Læsetid: 4 min.

Et rigt land, men et fattigt folk

Algeriet har haft regelmæssige terrorangreb gennem årtier, selv om det er Afrikas rigeste land takket være sine olie- og gasreserver. Trods en ny oliefond efter norsk forbillede er landets økonomi skrøbelig og uproduktiv, og unge modløse algiere flygter i tusindvis mod EU's kyster
Tirsdagens terrorbombe i Algeriets hovedstad har, som så mange gange tidligere i de sidste 15 år, sat landet på den internationale dagsorden.

Tirsdagens terrorbombe i Algeriets hovedstad har, som så mange gange tidligere i de sidste 15 år, sat landet på den internationale dagsorden.

13. december 2007

ALGIER - Terrorgruppen GSPC, der angiveligt stod bag drabet på mindst 30 mennesker i Algeriet tirsdag, kalder sig en del af al-Qaeda. Men den er algerisk og har årtier på bagen som oprørsbevægelse i Afrikas rigeste land. På trods af velstanden er livet for mange algeriere desperat, og unge modløse mænd flygter i tusindvis i både mod EU's kyster.

De kaldes harraga, de unge mænd, der i både flygter fra Algeriets kyster nordpå for at finde en fremtid og lykken i det forjættede EU. Det paradoksale er, at jo flere dollar Algeriet tjener på stigende oliepriser, jo flere unge sætter livet på spil i plimsollere over havet.

Alene i 2007 er 4.500 algeriere blevet fanget og bragt i land igen. Men hvor mange, der er omkommet på vejen til Sicilien eller Spanien, ved ingen præcist.

"Mindst 50 forsøger at flygte hver dag. Det er både arbejdsløse unge mænd, men også faguddannede. I stedet for at gøre noget ved situationen, betegner myndighederne og statsligt tv dem som kriminelle, og de bliver straffet, hvis de bliver taget," forklarer chefredaktøren på den respekterede avis, El Watan, Omar Belhouchet til Information.

Algeriet er et paradoks - landet tjener næsten 300 mia. kr. om året alene på sine oliekilder langs grænsen til Libyen mod øst - men samtidig er befolkningen på 33 mio. fattig, mangler arbejde og boliger samt er utilstrækkeligt uddannet.

"Algeriets rigdom er et bedrag, en illusion, for alle de indtægter fra olie og gas kommer jo ikke fra en produktiv økonomi, der fremstiller varer og goder til borgerne. Vi er alt for påvirkelige af markedsprisen på olien. Det går fint nu, men vi har for lidt at falde tilbage på," siger landets tidligere økonomiminister Ismaïl Gouzmeziane.

Gouzmeziane lægger ikke skjul på, at landets økonomi er alt for følsom og alt for afhængig af den høje oliepris. Olie og gasindtægterne udgør 90 pct. af landets indtjening:

"Algeriet risikerer at komme bag af dansen, hvis vi ikke investerer de mange oliepenge og kommer med på toget, der hedder den ny videns- og teknologirevolution. Det er utilstrækkeligt, det vi sprøjter ind i produktiv makroøkonomi," advarer ministeren på det gamle Hotel Es Safir på Algiers smukke hvide havnefront.

Gouzmeziane maler dog med den store sorte pensel, for faktisk har staten for tre år siden etableret en oliefond efter norsk forbillede. Algeriet ser med beundring meget op til sin norske oliemilliardær-søster, og hvordan 'hun' forvalter rigdommen. Den algeriske oliefond bugner i dag med over 520 mia. kr., fordi man i 2005 besluttede, at hvis prisen på en tønde olie overstiger 19 dollar, skal resten sættes til side i fonden til fælles bedste. Og med næsten 100 dollar pr. tønde ryger 80 pct. således i oliefonden i disse uger. Samtidig har Algeriet fået has på udlandsgælden, der er betalt ned fra 24 mia. dollar for under 10 år siden til i dag kun 4,5 mia. dollar. Valutareserverne er for et tredjeverdens land kollosale med 90 mia. dollar i kontanter i nationalbankens kælder.

Masser af aktivitet

Den opsparing har betydet, at der faktisk bruges store summer på at forbedre den basale infrastruktur gennem offentlige arbejder som en ekstra motorvej fra øst til vest, broer, dæmninger, kraftværker, nye lufthavne.

Algiers lufthavn er spritny, enorm og moderne og kunne ligge i Barcelona eller Rom - den er bygget til fremtidige investorers store rykind. Man er ved at anlægge en metro under Algiers 4,4 mio. indbyggere. Der er projekter om el-sporvogne i de to næststørste byer, Oran og Constantine, for biltrafikken er en kæmpe prop i de store byer.

Der er også en overflod af varer i butikkerne, men mange har ikke råd til andet end det basale.

Andre, som advokaten Ibrahim Taouti, der har boet 10 år i Danmark og nu arbejder i Algeriet for det danske firma Lawhouse med bl.a. danske og udenlandske virksomheders kontrakter og med menneskerettighedssager, forklarer det mere råt:

"Bureaukratiet er så besværligt, at det stadig er som i Sovjet. Det er svært at ændre et land, der fra uafhængigheden i 1962 var et socialistisk ét-parti-system. Ingen her ved rigtigt, hvad en liberal model er. Og så er der korruption i stor stil. Hvis man f.eks. vil etablere noget og har kontakt til den rigtige embedsmand, så får man at vide af ham, at seks andre pludselig har fået samme idé - og så skal man smøre ham personligt for at få sit projekt i gennem," siger Taouti.

Mange algeriere ved udmærket, at landet vælter i oliepenge, men manden på gaden spørger: "Hvorfor drypper det ikke på os, når dem på øverste etage i samfundet svømmer i guld og kører i store biler?"

"Der er en tillidskløft mellem befolkningen og den herskende politiske klasse. Det kan man også se på parlamentsvalget i maj, hvor kun 35 procent stemte. Man har ikke tillid til, at politikerne reelt har viljen vil at forbedre livsvilkårene bredt," siger chefredaktør på El Watan, Omar Belhouchet, til Information.

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu