Læsetid: 6 min.

Findes der et land uden albanere og serbere?

Drømmen om et selvstændigt Kosovo trak 3.000 på gaderne i Pristina i går, men kun få skænkede det en tanke, at hverdagen i et frit Kosovo nok bliver fattigere, end den er i dag. De fleste serbere har forladt byen, men en af de få tilbageværende taler overraskende for selvstændighed
Kosovoalbanere i en demonstration for et selvstændigt Kosovo. Drømmen om selvstændighed havde trukket omkring 3.000 på gaden i Pristina.

Kosovoalbanere i en demonstration for et selvstændigt Kosovo. Drømmen om selvstændighed havde trukket omkring 3.000 på gaden i Pristina.

11. december 2007

PRISTINA - Ingen andre steder i verden i dag vil man opleve en muslimsk befolkning så inderligt begejstret for USA, at de marcherer gennem deres hovedby med Stars and Stripes. Men det var netop, hvad op mod 3.000 kosovoalbanere gjorde i Pristina i går, da tidsfristen for forhandlinger om Kosovos selvstændighed udløb.

Demonstrationen var arrangeret af to studenterorganisationer, der igen og igen fik demonstranterne til at råbe "Uafhængighed, uafhængighed" og pifte løs, mens de vajede med USA's, EU's, NATO's og Kosovos flag.

Symbolsk var det Kosovos røde flag og det amerikanske i flere tilfælde bundet sammen i hjørnerne for at understrege samhørigheden, og den er der i det hele taget meget af i Kosovo.

En af Pristinas hovedstrøg er opkaldt efter Bill Clinton, der også bryder den firkantede jugoslaviske betonarkitektur med et stort gavlbillede med både vink og smil.

Det er alt sammen udtryk for den overstrømmende taknemmelighed, kosovoalbanerne føler over for USA og NATO, der i 1999 smed den daværende jugoslaviske leder Slobodan Milosevic og hans hær ud af provinsen.

"USA er en meget god ven, de hjalp Kosova," sagde en kvindelig studerende. "Jeg håber at komme til USA for tage min master-uddannelse. Jeg elsker USA."

Demonstrationen endte på en plads foran parlamentet, der dels prydes af en statue af den sabelsvingende Gjergj Kastrioti Skenderbeu, der på sin hest var med til at holde osmannerne ude af provinsen for over 500 år siden, dels af et juletræ som bevis på, at de muslimske kosovoalbanere også kan være langt mindre stridbare over for udenlandsk påvirkning, hvis bare de kan se et formål med den.

Hvad skal vi leve af?

Ud over et par kanonslag foregik demonstrationen fredeligt, og kosovoalbanerne fik endnu en gang fortalt omverdenen og ikke mindst regeringen i Beograd, at de vil have selvstændighed.

Men blandt demonstranterne var der i hvert fald én kosovoalbaner, der ikke var helt så begejstret for selvstændighedstanken som alle de andre. For blandt de studerende, der glade og forventningsfulde gik gennem Pristina, var der tilsyneladende få, der havde gjort sig nogen tanker om, hvad der skal følge efter selvstændigheden, når drømmene om et frit land skal omsættes til almindelig hverdag. Det var, som når et brudepar kun forbereder sig på brylluppet, men glemmer at tænke på ægteskabet.

"Jeg er ikke så optimistisk," sagde Leonora.

"Kosovarerne er godt uddannede, men der er så meget korruption. De bedste hjerner har forladt Kosovo og er nu i udlandet, og det er vi nødt til at lave om på. Kosovarerne i udlandet er nødt til at komme hjem, og så kan vi håbe på en bedre fremtid."

Hun var også bekymret for, hvad et selvstændigt Kosovo skal leve af. Provinsen har en minimal produktion, og området har derfor ikke ret meget at tilbyde eksportmarkederne. Andre deltagere i demonstrationen gav udtryk for, at de tror på, at udenlandske investorer vil sætte penge i Kosovo, men det er Leonora ikke helt overbevist om.

"Hvis udlandet gerne vil investere her, hvorfor har de så ikke gjort det i Albanien, der har været selvstændigt længe, eller i Bulgarien? Måske vil der komme investeringer, men ikke så meget, at det vil give os et bedre liv i den nærmeste fremtid. Det vil i hvert fald tage 20 år."

Brænd i helvede

Tidspunktet for en selvstændighedserklæring er flere gang blevet udsat, og når det heller ikke blev til noget i går, skyldes det, at de lande i Europa og USA, der skal anerkende selvstændigheden, er nødt til at være klar først. Det kræver blandt andet nye runder i FN's Sikkerhedsråd, hvor Serbiens nære allierede Rusland volder de vestlige lande problemer.

Selv om demonstranterne i går højlydt gav udtryk for deres krav, så var det tydeligt, at kosovoalbanerne stadig har tålmodighed med den internationale proces. Dels var demonstrationen i Pristina den eneste manifestation i hele provinsen i går, dels foregik den i en uhyre afslappet atmosfære. Selv om de gerne vil have deres eget land, er de helt klar over, at det kun lader sig gøre med udlandets hjælp.

"USA, spark Putins røv," stod der for eksempel på en plakat forrest i demonstrationen. Den var skrevet på engelsk og måtte være henvendt til et det internationale publikum, der takket være en massiv tilstedeværelse af udenlandske pressefolk kunne følge med over hele verden.

