Læsetid: 4 min.

'På randen af enighed'

I nat var der stadig en kløft mellem EU og USA i klimastriden. Den vil lukke sig, siger de erfarne folk i kulissen
Det var ved midnat natten til i dag lokal tid stadig uvist, om FN-s to uger lange klima-konference på Bali ville ende med en køreplan for en ny klimaaftale i 2009 eller et sammenbrud. Mødet med 10.000 deltagere skulle efter planen slutte i går eftermid-dags, men så ud til at ville løbe mindst 15-18 timer mere.

Det var ved midnat natten til i dag lokal tid stadig uvist, om FN-s to uger lange klima-konference på Bali ville ende med en køreplan for en ny klimaaftale i 2009 eller et sammenbrud. Mødet med 10.000 deltagere skulle efter planen slutte i går eftermid-dags, men så ud til at ville løbe mindst 15-18 timer mere.

Dita Alangkara

Udland
15. december 2007

BALI - Tænk globalt, handl lokalt. Her på stedet har man det lidt svært med det globale, så vi begynder lokalt. Det er bedst for humøret.

Om bord på Rainbow Warrior, ankret op i Nusa Dua, har Greenpeace, Balis Hotelsammenslutning samt Balis Udviklingsselskab for Turisme offentliggjort en plan for energieffektivisering af perlekæden af luksushoteller, der ligger her på Balis sydspids. Man starter med 'capacity building', som det hedder i FN-sproget, hver gang nogle skal gøres klogere på noget. Hotel- og restaurantpersonale samt -ledelser skal på kursus for at motiveres til energieffektivisering, vandbesparelser, affaldssortering. Det skal bane vej for gradvis installering af energi- og klimavenlig teknologi på hotellerne, og så skal også turister og gæster informeres om grøn adfærd.

Det er sådan, verden skal reddes. Små skridt, lokale initiativer, praktisk handling.

Hvad det globale angår, har en stadig snævrere kreds af ministre forhandlet dag og nat for at lande der, hvor FN's klimamøde må ende: med officiel succes. Som en FN-medarbejder her på stedet siger til mødets nyhedsbrev: Der er to slags FN-konferencer: de succesfulde og de meget succesfulde.

Udfordringen har antaget mere og mere karakter af cirklens kvadratur: USA vil ikke - VIL IKKE - have omtale af de 25-40 procent reduktion i i-landenes CO2-udledninger i 2020, som FN's Klimapanel identificerer som en forudsætning for at kunne undgå potentielt katastrofale klimaændringer. Ligesom man i det hele taget IKKE VIL have omtale af fælles, bindende forpligtelser for i-lande. Det vil være at foregribe processen frem mod Københavnsmødet i 2009, og i øvrigt bør det være op til hvert enkelt land at definere egne, passende klimastrategier, gerne inspireret af USA. Som formanden for præsident Bush's miljøråd, James Connoughton, siger:

"USA vil gå foran, og vi vil blive ved at gå foran, men lederskab forudsætter også, at andre retter ind og følger efter."

50 amerikanske kongresmedlemmer har skrevet til præsident Bush og erklæret sig "stærkt uenige" i hans holdning og appelleret til ham om at ændre kurs og samarbejde. Utænkeligt, siger trænede FN-folk her. USA's regering flytter sig ikke på Bali. De amerikanske forhandleres kropssprog signalerer det samme.

Omvendt vil - VIL - EU holde fast i nødvendigheden af reduktionsforpligtelser for i-landene, herunder holde fast i det angivne mål for 2020 på 25-40 procent. Som Connie Hedegaard sagde i sin officielle tale i onsdags:

"Videnskaben fortæller os, at vi er nødt til at foretage virkelige forpligtelser til indfrielse allerede i 2020. Og ærlig talt, det er ingen udfordring for politikere at binde sig til et langsigtet mål i 2050 - 43 år fra nu - hvor vi alle er borte."

So what to do?

Cirklens kvadratur

Chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer - der kalder sig selv 'butler for processen' - sagde i går, at: "med det pres, der af offentligheden er lagt på regeringerne, tror jeg ikke på, at ministrene vil være i stand til at rejse herfra uden et svar på det budskab, videnskaben har afleveret. Ingen vil ses som den, der fik dette til at falde på gulvet."

Og den britiske miljøminister, Hilary Benn, sagde om nødvendigheden af at sætte klare mål i en aftale, der omfatter alle:

"Dette er vores opgave. Der er ikke én person i denne sal, som ikke godt ved det."

Adspurgt af verdenspressen sent i går aftes om en passende rubrik til vore artikler om dette udtrukne drama foreslog Yvo de Boer: "På kanten af enighed."

Med andre ord: Cirklens kvadratur vil løse sig.

I en kort forhandlingspause fredag før midnat siger Connie Hedegaard, at "det vigtige er, at der ikke bliver noget i den endelige tekst, som udelukker de ingredienser, vi anser for vigtige." På dansk: Der vil sikkert blive fundet en tekst, som tilfredsstiller USA uden at afskære Danmark og EU fra senere i Københavns-processen at vende tilbage til drøftelser om konkrete, procentuelle og forpligtende CO2-reduktioner.

Mens der lægges arm, nu i Bali-mødets 13. døgn, kan det noteres, at landene har nået enighed om et grundlag for fortsatte drøftelser frem til 2009, hvad angår blandt andet beskyttelse af verdens skove, overførsel af klimavenlig teknologi til u-lande og en fond, der skal hjælpe u-landene til klimabeskyttelse. I sig selv et vigtigt fundament for Københavns-processen. Forudsat altså at den store knude løses. Og forudsat at man også, til allersidst, enes om, at processen faktisk skal afsluttes i 2009 i København.

For de, der måtte synes, at det hele er urimeligt vanskeligt og ude af trit med situationens alvor i det globale drivhus, har Yvo de Boer et trøstens ord:

"At nå til afslutning, når man forhandler i 2009, vil blive betydeligt vanskeligere end det, vi har været igennem de seneste to uger."

Apropos det globale drivhus: FN's World Meteorological Organization meddeler, at dette års gennemsnitstemperatur på den nordlige halvklode synes at blive den næsthøjeste i temperaturmålingernes historie, og at tiåret 1998-2007 for kloden som helhed bliver det varmeste, man har registreret.

Serie

Dagbog fra Bali

Seneste artikler

  • Investeringsgigant vil redde Guyanas jungle

    31. marts 2008
    En britisk investeringsgigant opkøber millioner af hektarer af klimagavnlig regnskov i Sydamerika med henblik på bevarelse - og profit
  • Fru Nielsens Bali

    18. december 2007
    Telefon-chat om fortvivlelsen
  • Læren fra Bali

    18. december 2007
    Verdens regeringer vil næppe redde kloden fra klimakatastrofer uden et massivt forøget pres fra det globale civilsamfund
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Hvis det moderne samfund skal blive i stand til at se sig selv, må det lære at se at intet og ingen form for overgribende og tvingende fornuft er tilstede. Det moderne skaber og truer sig selv ved kontinuert at lade mosaikken af de afgørende delrationaliteter fortsætte deres respektive selvbestemte retninger, med risiko for at summen af delrationaliteternes samlede virkning på det sociales egne mulighedsbetingelser medfører negationen af enhver delrationalitets begrænsede gyldighed.

FN er ikke den overordnede fornuft. FN er en organisation, underlagt økonomi, økonomisk magt, politisk magt, jura, videnskab, moral, 7 milliarder psykiske systemer, en plads i universet, en evolution som ikke har noget formål, hovedløs, hjælpeløst overladt til sig selv.

Det er meget muligt at intet resultat fra Bali - altså noget i mange øjne negativt - er mere konstruktivt for den globale forståelse af de styrende mekanismers falliterklæring i forhold til det at kunne tage vare på sig selv, end et resultat som er udtryk for USA's vilje, den selvnegerende rationalitets sejr!

USA er om noget symbolet på en selvnegerende altomsluttende succes. Et resultat hvor USA kan være med er et knæfald for sygdommen, cancersvulstens endelige sejer.

Jorden må lære at se sig selv gennem andre succeskriterier end de selvnegerende, der truer ethvert succeskriterium. Det handler om en fundamentalt ny selvforståelse.

Det er en udbredt og i på den måde virkelig antagelse, at universet har henlagt i semantisk mørke ind til livet her på jorden så dagens lys. Om denne forestilling svarer til noget, og i så fald hvad, er et helt andet spørgsmål. At dette lys er skrøbeligt, burde kunne ses ved lyset selv!

Spørgsmålet er om livet på jorden markerer det eneste sted i universet, hvor universet kan se sig selv. Det semantiske lys er forudsætningen for at universet kan se sig selv som uendeligt stort, tomt og dødt. Spørgsmålet om hvad universet er i sig selv, stiller sig i kraft af dette minimale lys, som har gjort universets mørke synligt. Forskellen sætter sin verden til forskel: for at se sig selv sætter verden en forskel i sig selv. Ellers kan den ikke referere til sig selv, lade noget få mening som henvisning til noget.

Moderne systemteori ser de kognitive fænomener i kraft af en realistisk konstruktion af sig selv som kognitivt system i en omverden af andre kognitive systemdannelser og andre fænomener. Systemteoriens realitetsprincip er, at tematiserede kognitive systemer har sine realitetsprincipper, og at deres såvel som systemteoriens eget forudsætter at verden rummer dem alle som en del af sig selv, som en del af verdens muligheder og begrænsninger for at se sig selv. Det primære teoretiske udgangspunkt er hverken identitetsprincippet eller ontologien, men den semantiske konstruktion, distinktionen. Systemteorien er på den måde en universel teori.

Niklas Luhmann´s systemteori kan bruges til at tematisere det moderne samfunds muligheder og begrænsninger i forhold til det at se sig selv i sin kontekst.

Hans teori er sammenskrevet over forskellige aspekter af evolutionsteorien, kybernetikken, termodynamikken, fænomenologien, Heideggers fundamentalontologi, og meget andet. Men ikke mindst er logikeren Georg Spencer Brown væsentlig for forståelsen af hans strukturalistiske tilgang til semantik og meningsteori.

Systemteorien gør i den Luhmannske udgave effektivt op med den vestlige verdens filosofi. Som sin egen fundamentale konstruktivisme fejer den hele arsenalet af traditionelt filosofisk vås til side. Institutionsfilosofferne forstår ham derfor ikke. Fred være med dem.

Iagttagelse er konkret kognitiv praksis, en form for performance, som der kan siges uendeligt meget om. Det gør Luhmann så. Nu er han død, men skrev først 72 bøger. Jeg har til sammenligning skrevet 0! Men til gengæld læst en del af hans.

Sandsynligvis i modsætning til mange andre fortolkere af Luhmann mener jeg, at logikken er vigtigst for forståelsen af systemteorien, dvs. Luhmanns forståelse af ”Laws of form”.

George Spencer Brown (GSB) udkom med sin bog ”Laws of form” i 1967, der formulerer en logik ud fra ”distinktionsprincippet” og ikke ”identitetsprincippet”, og står på den måde i modsætning til den måde andre traditionelle former for logik refererer til deres udgangspunkt og grundlag på.

Enhver reference virker ved distinktion, uden distinktion ingen reference, ingen indikation.

GSB´s logik er lige så entydig som traditionel logik, på det man kan vælge at kalde det dogmatiske plan, og den er til dels i stand til at inddrage selvreferencen uden at bryde sammen (den kan gödeliseres, læs Kurt Gödels XI teorem m. m.).

De i systemet først tilladte to værdier tilføjes derfor en ekstra reference til de uendeligt selvrefererende værdier. Den entydige indpladsering i forhold til de to traditionelt tilladte logiske værdier i det formelle systems referencer lever ved forbudet mod ”selvreference”.

Distinktionen er referencens mulighedsbetingelse. I sit møde med sig selv bryder kravet om entydighed i forhold til indpladsering i forhold til en af distinktionens to sider sammen. Når referencen gælder sig selv som mulighedsbetingelse, distinktion, bryder kravet om entydig indskrivning under en af værdierne sammen. Distinktionen selv er nemlig som mulighedsbetingelse for indikationen/referencen (det sande eller falske) noget tredje, uafgjort.

Formaliseringen af iagttageren, muliggør geninddragelsen af iagttagelsen i iagttagelsen, uden at systemet bryder sammen, og betydeligt tættere på sandheden (det der er!), end andre logiske systemer. Det drejer sig om at bygge det formelle system op om så lidt eksplicit som muligt uden at overlade noget til det implicitte.

Loven siger: Alt hvad der ikke eksplicit er tilladt i systemet, det er forbudt.

Det konstituerende for den entydige formelle orden er i begyndelsen af Lof bydeformen; gør dit og dat, og du vil se. Øvelsen består i at skabe den eksplicitte performative orden, ved hvilken de entydige indikationer/referencer lever konkret.

Performativ praksis er realitetsprincippet. Iagttagelse er konkret. De rigtige slutninger følger med nødvendighed, fordi vi har vedtaget slutningsreglerne. Jeg kan ikke forklare og gengive Lof her, men hvis man tænker konsekvent i overensstemmelse med den formelle logik, som udvikles her, tager det sig rigtigt ud. Lortet holder!

Luhmann bruger de socialt praktiserede, altså kommunikativt formidlede semantiske grundstrukturer, når han skal forholde sig til den sociale kognitive kompetence og funktion.

Det moderne samfund er først og fremmest karakteriseret ved sin funktionsdifferentiering, og ved det at de forskellige respektive funktioner lever ved deres egen for hinanden inkommensurable realitetsprincipper, altså ved deres egne autonome semantiske konstruktioner af selv- og fremmedbeskrivelse.

Hele det socialt moderne er uddifferentieret ved kommunikativ praksis. Han går så langt, så han siger at det sociale er kommunikation. Det er sært uvedkommende og tyndt for nytilkomne at forholde sig til. Der er derfor ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det, dvs. vise hvordan det også fungerer.

Det økonomiske system er i systemteoretisk forstand et kommunikations/funktionssystem. Det har sit eget kommunikationsmedie, pengene, og semantikken centrerer sig om funktionen at ”sikre fremtidigt underhold”. Man må skelne mellem systemets semantik, og omverdenens referencer til det økonomiske system. Den sociale omverden til det økonomiske system refererer til det økonomiske systems ydelser, dvs. i kraft af sine distinktioner(omverdenens altså) refereres der til det økonomiske systems ydelser og betingende karakter for omverdenens funktioner, altså i forhold til andre funktioner end den økonomiske funktion.

De almindelige principper om dobbelt bogføring er nyttige instrumenter i forsøget på at komme på højde med den interne semantik i det Luhmannske økonomiske system. Men ellers behersker vi de primære semantiske grundstrukturer qua det at være moderne mennesker.

Betalingen er den elementære hændelse i systemet. Køber giver sælger penge og modtager ydelser, sælger modtager penge og afgive ydelser. Når jeg modtager penge og omverdenen godtager pengenes pålydende værdi, den der kan defineres i form af priser på markedet (systemets indre omverden), har jeg krav på genydelser der svarer til pengenes pålydende værdi en gang i fremtiden. Verden er herefter i uspecificeret grad sat i debit i forhold til mig. Jeg bliver betragtet som kreditor i min omverden. Jeg har sørget for mit udkomme ved at oparbejde genkendt og anerkendt krav på kun nominelt angivne ydelser i en ukendt fremtid. Deri hviler semantikken, den kommunikative praksis, betalingen, som er det økonomiske systems grundelement.

Semantikken er et socialt fænomen, semantikken begrænser sig ikke til det psykiske system. Semantikken strukturerer den sociale hændelse, betalingen og pengenes funktion. Semantikken lever ved det kommunikative system i sig selv, og kan ikke henføres til nogen bestemt af de respektive psykiske systemer i det økonomiske systems omverden. Uden mennesket med dets bevidsthed i omverdenen kunne kommunikationen godt nok ikke fungere. Men når først et kommunikationssystem er etableret, som fx i form af det økonomiske kommunikationssystem, så lever den økonomiske kommunikation ved sin egen orden og sine egne strukturer og grunddistinktioner, uanset hvem og hvor mange mennesker, der er med til at udløse de basale økonomiske hændelsers gensidigt betingede forløb.

Systemet har proceskarakter og semantisk struktur. Det har bevidstheden i kommunikationssystemets omverden også. Men bevidstheden er operativt lukket og principielt utilgængelig for omverdenen, lige som kommunikationen heller ikke kan overtages af tænkningen. Den gensidige indflydelse mellem bevidsthed og kommunikation sker på de respektive systemers egne betingelse, kun i kraft af den strukturerede systembetingede åbenhed for omverdenen lader bevidstheden versus kommunikationen omverdenen udløse sin tilstand. Men tilstanden svarer ikke til omverdenen, omverdenen kan kun udløse en systemtilstand.

Den økonomiske rationalitet er styret af en grunddistinktion. Den økonomiske iagttagelse hviler i sin mulighedsbetingelse, som semantisk handler om, hvad der er økonomisk og hvad der ikke er, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan, hvad man skal købe og hvad man ikke skal købe, sælge ikke sælge, eje ikke eje. Det er koden, nøglen til den økonomiske semantik.

Økonomien er hverken entydigt økonomisk eller uøkonomisk! Den for det økonomiske system konstituerende semantik bryder sammen ved mødet med sin egen mulighedsbetingelse.

Over for spørgsmålet om ”økonomien er økonomisk” bryder økonomiens rationalitet sammen. Kan det betale sig at være økonomisk? Kravet om et entydigt svar bringer forudsætningen for spørgsmålets gyldighed i forlegenhed! Den økonomiske iagttagelse bliver paradoksal konfronteret med sin egen mulighedsbetingelse.

Spørgsmålet,om hvorvidt det kan betale sig at være økonomisk, er et økonomisk spørgsmål. Ikke alt er økonomi, der findes andre spørgsmål. Fx kan man spørge sig selv om der er plads til de økonomiske spørgsmål. Det kan ikke afgøres økonomisk. Men mange spørgsmål går under for økonomisk magt, spørgsmål om politisk magt fx

Det politiske system har sin egen funktion (at lave forpligtende love) og sit eget medie, magtens medie, magtens logik, som også bryder sammen over for sig selv.

I forhold til sig selv kan det mægtige hverken være entydigt mægtigt eller underlegent! Og i opgøret med andre om hvem der er den mægtigste, vil de svage, flertallet måske vinde over den stærke! For at bevare sin magt må den stærke måske føje sig de svage! Således ved vi ikke om dem, der har magt, er mægtige eller bare de mest føjelige i forhold til magtens logik.

Juraens funktion er at løse konflikter, opløse dem. Dens kode er distinktionen mellem ret og uret. Igen bryder koden sammen i mødet med sig selv som mulighedsbetingelse for iagttagelsen, for hvis den der har ”ret”, fordi der er retfærdighed til, så vil den der har ”uret” lige så vel kunne hævde sin ”ret” fordi dennes ”uret” er til.

