Læsetid: 6 min.

Al magt til folket

De britiske konservative vil have folkeafstemning om EU-traktaten - men deres modstand mod EU synes mindre kategorisk end tidligere
De britiske konservative vil have folkeafstemning om EU-traktaten - men deres modstand mod EU synes mindre kategorisk end tidligere
29. januar 2008

I disse uger debatterer det britiske underhus den EU-traktat, som blev vedtaget på EU-topmødet før jul. Det går ikke stille af. Modstanden mod EU er stor – og voksende i vort vestlige naboland. Godt hjulpet af den mere eller mindre kulørte presse – bliver briterne bombarderet med argumenter imod traktaten. Det er især The Sun, der fører an. Kun den venstresnoede The Guardian holder den europæiske fane højt.

Men lige meget hjælper det. Premierminister Gordon Brown står fast: Der bliver ikke nogen folkeafstemning om EU-traktaten. Hans udenrigsminister, David Miliband, har sågar sagt, at Tony Blair begik en fejl, da han lovede en folkeafstemning om traktaten.
Sådan bliver det ikke set blandt de konservative. Her bliver det opfattet som forædderi, at folket ikke bliver spurgt til råds.
»Labour havde lovet en folkeafstemning. Det stod der højt og tydeligt i det program, de gik til valg på. Det er en hån mod vælgerne, at de nu løber fra deres løfte,« siger den konservative skyggeudenrigsminister, William Hague, til Information.

Den samme traktat

Vi mødes i tænketanken The Policy Exchange et stenkast fra The House of Commons. Hague er her for at holde et oplæg, og den udsendte har fået ti minutter til at snakke med den prominente politiker.
Han er en slank og skaldet mand i midten af fyrrene. Hans accent er præget af, at han er fra Yorkshire i det nordøstlige England, hvor hans forældre havde et bryggeri – han fortæller gerne om, hvordan han som ung nemt kunne drikke 16 bajere.

Det er, som om Hague ikke er så vild med at snakke om Europa. I hvert fald ikke når spørgsmålene bliver for nærgående.

– Ville det ikke være mere ærligt, om Storbritannien tog en afstemning om, hvorvidt I skal være medlem af EU i det hele taget. Det har Liberaldemokraterne foreslået?

»Det mener jeg ikke. Traktaterne siger højt og tydeligt, at der skal være enstemmighed, for at der kan foretages traktatændringer. Den foreliggende traktat er identisk med den forfatning, der blev nedstemt af Frankrig og Holland. Det har vi Merkels ord for, og det samme siger Kommissionsformanden.«

– I siger, at I ønsker en folkeafstemning. Men faktum er, at I ikke holdt afstemninger om hverken Fællesakten i 1986 eller om Maastricht-traktaten i 1992? Så hvorfor nu?

»Jeg er ikke sikker på, at man kan sammenligne dengang med nu. Forskellen er, at vi denne gang har lovet en afstemning. Det havde vi ikke dengang. Ved sidste valg lovede alle de væsentlige partier en afstemning. Nu løber Labour fra løftet. Det skaber politikerlede og mistro til demokratiet,« siger William Hague.

The Folketing

– Et af jeres forslag er, at parlamentet i London skal have mere indflydelse over lovgivningen. Er det ikke en del af traktaten?

»Nej, ikke i den foreliggende form. Efter Maastricht talte man meget om subsidiaritetsbegrebet – om at beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt. Men det har aldrig virket i praksis. I realiteten er der sket en centralisering. Disse formuleringer har aldrig politisk betydning. Faktum er, at denne traktat medfører suverænitetsafgivelse. Derfor bør vi have en folkeafstemning, ligesom Irland.«

»For så vidt angår større indflydelse for parlamentet, så har vi i det konservative parti foreslået, at vi indfører noget, der minder om det, I kalder Europaudvalget i The Folketing,« siger Hague og smiler, da han siger det danske ord.

»Som Teresa May, vores ordfører på parlamentsområdet, har sagt, så kan vi lære meget af Danmark. Det er bare trist, at vi denne gang ikke får en folkeafstemning dér,« siger Hague med en beklagende mine.

