Læsetid: 5 min.

'USA insisterer på at begå deres egne fejl'

USA har aldrig villet høre på andre. Men de er bedre end noget andet land til at lære af deres fejl, og det har ofte ført til dramatiske skift i udenrigspolitikken, siger sikkerhedsekspert Tomas Valasek
Bush-regeringen har i høj grad forsømt det multilaterale samarbejde, mener slovakken Tomas Valasek fra tænketanken Center for European Reform. Ifølge ham handler NATO for USA-s vedkommende om europæisk sikkerhed som i eksempelvis Kosovo. Her ses en amerikansk soldat den 13. juni 1999 i landsbyen Jerli Perlez som en del af den første fredsbevarende NATO-styrke i Kosovo.

Bush-regeringen har i høj grad forsømt det multilaterale samarbejde, mener slovakken Tomas Valasek fra tænketanken Center for European Reform. Ifølge ham handler NATO for USA-s vedkommende om europæisk sikkerhed som i eksempelvis Kosovo. Her ses en amerikansk soldat den 13. juni 1999 i landsbyen Jerli Perlez som en del af den første fredsbevarende NATO-styrke i Kosovo.

HECTOR MATA

Udland
18. december 2007

Problemet er ikke at finde ud af, hvad USA skal gøre anderledes. Problemet er, at der ikke er en leder med landsdækkende troværdighed, som har haft modet til at stå frem og tale for de ændringer. Det siger slovakiske Tomas Valasek, leder af afdelingen for udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål ved den britiske tænketank Center for European Reform. Information har spurgt ham om USA's muligheder for at bevare positionen som verdens ubestridte leder - særligt hvordan de tager sig ud set fra Europa.

"Vi er jo ikke ved at opfinde Rubiks terning. Det er nogle meget almindelige observationer," siger han til betragtningerne om, at USA skal involvere sig mere i internationale institutioner som FN og NATO. Betragtninger som Valasek dog ubetinget tilslutter sig, da han mener, at Bush-regeringen i høj grad har forsømt det multilaterale samarbejde.

"USA har under Bush udelukkende set internationale institutioner som noget negativt. I værste fald har de set dem som begrænsninger af USA's magt, og i bedste fald har de set dem som en rar, men ikke nødvendig, blåstempling af deres handlinger," siger han og peger på, at USA tilsyneladende har glemt rationalet bag institutionerne:

"Der er så godt som ingen anerkendelse af det, FN's grundlæggere sagde. Det som Truman og Roosevelt ville have sagt: At institutionerne skaber en dynamik, som i sidste ende giver USA en fordel. Ved at skabe et system, som begunstiger samarbejde og ved at give alle andel i udfaldet, øger du per definition landenes tro på, at de selv kan sikre freden - og det skaber momentum."

En unik magt

Tomas Valasek ser dog optimistisk på mulighederne for et skifte i USA's udenrigspolitik, fordi landet igennem historien ofte har foretaget dramatiske ændringer på det felt.

"Amerikanere lytter ikke til andre. Det er et så stort og afsondret land, at de har det med at ville begå deres egne fejltagelser. Du kan fortælle dem en million gange, at det, de gør, er forkert. Men de insisterer på at begå deres egne fejl. Når de så har begået fejlene, er de til gengæld bedre til at lære af dem end noget andet samfund," siger Valasek og henviser til den historiske udvikling i amerikansk udenrigspolitik:

"De har bevæget sig fra realpolitik og nationalisme under Theodore Roosevelt i slutningen af det 19. århundrede til isolationisme i de første år under Franklin Delano Roosevelt til en meget usandsynlig internationalistisk politik i hans sidste år og selvfølgelig under Harry Truman. Så det er ikke et land, der er lænket til en bestemt udenrigspolitisk vision."

Alligevel mener Tomas Valasek, at USA's udenrigspolitik udgår fra et grundlæggende forhold.

"Konstanten i USA's udenrigspolitik er en ide om exceptionalisme - the shining city upon a hill. De føler ikke nødvendigvis, de er bedre end dig, men at de er anderledes, og at de er en unik magt. Men du kan drage mange forskellige udenrigspolitiske konklusioner fra de præmisser: Du kan konkludere, at resten af verden ikke interesserer dig som i den isolationistiske periode fra 1920'erne og frem til 1941. Du kan også konkludere, som Bush, at USA har en civiliserende mission, der er at eksportere dens samfundsmodel til andre dele af verden. Eller du kan definere det unikke som en mission til at være et eksempel til efterfølgelse, som Truman gjorde: Skabe institutioner, hvor USA frivilligt opgiver autonomi for at styrke det internationale samfund - og i sidste ende stadig være bevæbnet med en stor kæp. Det er sådan, jeg håber, USA vil genfinde sig selv."

NATO's sande test

Tomas Valasek ser USA's engagement i NATO som den vigtigste arena for USA's multilaterale indsats og som et af de vigtigste spørgsmål for den nye præsident.

"Jeg tror, den næste amerikanske præsident vil sige til Europa: 'Vi er seriøse omkring NATO, hvis I er. Men I skal vise, at NATO er lige så anvendelig for amerikansk sikkerhed som for europæisk sikkerhed'."

Ifølge Valasek har NATO således altid handlet om europæisk sikkerhed som i Bosnien, Kosovo og under Den Kolde Krig, og han mener derfor ikke, det er klart, at NATO betyder ret meget for USA's sikkerhed. NATO prøvede at gøre noget for amerikansk sikkerhed den 12. september 2001, da den aktiverede artikel 5.

"Men da var amerikanerne for kortsigtede og isolationistiske og sagde nej tak til tilbuddet," siger han og peger på, at det i høj grad også bliver op til Europa at få samarbejdet til at fungere:

"Så det, den næste amerikanske præsident vil sige, er, at amerikanerne ved, at Bush-regeringen begik en fejl ved ikke at acceptere hjælpen den 12. september 2001. Men nu er det en ny regering, og vi bekymrer os om europæisk sikkerhed, hvis I bekymrer jer om amerikansk sikkerhed, og I kan vise, at I bekymrer jer ved rigtig at hjælpe til i Afghanistan og måske ved rigtigt at hjælpe til i Irak. Det vil blive NATO's sande test," siger Valasek og fortsætter:

"Det vil primært være op til europæerne, om den test skal bestås."

Han ser dog også håbefuldt på udviklingen i forholdet mellem Europa og USA. Han mener, det har stor betydning, at Sarkozy og Merkel er trådt i stedet for Chirac og Schröder, men han mener ikke, man kan tale om, at proamerikanisme har afløst antiamerikanisme.

"Jeg vil kalde det uamerikanisme," siger Valasek.

"Sarkozy og Merkel vil ikke lade sig definere af USA, som Chirac eller Blair gjorde. De ville normalt indlede deres udenrigspolitiske beslutningstagning ved at se, hvad USA gjorde og så enten gå med eller imod. De nuværende ledere har ikke en fast reference. Når de har et problem med Iran, siger de: 'Er Iran interessant for os?' Og så bygger de deres politik på det. Ofte vil det være den samme politik som USA, men det er, fordi de tror på de samme ting, ikke fordi de vil tækkes USA. Og det, tror jeg, er et meget bedre grundlag for venskab mellem Europa og USA: Vi er venner, fordi vi tror på de samme ting, fordi vi ser verden med de samme øjne."

Serie

Verden efter Bush

Seneste artikler

  • 'USA's magt-instrumenterer sløvede'

    9. januar 2008
    Hvordan udøver man magt i det 21. århundrede? Det er det spørgsmål, USA først og fremmest skal finde svaret på, hvis det skal bevare sin indflydelse, mener den britiske demokrati-teoretiker David Held. Lykkes det, kan USA til gengæld få en meget stor og positiv rolle i løsningen af globale problemer
  • Verden skal vide, at kolossen er vågnet

    7. januar 2008
    Den 7. februar begynder Rottens År - og Kinas År. Verdens nye stormagt afholder ikke blot OL, men agter også at snuppe de fleste af medaljerne, og Kina ventes at overhale Tyskland og blive verdens tredjestørste økonomi
  • Kina nyder godt af USA's nedtur

    7. januar 2008
    Washingtons dalende magt har gjort det nemmere for Beijing at forfølge sine egne ambitioner. Men Kina er langt fra klar til at overtage dirigentstokken fra USA, vurderer to kinesiske eksperter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her