Læsetid: 4 min.

Verbier er Michelin-stjerner, Ferrarier og masser af uberørt sne

I det schweiziske skiparadis Verbier stiger befolkningstallet eksplosivt i højsæsonen, men byen kommer sjældent ud af sin hvilepuls. Står man tidligt op og er heldig, venter 18 kilometer nedkørsel i puddersne på uberørte pister
Skiparadis. Mont Fort knejser over Verbier, der både er for den øvede og nybegynderen. Og hvis man slet ikke står på ski, kan man tage på after-ski i stedet for. I byen, hvor Ferrarierne og overklassefruer i pels, er dagligdag er der restauranter i Michelin-klassen, men man kan også slappe af foran pejsen med et godt glas rødvin.

Skiparadis. Mont Fort knejser over Verbier, der både er for den øvede og nybegynderen. Og hvis man slet ikke står på ski, kan man tage på after-ski i stedet for. I byen, hvor Ferrarierne og overklassefruer i pels, er dagligdag er der restauranter i Michelin-klassen, men man kan også slappe af foran pejsen med et godt glas rødvin.

Bagnes Tourisme

Udland
22. december 2007

Dagen er knap nok begyndt. Familien sover stadig, mens jeg med skiene på skulderen går mod liften, som skal transportere mig op på Mont-Fort-gletcheren i 3.330 meters højde. Jeg er alene i kæmpeliften med plads til 150 personer. Kabinen glider stille op gennem skyerne, og en ny verden åbner sig, da toppen af bjergtinderne pludselig bliver synlige over skydækket.

På alpetoppen bliver jeg budt velkommen af en gestikulerende tjener, der med armene signalerer, at Restaurant des Gentianes endnu ikke har åbnet, men han forbarmer sig, så jeg kan få morgenmad: en kop kaffe og en Jägermeister.

Imens bryder de første solstråler frem, bjergmassivet bliver lyst op og giver et genskær, der forstærkes af snetæppet. Under mig kæmper solen for at trænge ned igennem laget af de solbadede skyer. I dette øjeblik afgøres det, om skidagen ender før den begynderr, eller om den bliver en af de bedste. Efter noget tid trækker skyerne sig til side som tunge gardiner, og dalen kommer til syne i blændende solskin. Det bliver en af de bedste.

Foran mig ligger 18 kilometer skiløb på helt uberørte pister. Den første del af denne heldagstur mod dalen foregår i stilhed kun afbrudt af små rislende bække fra termiske kilder, der forsyner byen med vand og en knasende lyd fra skiene, når de skærer igennem sneen på de brede boulevardpister.

Gradvist fyldes terrænet af skiløbere i alle aldre, og der bliver rift om de populære solpladser ved beværtningerne, som med passende mellemrum bekvemt giver anledning til et hvil undervejs.

Godt op ad formiddagen støder også snowboarderne til. De er let genkendelige i de alt for store hængerøvsbukser og minder mest af alt om kaniner, når de sidder på knæ i terrænet eller hopper som gummibolde på vej til liften med volumenknappen i bund på den obligatoriske iPod i bæltet. Med en vis misundelse iagttager jeg, hvordan de med ghettoattitude bevæger sig ned af bjerget med legende lette, men samtidig dramatiske sving.

Turister i Ferrari

Vi er i Verbier der ligger for enden af en stejl bjergvej, der snor gennem landskabet med et utal af hårnålesving. De lokale firehjulstrækkere er i brunst om vinteren og kører hornene af sig på den spejlblanke bjergvej i en liveudgave af Bjergkøbing Grand Prix. Det er ikke overraskende, at byen har fostret en verdensmester i rally.

Det er nu ikke motorsport, der dominerer byen, om end flere af de velbeslåede bjergturister ankommer i Ferrari. Skisportstedet Verbier er en enestående blanding af tradition og fornyelse. Denne dualitet består af den klassiske alpeidyl med næsten udelukkende smukke træhuse, chalets, der vidner om en lang tradition for skiturisme, og et bredt udvalg af aftenlige adspredelser i form af klubber og restauranter. Selvom byen er et populært turistmål, føles den stadig som en alpelandsby. Siden 50'erne har turister strømmet til området for at opleve den imponerende natur med sneklædte bjergtinder, gletschere og maleriske søer. Det omfattende skiterræn har følgeskab af et veludviklet schweizisk organisationstalent, som sikrer, at det hele kører som et urværk.

Som kompensation for mit begrænsede morgenmåltid bliver min frokost en gang solid schweizisk bondekost. Valget af restaurant halvvejs nede blev ikke afgjort af menukortet, men af den fabelagtige udsigt over Verbierdalen, som frembringer den samme fascination som H.C. Andersen beskriver i Isjomfuen:

"Solen brænder i den dybe dal, den brænder også oppe på de tunge snemasser, så at de i åringerne smelter sammen til skinnende isblokke og bliver rullende laviner, optårnede gletschere."

Raclette og aprés-ski

Et spindelvæv af pister, snekanoner og i alt 93 lifter sikrer, at der er noget for alle skiløbere, hvad enten de er nybegyndere eller har mod på at prøve kræfter med styrtløb på Mont Fort, hvor barriereren på 200 kilometer blev brudt i 2004. Nettet indfanger hvert år et bredt spektrum af gæster og får i højsæsonen byens befolkningstal til at eksplodere fra 2500 til 30.000 .

Længere nede i terrænet gør skiskoler i forskellige kategorier opmærksomme på sig selv. Jeg må trække på smilebåndet, da jeg må holde tilbage for en gruppe i børnehavealderen, som i snorlige rækker disciplineret siksakker ned ad pisten i hælene på en rødklædt skiinstruktør. Den påtagede friskhed kunne antyde, at han er en af de skibumser, som drages mod området med 420 kilometer pister strakt over fire dale. Hvis der skal være råd til at boltre sig off piste gennem hele sæsonen, kan det være nødvendigt at supplere med en tjans som instruktør for turisternes medbragte unger.

Godt udmattet efter turen ned mødes jeg af byen, der sjældent kommer ud af sin hvilepuls, men alligevel har en særlig kosmopolitisk atmosfære med natteliv, caféer og et bredt udvalg af restauranter, hvoraf flere nævnes i Michelinguiden. Man kan prøve egnsretten raclette, kartofler med ost fremstillet af mælk fra de lokale køer, eller foretage en kulinarisk rejse fra Italien til Japan, via USA og Frankrig.

Et godt glas cognac ved pejsen i selskab med familien, som også har opbrugt alle kræfterne på pisterne, er rigeligt natteliv som afslutning på min dag. Skibumsen fra tidligere ville næppe være tilfreds med en aften i den klassiske hotelbar med chesterfieldsofaer. For après-ski-miljøet har også klubber med hippe internationale DJ's. Når de sidste gæster har forladt barerne klokken fire om morgenen, er der kun få timers stilhed i gaderne, inden de første entusiaster begynder at vise sig med skiene på skulderen og retning mod liftstationen. Med lidt held venter de uberørte pister med puddersne på toppen som belønning for de morgenfriske, der vælger at stå tidligt op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her