Et løfte

– Det ser ikke ud, som om der bliver en folkeafstemning, mens Labour er ved magten. Men burde I så ikke love befolkningen, at der bliver en afstemning efter næste valg – hvis I vinder?

»Det er der argumenter for, men fra et rent folkeretsligt synspunkt er det en lidt kompliceret sag,« siger Hague. Fra et langt liv som politisk journalist ved den udsendte, at politikere altid begynder at tale om jura, når de ikke har et klart svar. Hague er ikke nogen undtagelse.

– Men folkeretten har vel ikke ændret sig mærkbart siden midten af 1970’erne. Dengang lovede Labours daværende leder, Harold Wilson, en folkeafstemning, hvis Labour blev genvalgt. Og hans regering holdt en folkeafstemning om en mulig genforhandling af tiltrædelsestraktaten i 1975. Så kunne I vel gøre det samme. Kan I ikke?

»Du har sgu’ læst din historiebøger godt. Det er det, jeg altid har sagt: I andre lande lægger de mere vægt på verdenshistorie end her hos os.« Skakspillet fortsætter. Hague svarer ikke på spørgsmålet, men han har nu ændret taktik og totalt afvæbnet mig med smiger.
Han rækker venligt hånden ud med en bemærkning om, at han desværre må videre. Hans blonde sekretær – hun ligner en blanding mellem Margaret Thatcher og Paris Hilton – overtager kontrollen og puffer ham ud af døren.

Konservativ uenighed

Hagues svar kommer ikke bag på Vernon Bogdanor, professor i statskundskab.

»De konservative er ikke så enige i denne sag, som man skulle tro. Der findes en del medlemmer, som er tilhængere af EU – først og fremmest tidligere finansminister Ken Clarke. Han har ikke megen indflydelse længere, men han har en del af baglandet bag sig,« siger Bogdanor til Information.

»Personligt tror jeg ikke på, at de konservative vil gøre meget ud af dette. EU er ikke et spørgsmål, der sælger billetter i britisk politik. Og inderst inde ved de konservative vel også godt, at denne traktat ikke fører til indførelsen af Europas Forenede Stater. Den tid er forbi. Faktum er, at Blair og Brown har sikret sig det, som alle konservative regeringer her til lands altid har ønsket sig; integration i ’bredden og ikke i dybden’, som det hedder i EU-jargon. Deres opposition mod denne traktat er almindelig oppositionspolitik. Det er grunden til, at Hague svarer afvigende. De konservative er også i vildrede,« lyder kommentaren fra statskundskabsprofessoren.

William Hague blev berømt, da han som 16-årig – i 1977 – stillede sig op på talerstolen på det konservative årsmøde og hyldede Margaret Thatcher – og hendes konservative idealer.
Tyve år senere sagde Thatcher tak ved personligt at opfordre hvert enkelt parlamentsmedlem til at stemme for Hague ved formandsvalget i 1997. Men det kan diskuteres om støtten fra Jernladyen i realiteten kom Hague til gode.

I sin periode som formand for de konservative var partiet konstant i defensiven. Efter valgnederlaget i 2001 trådte Hague tilbage.
Han tilbragte de næste fem år på ’the Backbenches’ – altså på de bagerste rækker i The House of Commons. I sin periode væk fra rampelyset skrev Hague en biografi om det 18. århundredes store konservative politiker Pitt the Younger – en politiker, der også som ganske ung, blev leder af det konservative parti. Hague – der var minister for Wales under John Major i perioden 1995-1997 – har gennem hele sin politiske karriere været stærkt kritisk overfor EU.
Men i modsætning til mange konservative har han et nært kendskab til europæisk politik og erhvervsliv. Efter eksamen i filosofi og politik fra Oxford University studerede Hague erhvervsøkonomi på den berømte INSEAD skole i Frankrig og arbejdede senere som erhvervskonsulent for managementfirmaet McKinsey and Company.
I det private er Hague gift med Ffion Jenkins – og i sin fritid dyrker han judo med den tidligere olympiske mester Sebastian Coe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu