Læsetid: 4 min.

Eksperter: Olieprisen vil fortsætte med at stige

Den stigende efterspørgsel ser ud til at have sendt olieprisen på permanent himmelflugt. De fleste analytikere er dog stadig forholdsvis optimistiske på verdensøkonomiens vegne
Udland
5. januar 2008

I et kort øjeblik denne uge ramte olien den historiske pris, 100 dollar pr. tønde. Prisen blev presset i vejret af en enkelt ivrig handlende i New York og faldt næsten øjeblikkeligt til 90 dollar. Men selv når det tages i betragtning, var stigningen det hidtil tydeligste tegn på, at tiden for billig olie er ovre. Det rejser ubehagelige spørgsmål om implikationerne for verdensøkonomien.

Da det sorte stads sidst ramte lignende højder, sikrede omfattende økonomisk recession, at regeringerne verden over iværksatte omfattende effektiviseringer. De hældte milliarder af dollar i alternative energiteknologier, mens verden lærte at gøre mere med brug af mindre. Priserne slappede af, mens Mellemøsten slap mere olie ind på markedet, og flere store nye oliefelter blev fundet.

Denne gang er det anderledes. For frem for at være et udbudsproblem, som det var i 1970'erne, bliver olieprisen i dag drevet op af efterspørgsel fra de nye økonomiske giganter som Kina og Indien - lande, der ikke viser noget tegn på at nedsætte hastig-heden. Som investoren Jim Rogers udtrykker det:

"Du har tre milliarder mennesker i Asien, der ikke var inde i kampen for 30 år siden. De lever ikke længere i subsistensøkonomier. De har set tv-showet, og de villeve som dig."

Det fortsætter

Det er vanskeligt at sige, hvor høj prisen kan blive. Alle synes dog at være enige om, at et nyt højere loft har etableret sig. For nylig hævede Goldman Sachs deres forudsigelser for olieprisen det næste år til 105 dollar.

Ian Henderson, leder af JP Morgan Natural Resource Fund, sagde, at den kunne ramme 110 dollar i årets første kvartal. Gerard Lyons, cheføkonom i Standard Chartered, tror, at USA vil opleve reel recession i 2009. Det vil give et midlertidigt prisfald til 70 og 80 dollar, men prisen vil igen stige - sandsynligvis til 150 dollar inden for de næste fem år.

Dyr olie er altså kommet for at blive. Hvorfor? Helt elementært: Efterspørgselen overgår udbuddet. I dag er Saudi-Arabien den eneste olieproducent i verden, der har kapacitet til at øge sit udbud betydeligt. I øjeblikket producerer landet ca. ni millioner tønder olie om dagen - lidt over 10 procent af den globale produktion.

Kongeriget kunne pumpe yderligere 2,5 millioner tønder på markedet. Det gør de ikke. Så mens oliepriserne skabte overskrifter i denne uge, afviste OPEC - kartellet, der er ansvarligt for omkring 40 procent af verdens udbud - at de havde noget med det at gøre. Det var spekulanternes skyld. Udbuddet var skam tilstrækkeligt, hævdede de.

Slut med 'den nemme'

Men størstedelen af verdens store oliefelter, der alle blev fundet for årtier siden, er ved at løbe ud. Den 'nemme olie' er allerede blevet fundet. Det tvinger olieselskaberne og de producerende nationer til at søge i felter, der er mere vanskelige at udvinde med stadig større omkostninger.

Uklarheden om hvor meget olie, der er tilbage i verden, er en del af grunden. OPEC-medlemmerne har alle en interesse i at overdrive, hvor meget olie, de sidder på - ikke mindst Saudi-Arabien.

"I 1988 havde saudierne 260 milliarder tønder. 19 år efter havde de pumpet 69 milliarder op, men sagde stadig, at de havde 260 milliarder tilbage. Hvordan kan det ske? De fyre lyver," siger Jim Rogers.

Hvis dyr olie er den nye realitet, rejser det et større spørgsmål:

Hvor meget længere kan økonomien forblive sund, når den olie, der sørger for, at lastbilen kan køre brød ud til supermarkedet, samt bruges til at producere den plasticpose, man bærer det hjem i, og den tupperware, der skal bevare resterne, er fem gange højere, end den var for fem år siden?

Endnu er de fleste analytikere dog relativt rolige. De argumenterer for, at den globale økonomi i dag er meget bedre i stand til at tackle stigende udgifter, fordi den bliver drevet af stærk vækst frem for dramatiske fald i udbuddet.

Julian Lee, energirådgiver ved Center for Global Energy Studies, siger:

"Under oliekrisen i 1970'erne steg prisen på meget kort tid - primært på grund af et stop i leverancen og den følgende panikreaktion fra forbrugerne. Det er en langt mere langsom og jævn udvikling, vi har denne gang. Det har taget tre til fire år at nå det, der i 1970'erne skete på uger eller måneder," siger Julian Lee.

