Baggrund
Læsetid: 3 min.

Bushs 'State of the union'-tale skal redde hans eftermæle

Det er et krav i USA's forfatning, at præsidenten 'skal informere Kongressen om nationens tilstand'. Præsidentembedet er gennem tiden blevet mere magtfuldt, og det afspejles i 'State of the Union'-talen
Udland
28. januar 2008

Sjældent er den amerikanske præsidents årlige tale om nationens tilstand - State of the union - blevet imødeset med mindre spænding end i år. Trods de mange alvorlige problemer USA står overfor, forventer ingen - hverken demokrater eller republikanere - sig længere noget af George W. Bush. Derfor vil millioner af mennesker sandsynligvis også knibe sig i armen, når han går på talerstolen og bliver mødt af bragende klapsalver fra Kongressens medlemmer.

Det er imidlertid ikke manden, de hylder, men embedet, og udviklingen af denne velkoreograferede begivenhed afspejler nøje, hvordan præsidentens rolle i det amerikanske demokrati har forandret sig gennem det seneste århundrede.

Det er et udtrykkeligt krav i den amerikanske forfatning, at præsidenten "fra tid til anden skal informere Kongressen om nationens tilstand". Bestemmelsen afspejler præcist, hvordan forfatningsfædrene mente, at magtforholdet i det politiske system burde være: Kongressen skulle sætte de politiske mål, og præsidenten skulle føre dem ud i livet og derefter aflægge rapport.

Upassende

USA's første præsident, nationalhelten George Washington, valgte at møde personligt op i pomp og pragt for at redegøre for nationens tilstand. Det samme gjorde hans efterfølger, John Adams. Landets tredje præsident, Thomas Jefferson, skulle imidlertid ikke nyde noget. Udover at han fandt persondyrkelse upassendei et demokrati, spillede det også ind, at han besad en lille og læspende stemme og derfor nødigt talte i større forsamlinger. Jefferson sendte i stedet sin rapport til Kongressen, hvor en embedsmand læste den højt. I mere end 100 år fulgte alle præsidenter hans eksempel.

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte præsidentens rolle i det politiske system at forandre sig. USA's nye rolle som økonomisk stormagt styrkede embedets magt. Samtidig gjorde indførelsen af primærvalg og andre demokratiske reformer præsidenterne mindre afhængige af partiorganisationerne. De kunne i stigende grad hævde at have deres mandat direkte fra vælgerne. Præsident Theodore Roosevelt beskrev i 1913 præsidenten som "folkets forvalter". Det var ham og ikke Kongressen, der repræsenterede hele det amerikanske folks samlede interesser. Det blev rationalet for det moderne magtfulde præsidentembede.

Den første præsident, der indså, hvilken glimrende anledning State of the union-talen frembød til at manifestere præsidentens nye rolle, var Woodrow Wilson. I 1913 brød han med 112 års tradition ved selv at møde frem og holde sin tale. Med sig havde han en lang liste over politiske ønsker for det kommende år.

Mange af tidens forfatningseksperter var dybt forargede. Det var ikke præsidentens opgave at opstille politiske prioriteter, mente de. Han skulle holde sig til at føre Kongressens beslutninger ud i livet. Men Wilsons træk blev skelsættende, og alle præsidenter har siden fulgt hans eksempel. Det blev den årlige begivenhed, hvor politiske initiativer blev samlet og markedsført som ambitiøse reformprogrammer, som Kongressen måtte forholde sig til.

I 1923 blev den årlige tale for første gang transmittereti radioen, og i 1947 blev Harry Truman den første præsident, hvis tale blev vist i fjernsynet. 12 år senere blev talen endda flyttet til den bedste sendetid om aftenen, så flest mulige kunne høre Lyndon B. Johnson præsentere sine planer for sociale reformer. Den store kommunikator Ronald Reagan gik et skridt videre i ritualiseringen af State of the union ved at indbyde særlige æresgæster. Præsidenten skulle nu være omgivet af rollemodeller, krigsveteraner og hverdagshelte når han fremlagde sine politiske visioner.

I takt med, at ritualiseringen af State of the union-talen er taget til, er den også blevet fikspunktet for hele den politiske beslutningsproces. En hær af medarbejdere i regeringen arbejder nu i månedsvis på at tilrettelægge den. De enkelte grene af regeringen kæmper om, hvor i talen deres politiske mærkesager skal placeres, og hvor meget tid de kan få tildelt. Forud for talens endelige afpudsning lækkes dele af talens mulige indhold bevidst for at måle, hvordan offentligheden reagerer på det.

Fremtidig succes

Når talen nu er blevet så vigtig, hvad gør man så, hvis man som Bush ikke har nogen nye politiske ideer at sælge, og ingen længere interesserer sig for dem, man har? Så må man i stedet tænke på sit historiske eftermæle og forsøge sig med en forsvarstale. Gode gæt er, at årets tale vil spå om fremtidig succes i Irak og samtidig finde en anledning til at drage paralleller til Harry S. Truman - en anden præsident, som måtte forlade embedet med rekordlave tal i meningsmålingerne for senere at blive rehabiliteret af historikerne. Et lignende eftermæle for Bush kommer dog til at kræve revisionister af en ualmindelig opfindsom beskaffenhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her