Baggrund
Læsetid: 7 min.

Flash-Gordon kan genopstå fra det politiske dødsrige

Manden, der begyndte sin karriere som premierminister med stalinistisk autoritet, har siden virket famlende, usikker og frem for alt inkompetent
Udland
15. december 2007
Forvandling. I sommer var han Stalin, og nu er han blevet til Mr. Bean, mener Vince Cable, som er fungerende leder af det lille oppositionsparti De Liberale Demokrater.

Forvandling. I sommer var han Stalin, og nu er han blevet til Mr. Bean, mener Vince Cable, som er fungerende leder af det lille oppositionsparti De Liberale Demokrater.

Johnny Green

Gordon Brown er blevet rådvild, og Labor er i krise - men det er endnu for tidligt at erklære ham for politisk død.

En uge i politik er lang tid, sagde Harold Wilson - britisk premierminister i 1970'erne. Det er en evighed siden - og set i denne politiske optik er det en menneskealder, siden Gordon Brown tiltrådte som den 51. premierminister i Storbritanien i juni.

Han tiltrådte - bogstaveligt talt - i røg og damp. Islamistiske terrorister detonerede bomber i Glasgow. Og så var der oversvømmelser i Sydengland og mund- og klovsyge. Og Gordon Brown stod bare fast. Sådan!

Not Flash - Just Gordon - lød hans slogan. Vælgerne syntes om det, de så og oplevede. Væk var Tony Blairs lidt popsmarte bemærkninger, og den evindelige hær af spin doctors der fulgte ham.

Brown var kompetent - og kedelig. Lige det, der var behov for efter 10 år med Tony Blairs tandpastasmil.

Hvis der havde været valg i slutningen af sommeren, havde Brown vundet et mandat for fem års regering. Men der blev ikke udskrevet valg.

Fra Stalin til Mr. Bean

De konservatives succesfulde landsmøde overbeviste i sidste øjeblik Gordon Brown om ikke at gå til vælgerne. Så begyndte det at gå galt. På kun en uge skiftede de politiske vinde. Brown, der havde været otte til ti procent foran var pludseligt bagud i forhold til sin konservative rival David Cameron.

Status her kort før jul er, at David Camerons Tories er elleve procent foran. En så stor føring har de ikke haft siden Margaret Thatcher var premierminister - og siden Labour var et socialistisk parti, der officielt kæmpede for 'samfundets overtagelse af produktions-midlerne', som det hedder i den socialistiske jargon, der nu for længst er gemt i historiens pulterkammer.

'Kompetence og åbenhed'. Det var de to stikord, som Gordon Brown benyttede, da han efter 10 års ventetid endeligt flyttede ind i embedsboligen i Downing Street nummer 10.

Det passede meget godt på de første to til tre måneder ved magten. Men hvis man skal vurdere ham på, hvad der er sket siden oktober, er det alt andet end kompetence, der har præget premierministerens embedsførelse.

"I sommer var han Stalin, og nu er han blevet til Mr. Bean."

Det var en munter bemærkning fra Vince Cable, den fungerende leder af det lille oppositionsparti De Liberale Demokrater.

Men det var en kommentar, der gjorde ondt. For manden, der begyndte sin karriere som premierminister med stalinistisk autoritet, har siden virket famlende, usikker og frem for alt inkompetent.

Det hele begyndte med banken Northern Rock. Den store provinsbank i Newcastle kom pludselig i problemer. Den var ved at gå fallit. Kunderne stod i kø uden for de forskellige fillialer. Til sidst greb finansministeriet ind.

Balladen om pengene

Det var selvsagt ikke Browns skyld, at banken kom i vanskeligheder. Men den sendte et dårligt signal. Finansministeriet kludrede i det. Og da Gordon Brown i 10 år har regeret med noget nær uoplyst enevælde i finansminsiteriet, var det logisk - og måske også rimeligt - at Brown fik noget af skylden.

Men det blev værre endnu. Kun en uge efter sagen som Northern Rock kom der endnu en bombe.

Finansminister Alistair Darling - en af Browns adjudanter - meddelte Underhuset, at en CD-rom, som Skattestyrelsen havde sendt til The National Audit Office (det engelske svar på Danmarks Statistik, red.), var blevet væk.

Værst af alt; disketten indeholdt CPR- og kontonumre på 25 millioner mennesker - næsten halvdelen af den samlede befolkning. Styrelseschefen blev 'gået' - men både finansministeren og premierministeren gik fri.

Inden denne sag var overstået, fik medierne nys om endnu en historie. En forretningsmand fra Durham - Blairs gamle valgkreds - havde givet penge til Labour.

Det er der ikke i sig selv noget forkert i. Hvad der var galt var (og er), at David Abrahams - som han hedder - havde fået sine medarbejdere til at betale beløbet på hans vegne.

Det er forbudt - og værst af alt - forbudt under en lov vedtaget af Labour selv. Hvad der var endnu mere problematisk, var de mange spørgsmål, som sagen rejste, og den måde som Brown og hans ministre håndterede sagen på.