Ned med lønnen

Og markedet er allerede begyndt at reagere. I takt med at prisen er steget, er væksten i den globale efterspørgsel faldet - fra tre procent i 2004 til 1,5 procent i 2005 til et forventet 0,8 procent i år. Verden er også mindre afhængig af benzin efter at have investeret massivt i alternativer som atomenergi og naturgas.

Imens har de store virksomheder gjort deres yderste for at afbøde slaget, primært ved at reducere omkostninger ved lønninger. Outsourcing og brug af billig immigrant-arbejdskraft samt nye måder at få de ansatte til at arbejde mere for færre penge har betydet lave omkostninger. Spørgsmålet er, om det kan fortsætte. Arbejderne rundt om i Europa, f.eks. i Tyskland, er begyndt at kræve heftige lønstigninger. Læg oveni det den generelle afmatning i USA og Europa samt stigende fødevare-og energiomkostninger. Så ser billedet pludselig ikke så rosenrødt ud.

Alt er dog ikke den rene ynk. Der er nemlig intet som høje oliepriser, der kan få regeringer og virksomheder til at søge alternativer og satse på alvorlige effektiviseringer. Sidste måned underskrev George W. Bush således en ny lov, der stiller krav til bilernes benzinøkonomi. Det er første gang i tre årtier. Den første lov var udformet som direkte resultat af den arabiske olieembargo i 1973.

© Independent og InformationOversat af Anna von Sperling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Fokuseringen på oliepriserne afslører det moderne samfunds forkvaklede forhold til, hvad der er op og ned af nødvendighed og grad af betingende karakter for andet. Man lader som det økonomiske systems rationalitet kommer før alt andet, og man underordner alt andet for hensynet til det økonomiske system med dets krav om vækst. Det faktum, at man kun kærer sig om oliens tilgængelighed og pris nu og i fremtiden, dækker over et andet faktum, som er at netop olien er vejen til undermineringen af det globale klima. Måden, hvorpå man fokuserer på olien som betingelse for økonomien, siger alt om det moderne samfunds evne til at vende sig selv på hovedet.

Hvis de statistiske optegnelser over rigtigheden af fortidens prognoser for olieprisens udvikling siger noget, som kan bruges, så er det det at forudsigelserne omkring prisudviklingen ind til videre har været forkerte. Det fremgår med al mulig tydelighed af en lille optegnelse foretaget i ”Der Spiegel” d.4/1-08.
http://www.spiegel.de/wirtschaft/0,1518,526617,00.html
Oliepriserne har svinget ekstremt. For 9 år siden kostede 159 liter råolie fx 11 dollars. Den 3/1-04 kostede den 100 dollars. Igen, absolut ingen har kunne forudsige ret meget.

Analytikerne forholder sig til, hvorfor priserne svinger, som de gør. Deres udgangspunkt er, at markedet er ”rationelt”, og de kaster om sig med hjælpehypoteser, for at få markedets prisdannelse til at se rationel ud. Det hævdes igen og igen, at den økonomiske rationalitet er uovertruffen i sin funktion for almenheden. Funktionen er at optimere udnyttelsen og fordelingen af de knappe ressourcer i tid og rum i kraft af den primære forskel, prisen, markedsprisen, som enhver økonomisk iagttagelse, transaktion tager udgangspunkt i.

Man betjener sig af forskellige hjælpehypoteser som hives frem, når man skal redegøre for det ulogiske i prisdannelsen. Fx siger man at OPEC udgør et kunstigt moment i forhold til markedet. I nogle sammenhænge fremhæves det, at OPEC forsøger at presse priserne op ved at benytte sig af det monopol, man har på oplysningerne omkring sine egne depoter(OPEC råder måske over ca. 75 % af de kendte reserver). Og det siges fx, at landene har pustet deres tal over beholdninger op, fordi deres indflydelse i organisationen afhænger af deres reserver. Andre siger at de ikke er interesseret i at forbruget skal falde, og derfor ikke er interesseret i alt for store pristigninger. Noget kunne tyde på at de ikke på nogen måde er interesseret i at forbruget skal minimeres.
Når man husker på, hvordan Saudi Arabien manifesterede sig på Bali mødet med krav om kompensation, hvis verdenssamfundet af hensyn til drivhuseffekten var nødt til at sænke forbruget af olie, så har man en indikation på, at man virkeligt ikke vil have forbruget ned. Men det kan også tages som udtryk for, at man bare vil have kompensation. Det korte af det lange er, at alle betragtninger falder i markedet, og påvirker markedet.

Enhver udmelding på markedet har indflydelse på markedet. Det gælder på det fri marked i enhver sammenhæng. Prisdannelsen er betinget i sammenhænge som, hvis der skulle opstå noget, der tog sig ud som en rigtig forudsigelse, ville det automatisk gå over i det, som kaldes en performativ selvmodsigelse. Som resultat af sin pålydende rigtighed ville forudsiglsen blive nødt til at se sig negeret af samme årsag (sin rigtighed).
Markedet reagerer på sig selv, sine egne æstimater. Den der kan forudsige fremtiden, ved i modsætning til alle andre, hvad fremtiden vil indebære, og vil derfor kunne anbringe sine midler optimalt, hvilket vil sige det samme som at ændre fremtiden, altså det modsatte af at forudsige den! Markedet er ikke forudsigeligt, det er ikke rationelt. Prisudviklingen er overladt til sin egen evolution. Enhver forudsigelse falder i markedet, og ændrer det, den vil forudsige, og negerer dermed sig selv. Spekulationen i fremtiden er markedet. Når analytikerne forsøger at tilsidesætte den ”irrationelle” adfærd i prisudviklingen som spekulation, så vrøvler de simpelt hen, som i følgende citat om udviklingen i prisdannelsen på huse:
”Det er imidlertid svært, at skelne mellem årsag og virkning, dvs. om huspristilliden er lav, fordi huspriserne falder, eller om huspriserne falder, fordi tilliden til huspriserne er lav. Efter vores vurdering gør begge dele sig gældende p.t.," skriver chefanalytiker Thomas Kyhl i rapporten."

Det fænomen, som chefanalytiker Thomas Kyhl her gør opmærksom på, er det, som sociologen Niklas Luhmann kalder dobbeltkontingens. Begrebet kan forklares på mange måder, og dækker over den sociale mekanisme, man kan tage fat i, når man vil redegøre for den sociale systemdannelsens evne til at danne orden i det hele taget. Der er altid et moment af uforudsigelighed i socialiteten, idet enhver systemdannelse, ethvert kommunikativt fænomen falder i en kontekst, som er dobbeltbetinget, og dermed i en hvis grad uforudsigelig. Luhmann bruger et fint begreb som hedder autopoiesis, hvilket i den her sammenhæng dækker over et moment af selvskabelse, tilblivelse og uforudsigelighed på systemets eget plan. Der er ingen tvivl om at det økonomiske system er et genuint autopoietisk system i Luhmannsk forstand.

Hvis markedsmekanismen er uovertruffen i sin funktion, så er det udelukkende fordi den er mutters alene på området.

Der er ikke nogen overordnet fornuft i prisdannelsen. Tro ikke at prisen siger noget som helst om, hvor meget eller hvor lidt olie der er tilbage. Tro ikke at markedet er i stand til at mediere vort nuværende behov i forhold til fremtidens behov.

Markedet er udtryk for sin egen delrationalitet, der centrerer sig om et ekstremt snævert perspektiv; øjeblikkets tilfældige vurdering hos den købedygtige omkring optimal anbringelse af købekraft ud fra hensynet til det at opnå fremtidig købekraft. At anbringelsen, med dets komplimenterende øjeblikkelige forbrug så resulterer i fremtidig mangel på almene fornødenheder for økonomien og det sociale i det hele taget, det ligger helt uden for den økonomiske rationalitets emneområde. Det lader sig ikke indikere i kraft af dette sociale delsystems endogent betingede muligheder for semantisk betydning (det er med andre ord rent volapyk i økonomisk forstand).

Men det politiske system er udmærket klar over ressourcernes betydning for økonomien. USA har fx brugt 7500 000 000 000 kr på to krige, hvoraf i hvert fald den ene, den største, galt tilgangen til olie.

Størstedelen af de argumenter, der fremføres i det politiske system, er af økonomisk karakter. Man refererer til den økonomiske nødvendighed og rationalitet som betingelsen for løsningen af alle problemer. Dvs. omverdenen, det politiske system af medier, lovgivende og magtudøvende instanser m. m. refererer til økonomien, som om den var primær i forhold til alle andre former for rationel tænkning, som om der var tale om det ultimative udgangspunkt for forståelsen af sammenhænge i en rangorden mellem de forskellige hensyn, der måtte være at tage.
Det fungerer som en antagelse i de globalt herskende politiske og sociale udlægninger af, hvad der er bærende for det sociale, at økonomi er det absolutte udgangspunkt for forståelsen af mulighederne for at løse alle sociale og menneskeskabte problemer. Det er den antagelse, der fører til, at al overordnet rationalitet kastes over bord, for at rede økonomien. Det globale miljø, millioner af uskyldige Irakeres liv, 7500 000 000 000 kr, som kunne være investeret i alternativ energi.

De former for sandhed som kvalificeres i de mere videnskabelige sammenhænge, som handler om sammenhængen mellem den økonomiske væksts indflydelse på samfundets mulighedsbetingelser, som de findes i den ydre omverden , bliver bevidst manipuleret og forfalsket af det politiske system. Eksemplerne er påfaldende:

Regeringen nedtonede klimaadvarsler
18. okt. 2007 01.59 Indland Opdat.: 18. okt. 2007 05.32 (DR)
Regeringen brugte i perioden 2001-04 flere gange den røde tusch til at ændre i forskeres konklusioner om global opvarmning, skriver Politiken.
Fagkundskabens advarsler blev ifølge avisen nedtonet, afsnit blev fjernet, og billedet af fremtidens klima blev gjort mere positivt.
- Jeg blev efterhånden vant til, at tekster fra min hånd om den globale opvarmning blev syltet eller forenklet for groft, fortæller seniorforsker Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser til Politiken. Han var hovedforfatter til regeringens udgivelser om klimatilpasning.
Megen usikkerhed om drivhuseffekt
Ifølge topembedsmænd ændrede daværende miljøminister Hans Christian Schmidt i foråret 2004 personligt i pjecen. Blandt andet i afsnittet om de nødvendige udvidelser af Danmarks kloakker.
I pjecen blev også tilføjet, at der var "megen usikkerhed om menneskets bidrag til drivhuseffekten", selv om der på det tidspunkt var videnskabelig enighed på verdensplan om det modsatte, skriver Politiken.
Ifølge nuværende og tidligere topembedsmænd i Miljøministeriet mente regeringen ikke, at menneskeskabte klimaforandringer var tilstrækkeligt bevist.
Teori om solaktivitet
Flere kilder påpeger ifølge Politiken, at det i høj grad var Finansministeriet, der trak i trådene.
I regeringens klimastrategi fra februar 2003 fik ministeriet eksempelvis indføjet, at en del af den globale opvarmning kunne skyldes "ændringer i solaktiviteten og vulkaner". Den teori fik en specialbevilling på finansloven 2004.
- Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil, fortæller Eigil Kaas til Politiken.
Han er tidligere forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut og i dag professor i meteorologi på Københavns Universitet.

Se en undersøgelse over hvordan Det Hvide Hus systematisk har fordrejet sandheden om den globale opvarmning under G. Bush den anden:
http://oversight.house.gov/documents/20071210101633.pdf

Påstanden om at økonomisk vækst er afkoblet i forhold til udslippet af CO2 er for længst blevet gennemhullet, selv om den har været fremført fra højre til venstre i det politiske billede gennem mange år:
”Danmark har den største CO2-udledning per indbygger i Europa – ja, faktisk ligger vi efter alt at dømme i top-10 i verden på listen over klimasvin.
Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, der i modsætning til de gængse klimaopgørelser medregner udledningen fra skibsfart og luftfart.
På de hidtidige opgørelser – uden skibe og fly – er vi blot omkring nummer 24, men fordi vi har en usædvanlig stor skibsbranche i forhold til vores indbyggertal, er vores reelle forurening per indbygger langt større.
Samtidig viser tallene, at den danske CO2-udledning er fulgt med den økonomiske vækst.
Det underminerer det argument, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) rejser verden rundt med:
De to ministre fremhæver over for skeptiske statsledere fra store CO2-udleder-lande, at Danmark siden 1990 har haft kraftig økonomisk vækst – på 30 procent – men samtidig har holdt CO2-udledningen i ro. Læren er, at det kan lade sig gøre at ’afkoble’ CO2-udledning fra økonomisk vækst.
Men historien er baseret på CO2-udledning fra Danmarks husholdninger og erhverv eksklusive skibsfart og luftfart – fordi skibsfart og luftfart er undtaget fra Kyotoprotokollens CO2-opgørelser.
»Men skibsfarten og luftfarten er jo ikke undtaget fra opgørelserne over den økonomiske vækst. Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO{-2}-opgørelsen, har der ikke fundet nogen afkobling sted«, siger Peter Rørmose Jensen, specialkonsulent i Danmarks Statistiks afdeling for nationalregnskab.
Men Connie Hedegaard: Når man regner skibsfart med, ser det danske CO2-regnskab temmelig dårligt ud, i forhold til det I fortæller rundt om i verden.
»Vi har ikke lagt skjul på, at når vi taler om afkobling, er det i forhold til det, der er med i Kyotoprotokollen…«.
Men så bliver det sværere for jer at argumentere for, at man kan koble sin CO2-udledning fra sin økonomiske vækst. Og dermed sværere at overbevise lande som USA og Kina.
»Der er så mange ting, der er svært…«, siger Connie Hedegaard.