Læsetid: 6 min.

Oliejagt efter Guds anvisning

Der er hidtil ikke gjort oliefund af betydning i den israelske undergrund, men kristne amerikanere med stor erfaring i branchen er sikre på, at de har fundet vejen til den olie, der ifølge Biblen gemmer sig i Israels undergrund
Udland
27. december 2007
Zion Oil & Gas har lange udsigter til at finde en hellig oliekilde i Israel. Men Glen Perry er fortrøsningsfuld: -Kong David måtte vente 14 år på at blive salvet af kong Salomon. Det giver mig et tidsperspektiv,- siger han.

Zion Oil & Gas har lange udsigter til at finde en hellig oliekilde i Israel. Men Glen Perry er fortrøsningsfuld: -Kong David måtte vente 14 år på at blive salvet af kong Salomon. Det giver mig et tidsperspektiv,- siger han.

Ariel Schalit

CAESAREA - Utraditionelle forretningsmetoder? Ja, så absolut, men det virker! Det mener i hvert fald mændene bag Zion Oil & Gas, der er på jagt efter olie i Israel, og de har Biblens ord for, at de vil finde, hvad de søger.

Lige nu sker der bare ikke så meget. Jeg er taget ud til Maanit 1-boringen, som ligger for enden af en mudret jordvej, 400 meter fra landevejen nær den romerske ruinby Caesarea på middelhavskysten. Borehullet er dækket af en svær betonforsegling, men selskabet forventer snart at kunne løfte den af for at fortsætte arbejdet.

Ashers fod

"Vi nåede godt fire kilometer ned, da vi stødte på klippegrund," siger Glen Perry fra selskabets israelske hovedsæde, der har til huse i et nærliggende industrikvarter.

"Nu venter vi på udstyr, så vi kan bore vandret, uden om klippen, for vi ved, olien ligger i seks kilometers dybde."

Sin urokkelige viden om det kommende store oliefund har Glen Perry fra Biblen. Han er fra Texas, hvor han har været i oliebranchen i 25 år, og har en lang karriere bag sig i Superior Oil, der på et tidspunkt blev en del af Mobil Oil. En erfaren rotte i faget. Men da han for nogle år siden genfandt religionen, besluttede han sig for at lægge arbejdsstilen om og indgik et samarbejde med den ligeledes erfarne oliemand og 'genfødte' John Brown, der i april 2000 havde grundlagt Zion Oil & Gas.

"Det står fire steder i Biblen, at Maanit 1 vil ramme olielag," siger han selvsikkert.

Hans vigtigste reference er Femte Mosebog, der i kapitel 33, vers 24 skriver, at "Aser være den velsignede blandt sønnerne, han være sine brødres yndling og dyppe sin fod i olie!"

Traditionelt har man forstået dette som olivenolie, men folkene i det kristne olieselskab er overbevist om, at der er tale om fossilt brændsel. Til understøttelse af sit synspunkt trækker Perry på endnu et skriftsted, Første Mosebog 49,25, der siger, at "Gud den almægtige, han velsigne dig med himmelens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil."

Aser, som hedder Asher i det moderne Israel, var en af den bibelske Jakobs 12 sønner, der af faderen hver især fik tildelt en del af landet. Ashers arvelod, som det hedder, strakte sig ifølge traditionen langs middelhavskysten, fra omkring den libanesiske by Tyre i nord til der hvor romerne langt senere grundlagde Caesarea i syd. Og hvor grænsedragningen til nabostammen, grundlagt af Menasse, snor sig gennem landskabet i arveloddets sydlige ende, danner denne konturen af en fod. Asers fod. Og det er lige der, Zion Oli & Gas har besluttet sig for at bore.

Beskedne fund

Perry fortæller, at hvor han sætter sin finger på kortet med Biblen som støtte, sætter selskabets chefgeolog, Stephen Pierce, sin finger på nøjagtig samme sted. Pierce, der som de andre også har stor brancheerfaring fra Texas, identificerede straks stedet, hvor Maanit 1 nu ligger, som særdeles lovende ud fra en videnskabelig vurdering. Han vurderer, at lommen seks kilometer under Maanit 1 indeholder så meget som 484 millioner tønder olie.

Dette ville være intet mindre end en revolution i israelsk olieindustri. Sådan en størrelse findes nemlig, for der pågår boringer andre steder i landet, og der er før blevet gjort oliefund, omend af meget beskedent omfang.

Siden eftersøgningen af olie gik igang i 1955, er der blevet foretaget 470 boringer i Israel, hvoraf omkring en fjerdedel har givet resultat. Men den samlede israelske udvinding siden de første forsøg er på 18 millioner tønder olie, hvilket er mindre end to dages produktion i Saudi-Arabien.

