Læsetid: 3 min.

Kosovos folkeretlige status

Spørgsmålet om Kosovos juridiske status kunne med fordel forelægges Den Internationale Domstol i Haag
15. december 2007

Vil det være en overtrædelse af FN's charter, hvis man anerkender Kosovos løsrivelse fra Serbien uden denne stats godkendelse? Og vil det stride imod Helsinki-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa fra august 1975, som forudsætter, at staternes grænser i Europa kun kan ændres ved gensidig overenskomst?

Det er sådanne spørgsmål, der ligger bag Serbiens præsident, Boris Tadic's, initiativ om forelæggelse af Kosovos statusproblem for Den Internationale Domstol i Haag.

Mange vil givetvis opfatte det som en forhalingsmanøvre, efter at det er lykkedes at overbevise alle EU-lande undtagen Cypern om, at en anerkendelse af Kosovos uafhængighed fra Serbien ikke vil skabe præcedens for andre omstridte områder i Europa. I kronikken i torsdagens Information karakteriserede den norsk-danske analytiker Øyvind Hvenekilde Seim imidlertid dette synspunkt som "ren ønsketænkning, som ikke kan forsvares politisk, historisk og juridisk".

Helsinki-principperne

Dette er givet en alt for kategorisk påstand. Men Seims bagvedliggende præmis: At Kosovo ikke er et unikt tilfælde, og at det derfor vil skabe præcedens, hvis områdets status ændres uden Serbiens samtykke, fortjener en uafhængig juridisk vurdering.

Faktisk burde man for længst have forelagt Haag-domstolen spørgsmålet. Ikke mindst under hensyntagen til, at anerkendelsen af et uafhængigt Kosovo utvivlsomt vil blive benyttet af løsrivelsestilhængere i andre stater til at stille samme krav.

Tager man udgangspunkt i Helsinki-aftalen om sikkerhed og samarbejde i Europa fra august 1975 - den aftale, der danner grundlaget for organisationen OSCE - indebærer denne imidlertid ikke blot en garanti for de bestående internationale grænser, men også en forpligtelse til iagttagelse af menneskerettighederne inden for disse.

Princippet fra 1975 er klart nok: Grænser kan kun ændres ved gensidigt samtykke mellem de involverede parter, men det giver ikke den enkelte stats regering ret til at behandle en del af befolkningen dårligt. Og det er helt klart kosovo-albanernes opfattelse, at det er de blevet, i det mindste siden deres hjemmestyre blev afskaffet under Slobodan Milosevic i foråret 1989.

Fra 1974 til 1989 havde Kosovo status både som et autonomt område inden for Serbien og som næsten-republik i forbundsstaten Jugoslavien. Striden om Kosovos status brød ud i marts 1981, da demonstrerende studenter gik på gaden med opråbet "Kosova republika!", et krav om ophøjelse af Kosovo fra autonom provins til forbundsrepublik på linie med Serbien.

Kravet udløste protester fra lokale serbere, som følte sig under pres af den stadigt voksende albanske majoritet i provinsen og ville have hjemmestyret erstattet af direkte styre fra Beograd. Ledelsen af det serbiske kommunistparti bekæmpede disse tendenser, indtil Slobodan Milosevic i 1987 foretog en politisk kovending, sluttede sig til den nationalistiske opposition og kup-agtigt erobrede magten i Serbiens kommunistparti, hvorefter Kosovos hjemmestyre med trussel om miltær magt blev ophævet i foråret 1989 - et klart brud på Jugoslaviens forfatning af 1974.

Hjemmestyrets endeligt

Det albanske befolkningsflertals modtræk var at afholde sin egen folkeafstemning om selvstændighed i 1990, en holdning som skærpedes, da Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina i 1992 blev anerkendt som selvstændige stater og resten af den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien omdannedes til en ny stat, Forbundsrepublikken Jugoslavien. At Kosovo kom til at udgøre en del af denne nye stat blev stiltiende accepteret af det internationale samfund.

Først 1998-1999 greb NATO direkte ind i Kosovo-problemet og tvang gennem luftbombardementer de serbiske styrker til at opgive kontrollen med Kosovo i juni 1999. Samtidig definerede FN's Sikkerhedsråds Resolution 1244 Kosovo som en autonom del af Jugoslavien (ikke Serbien).

Forbundsrepublikken Jugoslavien blev imidlertid i foråret 2003 erstattet af det løsere statsforbund Serbien-Montenegro. Efter serbernes udlægning af resolution 1244 var Kosovo herefter formelt en del af Serbien, hvad kosovo-albanernes ledelse naturligvis afviste. I 2006 meldte Montenegro sig efter en folkeafstemning helt ud af statsforbundet, og Jugoslavien var således ophørt med at eksistere både af navn og af gavn. Heller ikke det medførte dog efter serbisk opfattelse nogen ændring i Kosovos formelle status som en del af Serbien. Igen var albanerne totalt uenige.

Derfor burde det juridisk efterprøves, om resolution 1244's definition af Kosovos status fra 1999 stadig kan anses for at være gyldig, efter at den stat, Kosovo her anses for at være en del af, rent faktisk er ophørt med at eksistere.

Hvis domstolen kommer til det resultat, at forudsætningerne for definitionen er faldet bort, er Kosovo virkelig et unikt tilfælde, som ikke vil behøve at danne skole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu