Alle elsker at tale om, at USA skal satse mere på diplomati, internationale institutioner og på blød magt. Men den slags holder ikke i virkelighedens verden. Det er Robert Kagans svar til Harvard-professor og demokrat Joseph Nye, som i Information i lørdags anførte, at Bush-regeringen har flekset USA's militære muskler i overmål, mens diplomatiet er blevet forsømt. Kagan, nykonservativ forfatter og politisk kommentator, finder Nyes budskab både naivt og historieløst:
"Når du først sidder i regeringen, tror jeg ikke, det er så nemt rent faktisk at gøre alle disse rare ting og bruge den bløde magt, som alle hævder, de vil," siger han og fortsætter:
"Jeg er heller ikke enig i præmissen bag Nyes position: At grunden til, at folk var tættere på USA under Den Kolde Krig, var, at vi havde en rarere og blødere tilgang til udenrigspolitik. Alle, som kan huske Den Kolde Krig, ved, hvor absurd det er at sige det. Hvad der skete under Den Kolde Krig, og hvad jeg også tror vil ske i fremtiden, er, at folk går til USA, fordi de føler, de er nødt til det - ikke fordi de elsker USA."
Det uansvarlige paradis
Robert Kagan skrev i 2003 den indflydelsesrige bog Paradiset og magten med undertitlen Amerika og Europa i den nye verdensorden. I bogen anfører Kagan, at Europa siden Anden Verdenskrig har levet i en paradisisk tilstand, som kun er mulig på grund af USA's magt, men som samtidig betyder, at Europa har glemt, at magt er nødvendig. Information har spurgt Kagan, hvordan han ser USA's muligheder for at bevare positionen som verdens ubestridte leder. Og Kagan påpeger som noget af det første, at de, der mener, at USA er svækket, har det med at glemme de historiske fakta - for eksempel med hensyn til Bush-regeringens politik.
"Hvis du tager Bush-doktrinen, mener jeg ikke, der overhovedet er noget unikt over den. At USA skal bruge sin indflydelse til at promovere demokrati? Jamen, husk nu Woodrow Wilson og Teddy Roosevelt og Franklin Roosevelt og John F. Kennedy og Harry Truman og Ronald Reagan og alle dem, som i de sidste 100 år har talt mindst lige så meget om demokratiskabelse," siger Kagan og drager samme konklusion med hensyn til Bush-regeringens unilateralisme og anvendelsen af forebyggende angreb.
"Folk er måske uenige i Bush-regeringens beslutning om at gå i krig i Irak, hvilket er fuldstændig rimeligt. Men det er ikke nogen doktrinær uenighed. Der er ingen, der anbefaler en udenrigspolitik, som aldrig ville kunne føre til en invasion af Irak. På samme måde fik inddæmningsstrategien, som alle elsker nu og synes var så vidunderlig under Den Kolde Krig; Amerika ind i Vietnam."
Robert Kagan mener, der har været meget stor kontinuitet i USA's udenrigspolitik over de sidste 200 år, og at det beror på to fundamentale forhold. Det ene er troen på, at USA har en unik rolle at spille i verden, og at landet er en revolutionær magt, ikke en status quo-magt. Det andet er, at USA på grund af en række faktorer har haft enorm magt og indflydelse.
"Det jeg finder mest interessant, er det store antal amerikanske politiske ledere, inklusive Barack Obama, som tror, at verden længes efter amerikansk lederskab igen. Det er jeg nu ikke så sikker på, at den gør, men under alle omstændigheder er det, hvad amerikanerne tror. Og så længe amerikanerne tror, de har en unik rolle at spille i verden, hvilket jeg tror, de gør i både det demokratiske og republikanske parti, og så længe Amerika har den magt, det har, vil du ikke se nogen særlig anderledes amerikansk udenrigspolitik," siger han.
Kagan mener heller ikke, at USA's magt og position i verden er truet. Hverken Irak, krigen mod terror eller landets manglende tilslutning til Kyoto-protokollen har ifølge ham haft reelle konsekvenser.
"Der er ingen tvivl om, at USA's rygte har lidt under disse ting. Men de praktiske konsekvenser af dem, mener jeg, er meget mindre klare, end folk tror. Europa er her særlig interessant. I 2003 var Chirac og Schröder i spidsen for de to vigtigste lande på kontinentet. Fire år senere er der en meget mere proamerikansk præsident i Frankrig og en meget mere proamerikansk kansler i Tyskland," siger han.
