Læsetid: 3 min.

Kan Polen tåle sin egen historie?

En polsk-født historieprofessor ved det amerikanske Princeton-universitet risikerer at blive sigtet i Polen for tilsvining af den polske nation, fordi han har skrevet en bog om kirken og polakkernes behandling af jøderne efter anden verdenskrig
Udland
25. januar 2008

Historiker Jan Tomasz Gross dokumenterer anti-jødiske aktioner i efterkrigs-Polen og argumenterer for, at volden var drevet af ønsket om ikke at skulle give jødisk ejendom tilbage, hvis de rette ejere skulle vende hjem fra Auschwitz.

BRUXELLES - Begik polakkerne etniske udrensninger efter anden verdenskrig? Gjaldt det om at forsvare stjålent jødisk ejendom mod de jøder, der måtte forsøge at vende tilbage? En polsk-født historiker fra det amerikanske Princeton-universitet risikerer at blive retsforfulgt for at have kritiseret Polen. Mens han er på rundrejse i sit fødeland for at præsentere sin seneste bog, undersøger anklagemyndigheden i Krakow, om der kan rejses sigtelse efter en nyere lov, der forbyder at anklage den polske nation for at have begået nazi- eller kommunistforbrydelser.

Men handler det om at krænke den polske nation? Handler det om, at forfatteren, Jan Tomasz Gross, med ophidsende ord stempler alle polakker som antisemitter, eller er det i virkeligheden en vigtig historisk debat, polakkerne begiver sig ind i? De spørgsmål har udløst en heftig debat i Polen. Og det er ikke første gang, at Gross' bøger fører til debat og selvransagelse.

Den nyeste bog hedder Frygt - antisemitisme i Polen lige efter krigen. En historie af moralsk forfald.

Gross dokumenterer anti-jødiske aktioner i efterkrigs-Polen. Volden var - mener han - drevet af ønsket om ikke at skulle give jødisk ejendom tilbage, hvis de rette ejere skulle vende hjem fra Auschwitz, eller hvor de ellers var blevet deporteret hen. Også den katolske kirke bliver beskyldt for at være medskyldig i forfølgelserne af jøderne i Polen umiddelbart efter krigens slutning. Også kirken - refererer den tyske avis Welt fra bogen - var drevet af ønsket om at beholde de jødiske ejendomme, den havde fået fat i under den national-socialistiske besættelse af landet.

Kirken oprørt

Dele af den polske katolske kirke er rasende. Kardinal Stanislaw Dziewisz fra Krakow har henvendt sig til den polske udgiver af bogen, som ifølge Washington Post har tætte bånd til den katolske kirke.

"Det er jeres opgave at kundgøre sandheden, ikke at vække dæmonerne af anti-polskhed og antisemitisme på samme tid," sagde han til den amerikanske avis og tilføjede: "At læse denne bog har fyldt mig med smerte." Og han er ikke den eneste offentligt kendte personlighed, der vender sig mod bogen, skriver Warszaw Business News.

Men en stribe polske forskere og debattører er kommet Gross til undsætning. Ikke nødvendigvis, fordi de er enige med indholdet i hans bog, men fordi de ikke vil have Polen til at fremstå som et land, hvor der ikke hersker ytringsfrihed.

Allerede i 2000 satte Jan Gross gang i en alvorlig debat i Polen. I sin bog Naboer fra 2000 fortalte han, hvordan hundredvis af jøder fra landsbyen Jedwabne var blevet drevet ind i en lade af deres polske naboer og blevet brændt. Tidligere var drabene blevet tilskrevet de tyske nazister. De nye oplysninger udløste en indtil da ukendt debat omkring de mørke sider af polsk historie, debatten betragtes som en af de vigtigste i tiden efter murens fald, skriver Welt.

Det samme efterlyser nu kommentatoren i Gazeta Wyborcza, Marek Beylin. Han kritiserer Gross' bog på enkelte områder, men han roser "den udfordring, som Gross stiller til vore forsøg at forlige os med fortiden." Gross' provokerende sprog har formået at sætte debatten i gang, som ingen historiker før ham, siger han til Spiegel Online.

Jan Tomasz Gross blev født i Warszawa i 1947 og emigrerede til USA i 1968. Årsagen dengang som nu: Kampen for det frie ord. På universitetet havde han arbejdet for ytringsfrihed, og i datidens Polen havde det ført til en arrestation.

Gross selv var rystet over anklagemyndighedens skridt sidste uge, men tog det roligt, da han var på læserejse i Polen.

"Jeg synes det er så upassende at undersøge bøger eller at brænde dem. De burde diskuteres i helt andre fora," sagde han til Spiegel Online. Det lykkedes - hans bog og hans sag ramte de polske medier.

Og loven? Den er blevet indklaget til den polske højesteret af menneskeretsforkæmpere for at se, om den ikke strider mod forfatningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en af de historier, som det overrasker mig, er en nyhed. Selv har jeg da kendt til polakkernes behandling af hjemvendte jøder (som man fx kan læse om i tegneserien "Maus") i årevis.