Læsetid: 3 min.

Forlist dansk havmølleprojekt

Det tyske elselskab E.ON trækker sig fra Rødsand 2-mølleparken ved Lolland. Det efterlader stort hul i regeringens energiplan
Den træge udvikling af projek-ter om havvindmøller herhjem-me skyldes ikke blot manglende politiske beslutninger, men også at de økonomiske vilkår for havmøller i Danmark er mindre attraktive end i andre europæiske lande.

Den træge udvikling af projek-ter om havvindmøller herhjem-me skyldes ikke blot manglende politiske beslutninger, men også at de økonomiske vilkår for havmøller i Danmark er mindre attraktive end i andre europæiske lande.

Lars Skaaning

21. december 2007

Først DONG Energy, nu E.ON. Den svenske afdeling af det store tyske elselskab E.ON meddelte i går, at man opgiver at gennemføre det planlagte, store havmølleprojekt Rødsand 2 i farvandet ud for Lolland.

"Omkostningsforøgelserne for projektet gør, at det ikke længere er økonomisk forsvarligt at opføre vindkraftparken," siger Lennart Fagerberg, direktør for E.ON Vind Sverige.

Vindmølleprojektet, der skulle have omfattet 92 store møller med en samlet kapacitet på 200 megawatt (MW) og driftsstart i 2010, blev allerede i foråret skrottet af DONG Energy, der sammen med E.ON havde vundet udbuddet om projektet. DONG fandt, at afregningsprisen for vindmøllestrøm i Danmark er for lav i forhold til, hvad man kan tjene på havmøller i for eksempel England. Siden er prisen på at få leveret selve møllerne steget på grund af den store internationale efterspørgsel, og det har nu fået E.ON til også at give op.

"Vi gik videre med projektet i håb om, at vi som en af verdens største i branchen skulle kunne påvirke prisudviklingen. Men trods vor størrelse og trods at vi var klar til at løbe en større risiko i driftsfasen, ser vi nu, at det bliver for dyrt," siger Fagerberg.

Dermed står regeringen med et stort problem og et stort hul i sin energiplan, der har som mål at fordoble den vedvarende energis andel af energiforbruget i 2025. Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi, er ikke overrasket over, at projektet er forlist.

"Vi ser her et af symptomerne på, at vi i Europa ikke har støttesystemer for vedvarende energi, der hænger sammen. Når du ikke kan lave havmølleparker i Danmark, så skyldes det, at støttesatserne i andre lande, for eksempel England, er meget gunstigere. Dette understreger, at støttesystemerne i EU er i indbyrdes konkurrence. Når andre lande er mere rundhåndede med støttekronerne, så er det dér, den vedvarende energi bliver udbygget. Det er ærgerligt," siger Lars Aagaard.

"Der er ingen tvivl om, at både E.ON og DONG Energy meget gerne vil bygge havmølleparker, og de gør det jo også der, hvor tilskuddet gør det rentabelt. I Danmark må man se i øjnene, at de priser, man troede, man kunne bygge havmøller til, er urealistiske. På kortere sigt betyder det, at vi må satse mere på biomasse og vindmøller på land," mener Aagaard, der samtidig taler for en harmonisering af de europæiske støtteordninger for vindkraft.

De radikales energiordfører, Johannes Poulsen, vil ikke umiddelbart acceptere, at projektet må opgives.

"Vi må afsøge mulighederne for alligevel at få E.ON gjort interesseret eller at få andre på banen. Om det skal være via et nyt udbud, kan jeg ikke tage stilling til på stående fod. Men vi må meget hurtigt analysere, hvad der er årsag til, at selskaberne melder fra, og om det skal føre til ændringer i udbuddet eller andet, der kan sikre interesse for projektet."

Johannes Poulsen påpeger, at Rødsand 2-projektet er del af den energipolitiske aftale mellem regeringen og oppositionen fra 2004.

"Opfyldelsen af den aftale er jo forudsætningen for, at vi kan lave en ny energiaftale, når vi genoptager forhandlingerne efter nytår. Så det må indgå i forhandlingerne at finde en løsning på det problem, at selskaberne ikke i dag finder det attraktivt at opføre havvindmøller i Danmark," siger Johannes Poulsen.

Det lykkedes ikke inden deadline at få en kommentar fra klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hun var jo nok ude og flyve....

Men det er ikke kun regeringen, der ikke er grøn nok, det er også oppositionen.

Hvorfor har oppositionen ikke råbt mere op om problemet med for lav strømafregning til vindmølleejere.... - er det ikke helt nede på 60 øre pr kwh de får..?

Der er også andre politiske problemer, men en fair pris på strømmen er da i hvert fald en meget vigtig forudsætning for at få gang i vingerne.

Det projekt skal bare blive til noget
der er ikke noget at rafle om
Så må staten stå som ejer og invester
Normalt går jeg ikke ind for at staten skal drive virksomheder, men i dette tilfælde kan vi ikke være andet bekendt, nomal ideologi må vige og fornuften træøde ikraft

se mere
www.klimabevaegelsen.dk