Læsetid: 4 min.

De lever sammen - uden flygtningene

Af flere forskellige grunde har befolkningen i det nordlige Israel ikke lyst til at snakke om 1948, hvor store dele af egnens arabiske befolkning flygtede
Huset i Tarshiha, som familien Hashem måtte flygte fra i 1948

Huset i Tarshiha, som familien Hashem måtte flygte fra i 1948

Hans Henrik Fafner

10. december 2007

MAALOT-TARSHIHA - Ali Abu Hashem er ved at bygge en garage foran et af landsbyens gamle huse. Det stammer fra tiden før 1948. Dengang blev Tarshiha, hvor vi befinder os, omsluttet af krigen omkring staten Israels oprettelse, og tre fjerdedele af stedets godt 5.000 indbyggere flygtede nordpå til Libanon.

"Familien Hashem boede her og de flygtede," forklarer han.

"Vi blev tilbage og passer på deres hus, og nu er min fætter ved at flytte ind. Han har brug for en garage, og jeg hjælper ham."

Flygtede til Bint Jbeil

Familierne Hashem og Abu Hashem er beslægtede, men der er ingen kontakt mellem dem længere.

Huset her er det eneste, som er tilbage af dem, som familien Hashem engang har boet i. Der er i det hele taget ikke meget tilbage af det gamle Tarshiha. Moskeen øverst oppe på bakketoppen, hvor landsbyen ligger, knejser stadig med sin slanke minaret. Her og der omkring den ser man de gamle kampestenshuse. Nogle få er nydeligt vedligeholdte, mens flere står og forfalder med tomme vinduer.

"De gamle huse bliver revet ned efterhånden, for de er upraktiske og dyre at varme op om vinteren. Folk vil have moderne boliger," siger Shahin el Jaz, en lokal byggematador, som viser rundt i sin Mercedes.

"Jeg var 12 år i 1948 og husker dagene i december, hvor det hele skete," fortæller han. "Flere nætter i træk kom der fly lavt hen over landsbyen. Det var uhyggeligt. En enkelt gang blev Tarshiha bombet, og hernede for enden af gaden bor en gammel dame, som har siddet i kørestol lige siden den nat."

Familien El Jaz tog med, da store dele af befolkningen flygtede.

Det var den 1. december, husker han, og hans far sørgede for, at de kom til bekendte i landsbyen Bint Jbeil i det sydlige Libanon. Her blev de i fire eller fem måneder, en tid, hvor de flygtede familier blev spredt for alle vinde i nabolandet.

"De fleste endte i lejrene, men min far besluttede en dag, at det igen var sikkert at bo i Palæstina, så vi rejste hjem," siger han. "Det var mit store held."

Mine brødre og venner

Vi tager afsked foran familien Hashems gamle hus i Rehov HaShuk. Navnet er hebraisk og betyder Markedsgaden. Den er opkaldt efter det gamle marked, som ikke eksisterer længere, og gadens gamle arabiske navn, Sharia el Bergi, er også borte.

"Det er andre tider i Tarshiha," siger Ali Abu Hashem. "Her er vi alle arabere, men vi lever i fred med vore jødiske naboer. De fleste i landsbyen har slet ikke lyst til at tale om fortiden."

Tarshiha hører administrativt sammen med den jødiske naboby, Maalot, og af kommunens godt 20.000 indbyggere bor de 20 procent i Tarshiha.

"Palæstinenserne i de libanesiske lejre er mine brødre, men det udelukker ikke, at israelerne er mine venner," siger Ali Abu Hashem. "Det er to forskellige ting."

Terroroffer

De israelske myndigheder fremhæver ofte Maalot-Tarshiha som billedet på fredelig sameksistens. Den opfattelse er meget udbredt ovre i Maalot, hvor der samtidig er et nærmest totalt fravær af forståelse for de palæstinensiske flygtninge i Libanon.

"Jeg har det fint med mine arabiske naboer, men dem ovre på den anden side af grænsen skylder jeg ingen ting," siger den 55-årige Yaakov Yosef, der sidder på en cafe i byens lille butiskcenter, mens hans kone er hos tandlægen.

Han vil gerne fortælle hvorfor. I 1962 trængte nogle terrorister - han bruger ordet som samlebetegnelse for hele den palæstinensiske flygtningebefolkning i Libanon - over grænsen og kastede en bombe ind gennem vinduet til familiens hjem i Maalot. Hans far blev dræbt på stedet.

"Nogle år senere omkom min tante på samme måde, så jeg betragter mig selv som terroroffer," siger han. "Jeg har ikke tænkt mig at åbne mit hjem for terrorister."

Jeg er også flygtning

I Maalot lever alle den dag i dag i mindet om den 15. maj 1974, hvor en gruppe fra DFLP trængte ind fra Libanon og angreb en skolebus midt i byen. 21 børn mistede livet.

"Efter sådan noget, kan jeg ikke forestille mig, at nogen skulle give dem lov til at vende tilbage," siger Ludmilla, som indvandrede fra Leningrad til Maalot i 1988. "De tænker kun på at ødelægge Israel, og har efter min mening mistet retten til at komme tilbage."

Jeg har tidligere på dagen forhørt mig i kibbutz Kabri, hvor andre dele af Hashem-familien boede indtil 1948, og blev mødt af tavshed og uvilje til at gøre fortiden om. Jeg får dog at vide, at der kun er et par dynger sten tilbage af den gamle landsby, og at de er "et eller andet sted her omkring". Mange i denne nordlige del af landet lever i en opfattelse af at have udvekslet land.

"Jeg er født i Israel, men min far var fra Kurdistan," fortsætter Yaakov Yosef. "Han var en mand af stor ære, og da araberne smed familien ud af Irak, lod de ham ikke engang tage sin ære med. Vi havde også et hus i Kurdistan, som vi blev deporteret fra. Vi har aldrig hørt et ord om erstatning, og det på trods af, at vi er ligeså meget flygtninge som dem derovre."

Yaakov Yosef gør en hovedbevægelse mod nord, i retning af Libanon, der ligger 11 kilometer mod nord. Han fortæller, at han er civilt ansat traktorfører i forsvarsministeriet og arbejder med vedligeholdelse af grænsehegnet.

"Deroppe får ingen lov til at komme indenfor en afstand af to kilometer fra hegnet," siger han. "Hvis de gør det, skyder vore soldater på dem, og sådan skal det være. Ingen kommer længere over den grænse!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu