Læsetid: 4 min.

Thailand står foran politisk ustabilitet

Der er omsider valg i Thailand på søndag, og situationen er spændt efter det militærkup, der udskød valget i 2006. Samtidig er en af hovedpersonerne fraværende: den afsatte præsident Thaksin Shinawatra, hvis populistiske tiltag vakte begejstring, efter at 90'ernes finanskrise bragte Thailand i knæ
Thailands afsatte premierminister, Thaksin Shinawatra, ejer fodboldklubben Manchester City. Fra sit britiske eksil støtter Thaksin stiltiende partiet PPP, der står stærkt i det fattige nordøst, i nord og i det centrale Thailand.

Thailands afsatte premierminister, Thaksin Shinawatra, ejer fodboldklubben Manchester City. Fra sit britiske eksil støtter Thaksin stiltiende partiet PPP, der står stærkt i det fattige nordøst, i nord og i det centrale Thailand.

22. december 2007

I midten af november landede Manchester City Football Clubs cheftræner Sven-Göran Eriksson i Bangkoks nye Suvarnabhumi-lufthavn. Her blev han mødt af lokale Cityfans med bannere, der viste klubbens logo med det thailandske flag i baggrunden. Det førte til politiets indgriben, fordi det er forbudt at sætte bogstaver og symboler på det Thailandske flag, men sikkert også fordi Manchester City ejes af Thailands tidligere premierminister, Thaksin Shinawatra.

Episoden siger noget om den spændte politiske situation i Thailand op til søndagens parlamentsvalg. Der skal vælges 480 medlemmer til nationalforsamlingen. Overordnet står valget mellem to partier: People's Power Party (PPP) og Det demokratiske Parti (DP). PPP er efterfølgeren for Thaksins Thai Rak Thai (TRT), der blev opløst i maj 2006. Samtidig fik Thaksin og 110 ledende partifolk forbud mod at involvere sig i politik i fem år. PPP satser på at videreføre Thaksins populistiske politik, og fra sit eksil i London støtter Thaksin stiltiende partiet. PPP står stærkt i det fattige nordøst, i nord og i det centrale Thailand.

Det demokratiske parti er Thailands ældste parti og udpræget erhvervsvenligt. DP er traditionelt stærkt i det sydlige Thailand, men henter også mange stemmer hos middel- og overklassen i Bangkok. Partiet lider dog stadig under, at det var regeringsbærende under finanskrisen i Thailand. Dermed fremstod det tæt forbundet med den IMF-styrede nyliberale politik, der førte landet ud i en dyb recession i årene 1997 til 1998.

Valget skulle egentlig have været afholdt i oktober 2006, men der kom et ublodigt militærkup i vejen. Det fandt sted den 19. september samme år. Hæren var den centrale kraft i kuppet, og general Sonthi Boonyaratkalin blev leder af juntaen - Rådet for National Sikkerhed (CNS). Juntaen indførte undtagelsestilstand, indsatte en kongelig udnævnt overgangsregering og fik vedtaget en ny forfatning, der styrker militær, bureaukrati og domstole på bekostning af nationalforsamlingen. Det gøres blandt andet ved, at kun godt halvdelen af overhusets (senatets) medlemmer er valgte, mens resten bliver udpeget af en særlig komité af 'gode folk'. Der er også en ny sikkerhedslov på vej igennem parlamentet, der vil give sikkerhedsstyrkerne øgede og udvidede beføjelser.

Hjælp til de små

Ligesom valget på søndag handlede sidste års kup også om Thaksin og hans populisme. Thaksin kommer fra en prominent familie i landets næststørste by, Chiang Mai. Han dannede i 1998 sit TRT- parti i kølvandet på den finansielle nedsmeltning året før. Han var selv kommet godt gennem krisen og anslog en nationalistisk linje. Han lovede at hjælpe landets erhvervsliv på fode igen, herunder ikke mindst de små erhvervsdrivende. Han ville også udfordre den traditionelle politiske elite og modernisere bureaukratiet. Op til valget i 2001 tilføjede han så tre populistiske politikker, nemlig billig lægehjælp, gældslettelse og en udviklingsfond i hver landsby. Resultatet var en jordskredssejr i 2001, og ved det følgende valg i 2005 fik TRT 60 procent af de afgivne stemmer.

Med tiden svingede Thaksin over i en nyliberal politik med privatiseringer og frihandel på dagsordenen, men han sørgede samtidig for at beskytte sit eget forretningsimperium samt de dele af erhvervslivet, der indgik i hans magtnetværk. Politisk lagde han vægt på opgøret med den gamle elite og den direkte kontakt til vælgerne, mens han systematisk undergravede andre dele af demokratiet - retssikkerhed, menneskerettigheder og magtdeling.

I sin stræben efter at udvide sit eget magtnetværk stødte Thaksin ind i den aldrende konge og hans gehejmeråd med general Prem Tinsulanond i spidsen. Dette magtfulde netværksmonarki var utilfreds med Thaksins populistiske massedemokrati og med hans hårdhændede fremfærd i det muslimske syd. Ligeledes var de provokerede af hans bestræbelser på at begrænse Prems magt i hæren og af forsøget på at overtage kongens rolle som de fattiges beskytter. Resultatet blev kuppet med kongetro hærenheder i den udførende rolle og Prem som den grå emminence.

Usikkerhed i vente

Den af militæret indsatte regering står for afholdelsen af valget og har afvist at modtage valgobservatører fra EU. I stedet er general Sonthi, efter at han som planlagt gik af som hærchef den 1. oktober, blevet vicepremierminister med ansvar for sikkerhed. Han står også i spidsen for et panel, som skal forbygge stemmekøb. Man kan godt regne med, at Sonthi især holder øje med PPP. Ligeledes vil militæret benytte sig af, at det med henvisning til ulovlig immigration og narkotikahandel, har opretholdt undtagelsestilstand i nogle af de områder, hvor PPP står stærkt.

Der er intet, der tyder på, at valget i sig selv vil løse Thailands spændte politiske situation. Hverken PPP eller DP vil få absolut flertal, så der vil i starten af januar formentlig blive dannet koalitionsregering af et af disse partier samt nogle småpartier. Derimod synes en national samlingsregering at være mere usandsynlig. Det er stadig uklart om og hvornår Thaksin vender hjem fra sit eksil i London. Det er også uklart, hvorledes hæren, bureaukratiet og paladset vil udnytte dens nyvundne magt, og med hensyn til monarkiets fremtid - hvem skal efterfølge kong Bhumibol? Endelig er det usikkert, hvordan de fattige vil reagere på den store og fortsat stigende ulighed i landet. Et er sikkert: Thailand står foran politisk ustabilitet, og vælgerne må regne med at skulle til stemmeurnerne igen i 2008 eller 2009.

Laurids S. Lauridsen er professor i internationale udviklingsstudier, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu