Læsetid: 7 min.

Ikke tvang, men et mildt pres i retning af mere ligestilling

I Danmark er debatten om øremærket barselsorlov til mænd først lige begyndt. I Norge har den været en realitet siden 1993. Alle elsker den, mange ønsker, den var lidt længere. Protesterne mod at forlænge den lyder lige som de danske argumenter om, at ligestilling kommer af sig selv - på trods af at der intet skete i Norge, før lovgivningen pressede fædrene til at blive hjemme
Udland
14. december 2007
Far og barn. Tidligere var der kun tre procent af fædrene, der blev hjemme med deres nyfødte. Det ændrede sig i 1993, da mændene fik fire og siden seks uger øremærket til sig selv. I dag bruger 85 procent af mændene den øremærkede orlov, men så sker der heller ikke mere: kun 13 procent tager den orlov, der er til deling med moren. Man skal ikke tvinge forældrene, lyder protesterne mod at forlænge den øremærkede orlov til mændene. Også selv om det ser ud til at være den eneste måde at få mødrene til at give afkald på orlov og få fædrene til at blive hjemme.

Far og barn. Tidligere var der kun tre procent af fædrene, der blev hjemme med deres nyfødte. Det ændrede sig i 1993, da mændene fik fire og siden seks uger øremærket til sig selv. I dag bruger 85 procent af mændene den øremærkede orlov, men så sker der heller ikke mere: kun 13 procent tager den orlov, der er til deling med moren. Man skal ikke tvinge forældrene, lyder protesterne mod at forlænge den øremærkede orlov til mændene. Også selv om det ser ud til at være den eneste måde at få mødrene til at give afkald på orlov og få fædrene til at blive hjemme.

E. Gebhardt

Da verdens første barselsorlov for mænd blev indført i 1993, var det de norske mænd, der kæmpede for den. Det var en mandesag og ikke som herhjemme en kvindesag. I spidsen stod den nuværende statsminister, Jens Stoltenberg fra Arbeiderpartiet, der dengang ledede regeringens mannsrolleutvalg. Mens de liberale og borgerlige politikere pudsigt nok slog sig sammen med feministerne om at mene, at kvinderne var de bedste til det der med babyer og børneopdragelse.

I dag elsker alle de seks ugers pappapermisjon, som orloven hedder på norsk. Både feministerne, liberalisterne, venstre og højre. Også i befolkningen bakker langt de fleste op om orloven, der bortfalder, hvis ikke faren tager den. Og derfor lader 85 procent af de mænd, der har ret til den, karriere være karriere i seks uger for at skifte ble og se deres unger græde og grine.

Kæmpe succes

Orlov med tvang? Nej, snarere orlov med et mildt pres, mener professor Elin Kvande, der har forsket i fædrekvoten og skrevet bøger om den ved Trondheim Universitet.

"Det er et mildt pres for at få fædrene til at opdage mulighederne i at være sammen med deres børn. Et mildt pres og et initiativ til at ligestille mænd og kvinder i familien og på arbejdsmarkedet. Vores undersøgelser viser, at faderens kontakt til barnet og familien er afgørende for familiernes velvære."

Det pres har Frode Tobiassen fra Tromsø intet imod. Tværtimod. For det har gjort, at han var den første til at se sin syv måneder gamle søn lære at kravle.

"Jeg mærker meget tydeligt en forskel i forhold til mit første barn, hvor jeg ikke tog orlov, og jeg tror både, at min søn og jeg er godt tjente med det. Vi får en langt tættere kontakt i en tidligere fase - også inden ungen er to-tre år - som jeg tror, kommer til at påvirke os resten af livet. Da han begyndte at kravle, var det mig, der var hjemme med ham. Det er virkelig morsomt at følge med i de nye ting, der sker hele tiden," siger Frode Tobiassen, der har et barn på to et halvt år - og et på syv måneder, som han har taget tre af de seks ugers barsel, der er forbeholdt mændene, med. De sidste tre tager han til februar, og i de resterende fire og en halv måned, der er til deling mellem mor og far, arbejder han og hans kone begge to dage den ene uge og tre den anden. Han tager altså mere orlov end de fleste af hans landsmænd.

"Det var et krav fra min kone, hvis vi skulle have flere børn," siger Frode Tobiassen halvt for sjov, halvt i alvor.

"Det er godt for mig, fordi jeg kan deltage i familielivet, og det er godt for min kone, som får lov til arbejde på sin karriere," siger Frode Tobiassen. Han er civiløkonom, hun er jurist.

Inden fædrekvoten på fire uger blev indført i 1993 var det kun to til tre procent af mændene, der delte orloven med moren. I løbet af fem år steg det til omkring 80 procent, og det har været relativt konstant siden.

"Så man kan sige, at mandeorloven har været en kæmpe succes. Mange mænd siger også, at de gerne vil være på barsel i længere tid," siger Elin Kvande og peger på tallene: 71 procent af mændene vil gerne have længere barselsorlov forbeholdt dem, mens 65 af kvinderne bakker op om forslaget.

Kvinderne holder fast

Men problemet, ifølge Elin Kvande, er, at det kun er 13 procent af mændene, der tager mere end de seks uger, der er reserveret til dem. De fire og en halv måned, der er til deling, tilfalder altså i praksis kvinden. Ergo får man ikke flere mænd til at blive hjemme, med mindre man lovgiver sig fra det, mener også Jørgen Lorentzen, der er mandeforsker ved Oslo Universitet.

"De stærke parter i det her er kvinderne og arbejdsmarkedet. Kvinden ser orloven som sin, hun bestemmer over den og tildeler manden, det hun synes, han skal have. For andre er det et økonomisk spørgsmål, fordi faren tjener bedst. Det tredje er, at mænd slider meget i det med argumenter i forhold til arbejdspladsen," siger han og påpeger, at der ikke er meget at rafle om, hvis alle mænd har de samme rettigheder.

"Det betyder, at mænd, der gerne vil tage orlov ikke bliver stigmatiserede. I dag er der stort set ingen modstand mod de seks uger, så vi ser tydeligt, at det lovmæssige aspekt har stor betydning for at ligestille mændene i familien og på arbejdsmarkedet. Ofte synes de nemlig, det er ubehageligt at skulle tage den kamp med konen og arbejdsgiveren, og så lader de hellere være."

Det var da heller ikke helt nemt for Frode Tobiassen at få fri fra arbejdet.

"Det har da ikke været helt smertefrit, og det var stressende for arbejdsgiveren at undvære mig, i og med at jeg har en central placering. Men arbejdet har accepteret mit valg. Og for mig betyder det, at jeg får meget at se til, når jeg kommer tilbage, for når det ikke gælder længere perioder end seks uger, kan de heller ikke bare tage en vikar, hvilket har betydet, at jeg også har siddet herhjemme og arbejdet om aftenen."

Lige indkomstfordeling

Faktisk er økonomien en vigtigere faktor, end man lige skulle tro, siger Trude Lappegård, der er forsker ved Sta-tistisk Sentralbyrå i Oslo.

"Det, der kendetegner de par, hvor manden tager mere end de seks uger, der er tildelt ham, er, at de har en relativ ens indkomstfordeling, dvs. at de tjener lige meget. Jo mere faren tjener i forhold til moren, jo kortere bliver hans orlov. Og det er uafhængigt af, hvor meget de så tjener," siger hun.

Derfor er også langt de fleste par, hvor faren tager orlov, højtuddannede. For det er her, man ser de mindste lønforskelle mellem mænd og kvinder.

"Ved at lave lovgivning på det her område, sætter vi faderskabet på agendaen. Vi påpeger, at en deltagende far er vigtig, også for de helt små børn. Og vi tillader mændene at være omsorgspersoner, også i forhold til arbejdslivet."

Derfor bliver der nu diskuteret i Norge. Kvindegrupper i regeringspartierne Arbeiderpartiet og SV (det norske pendant til SF) bakker op om en model, der hedder fire måneder til kvinden, fire måneder til manden og fire måneder til deling. Andre mener, at den mandlige orlov skal forlænges med en uge, så den samlede barsel som helhed bliver længere, mens andre igen mener, at den samlede orlov skal udvides med fire uger, så manden får 10 uger for sig selv i stedet for seks.

Faren mindre værd

Men det liberale Fremskrittspartiet mener ikke, man skal tvinge nogen til at blive hjemme, hvis man ikke vil. I stedet for må man lade familierne ordne det, som det bedst passer.

"Hvis moren vil være hjemme i tre måneder og faren i ni, så skal de have lov til at gøre det. Som det er nu, er størstedelen af tiden øremærket moren, men hvert par skal selv have lov til at vælge. Vi ønsker 12 måneder med fuldstændig valgfrihed," siger Karin Woldset, der sidder i Familie- og kulturudvalget for Fremskrittspartiet. Et parti, der ikke ønsker at dele tiden ind i kvoter til den ene eller den anden. I stedet for har partiet en tro på, at de kommende generationer vil ordne det på sin egen måde.

