En domstol i Tchad dømte i går seks franske hjælpearbejdere til otte år i arbejdslejr. Domstolen i hovedstaden N'Djamena kendte medarbejderne fra organisationen Zoe's Ark skyldige i at have prøvet at bortføre 103 børn i alderen et til 10 år fra det centralafrikanske land.
En tchadisk og en sudansk anklaget blev begge idømt fire års fængsel for at have hjulpet organisationen, mens to andre tchadere blev frikendt. Anklagemyndigheden krævede hjælpearbejderne dømt op imod 11 år i arbejdslejr, mens de sultestrejkende franskmænds advokater plæderede for frifindelse.