"Hvis du ser på regeringernes politik, har den også været mere proamerikansk. Jeg tror ikke, det er, fordi der er nogen, der elsker Amerika. Jeg tror, det er en interessekalkule fra Frankrig og Tyskland, der siger, at det bedste for dem er at have et godt, men ikke ukritisk, forhold til USA."
Med hensyn til Irak mener Kagan ligefrem, at krigen vil ende som et strategisk plus for USA.
"Jeg ved ikke, om det er nået medierne i Europa, men i USA rapporterer alle, inklusive medierne, at den seneste angrebsbølge har været en ret bemærkelsesværdig succes. Demokraterne har opgivet at få Bush-regeringen til at trække sig ud, de stemmer ikke engang imod bevillinger til krigen, og folk taler om, at Irak måske ikke bliver et stort emne til valget i 2008," siger han videre.
Truslen fra Rusland
Kagan forventer, at anti-amerikanismen i Europa vil mindskes, fordi Merkel og Sarkozy har erstattet Schröder og Chirac. Samtidig mener han, at forholdet mellem USA og Europa vil blive tættere på grund af Ruslands stigende magt.
"I takt med at Putins Rusland bliver et mere og mere ubehageligt sted at være, og i takt med at Putin fortsætter med aggressivt at bruge Ruslands magt i det internationale system, forudser jeg stigende overensstemmelse mellem USA's og uden tvivl Østeuropas, men også resten af Europas interesser," siger han.
Samme ræsonnement bruger Kagan til at begrunde sin forventning om, at også Østasien i fremtiden vil slutte tættere op om USA. Her er det blot Kina, som truer.
"USA-Japan-forholdet er faktisk stærkere i dag, end det var selv i midten af 1990'erne. Australien har også søgt stadigt tættere strategiske forbindelser til USA. Selv i Sydkorea mener jeg, der er en tilbagevenden til et ønske om et tættere strategisk forhold til USA. Og den mest revolutionære ændring i systemet er det tættere forhold mellem USA og Indien. Det er et fuldstændigt skift fra den generelle udvikling under Den Kolde Krig, og i betragtning af Indiens størrelse både økonomisk og geopolitisk mener jeg, at Indiens skift i proamerikansk retning er en væsentlig forøgelse af den overordnede amerikanske strategiske position. Alle de tilfælde er primært på grund af Kina - landene er bange for Kina, så de rykker tættere på USA."
Præsidentkandidater
Selv om Robert Kagan ikke mener, at Bush-regeringen har svækket USA's rolle i verden, mener han, den har begået udenrigspolitiske fejl.
"Uprovokerede fornærmelser af sine allierede er altid noget, man skal undgå. Jeg tror ikke, Bush forstod eller reelt bekymrede sig ret meget om, hvad resten af verden tænkte om USA på nogle områder som for eksempel Kyoto. Da han kom til, troede han ikke, USA skulle være ret afhængig af sin globale rolle. Husk på, at republikanerne kom til magten med en overbevisning om, at Clinton havde været overdrevent engageret i verden på bekostning af 'amerikanske interesser'," siger han og bemærker, at præsident Clintons udenrigspolitik for den sags skyld heller ikke var meget anderledes end Bush's: "Clinton-regeringens tilgang til unilateralisme var bare at gøre en ærlig indsats for at få alle om bord, og hvis det ikke lykkes så alligevel gøre som planlagt."
Ligeledes finder Robert Kagan heller ingen tegn på en ny udenrigspolitik hos de demokratiske præsidentkandidater.
"Det interessante er, at ud over alle de gode, vidunderlige, søde, kloge ting, som de mener, vi bør gøre, så mener de stadig, at Amerika skal forbeholde sig retten til at bruge magt, når Amerika mener, det er nødvendigt, og at Amerika ikke skal lade sig begrænse af FN's Sikkerhedsråd. Så ideen om, at vi får en meget anderledes udenrigspolitik efter 2008, mener jeg er fejlagtig."
Amerika er både det de selv siger de er, og det, de ikke selv tror de er: Kolde, beregnende, egocentiske, magtliderlige, manipulerende, kyniske, griske, selvoptaget, overlegen, selvhævdende, nedvurderende, aggressive, utilregnelige….
USA er med andre ord et stærkt narcissistisk land, med en udpræget karakterafvigende overbygning. De anser sig selv som venlige, imødekommende, men er i virkeligheden følelseskolde og afstumpede.
USA er med andre ord et farligt land for sine omgivelser, som også en psykopat er farlig for sine omgivelser.
De kalder sig tilmed Guds eget land. Men hvad ved de overhovedet om Gud?
For sagen er den, at Gud forstår USA, og det USA har skabt.... Men forstår USA Gud, og det han har skabte?
Link:
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4717
Bjørn Holmskjold
Robert Kagan praktiserer USA´s selvforståelse i overensstemmelse med det Hvide hus. En skamløs autistisk udgave af begrebet ”succes” er hvad han forstår.
Artiklen gentager hvad der ligner en lovprisning af et globalt realitetsprincip. USA´s position af at være billedet på økonomisk, moralsk, militær succes.
Den verdensomspændende økonomiske udvikling er med fuld fart i gang med at smadre sit eget egentlige grundlag, sådan som det findes i form af natur og mennesker. USA's politik går i et og alt ud på at erobre de sidste ressourcer med militær og økonomisk magt. USA tilsidesætter international lov når det er nødvendigt og underminerede på Bali FN´s spæde forsøg på at forpligte sine medlemmer på reduktioner af CO2 udledningerne.
USA er udtryk for et altomfattende realitetsprincip i den globale performativt selvnegerende dyrkelse af de herskende succeskriterier. Optaget af systemernes interne og stærkt begrænsede gyldighed, hvad deres problemstillinger angår, centrerer alt sig om opnåelse af økonomisk overskud, politisk magt, definitionen af sig selv som værende på den rigtige side af distinktionerne god/ond og retfærdig/uretfærdig alt imens summen af hele palettens løsrevede intentioner med praksis er lammende selvdestruktiv og fuldstændigt idiotisk.
Hvornår ser man en journalist der behersker evnen til at reflektere over den verden huan beskriver. Hvornår møder man en artikel, der ikke er skrevet ud fra den samme slaviske opfattelse af, at verden kun kan forstås deduktivt ud fra en entydig indordning af problemerne i vigtighed gående fra økonomi og politik og nedefter. Hvornår ser vi en journalist der kan beskrive elendigheden uden at være en del af den selvdestruktive performative orden. Robert Kagan i sig selv er ikke andet end denne praksis, har ser intet, han performer som en del af elendigheden.
Robert Kagan er jo imperialist - ikke realist. Og med ordet 'imperialist' mener jeg at han, sammen med Bush m.fl, gerne ser at hele verden bliver amerikansk, hvilket i virkeligheden vil sige, at USA opbygger demokratier rundt om i verden, om nødvendigt med vold. Dette er 'imperialisme', at man fortæller andre folk rundt om i verden, hvordan de skal leve, så USA (og vesten for den sags skyld) kan fortsætte med det helt urimeligt store overforbrug - bl.a. på bekostning af u-landene...
Hvis Kagan var realist, ville han vide, at enhver stat kun går efter sine egne kortsigtede strategiske interesser. Og det siger han jo ikke. Han siger derimod, at han er fuldt ud tilfreds med at USA rejser rundt i verden og bruger dets militære magt til at igangsætte revolutioner rundt omkring i verden....
Historien må snart have lave ham, at så nemt går det ikke....
Jeg er skam ikke enig med Robert Kagan når han siger, at "hverken Irak-krigen eller noget som helst andet har svækket USA's rolle i verden."
Men, Bjørn Holmskjold:
Magen til generalisering og hykleri skal man lede længe efter*. Hvor mange amerikanske tendenser ser vi ikke i det danske samfund? Og selvom du ikke er en del af dem falder du da stadig for dine egne ord, idet din unuancerede kritik er: "overlegen, selvhævdende, nedvurderende, ..."
*Eftersom du bruger vendingen 'USA' når du snakker om landet, forudsætter jeg du mener amerikanerne i din indledning (også understøttet af din flertals form 'de'). Hvis dette ikke er tilfældet undskylder jeg den hårde tone.