"Europa, vis noget enighed," stod der på en anden med henvisning til den uenighed i EU-kredsen, der først i går blev bragt ned til, at kun Cypern er imod Kosovos selvstændighed.

På en tredje planche stod "Serbere, brænd i helvede". En dyster hilsen til provinsens 100.000 serbere og det serbiske hovedland, der nægter Kosovo uafhængighed, og som var udgangspunkt for den etniske udrensning af albanere under Slobodan Milosevic.

Mange serbere forlod Kosovo, efter at albanerne tog hævn over Beograds etniske udrensning, og i Pristina menes der kun at være 200 tilbage. De fleste af dem, der blev tilbage både i hovedbyen og enklaverne, er imod selvstændigheden, og flertallet af dem siger, at de vil rejse, hvis de får muligheden.

I Pristina er de fleste fastboende serbere ældre mennesker, men der er enkelte yngre, og Srdjan P. er en af dem. Han er ikke tryg ved at tale om sin situation og vil helst holde lav profil af frygt for overfald eller chikane.

Men han taler alligevel, for han har en anden holdning end de fleste serbere.

"Det bedste for os alle sammen er, at Kosovo bliver selvstændigt. Albanerne har en af de højeste fødselsrater i Europa, og serberne har en af de laveste. Det er et spørgsmål om simpel matematik, om 20 år vil serberne være et mindretal i deres eget land. Så giv albanerne det, de vil have," siger Srdjan P.

Hans støtte handler imidlertid ikke kun om demografi. Han siger, at han som serber aldrig kan blive albaner, men det forhindrer ham ikke i at se, hvad der er ret og rimeligt. Derfor har han længe, og i skjul, støttet ideen om Kosovos løsrivelse, men det er en holdning, han ikke kan dele med ret mange andre serbere, ikke engang hans egen far.

"Han vil heller ikke være enig med mig," siger Srdjan P.

Ingen at drikke kaffe med

Hvis ikke det var for et godt job og hans hustru, ville Srdjan P. have forladt Kosovo for længe siden.

"Jeg kigger mig selv i spejlet om morgenen og spørger, hvorfor jeg stadig er her. Men jeg ved ikke, hvor jeg skulle tage hen. Kosovo er et sort hul i universet, så jeg ville tage et sted hen, hvor der hverken er serbere eller albanere. Hvis det da findes," siger han med et lille smil. Alle hans barndomsvenner er allerede rejst, hans halvvoksne børn bor enten hos hans forældre eller studerer i udlandet, og han har ingen slægtninge i Kosovo.

"Jeg har ingen at drikke kaffe med og tale med. Jeg kunne ikke sende mine børn i en serbisk skole, og jeg kan ikke engang købe en avis på mit eget sprog," siger serberen, der ikke taler albansk som kosovoalbanerne, der udgør 90 procent af de to millioner indbyggere i Kosovo.

Srdjan P. siger, at alle serbere, der kan rejse fra Kosovo, er rejst. Det vil sige de veluddannede og de velhavende, mens det er de fattige og uuddannede, der er blevet tilbage.

Han husker fra sin barndom, hvordan serbere og albanere i Kosovo levede i fred med hinanden, men selv om det kun har taget 25 år at nedbryde det gode forhold, vil det tage meget længere at bringe de to befolkningsgrupper i stand til at leve sammen igen.

"Jeg håber, det bliver bedre, men jeg tror ikke, det kommer til at ske i min levetid. For det tager længere tid at bygge noget op, end det tager at rive ned. Ødelægge kan man gøre på et øjeblik, genopbygningen tager meget længere tid."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan man jo spørge Tøger Seidenfaden om; ingen jublede højere, da bomberne begyndte at falde i Denne Velsignelsesrige Krig - den første krig, hvor et enigt globaliseringsparat Vesten klar til markedsøkonomi tildelte et opsætsigt bagstræberisk land med en lettere forkert religion i forhold til den Romerske en alvorlig lektion - nu har EU så fået til opgave at anerkende Kosovo - Seidenfadens Kosova - uden om FN og provokere Rusland, så USA kan få et tiltrængt hvil og koncentrere sig om opgaverne andetsteds. Vi er ikke blege for at række selv muslimer en hjælpende hånd!

Claes Kastholm Hansen jamrede i marts 1999 endnu som Ekstra Bladets chefredaktør (han blev fjernet kort efter som følge af en intern episode) på forsiden: VANVID! og brugte udtryk i lederen som "kosovoalbanernes flugt ... i LY af NATO's bomber" (hans versaler); han hentydede dermed til flugten fra de planlagte etniske udrensninger, som - efter Kastholms mening - NATO selv havde startet. "Der var også kritik af Kosovo-krigen - nu kan alle se, at det var rigtigt!" fastslog Anders Fogh Rasmussen som forsvar for Irak-krigen.

... ja, det er slående, at stort set alle politikere, uanset hvad de ellers mener -Anders Fogh Rasmussen, Niels Helveg Petersen, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller, Helmut Kohl, Joschka Fischer, Tony Blair , Bill Clinton osv. osv. osv. var/er ubrydeligt solidariske, når det handler om Kosovo - det SKAL bare lykkes at få en republik USA-glade muslimer at holde op frem for Serbien og Rusland: Sådan går det gutter, når man er lidt for langsom med at indføre markedsøkonomi og globalisering!