Læsetid: 4 min.

Israels blokade af Gazastriben er brudt

Uden at ønske det er Egypten blevet part i spørgsmålet om Gazastribens fremtid, og egypterne får næppe held til at lukke grænsen til Gazastriben igen
Ifølge FN-iagttagere har op mod 300.000 palæstinensere taget turen over grænsen til Egypten inden for det første døgn efter grænsens åbning.

Ifølge FN-iagttagere har op mod 300.000 palæstinensere taget turen over grænsen til Egypten inden for det første døgn efter grænsens åbning.

Kevin Frayer

25. januar 2008

TEL AVIV - En egyptisk regeringstalsmand sagde i går, at grænsen ind til Gazastriben vil blive lukket igen. Men talsmanden satte ikke nogen tidsramme for lukningen, og det ligger også i luften, at når eller hvis det sker, bliver der næppe tale om nogen hermetisk lukket grænse, som det har været tilfældet indtil nu.

"Det betyder reelt, at den israelske blokade af Gazastriben er brudt," siger Zvi Barel, analytiker ved det israelske dagblad Haaretz.

"Det var åbenlyst et spørgsmål om tid, før dette måtte ske, for smuglertunnellerne under grænsen kunne kun opfylde dele af Gazastribens behov. En passage på landjorden måtte åbne sig før eller siden, og det er sket nu."

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, havde intet valg, da maskerede palæstinensere før daggry onsdag morgen sprængte store huller i muren, der danner grænsen mellem Gazastriben og den egyptiske Sinaiørken. Da desperate mennesker i tusindvis begyndte at strømme over grænsen for at skaffe forsyninger, der for længst er borte fra hylderne på Gazastriben, meldte han hurtigt ud med, at han ville lade denne trafik fortsætte, "så længe der er en humanitær krise på Gazastriben".

Hamas har vundet

Egyptiske grænsevagter havde dagen forinden åbnet ild mod palæstinensere, da noget lignende var ved at ske, og det fik protesterne til at hagle ned over styret i Cairo, både fra egne oppositionsgrupper og fra store dele af den arabiske verden. Onsdag havde de egyptiske grænsevagter derfor fået besked på at lade tingene udvikle sig uden at gribe ind.

Men det har samtidig skaffet Egypten et vanskeligt dilemma på halsen.

"Mubarak kan ikke længere komme uden om Hamas, og det kan man ikke betragte som andet end en kæmpe politisk sejr," siger Emad Gad, der er analytiker ved Al Ahram Centeret for Politiske og Strategiske Studier i Cairo.

Han mener også, at den israelske blokade af Gazastriben dermed har mistet pusten. Ikke blot har den vist sig ikke at føre til de resultater, den israelske regering havde ønsket. Den har nu også sat en alvorlig plet på Israels internationale omdømme, og samtidig skal Israel og Egypten nu finde frem til en ny ordning for bevogtning af grænsen. Det bliver ikke nemt, fordi Israel reelt har mistet en betragtelig del af sin indflydelse, mens Hosni Mubaraks politiske virkelighed nu har ændret sig tilsvarende.

Havde intet valg

"Præsident Mubarak havde intet andet valg end at lade grænsen falde, og med den beslutning har han lukket de islamiske grupper ind i varmen, hvilket han i årevis har prøvet at undgå," siger Emad Gad.

Kort efter at grænsen var faldet, gik tusinder af tilhængere af Egyptens islamiske bevægelser, navnlig Det Muslimske Broderskab, som er den største, på gaden i Egypten i sympati med Hamas på Gazastriben. Egyptisk politi rykkede ud, og op mod 500 mennesker blev anholdt, men det er tydeligt, at disse grupper nu fornemmer, at andre politiske vinde kan være på vej.

"Mubarak har længe været under anklage for at gå Israels ærinde, dels ved at forhindre forbindelsen mellem lokale islamister og Hamas-regeringen på Gazastriben, dels ved at støtte den israelske blokade af Gazastriben ved at holde Egyptens grænse næsten hermetisk lukket," forklarer Emad Gad.

"Jeg er sikker på, at Mubarak har ladet tingene udvikle sig for at imødegå den kritik og for at bevare sin anseelse i den arabiske verden. Men nu er trolden ude af æsken, og det giver ham et nyt problem."