Den traditionelle venstrefløj har sit "realitetsprincip". Det bygger på ideen om det økonomiske system, som fundamentalt i forhold til alle andre sider af det sociale. Deri svarer den traditionelle venstrefløjs "realitetsprincip" til sin definerende modpols ditto, nemlig kapitalismens "realitetsprincip".
Ingen af disse realitetsprincipper er mere realistiske end så mange andre. I det hele taget er det at være realist bare en filosofisk position, som er bestemt i den vestlige verdens filosofitradition.
Jeg anser et realitetsprincip for at være en del af virkeligheden. Mit realitetsprincip går ud på at der er mange principper man kan konstruere sin forståelse af sig selv og sin omverden ud fra. Det er bare ikke sikkert at det ene eller det andet princip bringer en nærmere eller fjernere virkeligheden. Det kan være en del af øvelsen, en del af realiteten.
I min beskrivelse af de herskende succeskriterier som en del af den herskende performance, som dominerer vor lille planet, fokuserer jeg på at disse kriterier for succes truer med at negere sig selv. Om jeg er realistisk eller ej kommer an på sammenligning af betragtning.
"Hvis du tager Bush-doktrinen, mener jeg ikke, der overhovedet er noget unikt over den. At USA skal bruge sin indflydelse til at promovere demokrati? Jamen, husk nu Woodrow Wilson og Teddy Roosevelt og Franklin Roosevelt og John F. Kennedy og Harry Truman og Ronald Reagan og alle dem, som i de sidste 100 år har talt mindst lige så meget om demokratiskabelse," siger Kagan og drager samme konklusion med hensyn til Bush-regeringens unilateralisme og anvendelsen af forebyggende angreb."
Kagan har fuldstændigt ret, når han heviser til disse tidligere presidenter. Men han kunne går længere tilbage, med for eksempel Presidant Polk, som erobrede Texas og mere end halvdelen af Mexico med et uprovokeret angreb i 1840erne, og hele USA er bygget på kolonialistiske erobringer af uramerikanernes lande, for ikke at tale om slaveriet.
Det forklarer delvis deres sympati for de israelske kolonister i Palæstina, hvor for store dele af de amerikanske medier, inkl. Hollywood, og derfor det ameikanske publikum, ser på palæstinenserne som ond indianere, som i traditionelle westerns.
Kagan er blot tilhænger af samme imperialisme, som han udtrykker på en delvis ærlig måde. Han har nok delvis ret om europæiske magter og deres opførsel, da de har for de meste (undtagen gaullisterne i Frankrig indtil Sarkozy) slikket amerikanerne et vist sted siden krigen.
I hvert fald med Kagans artikel, ved man hvor vi står overfor en selvglad og overbærende magt. Men husk, at hubris følges mest ofte af nemesis.
Meget er vundet, hvis vi lærer at se det selvnegerende i de succeskriterier og de realitetsprincipper, som præger amerikansk og vesterlandsk selvbeskrivelser. Det eneste, der truer disse sejrende principper, er dem selv og den særlige praksis som lever ved deres realitetskonstruktioner. Forudsætningen for at kunne ændre adfærd er evnen til at se den, tematisere den, ikke bare at praktiseres den selvforståelse som Kagan inkarnerer.
Hvad gudernes hævn og hjælpen fra skaberen angår, så tror jeg det er dumt og håbe på for meget her. Ethvert oprigtigt nyt udkast til fornyet selvforståelse af politik, økonomi, moral og miljøproblemer kan kun være af det gode. Ideen om hybis og nemesis tilhører en anden tid.
"The cradle of the best and of the worst" synger Leonard Cohen om USA sangen "Democracy". Bush-administrationens politik må så høre til i den værre ende - og nemesis kunne bestå i, at den amerikanske økonomi slet ikke kan bære projekter som Irak-krig og Krig mod terrror. Økonomer taler om at en recession er lige om hjørnet, landet er i stor gæld til kineserne og saudierne, mens dollarkursen er i bund.
Cohen havde i øvrigt også et vers med i den oprindelige version af "Democracy" som han valgte at droppe på den endelige pladeudgivelse af "The Future" (1992). Det gik noget i retning af: "It's not coming to us european style, concentration camps behind the smile".
Med Guantanamo er amerikanerne selv blevet forvaltere af denne europæiske arv.
@Bjørn Holmskjold
Du mangler jo stadig, at komme med et eneste ARGUMENT for din grundlæggende tese: "Amerika er både det de selv siger de er, og det, de ikke selv tror de er: Kolde, beregnende, egocentiske, magtliderlige, manipulerende, kyniske, griske, selvoptaget, overlegen, selvhævdende, nedvurderende, aggressive, utilregnelige…."
Det er jo dét, jeg kritiserer.
Hernæst går du videre med "I takt med at Danmark bliver som USA, i takt hermed bliver også danskernes realitetstestning dårligere. Måske er det derfor, du ikke kan se de ting jeg beskriver?"
Det virker som om du åbenbart ser alt fra et højere plan end os andre. Vi er de små mindrevidende mennesker og du sidder oppe på dit lille pedistal og skal prøve, at forklare mig og alle andre sandheden.
Men du mangler stadig et eneste argument som ikke bygger på en af dine egne påstande.
USA rolle er svækket meget i Verden i dag og socialismen har aldrig haft det bedre i Sydamerika, og dem der vil hævde det forholder sig anderledes følger ikke specielt meget med i hvordan indstilling er til USA uden for lille Danmark.
Men derfor findes der fornuftige amerikaner og New York er ikke hele USA og det positive strømninger i det amerikanske samfund, dog er de oppe imod en stor grad af uvidenhed og en befolkning der tror RIO er en by i USA og mener Biblen kan være udgangspunkt for at løse verdens problemer. Hvordan kan dog tro befolkningen i andre lande ville elske en når USA snakker om og demokrati og menneskerettigheder, men intet vil gøre ved deres egen overforbrug af olie eller udledningen af CO 2.
At vi så Danmark opføre som en lille dresseret hund ifølge USA er sørgeligt og ingen tvivl om modstanden imod USA vil vokse radikalt de kommende år hvis USA ikke begynder at indtage en anden holdning både udenrigspolitiks og på miljø området. Vi kan dog i Europa føre en mere menneskelig politik og gøre en større indsats for udvikle den vedvarende energi til gavn for os selv, men så sandelig også for andre lande.
I den forbindelse kan kun opfordre jer til skrive under på denne underskrifts indsamling for at vores alle overskud på olien og gassen i Nordsøen bliver brugt på vedvarende energier.
http://vedvarendeenergi.underskrifter.dk/index.php
Mvh
Karsten Aaen:
”Robert Kagan er jo imperialist - ikke realist. Og med ordet 'imperialist' mener jeg at han, sammen med Bush m.fl, gerne ser at hele verden bliver amerikansk, hvilket i virkeligheden vil sige, at USA opbygger demokratier rundt om i verden, om nødvendigt med vold. Dette er 'imperialisme', at man fortæller andre folk rundt om i verden, hvordan de skal leve.”
Ja her er analysen af USA`s sande jeg. Tænk USA ( og resten af Vesten) vil rundt om i verden udbrede det det værste af alt: Demokrati .
Det er en forbrydelse. Demokrati er jo forbeholdt de hvide i Vesten. De andre har bare at affinde sig med deres regimer uanset hvor undertrykkende og perverterede de er.
"Ja her er analysen af USA`s sande jeg. Tænk USA ( og resten af Vesten) vil rundt om i verden udbrede det det værste af alt: Demokrati .
Det er en forbrydelse. Demokrati er jo forbeholdt de hvide i Vesten. De andre har bare at affinde sig med deres regimer uanset hvor undertrykkende og perverterede de er."
USA er faktisk ligeglad med demokrati, hvis ikke et såkaldt demokrati ikke underkaster sig, hvad forskellige regeringer i USA betragter som deres objektive interesser. Man kan se det på deres reaktion til palæstinensernes valg med overvældende flertal sidst år, men lignende historier foregik også før i tiden med Guatemala i 50erne, Chile i 70erne og Nicaragua i 80erne. Så alt det med at USA er interesseret at sprede demokrati i verden er blot noget propagandistisk vås.
Undskyld, men i bog er det altså imperialisme at ville påtivinge folk en styreform, som de ikke selv har valgt eller vil have. Hele verden skal jo ikke ligne USA eller blot Vesten - og være kalkeret efter, hvordan Vesten opfatter tingene.
Men ja, lad da os endelig sprede demokratiet eller som det hed på Kiplings tid 'civilisationen' til de fattige, primitive stammer i Afrika og til ørken-stammerne i Arabien, og til de uciviliserede asiater, så de de endelig kan komme fuldt på højde med den vestlige civilisation som Gandhi jo mente ville være en god idé.
Ironi er selvfølgelig anvendt delvist ovenfor, men dette fritager betyder jo ej, at temaet ej er det samme: udbredelsen af vestlig civilisation gennem vold og undertrykkelse til alle verdens folkeslag. Læg detil mærke til, at USA kun støtter dannelsen af demokratier, når det er i dets egen interesse. I løbet af 1980erne støttede USA jo ikke ligefrem demokratiske bevægelser i Latin-amerika...
/Karsten
@Karsten Aaen
Er du også modstander af udbredelse af menneskerettighederne?
Hvorfor skulle Karsten dog være det? Det fremgår ikke af noget, han har skrevet. Mon ikke han snarere mener, at det er en krænkelse af menneskerettighederne at påtvinge folk etn bestemt styreform - hvad enten det er en diktator eller en stormagt, der gør det?
Nå, jeg skal ikke svare for Karsten, så lad ovenstående bare stå for min egen regning.
Med et lidt fordrejet Lenincitat: Menneskets frigørelse må være menneskets eget værk.
Nå, jeg skal ikke svare for Karsten – og det gør du så.
Det minder om Ritts´s .” Det Svend mener er” da Auken havde klokket i det.
Det kan godt være, at Kasten Aaen mener det du skriver, men det er ikke det, han selv skriver.
Når man kan komme i tvivl også om hans forhold til menneskerettighederne er det fordi, han skriver: ” udbredelsen af vestlig civilisation gennem vold og undertrykkelse til alle verdens folkeslag”.
Civilisation er ikke et Kiplingsk udtryk, som han anfører, men oplysningstidens samlebetegnelse for udviklingen af det moderne samfund og heri indgår, som bekendt, demokrati og menneskerettighederne som hinandens indbyggede forudsætninger.
Jeg er helt enig med dig, hvis det er din holdning, der kommer til udtryk i Lenincitatet. Men der hvor jeg nok er uenig med dig og i hvert fald helt uenig med Aaen er, at jeg ikke udelukker, at det kan være nødvendigt, at bruge krudt og kugler for at fjerne en magtstruktur, der forhindre at mennesket eller en hel befolkning får valget til at vælge.
Med et Marxcitat, der ikke er fordrejet og alligevel, da det er efter hukommelsen. ”Hidtil har filosofferne beskrevet verden, men det gælder om at forandre den.” Og hvis forandringen globalt ikke skulle være henimod mere demokrati og menneskerettigheder, hvad fanden skulle den så være?
USA's udbredelse af demokratI stammer fra Woodrow Wilson-doktrinen. Vi (eller nogle af os lidt ældre) lærte i skolen (det var i 1960'erne), at Wilson var en blåøjet idealist, hans Folkeforbund og nationalitetsprincipper var ude af trir med virkeligheden, og at tankespindet efterhånden førte til 2. Verdenskrig .
Men nu er det åbenbart sådan, at Wilson-doktrinen er kommet til ære og værdighed, og at 2. Verdenskrig slet ikke var en katastrofe, men en retfærdig og nødvendig kamp mod Ondskaben, ligesom alle de andre krige. Ligesom i "Ringenes Herre" sover Ondskaben aldrig, men holder kun pause ind imellem. Verden er altså klart blevet dummere. Det er da altid en indsigt.
Hvis USAs dominans forsætter vil grunden måske ikke blot være økonomisk/militær/teknologisk overlegenhed. Heller ikke en spoeciel "skurkagighed", men simpelhen mangel på gennemførlige - og positive - alternativer. Det mindst ringe bud på en erstatning p.t. er muligvis "Det europæiske alernativ", men det er vel mere fordi alle andre muligheder både virker mindre realisable,mindre attraktive og mere uklare. Hvis nogle vil indvende at jeg tager fejl, skitser da venligst jeres alernativ, hvis I vil tages seriøst. En amerikaner(Rifkin)har skrevet om "Den Europæiske Drøm", men ser muligvis hen over de problemer der også er.
Såen udfordring er at blot antyde alernativerne.
"2. Verdenskrig slet ikke var en katastrofe" skriver Hansen.
Tja, 50 millioner døde for ikke at tale om kvæstede, inkl. 6 millioner jøder og flere millioner kinesere massakreret af Japanerne kan ikke beskrives som en katastrofe.
Hansen/jeg skriver imidlertid foran den ganske rigtigt uhyrlige påstand, at "nu er det åbenbart sådan, at", hvormed der så at sige lægges afstand til en sådan opfattelse, der RELATIVERER 2. VERDENSKRIG og gør det hele til Vestens kamp mod Ondskaben, der jo, jf. eventyrforfatteren J.R.R. Tolkien og hans neokonservative profet David Gress-Wright, der tager digterierne fudstændigt bogstaveligt, antager diverse klædedragter gennem historien, senest den militante islamisme eller islamo-fascismen - 64.000 USD Question: Hvad er værst: WTC eller Holocaust?
Der er behov for en samlet EU militærstrategi for at kunne presse USA's udenrigspolitik i den rigtige retning. Ligenu er Europa økonomisk ligevægtig med USA men stragetisk er Eu bare et vedhæng. Jeg deler ikke Kagan's postimperialistike vision, men han har ret i at Europa bliver nødt til at tage et reelt ansvar for en verden, som vi har været med til at udbytte i århundrere.
EU skal være istand til at rykke ind i feks. Rwanda og Kongo, vi skal os kunne presse en diktatorisk atommagt til at stoppe sin våbenproduktion.
Anders Midtgaard: jeg ved ikke, om jeg helt forstår dig mht. hvordan, Europa skal tage ansvar ("vi skal os kunne presse en diktatorisk atommagt til at stoppe sin våbenproduktion").
Hentyder du til Iran? I så fald er der slet ikke tale om et atommagt. 16 af USAs efterretningstjenester slog fast for nylig, at der ikke har været noget atomvåben program siden 2003 (hvis der overhovedet har været noget program).
At Robert Kagan kan fungere som en indflydelsesrig intellektuel i amerikanske miljøer er et sørgeligt udtryk for den amerikanske offentlige debats fattigdom. Han er skiftevis apologetisk, kynisk og håbløst naiv, alt sammen uden skyggen af kritisk tænkning eller blot skarpsindig analyse.
Lad os tage et par af de mere absurde synspunkter han giver udtryk for:
1) Bush-doktrinen består i at USA skal promovere demokrati.
Det turde være indlysende for enhver som kigger udover de politiske skåltaler at Bush-regeringerne har været fuldstændig uinteresserede i at fremme demokrati, undtagen i det meget beskedne omfang det kan tjene amerikanske (elite-økonomiske) interesser. De har haft en vis interesse i at italesætte sig selv som forkæmpere for demokrati, men det er vitterligt noget helt, helt andet.
2) Bush-doktrinen er en direkte fortsættelse af tidligere amerikansk udenrigspolitik.
Ja, og nej. Det er en fortsættelse i den forstand at den ligesom langt størstedelen af resten af USAs udenrigspolitiske historie handler om snævre amerikanske interesser. Den er et nybrud i den forstand at den neo-konservative blok mente at det efter den kolde krig var unødvendigt at benytte sig af diplomati i internationale relationer. USAs overvældende militære slagstyrke betød at regeringen kunne nøjes med at diktere sine krav til sine internationale "samarbejdspartnere".
3) USAs magt og anseelse i verden er ikke truet.
Hvis Kagan kan pege på et tidspunkt i verdenshistorien hvor USA som stat har været mere forhadt og kritiseret verden over, så vil jeg være interesseret i at høre det. At bruge valget af Sarkozy og Merkel som eksempler er åbenlyst sofistisk - ikke alene ignorerer det f.eks. valget af Zapatero i Spanien og Blairs fald i UK (som begge var direkte foranlediget af modstand mod Irak-krigen), men det antyder også at disse to blev valgt FORDI de var pro-amerikanske, hvilket demonstrerer enten fuldstændig uvidenhed om europæisk politik eller en total mangel på respekt for sandheden.
4) Irak-krigen er ikke et indenrigspolitisk problem i USA.
www.impeachbush.org
Det er vel ikke siden Nixon at der har været massive græsrodsinitiativer for at stille en amerikansk præsident for en rigsret.
Den éne pointe som man må medgive ham er at det er usandsynligt at USA får en selv marginalt anderledes udenrigspolitik efter præsidenvalget, uanset hvem som bliver valgt. Der vil måske blive tale om lidt ændret retorik, flere symbolske gestuser, mindre offentlig tvang og ydmygelser og flere studehandler bag lukkede døre. Men denne konsistens er, i modsætning til hvad Kagan postulerer, ikke udtryk for en amerikansk kultur, men et symptom på den fiasko som amerikansk politiks to-parti-system har udviklet sig til.
Frej Klem Thomsen:
"Men denne konsistens er, i modsætning til hvad Kagan postulerer, ikke udtryk for en amerikansk kultur, men et symptom på den fiasko som amerikansk politiks to-parti-system har udviklet sig til."
Hvad er det for en fiasko som amerikansk politiks to-parti-system har udviklet sig til og som gør "at det er usandsynligt at USA får en selv marginalt anderledes udenrigspolitik efter præsidenvalget, uanset hvem som bliver valgt."?
Kagan virker bare som en af de der sædvanlige amerikanske glade grise der har lært, at magt er ret og ellers er tilfredse bare de har nok bensin til deres bil. Han har selvfølgelig ret i at USA står stærkt fordi på grund af deres betydning for verdensøkonomien og deres militærmagt og at andre lande er nødt til at indgå alliancer med USA. Spørgsmålet er vel bare hvor stærke de alliancer er i det lange løb, hvis de kun baserer sig på frygt for USA's økonomiske og militære magt.
@Svend W: Noam Chomsky har leveret skarpe analyser og redegjort for problemerne i årevis. Her er en artikel af nyere dato: http://www.chomsky.info/articles/20041029.htm
@Frej Klem Thomsen: Ved din henvisning til Noam Chomsky forstår jeg det sådan, at ” fiaskoen” er hans konklusion og ikke din?
->Frej Klem Thomsen
1.) Her er det da netop gået fortrinligt: Tyskland, Japan, Italien efter Anden verdenskrig. Hele eller i hvert fald en betydelig del af Warszawa blokkens medlemsland er demokratiske i dag. Det kan da om noget tilskrives USA’s fortjeneste. At USA er egoistisk som du skriver. Ja men det er et hvert land vel i større eller mindre omfang. Du tænker vel på bla. Palæstina. Ja det ser ikke pænt ud.
2.) at USA’s udenrigspolitik i bund og grund handler om at tjene USA’s snævresynede interesser. Du tænker vel: når nu demokrati skal indføres med vold og magt hvorfor så ikke bruge denne magt på Saudi Arabien eller Pakistan USA’s korrupte venner. Jo! men: Hvis du nu et øjeblik kunne acceptere at usa skal gøre et eller andet omkring de ”krigeriske islamister”, så var saddam jo ikke en af guds bedste børn. To krige (Kuwait, Iran) en terror mod egen befolkning osv. AT landet er snæversynet og egoistisk og heraf en fortsættelse og en udenrigspolitik som kun tjener usa’s interesser. Jamen! sådan vil alle lande da reager USSR om nogen og hertil navnlig Frankrig. Men spørgsmålet er det usa gør, er det godt eller skidt for ”modtagerne” altså landene i Europa efter krigen og nu Irak. Ja. i Europa. I Irak. ja! det syntes jeg. Og jeg syntes det fordi det sender et signal til de meget kedelige kræfter der hersker i området. Det må med den undertrykkende måde de virker i dag, et eller andet sted være mindst lige så ringe som USA’s imperialisme, som altså kun tjener usa’s egoistiske interesser.
3.) Indien har først under Bush lavet alliancer med Usa. Stort set alle de tidligere østbloklande nærer en stærk anerkendelse og respekt for USA navnlig pga. USA’s rolle omkring USSR’s fald. Herunder mange af Sovjet republikkerne i asien er i dag meget positive over for USA.. Herunder det betydelige antal Lande som stod bag invasionen i Irak. Hvor nogle er faldt fra, hvor andre så er kommet til.
4.) Jo måske. Men igen en noget ensidigt betragtning.