Der har været slået stort på tromme for det længe ventede topmøde mellem EU og Afrika, som finder sted over weekenden med omkring 80 nationers deltagelse og et erklæret ambitiøst mål om at erstatte det gamle koloni-forhold mellem de to kontinenter med et "partnerskab mellem ligestillede".
Store emner som migration, klimaforandringer, handelsaftaler og sikkerhed står på dagsordenen, og den europæiske dominans i Afrika har i de seneste år fået konkurrence af andre handels-ivrige stater som for eksempel Kina, som blandt andet henter en tredjedel af sin olie i Afrika.
Derfor har det været så meget mere uheldigt for Storbritannien - et af de EU-lande, der har det stærkeste engagement i Afrika - at premierminister Gordon Brown kom til at erklære, at han ikke ville deltage i et topmøde sammen med Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, som i går ankom til topmødet i Lissabon. Brown har derfor været nødsaget til at holde sig væk, og Storbritannien har ikke repræsentanter på ministerniveau med på mødet.
Forsvarede invitationen
Europa-Kommissionens præsident, Jose Manuel Barroso, forsvarede i går sin invitation til Mugabe om at deltage i denne weekends EU-Afrika topmøde og kritiserede hermed indirekte Gordon Brown:
"Livet har lært mig, at hvis du er involveret i international politik, bliver du af og til nødt til at mødes med folk, din mor ikke gerne så dig sammen med," sagde Barroso ved et pressemøde i Bruxelles.
Og selv om han tilføjede, at han respekterede Browns beslutning om at boykotte topmødet, fortsatte han:
"Hvis internationale ledere besluttede ikke at deltage i topmøder sammen med lande, der ikke lever op til standarden for menneskerettigheder, er jeg bange for, at vi ikke ville deltage i ret mange møder overhovedet."
Efter at have offentliggjort sin boykot i The Independent er Brown blødt noget op og sender nu baronesse Amos, tidligere minister for international udvikling. En højtstående embedsmand fra udenrigsministeriet beskrev hende som "en meget betydningsfuld person", men at premierministeren samtidig ikke havde følt, at han eller en højtstående minister "kunne sidde ved samme bord som Mugabe på grund af den dramatiske situation" i Zimbabwe.
Aktivister har klaget over, at menneskerettighederne ikke står på topmødets agenda, men embedsmanden fra udenrigsministeriet siger, at England forventer, at den tyske kansler Angela Merkel og andre "enstemmigt vil udtrykke deres bekymring over udviklingen i Zimbabwe".
Barroso noterede, at menneskerettigheder bliver det første emne ved topmødets plenarforsamling og siger:
"Det er rigtigt, at der har været en negativ udvikling i Zimbabwes styre, og dette er noget, vi bliver nødt til at bringe op på mødet."
© The Independent & InformationOversat af Ebbe Rossander