Læsetid: 8 min.

Elefanterne buldrer i Kenya

Den humanitære og politiske krise fortsætter i Kenya, hvor et af Afrikas ellers mest velfungerende og lovende demokratier er ved at tage livet af sig selv. Landets mange fattige indbyggere betaler den blodige pris for en overophedet politisk debat som handler meget om magt og overraskende lidt om politiske visioner
Magtkampen. Det gamle afrikanske ordsprog om, at når to elefanter slås, er det græsset under dem, der tager skade, minder om situationen i Kenya efter præsident- og parlamentsvalget i december. De politiske rivaler Mwai Kibaki og Raila Odinga slås bittert om magten efter valgresultatet, som både opposition og internationale observatører mener er fingerer til den siddende præsident Kibakis fordel. Ofrene for magtkampen er ikke svær at få øje på: Seneste officielle tal fra FN lyder på op mod 250.000 internt fordrevne og 350 dræbte siden valget. Hertil kommer alle dem, som bliver udsat for overfald, voldtægt og plyndringer.

Magtkampen. Det gamle afrikanske ordsprog om, at når to elefanter slås, er det græsset under dem, der tager skade, minder om situationen i Kenya efter præsident- og parlamentsvalget i december. De politiske rivaler Mwai Kibaki og Raila Odinga slås bittert om magten efter valgresultatet, som både opposition og internationale observatører mener er fingerer til den siddende præsident Kibakis fordel. Ofrene for magtkampen er ikke svær at få øje på: Seneste officielle tal fra FN lyder på op mod 250.000 internt fordrevne og 350 dræbte siden valget. Hertil kommer alle dem, som bliver udsat for overfald, voldtægt og plyndringer.

Darko Bandic

Udland
12. januar 2008

Landet på den østlige kyst af det afrikanske kontinent er kendt for sine smukke landskaber, for atletiske løbere med lange ben og for en natur og et dyreliv, der ikke findes mage til andre steder i verden. Det er her i Kenya, Karen Blixen fandt inspirationen til sine verdensberømte fortællinger om livet. Og hvert år strømmer turister i tusindvis til for at nyde brisen fra det indiske ocean, bestige svære bjergtinder eller tage på safari i landets dyrerige nationalparker. Gennem de senere år er Kenya tilmed blevet et af de bedste eksempler på økonomisk vækst uden total afhængighed af internationale donorer. Både offentlige og private investeringer blomstrer, uddannelsesnivauet er generelt langt højere end i resten af det sydlige Afrika, og Kenya opleves af mange som økonomisk og demokratisk dynamo for hele regionen. Men lige nu er virkeligheden i det østafrikanske land langt fra idyl.

Det afrikanske ordsprog om, at "når to elefanter slås, er det græsset under dem, som tager skade", minder om situationen i Kenya. Siden præsidentvalget i slutningen af december har her mildt sagt været politisk tumult. De politiske rivaler, Mwai Kibaki og Raila Odinga, slås bittert om magten efter et valgresultat, som både opposition og internationale observatører mener, er fingereret til den siddende præsident Kibakis fordel.

Vakuum skaber vold

Det uafklarede valg har sat ild til frustrationerne blandt de fattige i hovedstaden Nairobis store slumområder. Og i de oversete og ringe udviklede provinser åbner det politiske vakuum for dyndet af hengemte konflikter, bygget på århundreders sociale skel og ulige fordeling af jord og ejendom. Valgets eneste sikre resultat indtil videre er, at mænd, kvinder og børn i tusindvis er flygtet fra deres hjem. Flere tusinde endda over grænsen til nabolandet Uganda. Blodet flyder i hævnaktioner mod formodede politiske modstandere fra andre stammer, og grupper af oprørte unge støder dagligt sammen med det hårdhændede politi i Nairobis gader.

Seneste officielle tal fra FN lyder på op mod 250.000 internt fordrevne og 350 dræbte siden valget. Hertil kommer alle dem, som bliver udsat for overfald, voldtægt og plyndringer.

"Min gamle far fik sat ild på sin butik, udelukkende fordi ejeren af ejendommen er kikiyo. Der kom en stor flok unge løbende og satte ild til," fortæller Lydia Anjiah, der er mor til to små børn og fra luyia-stammen i den vestlige del af Kenya.

Afløste en despot

Mange kenyanere var ellers optimistiske, da Mwai Kibaki overtog præsidentposten for fem år siden. Han afløste den berygtede Daniel arap Moi, som havde regeret Kenya i 24 år. Kibaki vandt med 62 procent af stemmerne, mens den daværende rival Uhuru Kenyatta - søn af Kenyas første præsident og fra Mois KANU parti, kun fik 31 procent.

