Læsetid: 4 min.

Clinton skal forynges

De unge vælgere er et af Hillary Clintons største problemer - de foretrækker nemlig Barack Obama. Så nu er Clinton gået på internettet og forsøger at gøre det klart, at man altså ikke behøverat være kedelig, bare fordi man er halvgammel
Indtil nu har Hillary Clinton haft bedst fat i de ældre vælgere, men nu satser hendes kampagnestab på at appellere til de unge gennem bl.a. Facebook, MySpace og YouTube.

Indtil nu har Hillary Clinton haft bedst fat i de ældre vælgere, men nu satser hendes kampagnestab på at appellere til de unge gennem bl.a. Facebook, MySpace og YouTube.

Elise Amendola

30. januar 2008

Da Hillary Clinton vandt primærvalget i New Hampshire, holdt hun sejrstale omgivet af mange meget ivrige unge fans. Men selvom de altså klappede vildt og viftede med deres skilte i passende timing, så var det ikke deres fortjeneste, at Hillary vandt valget. For ligesom i Iowa foretrak de unge vælgere nemlig den nye og friske Barack Obama, mens de midaldrende og de ældre bakkede op om Clinton. Så selv om Clinton takkede hele New Hampshire af hele sit hjerte i sin tale, gjorde hun det eftertrykkeligt klart, at hun er på det unge Amerikas side: I hvert fald sidestillede hun dyre uddannelser og meget dyre studielån med alle de andre problemer, hun vil gøre noget ved, når hun lander i Det Hvide Hus.

Hillarys unge venner

På Hillary Clintons hjemmeside kan man melde sig som Hillblazer. Det er kampagnens unge fløj, der har taget et navn, der lover, at de vil blaze the way for Clinton. Altså rydde vejen, så kandidaten kan komme frem. På denne side kan man registrere sig som vælger og finde sammen med de andre studerende fra ens universitet eller by, der også holder med Clinton. Der er også links til Clintons sider på de sociale netværk på internettet, Facebook og MySpace, mens et klik på linket til YouTube fører direkte til en lille video, der præsenterer lanceringen af bloggen Ask Hillary.

På videoen sidder kandidaten om bord på sin kampagnebus med en ung kvindelig medarbejder ved sin side. Hun er ansvarlig for at nå de unge vælgere, og nu sidder hun altså med en bærbar Mac-computer i skødet og læser højt af de spørgsmål, der er sendt ind til Clinton. Der er et spørgsmål om, hvad hun vil gøre ved situationen i Darfur, et andet et om miljøet, og så dukker studielånene forresten også op igen. Samtidig bliver der klippet til scener fra valgkampen, hvor Clintons 27-årige datter Chelsea hilser på jævnaldrende vælgere. Glem den gamle hvidhårede Mr. Clinton: Nu er det den unge frøken, der skal vinde stemmer til mor!

De unge medvirkende i videoen understreger alle hver især, at de er glade for, at Hillary har erfaring, og at huni virkeligheden er den, der kan bringe forandring til USA. Til slut siger Clinton, at hun vil "tage fremtiden tilbage". Endelig kan man klikke sig ind på en helt frisk video med Chelsea og skuespillerinden America Ferrera, der er bedst kendt for sin titelrolle som den kiksede modeassistent i tv-serien Ugly Betty. De var lige i Nevada op til forrige weekends valgmøder for at fortælle de unge mennesker i staten om Clinton og hendes sag.

Obama-girl og Hillary-boy

Internettet er som bekendt et godt sted at danne netværk blandt unge vælgere og derved også en god scene at aflevere sit budskab til den samme gruppe fra. Det er også et godt sted at vise verden, at man er sjov.

Særligt Hillary Clinton, der har haft et image som kold og humorforladt, har gjort meget ud af at vise sig selv på slap line i en stribe videoer og indslag på nettet. Blandt andet da hun bad sine tilhængere om hjælp til at finde en slagsang. Her lagde kampagnen først en video ud, hvor Clinton sang pivfalsk. Og da kampagne-sangen blev valgt ved en afstemning over nettet, afslørede hun den i en lille video, hvor hun sammen med Bill optrådte i noget, der lignede det sidste afsnit af den populære tv-serie The Sopranos. Den sad da lige i de unge vælgeres referenceramme! At det så blev en sang med den kønsløse og ikke særligt ungdommelige Celine Dion, der løb med sejren, sætter selvfølgelig spørgsmålstegn ved, hvor unge deltagerne i sanglegen egentlig var.

For et par uger siden dukkede der så en video op på YouTube, hvor en meget ung mand til en meget støjende melodi erklærer, at han har et "crush on Hillary". Altså, at han er vild med hende ("2008: You're the sexiest candidate!"). Det er tilsyneladende ikke Clintons egen kampagne, der står bag lanceringen af Bills unge rival. Men videoen var altså at finde i mailen Hillary Clinton News, som indeholder links til forskellige uafhængige (men Clinton-positive) blogs og indslag på nettet. Og Hillary Clinton News sendes til alle på Clintons mailingliste. Sagt på en anden måde synes Clintons kampagne altså, at det var en rigtig god idé, at så mange som muligt blev præsenteret for den kække unge fan. Videoen har i øvrigt klar adresse til sangen "I've got a crush on Obama". Den dukkede op på nettet sidste år, hvor den tilhørende video viste en syngende og ikke særligt påklædt kvindelig Obama-fan.

'Vores stemme'

I sidste uge lancerede Clintons kampagne så Our Voice, Our Future Tour, en 14-dages-turné, der ifølge pressematerialet "vil opmuntre unge vælgere til at støtte Hillary og lade deres stemme blive hørt". Et par unge NFL-stjerner støtter initiativet, og førnævnte Ferrera og en anden ung skuespillerinde, Amber Tamblyn, åbnede ballet med et universitetsbesøg sammen med Chelsea. Samme Ferrera udtalte i den forbindelse, at "valget ikke er nogen popularitetskonkurrence. Det er for vigtigt til, at det bare bliver afgjort med slogans. Hillary har arbejdet hele sit liv på at gøre en ægte forskel i folks liv. Hun har den vision og erfaring, der skal til for at ændre dette land, og jeg er sikker på, at hun vil hjælpe os med at bygge en fremtid, der er værd at arve".

Den amerikanske valgkamp ligner nu nogle gange talentkonkurrencer som American Idol og X-Factor. Måske Clinton bare kan håbe, at hendes optræden overstråler Obamas, så de unge vælgere indser, at det er erfaring og ekstra år på bagen, der kan bringe den ønskede forandring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu