Læsetid: 5 min.

Verdens fyrværkerihovedstad

Fyrværkeri blev opfundet i Liuyang for 1.400 år siden. I dag står byen for over halvdelen af Kinas leverancer til hele verdens nytårsfest. Det er farligt arbejde, der har bragt egnen økonomisk fremgang
Byen Liuyangs dominans inden for fyrværkeri er intet mindre end en medfødt ret. Ifølge den lokale overlevering var det her, Li Tian opfandt kanonslaget i år 621. Bonden, der levede i Tang-dynastiet, fik fremkaldt et knald, da han rodede rundt med en cocktail, han håbede kunne være med til at skræmme onde ånder og vilde dyr væk fra sine marker.

Byen Liuyangs dominans inden for fyrværkeri er intet mindre end en medfødt ret. Ifølge den lokale overlevering var det her, Li Tian opfandt kanonslaget i år 621. Bonden, der levede i Tang-dynastiet, fik fremkaldt et knald, da han rodede rundt med en cocktail, han håbede kunne være med til at skræmme onde ånder og vilde dyr væk fra sine marker.

Martin Gøttske

Udland
31. december 2007

LIUYANG - Her i det bakkede område i den centralkinesiske provins Hunan er der umiddelbart ingen tegn på velstand. Kun simple huse, vandbøfler og rismarker. I Kina skal en bys økonomiske succes dog ofte måles ud fra regeringsbygningernes pragt. Og set med den målestok har Liuyang klaret sig særdeles godt. Skattekontoret tårner sig som et slot, tobaksbureauet er en god efterligning af Capitol Hill, og lokalregeringens hjemsted skinner, som var det hovedsædet for en international koncern.

"Velkommen til verdens fyrværkerihovedstad," proklamerer store reklameskilte rundt om i byen, og afslører indtægtskilden.

"Det er ikke for at prale, men vi laver det bedste fyrværkeri," siger Xu Qiangguo. Han præsenterer sig selv som mester i fyrværkerihåndværket og chef for det lokale bureau for fyrværkeri og lynkinesere.

På konferencebordet, som han sidder ved, står askebægere så store som suppeskåle. I løbet af den næste time efterlader han sig alligevel en tue af aske på gulvet, mens han fyrer statistikker af, som understreger, hvor mange af klodens festeksplosioner, der har deres oprindelse her: Kina laver 97 procent af verdens fyrværkeri. 60 procent af Kinas eksport kommer fra Liuyang. Og af byens 1,3 mio. indbyggere er 300.000 beskæftiget i fyrværkeriindustrien, som sidste år indbragte fem mia. kr. - halvdelen af byens indkomst.

Tak til opfinderen

For Xu Qiangguo er Liuyangs dominans intet mindre end en medfødt ret. Ifølge den lokale overlevering var det her, Li Tian opfandt kanonslaget i år 621. Bonden, der levede i Tang-dynastiet, fik fremkaldt et knald, da han rodede rundt med en cocktail, han håbede kunne være med til at skræmme onde ånder og vilde dyr væk fra sine marker.

Byens indbyggere tager i tempel hvert år den 18. april for at bede til Li Tian og takke ham for, at han lagde grunden for Liuyangs boomende industri.

Farligt arbejde

22-årige Wang Xiaoshuang ligner netop en mand, der har brug for at bede. Hos fyrværkeriproducenten Den Flyvende Ørn arbejder han i den afdeling, som chefen beskriver som den farligste.

Forsigtigt blander han krudt med farvestoffer og fylder paprør til randen. Det er et arbejde, han tjener lige over 750 kr. på om måneden.

"Man skal hele tiden være koncentreret," siger han. Han tilføjer, at der sjældent sker ulykker.

Det er et ensomt arbejde. Wang står alene i hus nummer 119. Jordvolde afskærer den lange række af identiske huse fra hinanden. Enkelte af Wangs kollegaer bærer en tynd bomuldshætte og maske, der dækker munden. Det er deres sikkerhedspåklædning.

"Hvis en af dem sprænger i luften, vil det ikke skade de andre," siger chefen Huang Wenhui om jordvoldenes funktion.

Over Wang hænger en plastikpose fyldt med vand.

"Hvis der er en eksplosion vil ilden ødelægge posen og hælde vand over ham," forklarer Huang om den spartanske sikkerhedsinstallation.

'Nogle få dødsfald'

"Det er stor risiko forbundet med fyrværkeri," siger Xu Qiangguo. "Men kun i produktionsforløbet. Når man leger med det bagefter, er det meget sikkert."

Han mener, at sikkerhedssituationen i Liuyang er "relativ god".

Spurgt om hvor mange der døde i Liuyang sidste år, trækker han på skuldrene og siger "nogle få".

"Det er lige som at køre bil: Hvis man ikke følger reglerne, sker der uheld," siger han.

Ifølge kinesiske medier blev i alt 24 personer dræbt så sent som i november ved to separate eksplosioner. Regeringens statistikker viser, at flere end 400 dræbes om året i fyrværkeriulykker, de fleste i løbet af produktionen.

Myndighederne siger, der i dag er langt større fokus på sikkerhedssituationen end for få år siden. Det efter en grusom ulykke for seks år siden, hvor 42 skolebørn på landet i Jiangxi-provinsen blev dræbt i deres klasseværelse, da de lavede fyrværkeri for at tjene penge til skolen. Siden er tusinder af mindre fyrværkeriproducenter blevet tvangslukket.

Den udvikling har Liuyang nydt godt af, og har nu en større markedsandel.

Xu siger, at industrien trives her, da det er et erhverv, der går i arv fra generation til generation, og byen har åbnet flere skoler for at uddanne arbejderne.

"Og regeringen lægger stor vægt på at gøre lokalbefolkningen rig," siger han.

Størst er bedst

"Kan du forklare mig, hvorfor danskere kun vil have små raketter," spørger Huang, chefen for Den Flyvende Ørn, mens han står i udstillingsrummet med eksportvarer. Med en uforstående mine fremviser han en stor bugnende pakke med gevaldige raketter og kanonslag til det amerikanske marked og to små pakker beregnet til det danske. "Kan I ikke lide det?" prøver han igen.

Han finder sin favorit frem. Kanontorden, hedder den. En enorm rund kugle proppet med 3.000 gram sprængstof.

"Det er da bedre end en lille raket," siger han.

Som en dirigent styrer han udenfor med en lang pind et lille privat opvisningsshow. Han klager over, at øget konkurrence i byen har gjort profitmarginen mindre. En boks med 40, raketter som han lige har fyret af, koster ham 80 kr. at producere. Han sælger den til mellemhandleren for 90, og den koster 140 i kinesiske butikker. I Vesten er prisen oppe på omkring 1.000 kr., siger han.

Med 500 ansatte og en omsætning på ca. 35 mio. yuan om året ligger hans fabrik i mellemklassen. Men ordrebogen er aldrig tom. Når der ikke laves fyrværkeri til USA's fejring af uafhængighedsdagen den 4. juli, produceres der til nytåret i Europa eller det kinesiske nytår.

Omsætningen er steget siden 2005, da Beijing og andre storbyer igen tillod fyrværkeri. To tredjedele af Kinas forbrug af fyrværkeri brændes af ved den kinesiske nytårsfest, men passionen for larm og røg er allestedsnærværende hele året rundt. Bryllupper, nyt hus og nye butikker fejres med tusindvis af knald fra små røde kanonslag. Ligesom det var det i opfinderen Li Tians dage, er formålet at skræmme onde ånder væk.

Miljøvenlig røg

Imens fortsætter de her innovationsprocessen, som skal holde Liuyang førende.

"Vi vil gøre fyrværkeriet mere miljøvenligt," siger Xu.

"Vi kan nu fremstille fyrværkeri uden røg. Det er dog mellem fem og 10 gange dyrere, og derfor er der ikke noget marked for det."

"Vi arbejder også med at få raketrøgen til at lugte bedre, og røg der er godt for helbredet," fortæller han.

Samtidig fifler de med fyrværkeri med indbygget chips, så de bedre kan kontrollere retningen raketterne flyver.

Liuyang har fået bestilling på at levere festfyrværkeriet til næste års OL i Beijing. En fantastisk mulighed for salgspromotion for byen, finder Xu.

"Det bliver det bedste fyrværkerishow nogensinde. Vi vil male hele himlen med fyrværkeri," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gay