Egyptens problem

Det palæstinensiske udbrud fra Gazastriben har vist sig at være mere omfattende end først antaget. Ifølge FN-iagttagere, som befinder sig på stedet, skal op mod 20 procent af Gazastribens befolkning have taget turen over grænsen inden for det første døgn efter grænsens åbning. Det svarer til 300.000 mennesker, og af dem menes mange tusinder at have forladt Gazastriben mere eller mindre permanent.

"For at illustrere, hvor dybt krisen i Gazastriben stikker, så tjener en chauffør under normale omstændigheder 100 shekel (godt 130 kr., red.) om dagen her på Gazastriben. I Sinai giver det samme arbejde fem shekel, men alligevel synes mange nu, græsset er grønnere derovre," siger den palæstinensiske journalist Yousef al Helou over telefonen fra Gaza By.

Egypten er blevet paradiset, og hvad end der sker nu, vil grænsen forblive åben, for hvis nogen lukker den, vil andre åbne den igen, ligesom det er sket nu."

Al Helou, der ikke er gammel nok til at have oplevet det selv, fortæller, at efter almindelig opfattelse var egypterne glade for at slippe af med Gazastriben, da Israel besatte området i 1967. Nu har de fået Gaza tilbage.

"Gaza er igen blevet Egyptens problem, og det kommer vi til at høre mere om både i Cairo og i de andre arabiske hovedstæder, hvor lederne er lige så nervøse," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Hvor der en vilje , er der en vej...:)

Det er en (lille) sejr for folket, over et uretfærdigt og umenneskeligt israelsk apartheid.

fred.

Nej, det ligner ikke vilje; dette ligner mangelen på alternativer for at føre et værdigt liv - eller hvad der grænser sig op til minimale menneskelige rettigheder. Dette implicerer ikke mere eller mindre Israel, og det fratager heller ikke Israels regering det ansvar de i henhold til International lovgivning har overfor palæstinenserne; herunder tilbagetrækning og dertilhørende kompensation. Dette er etnisk udrensning; man manipulerer befolkningen ved at kontrollere 'livsnødvendige' resourcer såsom vand og elektricitet, og afstraffer befolkningen kollektivt, pga. palæstinensisk opstand, og deres ret til populær revolte - dette har resulteret i, flere gange, en massiv udflytning. Dette er tilfældigvis ikke kontroversielt, vi kender eksempler hjemmefra, navnlig Bopa, som var en oppositionsgruppe under 2. verdenskrig. England tilbød ikke koncessioner og blomster til nazi-tyskland da de blev angrebet. De, ligesom danskerne, ligesom sydafrikanerne, ligesom armenerne, kurderne etc. greb fat om præventive og modsvarende foranstaltninger - fordi det var deres ret.
Mere kompleks kan billedet godt tegnes, men på ingen måder mere kontroversielt, for den internationale konsensus er ret klar; navnlig at Israel skal trække sig tilbage til grænserne i 1967 og tilbagetrække de ulovlige bosættelser [FN Resolution 242, artikel 1]
Hertil er der en tilskyndelse at en evt. palæstensisk regering skal omfavne to-statsløsningen. Som bekendt fandtes der et fair valg i Palæstina, som blev overvåget af internationale instanser, hvor palæstinenserne overvældende valgte Hamas. Lad os så se på om det demokratisk valgte Hamas har accepteret disse forudsætninger for en fredsfuld resolution i akkord med den internationale lovgivning og konsensus, ligesom PLO flere gange gjorde det (OG JA OGSÅ UNDER OSLO - LAD OS DISKUTERE FAKTA - her forudsætter jeg at Palæstinenserne ikke vil acceptere bantustan'er - som ikke et sekund er favorabelt komparabelt med Sydafrikas apartheidsystem - kig på KORTET hvis du er seriøs.)

I 30 år, siden midten af 70'erne og frem, accepterede dan daværende palæstinensiske regering, PLO, officielt en to-statsløsning, på baggrund af international konsensus. Dette, som vi kan bevidne idag, førte ikke til en resolution, navnlig fordi Israel ikke ville trække sig ud af de besatte områder. Så hele idéen om at Hamas var en forhindring for fred, er særlig forunderlig i det lys, at der i 30 år var en bevægelse, som omfavnede den kendte løsning og anerkendte den Israelske stat. I dag vil man hellere høre på Abbas; som pr. definition er Arafats afløser; der har været INGEN ændring i PLO's officielle standpunkt - som sagt har to-statløsningen været omfavnet siden 70erne. Hamas er anderledes i deres udmeldinger, og husk at 30 års omfavnelse af internationale krav om anerkendelse ikke bragte en tilbagetrækning fra Israels side. Men hurtigt, kan jeg på baggrund af en internet søgning af mainstream nyheder frembringe, udtalelser fra Hamas, som er konstruktive for en to-statsløsning:

"In an interview with the Russian daily Nezavisimaya Gazeta, published on Monday, Khalid Mishaal said: 'If Israel recognises our rights and pledges to withdraw from all occupied lands, Hamas, and the Palestinian people together with it, will decide to halt armed resistance.'"

"Everybody in Hamas says 'Yes' to the two-state solution," [Hamas official, parliamentary speaker Aziz Dueik] said. "The problem comes from the fact that the Israelis so far did not say - we do accept the 1967 borders as the international accepted... borders between the two states."

"Yes, we accept an independent state in the Palestinian territories occupied by Israel during the 1967 Middle East War," [Hamas Government Spokesman] Ghazi Hamad told reporters.

The Hamas movement is ready to recognize agreements signed with Israel, and in fact recognize Israel, but only within the '67 borders, senior Hamas member Khaled Suleiman said Wednesday.

Khaled Meshaal, the political leader of the Palestinian militant group Hamas, said Wednesday that a long-term truce with Israel would be possible, if it accepted conditions including a return to its 1967 borders.

In an interview published Thursday in the London-based Arabic daily Al-Hayat and cited by Maariv, Mashaal said he was willing to accept a Palestinian state within 1967 borders, as well as a hudna [truce] with Israel but not to recognize the "occupation."

"In an interview published Thursday in the London-based Arabic daily Al-Hayat and cited by Maariv, Mashaal said he was willing to accept a Palestinian state within 1967 borders"

"If Israel declares that it will give the Palestinian people a state and give them back all their rights, then we are ready to recognize them."

QED.

Ud fra ovenstående ubestridelige data, kan man i hvert fald sige, at Hamas har gjort sig flertallige gestus, omkring våbenhvile hvis Israel trækker sig tilbage til 1967 grænserne - er dette i modsætning til international lovgivning? Naturligvis er svaret NEJ!

Men det er jo Israel som besætter Palæstina; hertil vil jeg drage et kynisk eksempel:

Hvis en røver med trukket pistol forsøger at stjæle din pung, behøver du så anerkende vedkommende røver ret til at eje en pung?

Eksemplet skal illustrere, at røveren skal gøre sig overvejelsen om det er naturligt at frarøve sit offers ejendele.

I den forlængelse, lad os da forsøge om vi kan finde en israelsk anerkendelse af staten Palæstina fra nogen israelsks politiske partier, tjenestemænd eller regeringer; svaret er fladt ud NEJ! Det kan man ikke, for en sådan anerkendelse findes ikke. Til dags dato!

Det er ikke særlig kompliceret. Hamas udtalelser bygger på gensidige tiltag; dette synes jeg, er fuldstændig legitimt. Hvorfor skal Hamas anerkende et besættende land, som ikke anderkender deres menneskerettigheder og eksistensen af en palæstinensisk stat? Er det så menneskefjernt?
Altså hvorfor skal anerkendelsen være ensidig før Israel i akkord med international lovgivning kan trække ud? De har jo ikke gjort det de 30 år forinden! Så det er jo lidt latterligt at beskylde Hamas ikk?

At man overhovedet beskylder Hamas, er fordi man antager, at hvis Israel trækker ud, så vil Palæstina ledet af Hamas angribe Israel, til ingen jøder var tilbage; nemlig anklagen omkring ANTISEMITISME. Men arabisk oprør overfor staten Israel har intet med antisemitisme at gøre eller irrationel had overfor jøder; NEJ, oprøret er resultat af frygten for territorial flytning og fordrivelse, som en af de ledende israelske politikere og historikere, Benny Morris, gjorde udtryk for. Det er jo en ganske banal betragtning. Da amerikanske bosættere og Columbus myrdede indfødte indianere og gennemførte etnisk udrenselse, var indianeres oprør ikke motiveret af 'Anti-Europaisme', 'Anti-hvidhed' eller 'Anti-kristendom' osv.

Jeg skal ikke forsvare Hamas' politik i ethvert aspekt, men omkring to-statsløsningen, kan der vist ikke være nogen tvivl om, hvem det er, som konstant afbryder og modarbejder den.