I det hele taget så er logikkens lære, som vi begyndte med, når det gælder sig selv som læren om sig selv, hverken sand eller falsk. Er logikken logisk? Og spørgsmålet, om hvorvidt den burde være det, er et moralsk spørgsmål. Og moralen er hverken entydigt god eller ond, for hvem skal afgøre det; de gode eller de onde? Før vi kan afgøre hvem der er de gode og hvem der er de onde, må vi vide hvem der er de gode og hvem der er de onde. Forudsætningen for at finde løsningen på problemet, er at vi har fundet den.

Forskellen ”er” (den samme)! Det samme er forskelligt.

Forandringen er en illusion, der forandrer sig, ind til verden går i stå. Den kognitive distinktion opholder sig ved sine værdier, så længe det kognitive system bevæger sig om sig selv. I mødet med sig selv og sig selv som sin egen mulighedsbetingelse kommer det i forlegenhed, det eneste det kan gøre er at bevæge sig videre. Det gør det så ind til det ikke gør det mere. Og så er forudsætningen for at kunne se mørket væk igen.

Semantikken kommer før logikken. Logikken lever ved sin semantik. Semantikken er det erfaredes erfaring. Erfaringen af det identiske sætter det identiske som identisk. Hvad der findes hinsides erfaringen er kun tilgængeligt for erfaringen på erfaringens forudsætninger. Kun ved at adskille sig, lukke sig om sin egen rekurssive orden, sig selv om sit eget univers af implicitte forudsætninger opstår forudsætningen for overhovedet at kunne referere til noget distinkt, dvs. forudsætningen for at kunne referere til sig selv og andet, og kun derved bliver iagttagelsen konkret, kun derved opstår iagttagelsen. Iagttagelse adskiller sig operativt fra ikke iagttagelse. Iagttagelsen gør en forskel. Og når den refererer til sig selv og andet bliver den fanget ind i sin egen orden, sin egen historie, sin egen hukommelse, sine egne forudsætninger, som den kun selektivt kan referere til i kraft af sin egen erindring om sig og andet, sine egne referencer. I forsøget på at foregribe sig selv former den sig selv. I forsøget på at komme på højde med sig selv, underlægger den sig selv.

Steen Rasmussen

På randen af enighed, dvs. før man blev enig om en køreplan på Bali skrev jeg:
”Det er meget muligt at intet resultat fra Bali - altså noget i mange øjne negativt - er mere konstruktivt for den globale forståelse af de styrende mekanismers falliterklæring i forhold til det at kunne tage vare på sig selv, end et resultat som er udtryk for USA's vilje, den selvnegerende rationalitets sejr!
USA er om noget symbolet på en selvnegerende altomsluttende succes. Et resultat hvor USA kan være med er et knæfald for sygdommen, cancersvulstens endelige sejer.”

Den værst tænkelige udgang af mødet på Bali er indtrådt.
Alle forpligtende målsætninger er fjernet.

Billedet på FN som en organisation der udgør en slags leder med samlet ansvar for jorden i relation til klimaproblemet lever, dvs. symbolpolitikerne verden over vil sammen med Connie Global Hedetur kunne påstå at de er i gang med at rede jorden! At der er nogen der gør noget, nogen der repræsenterer hele jorden!
Det er løgn. USA har magten sammen med andre ligesindede kræfter. Disse kræfter har gjort alt for at fortrænge det man ved om sagen, se følgende rapport:
http://oversight.house.gov/documents/20071210101633.pdf

De selvnegerende succeskriterier har sejret på Bali. Vi andre har tabt.

Det moderne samfund har brug for en helt anden selvforståelse end den, der præger den uendeligt ansvarsforflygtigende bestræbsomhed på at vinde i snæver økonomisk, politisk, juridisk, personlig forstand. De respektive kriterier gælder ikke for livet på jorden i sin helhed. Og livet på jorden er ikke repræsenteret ved FN. FN er korrumperet af sygdommen og dermed en del af løgnen.