Læsetid: 6 min.

Er Zuma folkets mand?

Verden venter spændt på, hvad Zuma har i posen som formand for ANC. Sydafrikas dominerende partis nye leder er en kontroversiel skikkelse, der både har været tiltalt for bestikkelse, som anfægter sammenhængen mellem hiv og aids og på det personlige plan er kendt for at være 'rund' og til at snakke med
Populist eller socialist. Det er langt fra givet, at Jacob Zuma som ANC-formand og sydafrikansk præsident vil føre en politik, der er afgørende anderledes end Mbekis.

Populist eller socialist. Det er langt fra givet, at Jacob Zuma som ANC-formand og sydafrikansk præsident vil føre en politik, der er afgørende anderledes end Mbekis.

Denis Farrell

22. december 2007

Jacob Gedleyihlekisa Zuma er en torn i øjet på mange. Sydafrikas nye leder af African National Congress (ANC) blev med stort flertal valgt til ny formand for Sydafrikas dominerende parti i tirsdags. Den 65-årige Zuma er født i Inkandla - i det mest utilgængelige Zululand - og er den mest debatskabende figur i Sydafrika i dissetider.

Ikke alene er Zuma belastet af en korruptionssag, hvor han i sin tid som Sydafrikas vicepræsident blev tiltalt for at have modtaget 500.000 dollar i bestikkelse fra et fransk våbenfirma. Det er blevet tolket som symptom på, at Sydafrika skulle være på vej ned i et mere generelt afrikansk politisk morads.

Et skrækbillede har Zuma også været i forbindelse med en sag, hvor han godt nok blev frikendt for voldtægt mod en yngre hiv-positiv kvinde, men fremstod stærkt kompromitteret og dummede sig ved at sige, at han havde skyllet aids-faren af sig med et brusebad. Han viste sig her om muligt endnu mere kontroversiel end den præsident Mbeki, der fyrede ham som vicepræsident, og som stædigt har anfægtet sammenhængen mellem hiv og aids og hævdet, at fattigdom snarere end seksuelle vaner har drevet epidemien frem.

Det har derfor været utroligt for mange at se, hvordan støtten til Jacob Zuma stille og roligt er vokset - ikke bare i hans hjemlige KwaZulu-Natal, men også i andre provinser, herunder Mbekis og Mandelas xhosa-talende Eastern Cape. Bevægelsen bag Zuma overskrider de etniske skel mellem zuluer og xhosaer, som iagttagere tit har hævdet var afgørende i sydafrikansk politik. Støtten til ham er videre kommet fra fagforbundet COSATU, det sydafrikanske kommunistparty, SACP, og ikke mindst fra ungdoms- og kvinde-ligaerne inden for ANC.

Der er mange forklaringer på den politiske bevægelse, der bakker Zuma op. Internt i ANC har Thabo Mbekis lederstil skaffet ham mange fjender blandt de udmanøvrerede. Mbeki opfattes som magtsyg ved ikke have bragt en efterfølger på banen i god tid før Polokwane-kongressen - han pegede på udenrigsminister Nkosazana Dlamini-Zuma, tidligere én af Jacob Zumas hustruer, som en mulig kandidat til den nationale præsidentpost, men har selv villet fortsætte som partiformand.

Bevægelsen bag Zuma

Mbekis økonomiske politik, som i kraft af sine vækstrater i udlandet opfattes som et mirakel, men som ikke har nedbragt landets voldsomme arbejdsløshed, ses af mange sydafrikanere som socialt uretfærdig, vendt mod de fattige og til fordel for en ny sort afrikansk elite af forretningsmænd, hvis ragen til sig langt overgår de småbeløb, Zuma er anklaget på korrupt vis for at have modtaget.

Støtten gælder også Zumas genopliven af en radikal retorik fra antiapartheid-kampen, hvor han var en helt, der sad fængslet 10 år på Robben Island, dernæst i eksil var militær efterretningsleder for ANC, og fra 1990 en vigtig fredsmager i det voldshærgede KwaZulu-Natal - hans toyi-toyi-dansen ved politiske møder, og hans slagsang 'Lethu Mshini Wami' - ræk mig mit maskingevær. Zuma er på talefod med aktivisterne i ANC Youth League, der gerne vil have revolutionen på dagsordenen igen og have fart i en jordreform på linje med den, Robert Mugabe har gennemført i Zimbabwe. Zuma har dog udtrykt skepsis over for 'diktatoren' Mugabe og - i lighed med fagforbundet COSATU - kritiseret Mbeki for "at vende ryggen til uretfærdigheden" i Zimbabwe.

Ikke mindst har støtten til Zuma fra kvinder i ANC været stærk og svær at forstå for udenforstående. I køns- og familiepolitisk henseende er Jacob Zuma patriark og traditionalist med fire koner (hvoraf én er død og en anden fraskilt), han har udtalt sig kritisk om ægteskaber mellem partnere af samme køn, som er muligt i Sydafrika under landets vidtrækkende demokratiske forfatning, og han har været igennem en retssag anklaget for voldtægt.

Men ligesom korruptions-anklagerne anses også voldtægtssagen for et politisk komplot mod Zuma, som præsident Mbeki stod bag, og hans frifindelse blev fejret af hans tilhængere som en triumf og var et vendepunkt på hans vej tilbage til magten.

Leopardskind og moral

Mere grundlæggende er der tale om en støtte til Zumas bestræbelser på at bringe en traditionalistisk dagsorden på banen igen inden for ANC - et område, hvor Inkatha Freedom (IFP) og høvding Buthelezi har været dominerende. Ikke mindst på hiv/aids-området har Buthelezi, IFP og grupper af 'traditionelle ledere' været på forkant og har talt åbent om epidemien som en moralsk udfordring. Man har bl. a. støttet initiativer som de populære jomfrudomsprøver i KwaZulu-Natal, som modernistiske kræfter i ANC har fordømt, og som sidste år blev forbudt for børn under 16.

I forhold til den sekulært-modernistiske Mbeki står Zuma her stærkt, er ikke bleg for at stille op i leopardskind og med spyd ved siden af Buthelezi på zulu-kongedømmets højtidsdage, og er blevet sammenlignet med 1950'ernes store ANC-leder Albert Luthuli, der var kristen høvding, og hvis arv såvel ANC som IFP hævder at videreføre.

Paradoksalt nok stod Jacob Zuma før retssagerne i spidsen for moralsk politik inden for ANC og tog som vicepræsident initiativ til Moral Reform Movement (MRM), som blev grundlagt i 2002. ANC-regeringens formål med lanceringen af MRM var at genskabe et dynamisk civilsamfund som det, der eksisterede før 1994 i kampen mod apartheid, men som forsvandt, da den 'onde' stat blev afløst af den 'gode'.

Initiativet ville fremme en type civilsamfund, som regeringen kunne lide at spille sammen med, og som baserede sig ikke mindst på religiøse ledere og kirkelige organisationer, men også traditionalistisk orienterede kulturelle organisationer. Man ville mobilisere folk imod demoraliseringen i det sydafrikanske samfund efter demokratiets indførelse i 1994, som gav sig udtryk i børnevoldtægter, voldsom kriminalitet, i hiv/aids-epidemien - hvor Sydafrika sammen med Botswana har afrikanske rekordtal - i opløste familier, gadebørn og teenage-graviditeter, men også i økonomisk kriminalitet og korruption.

På denne moralske front var Zuma den ledende skikkelse inden for ANC, men ikke overraskende har MRM hængt med hovedet siden retssagerne mod ham. Der er dog ingen tvivl om, at moralsk politik har været vigtig i den bevægelse, der nu har ført til Zumas overbevisende sejr over Mbeki med 2329 mod 1505 stemmer i kampen om at blive ANC-formand. Og hermed også i 2009 blive valgt med overvældende flertal som Sydafrikas præsident, hvis det ikke lykkes at få korruptionssagen rejst igen og Zuma dømt og fængslet.

Populisme vs. socialisme

Hvad vil Zuma bruge magten til, hvis han forbliver på fri fod? Han har hidtil været yderst vag i sine formuleringer, og mange gætterier har været fremført ud fra den opbakning. Han har fået - ikke mindst fra COSATU og kommunistpartiet. Men ingen ved, om han vil vise sig som populist eller socialist, og det er langt fra givet, at Zuma som ANC-formand og sydafrikansk præsident vil føre en politik, der er afgørende anderledes end Mbekis.

På det personlige plan er Zuma kendt for at være 'rundere' og mere 'til at snakke med' end sin forgænger, og der er erhvervsledere, der ser frem til at skulle forhandle med Zuma. Måske vil mere vidtrækkende korruptions-anklager kunne fremføres den dag, han svigter de fattiges tillid til, at han vil tøjle kapitalismen og skabe mere radikal omfordeling gennem jordreform, sociale ydelser, beskæftigelsespolitik og byfornyelse.

Neden under kampen mellem fløjene i ANC gemmer sig et dybere problem, som har at gøre med landets politiske kultur. Hvis Sydafrika skal udvikle sig mere dybgående demokratisk, må det dominerende ANC-parti splittes op i to - et prokapitalistisk middelklasseparti, der vil fremme sort erhvervsliv, og et arbejderparti med blandingsøkonomisk sigte og med støtte i fagbevægelsen. Det modvirker demokratisk procedure, at så grundlæggende forskelligheder skal rummes inden for én samlet nationalistisk organisation. Det har bl.a. talsmænd for COSATU erklæret sig enige i. Men ingen vil være dem, der går og danner nyt parti - det gælder om at bevare ANC-brandet og den nedarvede legimitet fra kampen mod apartheid.

Således bliver fortiden ved med at kaste skygger over mulighederne for demokrati i Sydafrika.

Preben Kaarsholm er lektor ved Institut for samfund og globalisering på Roskilde Universitetscenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu