Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kenyanerne beder om fred

Mens internationale mæglere forsøgte at løse den politiske krise i Kenya, bad kenyanerne i deres kirker om fred
I protestantiske, katolske og andre kirker blev der søndag i hele Kenya afholdt bønner om fred og stilhed for de døde. Her i The International Christian Church i Nairobi.

I protestantiske, katolske og andre kirker blev der søndag i hele Kenya afholdt bønner om fred og stilhed for de døde. Her i The International Christian Church i Nairobi.

Sayyid Azim

Udland
7. januar 2008

Kenyanere på tværs af politiske skel bad søndag for fred. Imens kæmpede hjælpearbejdere for at bringe nødhjælpsforsyninger frem til de henved 250.000 kenyanere, der i kølvandet på det omstridte valg den 27. december er blevet fordrevet fra deres hjem.

"Vore ledere har svigtet os. De har påført os en katastrofe. Nu vender vi os mod den almægtige og beder ham om at redde Kenya," siger Jane Riungu, da hun fører sine fem børn i deres bedste tøj op til en kirke på et højdedrag uden for Kenyas hovedstad, Nairobi.

En uge efter, at Kenyas valgkommission meddelte, at Kenyas siddende præsident, Mwai Kibaki, havde vundet præsidentvalget, var der stadig ingen tegn på noget direkte møde mellem Kibaki og oppositionens præsidentkandidat, Raila Odinga.

Odinga mener, at Kibaki snød sig til sejren, der udløste de værste politiske uroligheder i Kenya siden uafhængigheden fra Storbritannien. Omkring 360 mennesker er blevet dræbt under urolighederne.

Men udenlandske mæglere som Washingtons viceudenrigsminister for afrikanske anliggender, Jendayi Frazer, og den sydafrikanske nobelprismodtager Desmond Tutu bevægede sig i går fortsat frem og tilbage mellem de to politiske lejre.

Ghanas præsident, John Kufour, ventes inden for de kommende dage til Kenya i sin egenskab af formand for Den Afrikanske Union (AU).

Af en erklæring fra Kibaki lørdag fremgik det, at han er rede til at "danne en national enhedsregering". Men tilbuddet blev afvist af Odinga, der siger, at Kibaki stjal valget og sidder illegalt på posten som Kenyas præsident.

Odingas Orange Demokratiske Bevægelse (ODM) ønsker, at den 76-årige Kibaki træder tilbage, og at en international mægler indleder forhandlinger forud for et omvalg, som, mener ODM, skal holdes inden for tre til seks måneder.

"Vi er ikke interesseret i Kibakis løsning på problemerne. Han har ikke noget at tilbyde, da han ikke vandt valget," sagde Odinga fra sit hovedkvarter i Nairobi.

Til den britiske radio- og tv-station BBC sagde Odinga i går, at han imidlertid er villig til lade Kibaki indgå i en ny regering i et forsøg på at løse landets krise.

I protestantiske, katolske og andre kirker var der landet over bønner om fred og stilhed for de døde.

"Tilgiv os for, at vi har taget vores fred for givet," sagde præsten Janet Mutinda til menigheden i en kirke i Nairobi, hvor flagene var på halv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her