En mere lovende udvikling er dog på vej, hvilket kun bestyrker troen på, at Maanit 1 vil indfri forventningerne. Aktuelt har den israelsk-palæstinensiske konflikt taget en ny drejning, idet der er blevet gjort naturgasfund ud for Gazastribens kyst, samtidig med at israelerne søger at bevare kontrollen over også denne side af palæstinensisk liv. Ved Det Døde Hav i bunden af Jordandalen menes der også at være gode udsigter til at finde olie, og mindst et par boringer er igang.

Børsnoteret

Med hensyn til succesraten er Glen Perry også fuld af fortrøstning. Han fremhæver, at man kun stødte på olie i 356.000 ud af 2,5 millioner boringer i Texas, og det stiller de israelske projekter ganske stærkt statistisk set, mener han.

"Jeg er sikker på, at vi er igang med det rigtige," siger han. "Jeg frygter ikke nogen fiasko, for den kommer ikke."

Hans urokkelige optimisme har tilsyneladende forplantet sig til de internationale finansmarkeder, for da Zion Oil & Gas i 2004 besluttede at byde sig til på børsen i New York, blev selskabets aktier en umiddelbar succes.

Derfor har selskabet idag adskillige millioner i ryggen og står økonomisk stærkt i forhold til andre kristne grupper, der tidligere har forsøgt at lede efter regionens hidtil uopdagede olierigdomme.

"Et israelsk selskab har tidligere boret i nærheden af Maanit 1, hvilket også giver os et vidnesbyrd om, at vi er på det rigtige sted," tilføjer Perry.

Kong David måtte vente

Lige nu venter han på specialudstyr, der er på vej fra Angola, hvor det har været anvendt til nogle komplicerede olieboringer. Han er hverken bekymret over ventetiden eller over andres skepsis over for projektet.

I det nordlige Israel er der førhen kun foretaget otte boringer, men han understreger, at de alle har "vist tegn på olie".

Problemet i denne del af landet er, at den olie, Glen Perry er sikker på er der, ligger vel forvaret under et klippelag dybt i undergrunden, hvorfor bestræbelserne går ud på at finde huller eller sprækker i klippen, der er store nok til, at olien kan flyde igennem. Det såkaldte permiske klippelag har globalt set vist sig at være den bedste olieproducent af alle geologiske formationer, og Glen Perry øser af sine erfaringer fra den samme klippe- grund i den texanske undergrund. Han har også været med til at rehabilitere oliekilder i Sibirien og har ydet bidrag til olieindustrien i Georgien.

"Jagten på olie er en kostbar affære, hvor det er vigtigt at have tålmodighed," siger han. "Ved du, hvor længe kong David måtte vente på at blive salvet af kong Salomon? I 14 år! Det giver mig et tidsperspektiv, og det giver mig troen på, at det lønner sig at være tålmodig."

En af Guds prøvelser

De eneste israelske oliekilder, der har vist sig at indeholde brugbar olie, ligger alle i den nordlige del af Negevørkenen, lidt sydøst for byen Ashkelon. Den eneste kilde, der stadig er aktiv, producerer lige nu beskedne 70 tønder olie om dagen. Imidlertid ligger dette område ikke langt fra det relativt store gasfelt, der ligger under Middelhavet, umiddelbart ud for Gazastriben, men hvis udnyttelse lige nu står i stampe, fordi det palæstinensiske Hamas-styre i Gaza gør krav på feltet.

Allerede i 1980'erne vurderede geologer fra flere store amerikanske olieselskaber, at helt op til to milliarder tønderolie ligger i den israelske undergrund og venter på at blive opdaget. Derfor er flere andre selskaber involveret i eftersøgningen, og som efter et fast mønster spiller religionen også hos dem en rolle. Et sted bliver der boret med rabbinsk velsignelse, og en anden boring ved Det Døde Hav bærer navnet Emunah - tro.

Zion Oil & Gas har også planer om andre lokaliteter, som Biblen henviser til.

"Vores problem er ikke pengemangel, men mangel på udstyr, der er vanskeligt at få hertil, fordi oliearbejdet generelt foregår i lande, der ikke har forbindelser med Israel," forklarer Glen Perry. "Men det er kun én af Guds prøvelser, og jeg ved, det lykkes. Det står jo sort på hvidt i Biblen!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hallelujah, holly oil.

selvfløldig er der olie den hellig bibiel siger at der skal flyde olie i landet med mælk og honning så selvføldig er der olie :-).

Er der nu nogen tvivl det er jo helligt at foruene med co2 :-).
Det er nærmest en hellig pligt at foruene med co2,

Hallelujah. Det er guds vilje at vi skal bruge alt den olie der er her på jorden.

Den kristene extremisme er precist ligeså langt ude og farlig som islamistisk extremisme. Vi har helt enkent valgt at følge biblen og ikke videnskaben.

Er der ikke noget der hedder "Oliebjerget" i Det nye Testamente? Mon de så også skal til at bore der? ;-)