indiske økonomi siden 1991, hvor landets økonomi via reformer blev mere åben, er endnu ikke kommet flertallet til gode. Der mangler blandt andet jobmuligheder og efteruddannelse, før champagnen kan springe.
Både landets regering og verdenssamfundet er da også opmærksomme på problemerne.
Afsagn og håndører
Det småsner i Hardushora.
Det mørke stof gør det ud for en dør, og de uldne ponchoer tages ikke af, selv om vi er indenfor. I det lille vindue, køkkenets eneste naturlige lyskilde, står to skoletasker og venter på forårets første skoledag.
Rajas mand, Abdul, ser familien ikke meget til.
Han arbejder i byen Srinagar på en af de mange husbåde, hvor turister fra hele verden bor, når de kommer for at se Himalayas imponerende tinder. Srinagar ligger kun en halvanden times køretur fra landsbyen, men når transportmidlet er langsommelige busser, og arbejdsdagene lange, er Abdul ofte væk en uge eller mere ad gangen.
Lønnen er 1.500 rupees (ca. 197 kroner, red.) om måneden. Den skal, sammen med to køer og et par rismarker - der lige knap dækker familiens behov - forsør-ge ægteparret og de tre børn.
Sådan har familien altid levet. Og de er langt fra de eneste.
Indien har den ganske kedelige rekord at være det land, der samlet set er befolket af den største del af alverdens fattige.
På en solrig dag i menneskemylderet i Delhis gader, hvor blandingen af støv og bilos gør halsen tør, kan seks kroner købe et par dåser læskende sodavand. En dagsløn for Abdul.
Naturen tog det hele
I køkkenet hos Raja rammer klaustrofobien, for vi har taget fejl. Vi sidder ikke kun i familiens køkken. Vi sidder også i deres stue, soveværelse, børneværelse og badeværelse. 10 kvadratmeter har aldrig føltes mindre.
Familiens hus blev jævnet med jorden, da et jordskælv, der målte 7.6 på Richterskalaen, ramte provinsen i oktober 2005. Som så mange af deres naboer mistede de alt.
"Vi prøver at spare sammen til at genopbygge huset, men det tager lang tid," siger Abdul, da jeg møder ham på hans arbejdsplads, husbåden på Dal Lake i Srinagar.
"Hele min løn går til mad, tøj, transport og skole, så det er svært at lægge noget til side."
Iført en strikket hue og på strømpefødder trisser den spinkle mand rundt i bådens dagligstue og holder øje med kakkelovnen.
Det er hans opgave at sørge for varmt vand, en lun temperatur på båden og gæsternes morgenmad. Han fortæller om jordskælvet, mens han bruger kakkelovnen som brødrister.
"Det var en voldsom oplevelse, men tænk på, hvor heldige vi er. Ingen af os kom noget til, så der er ikke så meget at være ked af," lyder det fra Abdul, mens han tjekker, at brødet ikke bliver for mørkt. Han er glad for sit arbejde. Selv om det betyder adskillelse fra familien. Der er ikke mange jobmuligheder i provinsen, og jobbet på husbåden er blandt de bedre.
"Når min søn ikke skal i skole, kommer han nogen gange. Så hjælper han til, og vi kan være sammen," fortæller Abdul med et smil. Sønnen kommer næste eftermiddag.
Men et nyt hus er indtil videre kun en drøm. For sandheden er, at familien kun har råd til det allermest nødvendige i forvejen. Og indimellem ikke en gang til det.
Raja vender sig mod gasblusset for at koge mere vand.
Hun er 30 år. Tror hun. Der er dybe fuger omkring øjne og mund. Huden er mærket af kulde og ser nærmest læderagtig ud. Der er lidt gråt i pandehåret.
Vi spørger til det med alderen.
"Jeg ved det ikke helt præcist, men jeg er vist omkring 30 år. Det er der ikke nogen, der har helt styr på," siger hun og ser lidt spørgende ud.
Hun forstår vist ikke, hvorfor det skulle være så interessant.
Det er en påmindelse om, hvor store økonomiske skel, der er alene i Indien. Har ens forældre penge, bliver man født på et hospital, og så bliver man registreret. Man eksisterer.
De venter stadig
Mens Raja passer husholdningen og Abdul husbåden, arbejder de indiske politikere på at sprede den velfærd, der indtil videre er forbeholdt de få.
Den lille procentdel af landets samlede arbejdsstyrke, der arbejder i den lukrative it-branche, kan ikke vende situationen i et land, hvor så mange millioner i årevis har levet i dyb fattigdom.
Men velfærden synes at kravle af sted i et land, hvor den økonomiske fremgang efterhånden har en del år på bagen. Fattigdommen i Indien er en stor skude at vende.
Og der er langt fra callcentrene ud til de små landsbysamfund.
I Hardushora ved Raja intet om, hvordan middelklassens unge i Delhi og nyder vækstens for de få. Og hun er også ligeglad.
"Jeg tænker kun på, hvordan vi skal klare dagen i morgen her," siger hun.
