Peter eller Sinit. Vi vælger at kalde ham Sinit, for det er det, der står på den 20-årige mands dåbsattest. Sinit Thomas arbejder om natten som telemedarbejder i et callcenter i Indiens hovedstad Delhi fem gange om ugen i ni timers skift.
Der er en summen og brummen på kontoret i Delhi-afdelingen af det Londonbaserede finansfirma WNS Global Services. Bygningen er indhegnet i et slags bevogtet reservat, hvor andre callcentre også har til huse i moderne bygninger på nyklippede græsplæner. Der sidder cirka 60 mennesker i små kontorbåse med headset på og koncentrerer sig om at hjælpe amerikanere, englændere eller australiere i den anden ende af telefonen.
Kontorernes summen er symbolet på den eksplosive vækst i Indien anno 2007. Men realiteten ser helt anderledes ud. For mens callcenter-sektoren leverer fire procent af Indiens bruttonationalprodukt, gavner den kun de færreste. Callcentrene leverer kun 0,1 procent af jobbene i Indien.
Den økonomiske vækst, som Indien så stolt bryster sig af, er endnu forbeholdt de få. Ni ud af 10 af Indiens arbejdsstyrke er nemlig fanget i lavindkomst job.
Slagsiden af denne vækst er, at uligheden vokser i et samfund, hvor fire ud af fem lever for under to dollar om dagen. Den af FN satte fattigdomsgrænse. Taj Mahal blev ikke bygget på én dag. Men det går for langsomt fremad, selv om der fra regeringens side er sat fokus på fattigdomsbekæmpelse. Det står sågar skrevet med fed i regeringens seneste femårs plan - den 11. af slagsen.
Men selv den indiske regerings egne repræsentanter mener, at fattigdomsbekæmpelsen går for langsomt.
En anden identitet
"WNS Global Services, det er Peter, der taler, hvorledes kan jeg hjælpe Dem?," siger Sinit med en tyk amerikansk accent. 'Peter' er hans andet jeg 45 timer om ugen, fordi 'Sinit' er mindre globalt klingende - det skal jo nødig være forvirrende for dem i den anden ende. Den tykke amerikanske accent er tillært. Sinit har aldrig været uden for Indiens grænser. Da han begyndte på sit nuværende job, var der tre ugers intensiv stemme- og accenttræning, inden man blev sat ved telefonerne.
"Det føles, som om man skjuler sin virkelige identitet. Som om man slet ikke arbejder i Indien," siger han med et blændende, hvidt smil, der synes at sidde fast på læberne. De snorlige bakkenbarter afslører den sirlighed og forfængelighed, hvormed også det tynde halstørklæde bevidst er placeret afslappet om hans hals. En rosenkæde af træ og et guldkors gemmer sig under den tynde, lyse sweater.
Med en månedsløn på 15.000 rupees (1.970 kr., red.) der er 10 gange så høj som den, en gennemsnitlig arbejder tjener i Indien, er der også råd til den luksus, det er at være forfængelig. Og føre det ud i livet.
Ikke godt nok
Det er ikke, fordi Sinit har hårdt brug for at tjene penge til undervisningsafgiften på universitetet i Delhi, hvor han er tilknyttet som selvstuderende i historie. Han kommer fra et pænt middelklassehjem i det sydlige Delhi, hvor faderen arbejder i den indiske efterretningstjeneste, og moderen går hjemme.
Sinits store held er, at han også taler et godt engelsk. Ellers havde han ikke kunnet bruge weekenderne på fester rundt omkring på de mange vestlige barer og diskoteker, som hastigt dukker op rundt omkring i Delhi.
For som en anden ung inder formulerer det: "Det kan godt være, at det britiske kolonistyre har bragt en masse dårlige ting med sig, men det er også kommet med noget godt," siger Suhail Khazir:
"Vi er mange, der taler godt engelsk, og derfor har vi fået tjansen som verdens callcenter."
Han er 23 år og arbejder som tourarrangør for vestlige turister i Delhi.
Indiens unge under 25 år udgør godt halvdelen af landets befolkning på knap 1,1 milliarder. I dem ligger der et kæmpe uudnyttet vækstpotentiale.
"Rupees please, madam," som i de landlige disktrikter er alt, hvad der tales af engelsk, er bare ikke nok engelskkundskaber til at klare sig med i et globaliseret Indien. Det er nu 16 år siden, landet for alvor satte skub i service- og produktionsindustrien, og siden har landet præsteret en flot vækst. 10 procent af befolkningen er gennem de seneste 16 år trådt ud af fattigdom.
Men i det hele taget er der bred enighed om, at der skal mere fart på fattigdomsbekæmpelsen for ikke at lade de kommende generationer i stikken.
Skarpe kontraster
Sinit fra callcentret er bevis på, at Indiens unge ikke behøver mere end en gymnasial uddannelse for at få et lukrativt arbejde.
"Denne branche repræsenterer en stor mulighed for den indiske ungdom. Mulighed for at tjene gode penge tidligt," mener Sinit.
"Jeg ved ikke, hvordan det ville være for de unge, hvis alle disse job pludselig ikke var der mere. Men jeg forestiller mig, at der ville være flere unge på gaderne og dermed mere kriminalitet - for man skal jo skaffe penge på den ene eller anden måde," vurderer han.
I det hele taget går det den indiske middelklasses børn godt i de mange callcenter-reservater rundt om i Delhi, Hyderebad og Bangalore. Men hvad sker der med analfabeterne, der udgør fire ud af 10 - landmændene, som knap tjener til dagen og vejen, men som udgør 59 procent af befolkningen - de underernærede børn under fem år, der tæller 46 procent - og de 400 millioner indere, der lever i ekstrem fattigdom? De repræsenterer en skarp kontrast til de imponerende vækstkurver.