I begyndelsen sagde de, at kun Labours generalsekretær vidste noget om pengene. Men det viste sig ikke at være tilfældet.

Hvad værre var, det viste sig, at David Abrahams havde fået tilladelse til at bygge omkring hundrede rækkehuse, efter han oprindeligt havde fået afslag på en byggetilladelse. Var der en sammenhæng?

Det troede de Konservative og de Liberale Demokrater.

Gordon Brown sagde, at han ikke kendte noget til David Abrahams. Det viste sig ikke helt at være tilfældet.

Brown var blevet tilbudt penge af Abrahams, men havde afslået. I stedet havde hans rådgivere givet Abrahams navn til næstformanden Harriet Harman. Hun var i pengenød efter et meget dyrt kampvalg om næstformandsposten. Det så (og ser) ikke godt ud. Især ikke fordi Labour - og Brown i særdeleshed - altid har fastholdt, at de er hævet over enhver korruption.

Brown stod pludselig i den samme situation som sin forgænger Tony Blair. Politiet indledte en undersøgelse imod Labour. Og i modsætning til sagen om de såkaldte'ordener for penge' - eller cash for peerages - under Tony Blair er der denne gang ikke tvivl om, at der er foregået noget ulovligt.

Den megen ballade om penge til Labour betød, at Gordon Brown var tvunget til at genåbne de sammenbrudte forhandlinger om partistøtteordninger.

Sidste år gennemførte justitsministeriets tidligere departementschef, Sir Hayden Phillip, en undersøgelse. Den pensionerede embedsmand foreslog, at man satte et loft på private individers støtte til politiske partier. Dette loft skulle være på 50.000 pund - godt og vel en halv million danske kroner.Det accepterede alle partier - men Labour krævede, at fagforeningerne blev fritaget. Disse betaler årligt omkring seks millioner til Labour. Det ville de konservative ikke acceptere. Forhandlingerne brød sammen.

Nu er der kommet andre toner fra Gordon Brown og regeringen. I modsætning til tidligere er regeringen nu villig til ikke at give fagbevægelsen en særstatus. Efter den udmelding er de konservative villige til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

Men udsigterne til, at der sker et brud med fagbevægelsen, er alt andet end populær blandt Labours backbenchers. Labours parlamentsmedlemmer skal være medlemmer af et fagforbund for at blive opstillet til parlamentsvalget, og båndene mellem det, der lidt rørstrømst kaldes 'parti og fagbevægelse', er fortsat stærke. Sidst, men ikke mindst, er fagbevægelsen fortørnede over, at de kommer til at lide under den megen rod i regnskaberne.

Det er ikke en let situation for Brown. Men den må ses i et større perspektiv.

En uge er lang tid i politik

"Rygterne om min død er stærkt overdrevne". Den amerikanske forfatter Mark Twains halvironiske kommentar kunne passende være brugt på Gordon Brown.

For nok ser meningsmålingerne dårlige ud, men der er mere end to år til valget. Set fra et historisk synspunkt er 10 procent et forspring til de konservative ikke en strømpil for, hvordan valgresultatet vil blive, når der senest i maj 2010 skal være parlamentsvalg igen; en uge i politik er lang tid - tre år er en astronomisk evighed!

Under Margaret Thatcher var de konservative bagud i forhold til Labour i både 1982 og i 1986. Til trods herfor indhentede regeringen det tabte og vandt komfortable sejre ved valgene i henholdsvist 1983 og 1987.

Selv om situationen ikke er let for Gordon Brown, kan det ses som held i uheld, at man får samlet alle ulykkerne på én gang. Vælgernes hukommelse er ikke lang, og i britisk politik er koruption ikke det, der afgør valgene. Det, der optager vælgerne, er almindelige politiske spørgsmål som kriminalitetsbekæmpelse, sundhedsvæsenet og nationaløkonomien.

Men for at det skal ske, må han have konkrete politiske forslag; forslag, som virker relevante for en befolkning, der bliver stadig mere kynisk, og som har mindre og mindre tiltro til de valgte politikere.

Hvis Brown kan flytte diskussionen tilbage til disse spørgsmål, er der ikke noget der taler for, at han ikke bliver genvalgt. Læg dertil, at de konservative - som følge af valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse - skal have et flertal på mindst seks procent blot for at stå lige med Labour, og det begynder at se lidt lysere ud for Gordon James Brown.

Det er stadig for tidligt at spå, at David Cameron vil blive Storbritanniens 52. premierminister. Brown skal ikke være Lazarus for at genopstå fra, hvad der minder om noget, der minder om det politiske dødsrige. Der er ingen alternative kandidater, og der er ikke udsigt til mytteri blandt hans backbenchers. 43 procent foretrækker fortsat Brown frem for Cameron, der kun får støtte fra 41 procent af vælgerne. Det er ikke så dårligt alt taget i betragtning.

Og det hele kan hurtigt ændre sig. For husk: En uge i politik er lang tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her