Kommentar
Læsetid: 5 min.

Kan Kina og Indien stå distancen?

I denne uge underskrev Kina og Indien nye handelsaftaler. Alt peger på, at Kina bliver klodens førende økonomiske magt omkring 2040 med Indien lige i hælene. Men hvilke forhindringer forude kan forpurre væksten?
Udland
17. januar 2008

Takket være de Olympiske Lege bliver dette nok Kinas år, men den forløbne uge har utvivlsomt stået i Indiens tegn med den opsigtsvækkende lancering af billigbilen Tata Nano, vor tids nye 'folkevogn'.

De miljøproblemer, som landenes masseomstilling til motortransport vil afstedkomme, rejser imidlertid tvivl om den fortsatte bæredygtighed i landenes vækstmirakler.

Det er til at forudse, at de begge på deres fortsatte vej frem vil støde på forhindringer, som risikerer at afspore yderligere ekspansion. Men hvilke forhindringer, og hvornår de indtræffer, er svært at forudsige.

Det forekommer derfor oplagt at revurdere de vækstmodeller, som den amerikanske storbank Goldman Sachs i sin såkaldte Bric-rapport har opstillet for de fire nye giganter, Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Vi er blevet så hypnotiserede af navnlig Kinas og Indiens vækst, at vi har svært ved at tænke os andet, end at denne udvikling nok vil fortsætte, så langt frem vi kan se. For Rusland og Brasilien stiller sagen sig anderledes - her er det lettere at få øje på de potentielle forhindringer.

Norm?

De tocifrede eller tæt på tocifrede vækstrater opfattes efterhånden som en norm, og det bestyrkes kun af den seneste udvikling. Siden Bric-rapporten udkom første gang, har væksten i både Kina og Indien været højere end forudsagt. De nye data har ført til modificerede modeller og i de seneste versioner står Kina til at overtage USA's position som verdens største økonomi allerede i 2030'erne og ikke, som tidligere spået, i 2040'erne. Man kan følge fremskrivningerne helt frem til 2050, hvor Kina angiveligt vil ligge et godt stykke foran USA og Indien snappe det i haserne.

Skulle disse forudsigelser blive til virkelighed, vil verden til den tid være lige så grundlæggende forandret, som verden af i dag i forhold til kolonitiden for 100 år siden.

Man kan mene, at 2050 ligger langt forude, men allerede 2025-fremskrivninger viser en kinesisk økonomi, der er uhyre tæt på at have indhentet den amerikanske. Nu har vi som sagt at gøre med fremskrivninger, som er noget andet end prognoser, men fremskrivninger kan alligevel være nyttige som en målestok. For så bliver vi nødt til at fremlægge specifikke begrundelser for, hvorfor de generelle udviklingstræk muligvis ikke bliver til virkelighed alligevel.

Den mest oplagte barriere er de voksende miljøproblemer. Der er ganske enkelt ikke nok ressourcer og råstoffer i verden til på en gang at understøtte en kinesisk økonomi, der er større end den amerikanske, og muliggøre fortsat amerikansk vækst og en indisk økonomi, der er lige i hælene på begge giganter.

Energiprisen

Men også andre variable må inddrages. Følger Kina f.eks. en mere risikobetonet vej til vækst end Indien? At Indien skulle komme først med at udvikle en økonomisk folkebil, der befinder sig midtvejs mellem de nuværende minibiler og motorcyklen, kunne tyde på, at inderne er slået ind på en mere bæredygtig vækstvej end Kina, hvor store og mellemstore biler allerede dominerer.

Udgangspunktet for enhver analyse må dog være, at prismekanismen er en magtfuld faktor til at skabe forandringer. Tag blot olien. Hvis prisen på olie holder sig omkring eller over 100 dollar per tønde, vil hele verden - ikke blot Kina og Indien - være nødsaget til at udvikle nye metoder til at oliebesparelse. Hvor erstatninger kan findes, vil de også vinde indpas. Og hvor de ikke kan findes, som f.eks. ved flytransport, vil verden tilpasse sig de højere priser ved at rejse mindre. Den berettigede kritik af Kina må være, at det har satset alt på en gammeldags industriel model med store investeringer i infrastruktur i stedet for at opbygge en mere letvægtspræget økonomi. Det har kineserne til dels gjort af mangel på fantasi, men også fordi de har prissat deres energiomkostninger for lavt. Indien har valgt en anden kurs og har underinvesteret i sin infrastruktur - en forsømmelse, det nu søger at korrigere. I sidste ende kan det indiske økon0miske system imidlertid vise sig mere bæredygtigt.

Uddannelse

Det næste afgørende punkt er uddannelse. På papiret har Kina her gjort det bedre end Indien i kampen mod analfabetisme, en afgørende forudsætning for økonomisk vækst. Men det kinesiske uddannelsessystem har klare mangler, der især beror på, at det snarere lærer mennesker at bestå eksaminer end at udvikle deres kreativitet. Indien har alvorlige problemer på det primære og sekundære niveau, mens Kina i stigende grad risikerer at løbe ind i problemer på det tertiære niveau.

For det tredje kommer så spørgsmålet om sociale konflikter? Enhver, der har besøgt Kina og Indien - for slet ikke at tale om Rusland og Brasilien - vil have bemærket disse landes enorme indkomstuligheder, og vi ved jo, at den slags har det med at skabe spændinger. Spørgsmålet er, om disse spændinger i løbet af de næste 30 år vil tage så meget til i styrke, at det går ud over den økonomiske vækst. Det ville være tragisk, hvis Kinas og Indiens nuværende præstation i forhold til at redde millioner af mennesker ud af fattigdommen hvert år blev afsporet af sociale uroligheder. Mit eget bud skal dog være, at den økonomiske succes efterhånden vil desarmere disse tikkende bomber. Lad os håbe, jeg får ret.

De nye

Det kunne meget vel tænkes, at fremgangen BRIC-landene får afsmittende effekt andre steder, hvor smølehovederne vil spørge sig selv: "Hvis Kina kan præstere så stor vækst, hvorfor skulle vi så ikke også kunne?"

Efterhånden vil stadig flere lande med et skrantende præstationsniveau forsøge at sadle gennemgribende om. Vi må forvente at se forskelligartede nationer som Nigeria, Indonesien og Vietnam forhøje deres indsats. Next 11, som Goldman Sachs kalder denne gruppe, er en heterogen flok. Deres eneste fællestræk er, at de har ganske store befolkninger og rimelige muligheder for at forbedre deres økonomiske ydeevne over den kommende generation. Der er tegn på, at flere af dem er blevet opmærksomme på deres potentialer, og hvad der skal til for at frisætte dem.

Også vi i Vesten må tage ved lære. Hvis Tata-bilen har et budskab til os, er det, at vi også må forhøje indsatsen. Og det skal vi, vil jeg mene, ikke være spor kede af.

Hamis McRae er økonomisk redaktør på The Independent© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her