"De nye generationer er langt mere bevidste om det her, end man har været tidligere. Der er en holdningsændring på vej. Hvis vi taler om at udvide faderens orlov, holder vi stadig traditionen i hævd om, at moren har den lange og faren den korte. Vi signalerer, at faderen er mindre værd," siger hun.

- Men hvad med tallene, hvordan kommer det til at ændre sig, når kun 13 procent af mændene tager den orlov, der er til deling?

"Jeg har faktisk troen på generationerne, det skal nok ændre sig," siger Karin Woldset.

Men lovmæssige ordninger gør det langt mere legitimt for mændene at blive hjemme hos deres børn, end hvis forældrene selv skal bestemme, mener lysdesigner og videotekniker Nicolas Horne, der har to børn, et på seks og et på 10. Blandt andet derfor kvier hans venner og bekendte sig ikke længere ved at tage orlov.

"Det har med karrieren at gøre. Når der er en ordning, der giver en mulighed for at tage orlov, så føles det ikke længere, som om man hopper fra sin karriere," siger Nicolas Horne. Selv tog han ikke orlov, fordi han var freelancer. I stedet tog han færre opgaver.

"Jeg ser det som, at de første minutter, uger og måneder i barnets liv sætter et stærkt præg. Og derfor ville jeg gerne være med både før og efter, både for selv at få lov til at tage del i det, men også for at være der for mit barn. Det har med fortrolighed og tryghed mellem forældre og barn at gøre. Norske mænd vil gerne have det her, og i og med at den ordning findes, bliver det mere accepteret. Det er ikke en belastning, men snarere et positivt valg, og jeg så gerne, at ordningen blev forlænget. Også selv om det ikke længere gælder mig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er misforstået ligestilling, at mor og far skal kæmpe om tiden in-
den for barnets første halve eller hele leveår. Det er ikke barnets tarv, at'moderen forsvinder ud af barnets liv så tidligt, selv om det er fa-
deren, der overtager rollen. Ogf vi skal ikke gøre mænd til ammende
mødre, da det ikke er i orden at bytte om på roller og dermed even-
tuelt skade barnets i dets opfattelse af køn så tidligt. Det er med til
at forvirre barnet, selv om faderen er en kendt person.

Ligestillingen og dermed hensyn til arbejdsmarkedet dominerer her i
stedet for at forstå, at manden/faderen skal have sin helt egen orlov
udover den første tid sammen med mor og barn og evt. med nedsat
arbejdstid efterfølgende i en tid - men hans s kal have lige så lang or-
lov som moderen, såvel som det er uhensigtsmæssigt for barnet,
hvis moderen decideret ammer barnet.

Personligt forstår jeg ikke, at mødrene ikke vil være mødre - alt med
karriere har fået en alt for dominerende plads i forhold til til 'næste ge-
neration' - men hvor det er vigtigt at få mændene med i deres fædre-
ne rolle, som ikke er mindre vigtig end moderens rolle - men for bar-
net er det ikke ligegyldigt, om moderen, den første omsorgsperson,
forsvinder og bliver erstattet af far.

Det er udmærket og nødvendigt, at fædrene kommer på banen og kvinder-
ne blander sig uden om - for barnet vel at mærke. Og man kan ikke til-
lade sig at overse barnets tarv og egentlige behov og beskyttelse i den
helt spæde alder. Det er meget vanskeligt senere at råde bod på evt.
skader, de kan ske så tidligt.

Og for ikke at blive misforstået, såmener jeg ikke, at fædrene er skade-
lige i den tidlige alder el.lign. - men barnet behov eller rækkefølge er:
Først mor og så far.

Det er egentlig ligestilling - og så kan mor få nedsat arbejdstiden i fars
orlov l time eller to som faderen i hendes orlov - efter 'barsel' sammen
med moderen lige efter fødslen.

Vi undgår alle mulig slåskampe ved at øremærke og tvinge og bilde
fædrene ind, at de skal erstatte en ammende mor - og det selv om
hun giver flaske etc.

Det er udmærket, at man lovgiver om muligheerne - men forældre skal
indrette sig efter behov og evne og støttes heri.

Og hvorfor denne trængsel inden for barnets første halve leveår eller
hele For så at smide barnet på institution. Den er helt galt med lige-
stillingedebatten - den er i en utrolig ubalance.

Et mildt pres og et initiativ til at ligestille mænd og kvinder i familien og på arbejdsmarkedet. Vores undersøgelser viser, at faderens kontakt til barnet og familien er afgørende for familiernes velvære."

Det lyder underligt.
Siden hvornår har børn taget et mildt pres til efterretning?