Læsetid: 6 min.

Kina nyder godt af USA's nedtur

Washingtons dalende magt har gjort det nemmere for Beijing at forfølge sine egne ambitioner. Men Kina er langt fra klar til at overtage dirigentstokken fra USA, vurderer to kinesiske eksperter
Kina har draget fordel af, at USA i et vist omfang har ignoreret Asien de seneste år. Det har givet Kina mulighed for at højne sin internationale status og for at præge udviklingen i Sydøstasien, og det har skabt grobund for at etablere et bedre forhold til Sydkorea og Japan.

Kina har draget fordel af, at USA i et vist omfang har ignoreret Asien de seneste år. Det har givet Kina mulighed for at højne sin internationale status og for at præge udviklingen i Sydøstasien, og det har skabt grobund for at etablere et bedre forhold til Sydkorea og Japan.

7. januar 2008

BEIJING - Hvis den kinesiske regering kunne vælge USA's næste præsident, ville George W. Bush have en god chance for at blive genvalgt. Det skal den amerikanske leder dog ikke nødvendigvis se som et kompliment. Den kinesiske begejstring er nemlig hovedsageligt motiveret af Bushs udenrigspolitiske brølere, der set fra Beijing har mindsket Washingtons magt.

Det har sammen med USA's intense fokus på Mellemøsten givet Kina et pusterum fra at være skydeskive for amerikansk kritik og et større råderum til at sprede sin indflydelse, specielt i Asien.

Det siger to af Kinas førende eksperter inden for internationale relationer, Shi Yinhong og Xue Mouhong.

"Irak-krigen har gjort USA blød over for Kina," mener Xue, tidligere leder af Institut for Internationale Studier ved Tsinghua Universitet og forhenværende kinesisk ambassadør og regeringsrådgiver.

"I Irak er USA faldet i et dyb, som landet ikke kan trække sig ud af, og Bush er havnet i en prekær situation. Han har brug for venner, ikke flere fjender, og det har fået USA til at forstå, at de har brug for Kina. Det er en positiv situation, som giver Kina mulighed for at forbedre relationerne."

Shi Yinhong, professor i internationale relationer og leder af Centret for USA-studier ved Folkets Universitet, beskriver, hvordan Bush i det første år af sin embedsperiode havde store problemer med at forstå Kina. Han skruede op for den negative retorik og talte om Kina som en 'strategisk modstander', og han var relativt venligt indstillet overfor Taiwan.

"Angrebet den 11. september ændrede fuldstændig på det," siger Shi. "Kort derefter flyttede Bush sin internationale sikkerhedsprioritering til Mellemøsten, og han fik brug for Kinas sympati og oven i købet samarbejde i sin krig mod terror. Bush ville undgå problemer i denne del af verden, som kunne fjerne hans opmærksomhed fra Mellemøsten, Irak og kampen mod terror."

Shi mener, at Bush pga. sin ringe håndtering af Irak har pulveriseret USA's ellers positive omdømme, moralske overlegenhed og landets samlede evne til at forme den globale politiske dagsorden.

"USA er i dag mere sårbar. Landet er ikke så indflydelsesrigt som tidligere på en lang række områder. Specielt fordi USA's bløde magt er eroderet under Bush, og USA nu er mere og mere afhængig af andre, når det kommer til økonomiske og diplomatiske problemstillinger," siger Shi.

Det er sket, samtidig med at Kinas økonomi og Beijings globale indflydelse er vokset eksplosivt.

USA på Kinas side

Kina har kunnet drage fordel af, at USA i et vist omfang har ignoreret Asien. Det har bl.a. foræret Kina en chance for at højne sin internationale status ved at påføre sig førertrøjen i de multinationale forhandlinger om at få nordkoreanerne til at skrotte deres nukleare planer; det har givet Kina mere plads og større mulighed for at påvirke udviklingen i Sydøstasien; og det har skabt grobund for at etablere et bedre forhold til Sydkorea og Japan. Men i Kinas optik er den vigtigste udvikling, at Beijing har været i stand til at udnytte distraktionen i Washington til at få det endelige overtag i forhold til Taiwan-konflikten. Her føler kineserne nu, de i afgørende grad har fået USA over på sin side.

"USA har ikke kræfter til også at beskæftige sig med en potentiel konflikt i Taiwan-strædet," vurderer Xue Mouhong.

Han mener, det har ført til, at Kina og USA nu har "fælles fodslag over for Taiwan".

"USA samarbejder med Kina for at presse Taiwans præsident, Chen Shui-bian, til ikke at gå for langt (med sine krav om selvstændighed, red.)."

Og det overlader initiativet til magthaverne i Beijing:

"Kinas strategi er først at sikre sig, at der rundt om i verden er modstand mod Taiwans selvstændighedsønsker. Det har vi nu fået opfyldt. Næste skridt er at forsøge en genforening," siger Xue.

Magtbalance

Det er blevet forudsagt, at dette århundrede vil komme til at tilhøre Kina, og at den asiatiske gigant vil indhente og måske oven i købet overhale USA. Med de udenrigspolitiske problemer, amerikanerne oplever for tiden, lader den proces til at være blevet mere fremskreden. Men Shi Yinhong mener, der er lang vej endnu.

"Selvfølgelig er USA stadig verdens supermagt," siger han. "Kina er i vækst og spiller nu en større rolle på mange flere områder end for få år siden. Hvis du i dag vil løse Iran-problemet, er du nødt til at forholde dig til Kina. Hvis du vil gøre noget ved klimaændringerne, er du nødt til at forholde dig til Kina. Så Kinas rolle er vigtig, men langt fra lige så vigtig som USA's."

Shi mener, at et lands samlede magt kan måles ud fra dets styrke inden for "fire forskellige verdener".

I den første verden er militær styrke afgørende. Denne verden er "næsten fuldstændig monopoliseret af USA", siger Shi, mens Rusland stadig holder fast i et lille hjørne, og Kina endnu ikke gør sig gældende som aktør.

I den anden verden måler han, om et land er i stand til at påvirke eller tvinge andre til at handle på en bestemt måde, ikke gennem militær magt, men med politiske virkemidler.

"Her er Kina bestemt ikke til stede. EU er derimod førende," siger han.

I den tredje handler det om blød magt gennem økonomisk indflydelse, en indflydelse, der bl.a. afgøres af et lands styrke på handelsscenen, beholdning af udenlandske valutareserver og vækst i BNP.

"Næsten alle Kinas bedrifter på den verdenspolitiske scene inden for de sidste tre årtier falder inden for denne kategori. Her er Kina sammenlignet med tidligere og i forhold til andre lande, meget mere magtfuld," finder Shi. Men der er også en anden slags blød magt, den såkaldte 'smarte magt'.

"Spørgsmålet er, om du kan inspirere dit eget folk og tiltrække andre. Ikke med fysiske ting, men med ideologi, med dit samfunds image, med en bestemt måde at leve på, ved værdier. I denne kategori er Kinas præstation ret ringe," siger Shi.

"Hvis du kigger på den kinesiske livsstil, det kinesiske samfunds image, hvad enten det drejer sig om sociale værdier eller livskvalitet, eller hvis du kigger på Kinas politiske system eller Kinas indflydelse over for det såkaldte globale civile samfund, så har Kina faktisk ingen indflydelse. Vi har ikke noget at eksportere i den henseende."

Shi understreger, at i de fire verdener, han beskriver, er Kina kun fremstående i en enkelt.

"Set på den måde, er Kinas magt ude af balance. Vi har kun et ben at støtte os til. USA er fortsat til stede og stor i alle kategorier, selvom landets bløde magt er formindsket," siger han.

Han mener, at Kinas ringe image inden for de sidste få år kan føre til, at Beijing ikke vil være i stand til at udnytte den svækkelse, USA har oplevet.

Ringe image

For Shi er det også værd at bide mærke i, hvor let Washington har kunnet tage luften ud af de diplomatiske succeser, kineserne har haft i Østasien de sidste år. Han peger specielt på forhandlingerne om Nordkoreas atomvåbenprogram, der ellers havde annonceret Kinas ankomst som en indflydelsesrig aktør.

"Ved pludselig at gøre det til en bilateral forhandling mellem USA og Nordkorea, har amerikanerne med ét stort set gjort seks-partsforhandlingerne, som Kina stod i spidsen for, overflødige. Samtidig har Washington inden for det sidste år igen vendt sig mod Sydøstasien, Sydkorea og Japan, og har med ganske få midler fejet Kina af banen i de områder. Kinas diplomatiske indflydelse er stagneret og står og falder ved omfanget af USA's engagement," siger Shi.

Gensidig mistro

Xue Mouhong mener, at Bush så småt er begyndt at rette opmærksomheden mod Asien igen - netop af frygt for, at Kina skal blive for dominerende.

Han mener, at amerikanerne har fremmanet et billede af Kina som en fremtidig militær trussel. Det i kombination med den allerede tilstedeværende økonomiske trussel fra Kina har højnet nervøsiteten i USA.

Men nervøsiteten er gensidig.

"De fleste kinesere ser USA som en hegemonistisk, enerådig magt, som har en al for stor tro på, at problemer kan løses med militær magt. USA har en konstant militær tilstedeværelse i Asien, og har stærke bånd til Taiwan, og er derfor en trussel i offentlighedens øjne," siger Xue.

"Den kinesiske regering er måske ikke så besat af USA's militære trussel, men derimod den ideologiske trussel," mener Shi. "Den er bange for, at USA vil ændre Kina med vestlig politisk ideologi; demokrati. Selvfølgelig er den kinesiske befolkning delt på dette område. Nogle er direkte mod demokratisering, mens andre jo synes, det er en god ide, og håber på, at USA lægger mere pres på Kina. For dem vil USA's faldende magt være negativ."

Serie

Seneste artikler

  • 'USA's magt-instrumenterer sløvede'

    9. januar 2008
    Hvordan udøver man magt i det 21. århundrede? Det er det spørgsmål, USA først og fremmest skal finde svaret på, hvis det skal bevare sin indflydelse, mener den britiske demokrati-teoretiker David Held. Lykkes det, kan USA til gengæld få en meget stor og positiv rolle i løsningen af globale problemer
  • Verden skal vide, at kolossen er vågnet

    7. januar 2008
    Den 7. februar begynder Rottens År - og Kinas År. Verdens nye stormagt afholder ikke blot OL, men agter også at snuppe de fleste af medaljerne, og Kina ventes at overhale Tyskland og blive verdens tredjestørste økonomi
  • 'USA insisterer på at begå deres egne fejl'

    18. december 2007
    USA har aldrig villet høre på andre. Men de er bedre end noget andet land til at lære af deres fejl, og det har ofte ført til dramatiske skift i udenrigspolitikken
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det politiske system i Kina er ikke forpligtet på at fremstille sig selv som et demokrati. Systemet har de fordele, der knytter sig til det at være en organisation, med medlemmer, hierarkisk struktur, kommandostruktur i forhold til vedtagne målsætninger, nøjagtigt dem, de multinationale selskaber benytter sig af på det frie marked, som kommandostrukturer på det åbne hav. Dertil er Kina en nation, som kan ændre lovene i sit eget land fra dag et, hvis det er i nationens økonomiske interesse. En fordel som de store virksomheder trods alt kun kan i mindre grad. Til gengæld har de erklærede demokratiske nationer magt til at ændre de internationale love i overensstemmelse med de multinationale selskabers interesser, hvilket er af langt større betydning.

USA og EU fremstiller sig som demokratiske systemer, hvilket komplicerer deres selvbeskrivelse. At der er masser af hierarki til stede, i den vestlige verdens måde at styre sig selv på, og at det er tvivlsomt, om man kan tale om, at det er demokratiet der bestemmer politikken eller om det i virkeligheden ikke er de økonomiske interesser, der definerer politikken, gør selvbeskrivelsen noget mere kompliceret her.

Artiklen, jeg knytter min kommentar til, tilhører den mere fromme del af selvbeskrivelsen. Der idealiseres, mere end der beskrives, som et typisk udtryk for den vesterlandske pseudodemokratiske form for performance.

De fremstormende økonomier har den samme rangorden i prioriteringer, omkring hvad der er af vigtighed, som demokratierne. Økonomisk og militær magt har førstepladsen, og det er en del af den kinesiske fremstilling af sig selv i omverdenen, at den ikke er af militær art, at den er en stor økonomisk og ufarlig drage. Den kinesiske selvbeskrivelse er i overensstemmelse med virkeligheden. Den hykler ikke. Den handler om økonomi og militær magt, hvor det handler om økonomi og militær magt. Og det går vitterligt fremad. Kina har ingen interesse i at fordreje virkeligheden.

Her hos os geråder selvbeskrivelsen derimod i kaskader af hykleri, ønsketænkning og decideret løgn. Når det fremstilles som om at Bush den anden har dummet sig i Irak, så er det igen udtryk for den typiske fordrejning af hvad det er der sker. Han har gjort hvad han skulle ifølge den herskende orden. Han gik efter olien, fordi det er det vigtigste. Det gav komplikationer. Moralsk står han nøgen, afsløret, som et dumt svin. Men demokratiet har den fordel at det kan beskrive dem der gør det grimme bare kan erstattes med en anden. Og så er man skyldfri!

Jeg går også ind for demokrati. Jeg går ind for, at det politiske system skal hæve sig over økonomien, hævde sig som et autonomt system i forhold til den patetiske tilbedelse af den økonomiske orden, som skævvrider alt. Det er forudsætningen for at kunne løse de problemer, den blinde økonomiske vækstfilosofi har skabt. Men som det er nu, så har vi økonomisk diktatur forklædt som demokrati.