Håbet, der koster 100 dollar

Galadima-skolen ligger i udkanten af byen Abuja i Nigeria. Den har hverken elektricitet eller rindende vand. Til gengæld har alle elever som de første i Afrika fået en XO computer, den såkaldte 100 dollar laptop, der med sine grønne ører og sit specielle software er designet til at hjælpe børn med deres uddannelse.

Den efterhånden berømte maskine, som er blevet udviklet af non-profit organisationen One Laptop Per Child (OLPC) fra MIT i USA, er bygget ud fra et håb om at børn i udviklingslande selv kan begynde at udforske og bruge informationsteknologien og på den måde kortslutte den digitale kløft i deres eget land, hvor uddannelsessystemet ofte er præget af en svag infrastruktur, få lærere og gammeldags undervisning.

Der er masser af positive historier fra pilotforsøget på Galadima-skolen. For eksempel den lille usynlige dreng fra 4. klasse, som hurtigt lærte at bruge XO'ens tegneprogram og begyndte at lave helt enestående tegninger. Hans detaljerede kort over Afrika gjorde ham til klassens helt på ingen tid. Eller drengen fra 5. klasse som nu kaldes skolens chief engineer, fordi han er så god til at reparere computere. I et traditionelt skolesystem, hvor udenadslære, kæft, kridt og tavle i århundreder har været standard for undervisningen, er der pludselig en arbejdsform, som skaber nye rum for kreative og anderledestænkende børn, et værktøj der synliggør nogle evner, som den almindelige undervisning sjældent understøtter.

Men en ting er opløftende anekdoter, en anden den konkrete virkelighed. Den oprindelige plan var, at alverdens regeringer i udviklingslandene skulle købe XO-laptoppen for 100 dollar per styk, men kun i portioner af et antal millioner, som så skulle fordeles gratis til alle skolebørn i landet. Interessen var stor, og mange regeringschefer så positivt på ideen. Men indtil videre har kun meget få lande givet endeligt tilsagn. Peru har sagt ja til 260.000 maskiner, Uruguay til 100.000, og en oprindelig aftale med Nigeria om at starte med 100.000 maskiner er heller ikke blevet realiseret endnu. Den langsomme spredning har gjort, at man nu har valgt at gå ned til salg af 1.000 og endda 100 laptops ad gangen, hvilket har fået en række NGO'er til at melde sig på banen. Desuden har man i USA iværksat en 'Give One Get One'- kampagne, hvor man for 400 dollar kan købe en maskine til sig selv, samtidig med at man giver en anden væk.

Store udfordringer

"XO-computeren understøtter en elevcentreret og eksplorativ form for læring, hvor eleven selv begynder at udforske de forskellige programmer, bruger internettet og samarbejder med de andre elever gennem computernes netværk og på den måde tilegner sig kompetencer på en helt anden måde," siger Anders Mogensen fra innovations- og konceptudviklingshuset Seismonaut. Han er lige blevet sendt af Danida til Nigeria for at indsamle viden fra pilotprojekterne og finde ud af, om den nye computer har en positiv effekt på uddannelsessystemet. Hvis ja, vil den Danske NGO Sudan missionen og muligvis andre støtte nye projekter.

De afrikanske lærere er dog ikke ubetinget glade. Kun forsynet med en maskine uden hverken vejledning eller medfølgende læreruddannelse, er det nemlig svært at nedbryde en etableret autoritetsstruktur.

"Den form for læring, som XO-computeren understøtter, kan være en stor udfordring for læreren at acceptere", siger Anders Mogensen.

"Pludselig skal skolelæreren ikke fortælle eleverne, hvad de skal gøre, men i stedet samarbejde med dem og i mange tilfælde blive undervist af dem, fordi de jo er meget hurtigere til at lære at bruge en computer end dem selv."

Og resultatet er i mange tilfælde, at lærerne synes, at computeren forstyrrer den almindelige undervisning.

"Et andet problem er når en computer bliver stjålet. Hvad gør man så? Må eleven som har mistet sin dyrebare XO så ikke deltage i undervisningen?", spørger Anders Mogensen. Konsekvensen kan være at computerne bliver låst væk i skolen. Mange forældre mener desuden, at computeren er familiens ejendom og forbyder deres barn at tage den tilbage i skolen.

"Den optimistiske vestlige vision om, at børn kan eje en computer, tager slet ikke den lokale kultur i betragtning. Hvis et barn i Nigeria tager en splinterny XO computer med hjem, vil mange forældre bare konfiskere den og mene, at deres børn ikke kan eje en så værdifuld genstand," forklarer Anders Mogensen.

Uventet konkurrence

Ud over disse kulturelle og sociale udfordringer, er der et yderligere problem: konkurrence fra etablerede IT-virksomheder som Intel og Microsoft. Intel er kommet til Nigeria med deres egen skole-laptop, der kører Windows, kaldet Classmate, og firmaet Asus er ved at lancere deres egen såkaldte Eee PC. Nigeria er pludselig blevet en ny kampplads for IT-branchen, hvor en lang række computerproducenter forsøger at komme ind på markedet, lokker med pilotforsøg og gratis prøvemaskiner. Og måske vil det lykkes dem at udkonkurrere XO-laptoppen. For eksempel går Intels Classmate i modsætning til XO'en ud fra en lærercentreret læringsfilosofi, hvor eleverne skal logge ind på lærerens egen computer, for at følge med i, hvad læreren gør.

"Denne envejskommunikation er meget nemmere at acceptere for mange lærere, fordi det ikke er særlig forskelligt fra deres traditionelle tavleundervisning", siger Anders Mogensen.

"Dog kræver Classmate computeren langt mere efteruddannelse, fordi lærere generelt ikke er så gode til at bruge en computer."

Desuden er Classmate-computeren tre gange så dyr, og den har ikke XO'ens unikke kvaliteter som f.eks. dens meget skarpe skærm, der kan bruges selv i stærkt sollys, og dens tilhørende yoyo-agtige strømforsyning, der kan oplades med håndkraft.

Ophavsmanden til XO-laptoppen, Nicolas Negroponte, der i øvrigt er bror til USA's viceudenrigsminister John Negroponte, ynder at pointere at OLPC-initiativet "ikke er et computerprojekt, men et uddannelsesprojekt".

Det er meningen at løfte børn og unge ud af fattigdom, og alle ved, at den bedste måde at gøre det på, er at give dem en god og nyttig uddannelse.

Men det spørgsmål, som mange mennesker stiller sig i disse dage, er, om 100 dollar- laptoppen og dens læringsfilosofi er for radikal og for revolutionerende for de eksisterende uddannelsessystemer. Muligvis skal OLPC-initiativet snarere samarbejde med de etablerede aktører på computermarkedet og gå lidt på kompromis med de konkrete forhold, under hvilken skoler og lærere arbejder. Indtil videre har XO-laptoppens væsentligs-te forandringskraft i hvert fald ligget i at kunne for åbne nye markeder, og i erkendelsen af, at man sagtens kan lave børnevenlige laptops til billige penge.

Så måske ender det hele med, at XO'en alligevel var et laptop-projekt, og ikke et uddannelsesprojekt. Den konkrete virkelighed, de mange forskellige lokale forhold, traditionel undervisning, problemer med at distribuere maskinen ud til tilpas mange børn, konkurrencekampe og regeringers mange agendaer - alle disse ting kan gøre det svært at realisere en god ide. Måske har hele ideen også været en smule naiv. Måske er den bare forud for sin tid. Det vil tiden vise.