Læsetid: 4 min.

Etnicitet bliver brugt politisk i Kenya

Kenyas magthavere har en lang tradition for ved bestemte lejligheder at politisere de etniciteter, der til hverdag ikke spiller nogen særlig rolle for folk. Politiseringen af etniciteten hænger såmænd sammen med den demokratiske proces
4. januar 2008

"Vi skal bede til Gud. Hvad der foregår i vores nabolande er rystende. I Uganda, Somalia, Rwanda og Burundi er der voldelige sammenstød, og mange har mistet deres familier, mange mennesker er døde, og derfor beder vi kenyanere til Gud om, at der ikke skal være voldelige sammenstød her. Hvis der er for meget politik, får vi sammenstød ligesom i vores nabolande. Vi er chokerede over, hvad vi ser. Forældre der er døde, et lille barn som er helt alene og sørger over sine forældre, lig der flyder i floderne. Jeg er modstander af for meget politik i vores land."

Det er David, en ung fyr fra et af Nairobis slum-områder, der taler. Hans familie er luhyaer fra det vestlige Kenya, men han har altid boet i Nairobi. Han er selv kristen, hans kone er muslim, hvilket i deres meget urbaniserede lokalsamfund gælder som hendes etniske identitet, og de to lever af at spille musik, danse og optræde.

Efter folkemordet

Tidspunktet er 1997. Folkemordet i Rwanda er ovre, og valgkampen til Kenyas andet demokratiske valg er igang. For at sikre sin sejr har Præsident Daniel arap Moi orkestreret etnisk udrensning i den omstridte Rift Valley region, Mois magtbase. Regionen har tidligere været hjem for fordrevne.

Som en del af koloniseringen jog englænderne kikuyu-bønder bort fra deres jord i Central Province i nærheden af Nairobi til Rift Valley, hvor de mødte og blandede sig med kalenjiner, der i hovedsagen var pastoralister.

Folkeflytningen skabte både samarbejde og modsætninger. Erindringen om fjendskab blev genoplivet ved de to demokratiske valg i 1992 og 1997: Bander af mærkeligt udklædte masai-krigere og unge kalenjiner med krigsmaling fordrev den bofaste befolkning fra deres jord og brændte deres huse.

De fleste var kikuyuer. Bl.a. på denne baggrund fik Præsident Moi over 25 procent af stemmerne i fem af Kenyas otte provinser, som krævet i forfatningen, og vandt begge valg. Fordrivelse af flere hundrede tusinde mennesker var en del af forberedelsen. Mange lever stadig i flygtningelejre.

Ingen tilfældighed

Når der sker grusomme overgreb i Rift Valley-byen Eldoret, er det derfor ingen tilfældighed. Det er et udtryk for den politisering af etnicitet, der er en del af den demokratiske proces i Kenya. Det er udsigtsløst at forsøge at analysere Kenyas politiske kultur uden at forholde sig til etnicitet.

I sin analyse skelner historikeren John Lonsdale mellem på den ene side det, der skaber den indre sammenhæng i en befolkningruppe - moralske påbud, gensidig forpligtelse, vaner, historie, sprog - og på den anden udefrakommende politisering af den etniske identitet. De nuværende etnisk baserede konflikter og sammenstød er et resultat af etnicitetens dobbelte karakter.

Forudsætningen var den engelske kolonimagts klassificering af befolkningen. Optælling og skelnen mellem sociale grupper forberedte beherskelsesteknikker som var gennemgående i de fleste kolonier.

Kenyas etniske grupper, eller stammer, som man siger dér, blev skabt og konsolideret på baggrund af mere flydende identiteter, der havde eksisteret før koloniseringen, og blev skærpet og fastfrosset som instrumenter for den koloniale magtudøvelse. Det samme blev tilfældet i nabolandet Rwanda, koloniseret af belgierne, hvor embedsmændenes opdeling og forfordeling af hutuer havde katastrofale følger.

Kenyas magthavere er eksperter i at mobilisere befolkningen på erindringer og oplevelser af tidligere uretfærdigheder og overgreb.

