Læsetid: 4 min.

Når bare det ikke bliver et nej

Modstanden mod en folkeafstemning om EU's reformtraktat hviler på én præmis: De europæiske befolkninger er for dumme til det europæiske samarbejde
Bange for et nej. EU er en diplomatisk succes, men en demokratisk fiasko. Aldrig har EU forekommet så elitært som nu, siger filosoffen Jürgen Habermas. Danmark har netop afvist en folkeafstemning om reformtraktaten.

Bange for et nej. EU er en diplomatisk succes, men en demokratisk fiasko. Aldrig har EU forekommet så elitært som nu, siger filosoffen Jürgen Habermas. Danmark har netop afvist en folkeafstemning om reformtraktaten.

Srdjan Ilic

Udland
22. december 2007

Der er én og kun én grund til, at danskerne ikke skal stemme om EU's reformtraktat: Det kunne blive et nej. Det kunne ikke alene blive et nej i Danmark, det kunne også føre til en folkeafstemning i England, som også kunne blive et nej. Tanken er åbenbart, at eftersom befolkningerne måske ikke vil have reformtraktaten, må man sørge for, at de ikke får noget valg.

Denne grund til at afvise en folkeafstemning er naturligvis så blamerende for de ledende politikere, at den ikke bliver brugt som begrundelse. Den officielle begrundelse er i stedet juridisk: Statsministeren og Helle Thorning-Schmidt opførte i efteråret et dilettantteater, hvor de lod, som om de troede, det var meget spændende, hvad juristerne i Justitsministeriet ville finde frem til. Det var sandelig ikke en politisk afgørelse. Det måtte være op til juristerne at afklare. Kampen mod 'ekspertvælde' og 'juristeri' var helt væk. Denne forestilling blev så meget desto mere latterlig af den banale omstændighed, at den oprindelige forfatningstraktat under den tyske kanslers ledelse af EU blev justeret på akkurat de ni punkter, som ville betyde formel dansk suverænitetsafgivelse. Og statsministeren fortsatte komedien frem til forrige tirsdag, hvor han neutralt registrerede, at juristerne var nået til det resultat, at vi ikke skulle have en afstemning: Hvilken overraskelse for det politiske Danmark! Det hed sig, at det var den 'danske' måde at gøre tingene på. Men hvis der i Europa forbindes noget særligt med den 'danske' måde at gøre tingene på, er det, at spørgsmål om fortløbende udvidelser af det europæiske samarbejde ikke har været overladt til jurister. Folkeafstemningerne i 1986 og 1992 var ikke juridisk begrundet, for der var ikke tale om suverænitetsafgivelser. Folkeafstemningerne blev valgt politisk.

Befolkningerne er for dumme

Det juridiske argument er så utroværdigt, at kun ledende politikere bruger det. Ikke engang ivrige modstandere mod folkeafstemninger henviser til juraen som kilde til beslutningen. Det hedder med en anden karakteristisk begrundelse, at EU-afstemninger altid kommer til at handle om alt muligt andet end EU. Befolkningerne er for dumme og for emotionelle til, at de kan forholde sig til EU-anliggender. Hvis man først slipper væsentlige spørgsmål som en europæisk reformtraktat løs i offentligheden, vil borgerne gribe chancen til at brokke sig over alt muligt uvedkommende. EU er i denne optik et for sagligt projekt til de usaglige borgere. Det var samme opfattelse, der førte Platon til idealet om en totalitær stat regeret af filosoffer løsrevet fra pøbelagtige meninger og følelser. EU er i denne analogi en elitær konstruktion ledet af teknokrater og kommissærer løsrevet fra de umodne nationale offentligheder.

Dette argument forudsætter massiv mistillid til en af de bærende kvaliteter ved det moderne demokrati: Evnen til at privatpersoner mødes som borgere i offentlig diskussion af fælles anliggender. Denne diskussion forbinder de enkelte borgere i et politisk samarbejde, og den sikrer, at politiske beslutninger vejledes af borgernes fornuftige argumenter og derved også bliver retfærdiggjort.

Der er endnu et problem ved det andet argument imod folkeafstemninger: Nemlig at det hviler på en problematisk præmis. Danskerne er i undersøgelser evalueret som en af de befolkninger med størst indsigt i EU, netop fordi unionen er blevet diskuteret offentligt ved folkeafstemninger. Også den franske folkeafstemning om forfatningen i 2005 var præget af en overvældende folkelig interesse for selve forfatningsteksten.

Endelig er der et tredje argument imod en folkeafstemning: Det hedder sig, at folkeafstemninger underminerer det repræsentative demokrati. En første indvending mod det argument er, at EU-anliggender er en særlig kategori kendetegnet ved stor afstand mellem de folkevalgte og vælgerbefolkningerne. Mens omtrent 80 procent af de folkevalgte i Danmark har været tilhængere af de forskellige traktater, har befolkningen generelt været nogenlunde lige delt i spørgsmålene. En anden indvending er, at det nedsættende blik på folkeafstemninger overser, at en afstemning ikke kun handler om 'ja' eller 'nej', men også om at sætte en politisk dagsorden og gøre en fjern, teknokratisk institution til et offentligt anliggende. Folkeafstemninger skaber legitimitet omkring et samarbejde, der tidligere var belastet af det 'demokratiske underskud'. Det er det stadig. Man er bare holdt op med at tale om det.

Alle tre argumenter imod en folkeafstemning baserer sig på en antagelse om, at de europæiske borgere er for dumme til EU. Derfor har vi den traditionelle figur: EU-modstanderne hævder, at der er tale om væsentlige forandringer, mens de, som skulle advokere for det politiske projekt, ringeagter EU som noget ligegyldigt.

En demokratisk fiasko

Det eneste, det gælder om, er at undgå et 'nej'. Som den tyske filosof Jürgen Habermas skriver i Die Zeit: Den nye reformtraktat er en diplomatisk succes, men en demokratisk fiasko. Aldrig har EU forekommet så elitært som nu. Det er ifølge Habermas blevet glemt, hvad der var formålet med en europæisk forfatning: For det første at gøre borgerne i de respektive 27 lande til europæiske borgere. Det gælder ikke om at bekende sig til 'værdier' eller 'kristendommen', men om at involvere borgerne i en offentlig diskussion om dette storartede politiske projekt, der har forenet et traumatiseret, splittet Europa og givet de europæiske befolkninger en fælles stemme i de helt afgørende internationale politiske forhandlinger om eksempelvis nedbringelse af CO2-udslip på klimatopmødet i Bali. For det andet var formålet med den oprindelige forfatning at definere det europæiske projekts rækkevidde og grænser.

Det ufattelige er, at det er tilhængerne, som har 'glemt', at det er et stort og væsentligt projekt, og modstanderne, der husker det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon der er en bedre skrivende journalist i Danmark end Rune Lykkeberg?

Det er en fadæse - og tak til Lykkeberg for at udstille det.

Man kan have respekt for politikernes brændende ønske om at få deres vilje. Den demonstrerer de sådan set løbende i det politiske spil som i stadig stigende grad handler om at fortæller vælgerne den historie som de gerne vil høre, således at man kan gøre det som man mener er bedst for dem. Uden at de to ting (historien og handlingen) iøvrigt behøver at have det fjerneste med hinanden at gøre.

EU-fiaskoen, som demokratisk fallit-erklæring, er således blot det seneste eksempel på at vi i stigende grad er på vej fra repræsentativt demokrati til demagogi.

Men det er påfaldende at der ikke er flere politikere som vurderer at gevinsten ved at oplyse befolkningen om EUs fordele (EU-tilhængerne mener åbenbart at det er så indlysende og indiskutabelt at EU er til vores fælles bedste at det, bogstaveligt talt, ikke er værd at snakke om - så skulle det da være til at forklare hvorfor) ikke står mål med den potentielle pris ved at "tabe" en folkeafstemning.