Bakket op af en politisk koalition skabt til formålet kom Kibaki til magten på løftet om nultolerance over for korruptionen. Den var vokset til uhyrligt omfang under præsident Mois lange regeringstid. Kibaki lovede også at forbedre skolesystemet, skabe økonomisk vækst og forbedre infrastrukturen.

Da Kibaki tre dage efter valget formelt blev indsat som præsident for Kenya, var det under stor jubel og hyldest fra en million stor menneskemængde i Jamhuriparken, centralt i Nairobi.

"Jeg arver et land, som er blevet voldsomt ødelagt af år med dårlig ledelse og mangelfuldhed," sagde han ifølge nyhedsbureauet Associated Press, mens Moi kiggede på.

"Æraen, hvor man kunne slippe af sted med hvad som helst, er nu ovre for altid. Regeringen vil ikke længere blive ledet af individers pludselige indfald."

Skuffede forventninger

Det lød lovende og efter valget begyndte Kibaki at implementere en bred vifte af reformer. Han efterkom løftet om fri skolegang for alle. Han iværksatte undersøgelser af landets bankvæsen, begyndte reform af det mangelfulde skattesystem og satte gang i forbedring af den regeringskontrollerede strømforsyning.

Ligesom Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, er Kibaki af kikuyo stammen, men i begyndelsen så det ud til, at Kibaki rent faktisk ville bryde den historiske tradition for at magthaverne primært prioriterer deres egen stammes velfærd.

"Kibaki var meget populær i starten. Han virkede rolig. Jeg kunne også selv tydeligt mærke forbedringer, da vejen til min landsby blev asfalteret i løbet af få måneder," husker Lydia.

En politisk kultur

Til Kibakis fordel skal det også siges, at den økonomiske vækst er gået fra en rate på 0.6 procent i 2002 til en foreløbig rekord på 6.1 procent i 2006. Regeringens vision om inden år 2030 at forvandle Kenya til et mellem-indkomstland med høj levestandard for det meste af befolkningen synes inden for rækkevidde. Væksten i det vigtige turismeerhverv er oppe på 15 procent. Der er kommet elektricitet til mange landområder, og vejnettet er forbedret. Og regeringen har sat gang i en systematisk strategi i forhold til udvinding af landets råstoffer.

Mange kenyanere bifalder desuden hans forsøg på at gøre landet mindre afhængigt af internationale donorer. Blandt andet ved at åbne for investeringer fra Kina og Asien.

Dertil kommer, at Kenya adskiller sig fra mange andre afrikanske lande ved relativt frie medier og en stærk politisk kultur.

Alligevel er den politiske debat forud for dette præsidentvalg kørt i selvsving, mener Dr. Rose Oluoch, specialist i policy advocacy og underviser på MS' træningscenter i Tanzania: "Der er simpelthen for meget politik i Kenya nu. Vi kenyanere er så politisk bevidste. Vi er meget opdelte i vores holdninger og alle går meget op i, hvad de tror på, står stejlt på deres egen overbevisning og forsvarer den politiker, de støtter."

Hun tøver dog ikke med at give politikerne skylden for, at den demokratiske proces før og efter det nyligt overståede valg til præsident og parlament har forvandlet sig til et opgør mellem etniske stammer frem for om reelle politiske visioner.

"Jeg græder for mit elskede land. Det er politikerne, som har søgt opbakning ved at skærpe de etniske skillelinjer og er skyld i det bitre had, vi ser nu. Jeg mener, det er politikernes ansvar at ændre dette. Vi har brug for en leder, som kan sætte os fri af denne stammekultur. Ikke nødvendigvis at afskaffe stammekulturen, men én, som formår at skabe en national enhed," siger hun.

Stammekamp om velfærd

Den politiske kommentator Paul T. Zeleza er på samme linje, når han hævder, at de nuværende etnisk-fokuserede konflikter netop hænger sammen med voksende klasseskel.

"Udfordringen i Kenya, som i andre op-delte multikulturelle samfund, er behovet for at balancere enkelte gruppers og hele nationens interesser gennem yderlige demokratisering, fordeling af magt og medbestemmelse," skriver han.

For selv om det går godt i Kenya sammenlignet med mange andre lande i det sydlige Afrika, er væksten især kommet middelklassen og den kikuyo-dominerede befolkning i landets centrale del og i de større byer til gode. Kenya ligger fortsat på listen over verdens fattigste lande. Gabet mellem rige og fattige vokser, og som alle andre steder fører øget ulighed til flere sociale spændinger og kriminalitet.

Under valgkampen har oppositionskandidaten Raila Odinga, der selv er luo, da også bevidst brugt slagord om "Mount Kenya Mafiaen", når han langede ud efter de velbjergede kikuyer fra den centrale del af landet .

"Det er tankevækkende, at der i Mois tid var langt mindre fokus på stammetilhørsforhold, end der er i dag. Det bliver misbrugt i de politiske kampagner. De har pustet til ilden og skabt frygt og mistillid. Der har været utroligt meget propaganda," siger Rose Oluoch.

Personlig politik

Mens de egentlige politiske visioner har fyldt overraskende lidt i valgkampen, har mange til gengæld opfattet Raila Odinga som forfriskende, udfarende og karismatisk sammenlignet med den 76-årige og dermed 14 år ældre Kibaki. Raila Odinga trådte ind på banen, tilsyneladende med ryggen fri, og gik til valg på at blive 'folkets præsident'.

Kibaki, derimod, har i løbet af sine fem år som præsident fået ry som en laissez faire-politiker med en lidt for tilbagelænet stil. Han ulejliger sig sjældent med at kommentere på aktuelle politiske sager i landet. Og korruptionen trives fortsat i bedste velgående, om end mest på magtens tinder, hvor millionerne ruller og de vigtige licenser og kontrakter er på spil. Præsidenten og flere af hans nærmeste politikere og rådgivere har selv været involveret i alvorlige korruptionssager.

Kibakis temperamentsfulde kone, Lucy, er jævnligt i centrum for pinlige offentlige eskapader, og der går vedholdende rygter om, at præsidenten har indtil flere hjem og koner uden for ægteskabet. Hans omdømme og troværdighed er med andre ord noget flosset.

Der gik da heller ikke mange minutter, fra Kibaki blev erklæret vinder af det nys overståede valg, til han formelt blev udnævnt til præsident. Denne gang inden døre og kun overværet af en beskeden flok embedsmænd.

"I 2002 opdagede folkemængden, som førhen var blevet brutaliseret af et-partistyret, på ny deres stemme og deres vilje. Nationen stod sammen i håbet for fremtiden og troede oprigtigt på muligheden for forandringer. Nu føler mange sig snydte og magtesløse, frastjålet deres politiske stemme og indflydelse," kommenterer Paul T. Zeleza.

Indviklet magtspil

Sandheden er imidlertid, at Raila Odinga kommer fra samme historiske og politiske elite som Kibaki, om end han er af en anden stamme. Hans egen far, Oginga Odinga, var i regering med Jomo Kenyatta, Kenyas første præsident, og Raila Odinga selv var blandt Kibakis støtter ved valget i 2002 og blev senere minister i hans første regering. Odingas nuværende partiprogram adskiller sig ikke væsentligt fra det, Kibakis parti vil. Lige med undtagelse af, at Odinga er tilhænger af en øget decentralisering i forbindelse med den kommende reform af konstitutionen.

Måske er det også af mindre betydning, for den politiske tone i Kenya er ofte så skinger, at man ifølge iagttagere let kommer i tvivl om, hvem der er i opposition, og hvem der står sammen.

Og Kibaki gør under alle omstændigheder, hvad han kan for at klæbe til taburetten, uagtet at en stor del af hans troværdighed og goodwill er sat over styr. Uanset hvad løsningen på regeringskrisen bliver, vil Kibaki få det svært med det nye parlament , hvor hans parti PNU kun kontrollerer en femtedel af stemmerne.

Konsekvenser for regionen

Mens internationale diplomater presser på for en fredelig løsning og eventuelt et omvalg, har den politiske uro skabt en humanitær krise. Og konsekvenserne begynder at brede sig til nabolandene. Særligt Uganda, Burundi og Rwanda mod vest oplever mangel på brændstof, fordi de er afhængige af at få transporteret brændstof fra havnen i Mombasa. I Tanzania er der mangel på visse fødevarer og medicin. Uroen påvirker kursen på den kenyanske shilling og koster landet store summer i mistede turistindtægter. Hjælpeorganisationer melder også om mangel på fødevarer i flere regioner af Kenya, og der er frygt for at endnu flere mennesker vil blive tvunget til at flygte på grund af urolighederne.

En længerevarende konflikt i Kenya kan også få negativ indflydelse på situationen i de i forvejen uroplagede nabolande Somalia og Sudan. Ud over at virke stabiliserende på hele regionen huser Kenya meget store flygtningelejre, hvor folk fra konflikten i Darfur og flygtninge fra Somalia opholder sig. De fattige, de forfulgte og de mest udsatte risikerer at blive de største ofre for elefanternes buldren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan jo ikke bruge det her til en skid, det er lige til at lukke op og skide i.