Der er nok at tage af. Oppositionslederen Raila Odingas far, Oginga Odinga, en førende politiker ved uafhængigheden i 1963, blev fængslet af den nyudnævnte præsident Kenyatta og sad inde i to år. Siden satte Moi ham i husarrest, mistænkt for deltagelse i et fejlslagent politisk kup i 1982. Hans søn, Raila Odinga, som nu hævder, at Kibaki har snydt ham for præsidentposten, blev fængslet af Præsident Moi i 1990'erne og sad inde i flere perioder, i alt mere end otte år.

Ved sin løsladelse i 1991 flygtede han til Norge. Kenyatta var kikuyu, Odinga var luo, Moi fra minoritetsstammen kalenjin. I den folkelige bevidsthed er det luoernes og deres allieredes tur til at få magten, eller 'spise', som man siger i Kenya. Først havde kikuyuerne præsidentmagten, dernæst kalenjinerne sammen med deres allierede minoritetsstammer. Da det ovenikøbet ser ud til at Odingas Orange Democratic Movement vandt dette valg, er vreden stor blandt luoer og deres allierede.

Hvad der betaler sig

Det paradoksale er, at både den politiske elite og almindelige mennesker i Kenya har tradition for at forholde sig afslappet og pragmatisk til etnicitet. Som i andre samfund er grænserne mellem grupper flydende. Mange unge i de større byer er fløjtende ligeglade med stammer - folk modellerer deres etniske og religiøse tilhørsforhold alt efter skiftende omstændigheder og optimering af muligheder.

Kenyanske politikere må have rekord i at skifte parti og alliancer. Ved valget i 2002, hvor Kibaki blev præsident, stillede han op sammen med Raila Odinga. Odinga var minister i Kibakis regering, men efter en folkeasfstemniong om grundlovsændringer, hvor de stod på hver sin side, og Kibaki tabte, mistede Odinga sin post. Ved det nylige valg blev Kibakis kampagne angiveligt finansieret af Moi - hans tidligere modstander, hvis udpegne efterfølger han besejrede i 2002. Gevinsterne, der følger med valgsejr i Afrika, er store. Kandidaterne fra de førende partier i de kenyanske valg viger ikke tilbage for at betale og bestikke sig vej til magten.

De betaler unge mænd for at smadre politiske modstandere i demonstrationer og udrensninger. Det er muligvis en sådan gruppe, der stod bag den grusommme nedslagtning af en gruppe flygtende kikuyuer i Eldoret.

Men det betyder ikke, at der er ved af blive Rwanda-tilstande i Kenya. Det betyder derimod, at der, i modsætning til Davids ønske, er ved at komme "alt for megen politik". Denne gang er det ikke kolonimagtens skyld, men en følge af forankringen og udbredelsen af Kenyas demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vestlige medier har kogt historien om de sociale uroligheder i Kenya ned til et spørgsmål om fjendskab mellem stammer. Men uroen har grebet hele landet. Konflikten handler ikke om Luo-stammen mod Kikuyu-stammen. Det er et flertal af rasende kenyanere på tværs af stamme-skel, der går til angreb på præsident Kibakis tilhængere.

I tre år har det internationale samfund bakket op om den kenyanske præsident Kibakis regering, vel vidende at der er tale om et af de mest korrupte regimer i Afrika.

Allerede i februar 2005 slog chefen for Kenyas anti-korruptionsenhed, John Githongo, alarm. Githongo, der var personligt udpeget af præsident Kibaki og ligesom præsidenten tilhører Kikuyu-stammen, gik i eksil i England og afslørede den vildtvoksende korruption på regeringsniveau. Dokumentationen bestod blandt andet af hemmelige optagelser af samtaler med ministre.

Men afsløringerne fik ikke udlandet til at reagere. Begivenhederne i Kenya er en direkte konsekvens af befolkningens manglende tiltro til statens institutioner, herunder retssystemet. Kenyanerne har valgt at gå på gaden, fordi de ikke tror på at der kan opnås retfærdighed i retssalene.