TEL AVIV - Der findes ingen kodificeret nedskrivning af sharia-lovgivningen. Dens lovbestemmelser bygger på fortolkninger af profeten Muhammeds ord og gerninger, hvilket medfører, at praksis falder meget forskellig ud i de forskellige islamiske samfund.
"Den fjerde kalif, Ali, sagde, at Koranen ikke kan tale, men at det er mennesker, som læser den," siger Moheb Zaki, der er konstitueret chef for Ibn Khaldoun Centeret for Udviklingsstudier i den egyptiskehovedstad, Cairo.
"Sagt med andre ord, betyder dette, at sharia-lovgivningen er blevet udviklet af mennesker, og at dette er sket forskelligt fra region til region, fordi det er sket i samspil med forskellige historiske omstændigheder."
Dette er forklaringen på, at et af de klassiske eksempler på sharia-lovgivning - afhugning af en hånd som straf for tyveri - fortsat praktiseres, omend i begrænset omfang, i konservative stater som Saudi-Arabien og Sudan, mens de fleste andre islamiske stater ikke benytter denne metode, selvom også deres lovgivning i vidt omfang bygger på sharia.
Anstændighed
"Sharia betyder Vejen, altså den rette vej, men i hvilken retning, den går, defineres af hadith, som er den mundtlige overlevering af profeten Muhammeds ord og gerninger," forklarer Moheb Zaki videre.
"Dem er der omkring 600.000 af, og de kombineres på mange forskellige måder. I flere andre stater har man i princippet også denne straffemetode, men i praksis kun på papiret, fordi man her har inddraget en anden hadith, der fordrer, at 24 meget skrappe betingelser skal være til stede for, at straffen kan idømmes. Sådan er det for eksempel i flere af golfstaterne."
For at finde rundt i de mange overleveringer, er der tidligt i islams historie udarbejdet hadith-samlinger, der medtager, hvad man på et givet tidspunkt har opfattet som de væsentligste. En af de meget benyttede er Salih Bukhari, der i 800-tallet samlede 7.275 hadither i et af islams hovedværker.
"Han slog fast, at et samfund skal have et vist mål af anstændighed," siger Zaki. "Hvor grænserne for begrebet går, overlod han til fortolkning, og det er i Saudi-Arabien blevet til den totale adskillelse mellem kønnene. Det har intet med islam at gøre, for på Profetens tid færdedes mænd og kvinder frit mellem hinanden ,uden at nogen af den grund syntes, at samfundet havde mistet sin anstændighed. Her i Egypten har de islamiske grupper haft held til at gennemføre kønsadskillelse i mange sammenhænge i byerne, mens man på landet, hvor den mest traditionelt indstillede del af befolkningen lever, ser mænd og kvinder arbejde sammen i markerne."
De fem skoler
Flere lande har med årene gennemført, hvad der opfattes som en modernisering af lovgivningen i forhold til sharia. Tunesien nedlagde allerede for mange år siden forbud mod, at en mand kan tage sig mere end en kone, hvor traditionel sharia tillader ham at have op til fire. Både Egypten og en række andre stater som Marokko, Syrien, Jordan og de palæstinensiske selvstyreområder har også indført civil lovgivning i de fleste forhold, mens lovgivning om ægteskab, arveforhold og andre familierelaterede emner fortsat afgøres ved sharia.
"Men at kalde Egypten en sekulær stat fordi det meste af lovgivningen er civil, er en stor fejltagelse. Egypten er kun sekulært, idet landet ikke er et teokrati, men når det kommer til stykket støtter hele den civile lovgivning sig mere på sharia end på vestlige frihedsrettigheder," tilføjer Moheb Zaki. "Hver eneste leder i den islamiske verden bygger sin legitimitet på sharia."
At visse stater har kunnet nå til en mere liberal sharia-lovgivning hænger også sammen med, at der er fem forskellige skoler i fortolkning af sharia. I Nord- og Vestafrika benytter man den såkaldte Maliki-doktrin, der sammen med Hanfi-doktrinen, der er fremherskende i de dele af Mellemøsten, der tidligere var del af det ottomanske rige, samt de centralasiatiske republikker og Pakistan og Indien, er de mest liberale. Saudi-Arabien fortolker sharia efter den strenge Hanbali-doktrin, og i de sydlige dele af den islamiske verden, altså fra Indonesien og Malaysia over Yemen og Oman til Sudan følger man den næsten lige så konservative Shafi-doktrin. Disse fire er alle sunnimuslimske, mens den femte er den shiamuslimske Jaafari, som navnlig er ledetråd i Iran.
"Disse doktrinære forskelle danner sammen med aktuelle politiske forhold også grundlag for at udviklingen ikke er den samme i hele den islamiske verden," siger Ahmad al Awaysheh fra Det Islamiske Kulturcenter ved University of Jordan.
At Sudan således fik en islamisk forfatning i 1989, mener han naturligvis har at gøre med nogle politiske udviklinger, mens han også ser Shafi-doktrinen som en forklaring.
"Den havde gødet jorden for en strengere sharia-lovgivning," siger han.
"Jeg tvivler på, at det samme kunne ske her i Jordan, hvor vi altid har haft et mere liberalt forhold til sharia. Hamas på Gazastriben søger at indføre mere sharia-lovgivning, men de har vanskeligt ved det, forde den doktrinære og den folkelige tradition ikke er til det på samme måde som i eksempelvis Sudan og Saudi-Arabien."
