Læsetid: 3 min.

Republikanske vælgere frygter indvandrere

Ulovlig immigration er så småt ved at blive en varm kartoffel i valgkampen. Selv i små stater, hvor indvandrere ikke udgør mere end 5 pct. af befolkningen, kræver Republikanere handling
Kunstudstillingen -Franske og russiske mesterværker 1870-1925- får ikke som planlagt fernisering i London i januar. De russiske museumsmyndigheder har besluttet at trække de udlånte billeder hjem.

Kunstudstillingen -Franske og russiske mesterværker 1870-1925- får ikke som planlagt fernisering i London i januar. De russiske museumsmyndigheder har besluttet at trække de udlånte billeder hjem.

21. december 2007

OKLAHOMA CITY - "Hvorfor skal skatteyderne finansiere en højere uddannelse for ulovlige immigranters børn, også når de er født her i USA?"

Det spørger Charlie Meadows, en indflydelsesrig konservativ Republikansk aktivist i Oklahoma. "De børn burde overhovedet ikke have gået i vores folkeskoler.""

Meadows er godt sur på den Republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee. Som guvernør i nabostaten Arkansas støttede han en lov, der giver børn af ulovlige indvandrere ret til at søge om og vinde offentlige legater til studier på universitetet. I nogle tilfælde er børnene født i USA og derfor statsborgere. Andre er født i udlandet og vokset op i USA.

Da andre præsidentkandater i en tv-debat kritiserede Huckabee for loven, replicerede han: "Vi bør ikke være en nation, som straffer børn for, hvad deres forældre har gjort."

Men den tidligere baptistpræsts anråb om at udvise bamhjertighed, falder for døve øren hos et voksende antal Republikanske vælgere - også de evangelikale kristne. De er godt trætte af de mange ulovlige indvandrere, som skyller ind over landet fra Mexico og Latinamerika.

"Vi kristne er bange for at miste vores nationale suverænitet," forklarer Steve Kern, præst ved Olivet Baptist Church i Oklahoma City. "Hvad sker der med vores forfatning, når den latinske kultur og spansk overtager. Det kan undergrave vores religiøse frihed"

Få ulovlige

Den fjendtlige stemning mod ulovlig immigration har historisk set været geografisk begrænset til de fire sydlige grænsestater Texas, New Mexico, Arizona og Californien. Men det har ændret sig i takt med, at latinamerikanerne har spredt sig ud til resten af USA.

Selv i Iowa og New Hampshire - der stemmer først i partivalgene næste måned - viser anekdotisk materiale og meningsmålinger, at de Republikanske og i mindre grad Demokratiske vælgere er stærkt optaget af 'indvandrertruslen'. Det til trods for, at kun 5 pct. af indbyggerne i de to delstater er udenlandsk født, og at en lille andel af dem arbejder uden dokumenter.

Situationen er nogenlunde ens i Oklahoma, der ligger klods op ad Texas, som langt tilbage i historien har haft nære kulturelle og økonomisk bånd til Mexico. Af Oklahomas 3,5 mio. indbyggere er 160.000 født udenfor USA. Heraf vurderes mellem 50.000 og 75.000 at opholde sig ulovligt i staten.

Statens økonomi boomer. Arbejdsløsheden er lav. Mange jobs i byggebranchen og i landbruget udfyldes af ulovlige indvandrere, der tjener mindre end minimumslønnen. Der er tale om stillinger, som få amerikanske statsborgere og lovlige immigranter ønsker at bestride.

Ikke desto mindre lykkedes det sidste år for konservative Republikanske lovgivere i Oklahomas parlament at få vedtaget den hidtil strengeste delstatslov mod ulovlig immigration. Grænsestaten Arizona har senere vedtaget lignende lovgivning.

Kritikere af lovene siger, at delstaterne tiltager sig myndighed, som ligger i forbundsstatens regi. Tilhængere svarer, at delstaterne må gøre noget, fordi USA's kongres er handlingslammet.

De skal hjem

Oklahoma-loven hedder 'Skatteydernes og Borgernes Beskyttelseslov'. Den giver lovens håndhævere myndighed til at tjekke folks nationalitet og forpligter arbejdsgivere til at verificere ansattes nationale tilhørsforhold. Ulovlige immigranter nægtes adgang til sociale ydelser (dog ikke privat velgørenhed) og sundhedspleje (bortset fra nødhjælp).

"Formålet er at tvinge ulovlige immigranter til at rejse hjem," forklarer Sally Kern, Republikansk medlem af Oklahomas parlamentet.

Men i praksis rapporteres tusinder i den lokale presse at være flygtet til nabostaterne. Det lokale erhvervsliv frygter, at loven vil føre til knaphed på arbejdskraft i byggebranchen, landbruget og turismebranchen og få lønninger og priser til at stige.

De økonomiske følger bekymrer ikke konservative Republikanere. "Amerikanere skal have førsteret til disse jobs. Hvis selskaberne ikke kan finde arbejdskraft, må de hæve lønnen. Mexicanerne kan rejse hjem. Det ville være bedre for Mexico," siger Richard Engle, eksleder af National Federation of Republican Assemblies.

Erhvervsorganisationer indvender, at amerikanske arbejdere aldrig kunne finde på at gå ud og plukke frugt i plantager eller rede senge på hoteller. Selv ikke til en højere løn .

Læs Martin Burcharths blog 'Amerikanske Perspektiver' på http://luftskibet.information. dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu