Læsetid: 3 min.

Jeg synger, altså eksistere jeg

Får Spanien en nationalsang med til OL i Beijing? Ikke mindre end 7.000 forslag til tekst er indkommet til bedømmelse op mod kåringen den 19. december af en tekst til den indtil nu ordløse nationalsang
4. december 2007

»Hjertet sank i livet på mig, da jeg hørte det.«

Sådan beskriver Alejandro Blanco, præsident for Spaniens Olympiske Komité (COE), sin oplevelse på Leipzig Zentralstadion, da han overværede afspilningen af den spanske nationalmelodi under VM i fodbold i 2006.

Det han hørte, var 30.000 spaniere, som nynnede »Chunda – chunda« eller »Lo – lo – lo –ló« eller bare slog rytmen med fødderne. Nationalmelodien, »El himno español« har nemlig ikke nogen tekst, og det gælder faktisk kun for to andre europæiske lande, Bosnien og San Marino.

En tom nynnen
Præcis ved den lejlighed fik Blanco den ide, at der skulle skrives en tekst, som kan bruges ved sportsbegivenheder – første gang ved de Olympiske Lege i Beijing 2008.

Hermed kan en gammel drøm hos mange spanske topatleter virkeliggøres. For eksempel hos verdens-
mestrene på basketball-landsholdet, der ligesom mange andre har fortalt om den følelse af tomhed, de har haft, når de har stået på podiet og måttet nøjes med at nynne eller trippe, mens det spanske flag gik til tops.

Blancos ide fik tilslutning i COE, og der er nu i samarbejde med den spanske forfatterforening indkaldt forslag til tekst fra alle interesserede i hele landet.

Der er i alt indkommet op mod 7.000 forslag, som nu skal gennemgås af en ‘vismandsgruppe’ bestående af fremtrædende kulturpersonligheder, jurister og sportsfolk.
Gruppen skal udvælge et forslag, som præsenteres under et gallaarrangement i COE den 19. december.

Historien spøger
Spørgsmålet om en tekst til nationalsangen har som så mange spanske problemer sin baggrund i historien.

Den spanske nationalmelodi er en af de ældste i Europa, muligvis komponeret af Frederik den Store. Partituret stammer fra 1761, men melodien blev allerede inden da brugt som ‘Grenaderernes March’, når grenadererne trak op for kongen, og blev hurtigt nationalmelodi uden særlige formaliteter. Og altså uden tekst indtil der under Franco-diktaturet blev skrevet én, der dog ikke blev brugt konsekvent, og som forsvandt med diktaturet.

Den første tid efter diktaturet var forholdene ikke til at diskutere nationalsang, navnlig ikke af hensyn til baskerne og katalanerne, som var meget fokuserede på, hvordan deres lokale selvstyre kunne udformes.

Så spørgsmålet om en tekst lå i fryseboksen, indtil den nationalkatolske ministerpræsident José María Aznar i dybeste hemmelighed – så dyb, at det først er kommet frem nu – i 2002 forsøgte at få en gruppe af lyrikere fra hele landet til at skrive en tekst.

Men lyrikerne kunne ikke blive enige om noget som helst. Og emnet er også meget dårligt anbragt i den politiske sfære, hvor netop diskussionen om delstaternes selvstyre i årevis har forpes-tet det politiske liv. Alene spørgsmålet, om ordet ‘Spanien’ skal indgå i teksten, kan blive et problem i de kredse. Og hele sagen er under alle omstændigheder så kontroversiel, at det bliver en kamp mod uret at få en nationalsang med til Beijing.

Sport som katalysator
Netop derfor er det godt set af Alejandro Blanco at sætte en proces i gang i sportens sfære, en proces som er både folkelig og demokratisk. Folkelig, fordi den drejer sig om et problem, alle i Spanien kan identificere sig med på tværs af skellene mellem folk i og folk uden for de nationale mindretalsregioner – for eksempel fodboldlandsholdet er jo bemandet med spillere fra alle regioner.

Demokratisk, fordi forslaget til Nationalforsamlingen vil blive fremsendt som just et såkaldt ‘folkeligt lovgivningsinitiativ’.
Det betyder, at der skal samles 500.000 underskrifter ind, hvilket vil lægge et betydeligt pres på politikerne.

Og – næsten mest interessant – det vil give en fingerpeg om, hvorvidt befolkningen er mere optaget af Spanien som en enhed end specielt de baskiske og de katalanske politikere, som har oplevet lav deltagelse i folkeafstemninger om øget lokalt selvstyre.

Spansk identitet
Blanco har meget diplomatisk sagt, at det kun vil være perfekt, hvis teksten også kan bruges uden for sportens verden. Og lidt mere politisk: Sporten fremmer integration og sammenhængskraft.
Men han vogter sig klogt for at tale åbent om, at teksten også kan medvirke til fremvæksten af en fælles spansk identitet.
Måske under devisen: ‘Jeg synger, altså eksisterer jeg’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu