Du kan købe alt mellem himmel og jord i den indiske millionby Delhis travle forretningsgader: Et hurtigt måltid, der spises med fingrene mellem motordrevne tuc-tuc's med hysteriske horn og hellige køer. Sjaler og nipsgenstande, som efter hyggelig forhandling koster håndører. Cigaretter, smykker og traditionelle, farvestrålende indiske klædedragter. Det er mændene, der sælger det hele.
De eneste kvinder, vi støder på, mens vi slentrer ned ad gaden Main Bazar, er tiggerne med sympatislugerne på armen: Babyerne.
Det er ikke ligefrem kvinderne, der styrer, der hvor vi bevæger os rundt.
Et par indiske kvinder har dog formået at få topposter på regeringsniveau: Indira Gandhi var premierminister i to perioder i sammenlagt 15 år, Sonia Gandhi er formand for det store politiske parti Congress Party, og senest har den jurauddannede Pratibha Patil indtaget præsidentembedet 25. juli 2007 som den første kvinde i Indien. Jo, på mange måder er vore indiske medborgere længere fremme end hos os hjemme i Danmark.
Men det vækker sorg at høre, at indisk politi finder små pige-lig, der er bortskaffet uden for et hospital. De er ikke døde af naturlige årsager, men fordi de ikke er rentable. Det står i landets aviser.
Det vækker vrede at læse, at voldtægtsmænd går fri, fordi også de højeste rets-instanser vægter en mands ord højere end en kvindes.
Og det vækker forbløffelse, at det indtil for få år siden ifølge indisk lov ikke var strafbart at banke sin kone.
At hustrumishandling overhovedet er kommet på dagsordenen og under straffeloven, skyldes hovedsageligt den flittige kvindebevægelse, der er opstået i landet som en konsekvens af en række regeringers manglende vilje til at handle.
Der er sket enkelte fremskridt, men det er babyskridt i forhold til hvilke tiltag, der er brug for.
Global lussing
Kvindernes andel af den samlede arbejdsstyrke er blandt de laveste i hele Asien. Og på lønsedlen ser det ikke bedre ud.
Indiske kvinder må nøjes med 62 procent af, hvad deres mandlige kolleger får i løn for nøjagtig det samme arbejde. Og det er faktisk en forbedring.
Indien klarer sig heller ikke godt i sammenligning med andre lande, når graden af ligestilling måles. Ud af 115 lande rangerer Indien på en uimponerende 99. plads. Altså 98 lande i verden har været bedre til at korrigere uligheder på områder som uddannelse, sundhed og jobmuligheder kønnene imellem.
På universitetet i udkanten af Delhi møder vi Shahana Pasveen på en bænk sammen med et par medstuderende. Hun har et par mellemtimer og benytter chancen for at nyde den lune eftermiddagssol.
Den spinkle pige virker selvsikker, når vi taler om studie og fremtid.
Hun er glad for den opbakning, hun får af sine forældre. Hun ved, at det ikke er en selvfølge, og forklarer, at hendes søster, der også går på universitetet, har banet vejen for hende.
Shahana bor stadig hjemme, og forældrene betaler hendes skolegang. Det er ikke så dyrt, fortæller hun. Omkring 3.000 rupees (390 kroner, red.) om året.
"Mine forældre er stolte af mig. Det burde de nu også være, for jeg er flittig og får gode karakterer," fortæller hun.
For Shahana er det ikke svært at være kvinde i Indien lige nu. Men hun kan om meget få år risikere at løbe ind i modstand, når den moderne, veluddannede kvinde møder det traditionsbundne indiske samfund.
"Jeg vil ikke giftes, og jeg er ikke interesseret i at få børn," siger studinen, der hellere vil bruge sin universitetsgrad i økonomi til at forfølge en karriere i bankverdenen.
Familieliv og en fuldtidskarriere - for en kvinde - er endnu ikke en del af de indiske normer.
Regeringen ønsker at gøre opmærksom på, at mænd og kvinder skal have de samme rettigheder og muligheder.
Politikerne i Indien, både nuværende og tidligere, bliver fra flere sider beskyldt for at bremse kvindernes fremskridt. Men der skal mod til at gøre op med de sociale normer og værdier, der er dybt forankret i det indiske samfund.
Sundhedsministeren har i foråret talt om at tage kontroversielle metoder i brug. Han overvejer at forbyde alle reklamer, hvor der kun optræder hankøn. Han vil forsøge at skabe debat blandt sine landsmænd, som skal lære, at døtre også har værdi.
Og der bliver også gjort mange andre konstruktive tiltag fra regeringens side.
Regeringen arbejder for at skabe den nødvendige sociale og økonomiske bevidsthed hos landets kvinder. Kode-ordet er information. Kvinderne skal blive fortrolige med deres muligheder, for først da kan de udnytte dem.
Der er uddannelsesprojekter på forskellige niveauer, alt efter kvindernes behov og formåen. Og et af de mest spændende områder er at give kvinder adgang til mikrokredit.
Iværksætterdrømme
Mikrokredit er allerede en succes i Bangladesh, hvor børsnoterede Grameen Bank med mikrokredittens ophavsmand, Muhammad Yunus, siden 1976 har lånt over 30 milliarder kroner til over fem millioner fattige. Selv Nobel-komiteen i Oslo blev imponeret og tildelte Yunus og Grameen Bank Nobels fredspris 2006.
Hele 97 procent af låntagerne i Grameen Bank er kvinder. I Indien finder man omkring 35 procent af bankens samlede klientel.
Flere steder er projekter i gang. Blandt andet i den nordøstlige region Vidarbha, hvor bomulden indtil for få år siden var den primære indtægtskilde. Ideerne er mange. Nogle laver og sælger mad til skolebørn, andre åbner en "telefonboks" for landsbyens beboere.
De initiativrige kvinder hjælper deres familie, og samtidig opfordrer mange mikrokredit-banker dem til at spare op. Det betyder, at de og familien er bedre stillet, hvis for eksempel høsten skulle slå fejl, eller et barn bliver sygt. Og kvinderne finder ud af, at de kan gøre en forskel, og det samme gør politikere, virksomhedsejere og andre med fingeren på den indiske økonomi.
Der er naturligvis meget mere at gøre. Traditioner og normer skal bearbejdes. Det tager tid og kræver en utrættelig indsats. Samtidig er det også en stor regerings- og organisationsmæssig udfordring at få opbygget det massive institutionelle apparat, der skal arbejde for kvinders rettigheder, og optimeret det. Og så skal beslutninger føres ud i livet.
For hvis økonomisk vækst på længere sigt virkelig også hænger sammen med ligestilling, har et land som Indien slet ikke råd til at lade være.
På bænken uden for det økonomiske fakultets bygninger på Jamia Millia universitetet i det sydlige Delhi er Shahana ved at gøre sig klar til eftermiddagens undervisning i makroøkonomi.
Næste år får hun sin bachelorgrad, og så går hun efter at blive kandidat.
"Jeg tror på, at jeg som moderne kvinde sagtens kan få mig en flot karriere. Og hvis trangen til at få mand og børn alligevel skulle dukke op, så skal jeg nok få det til at gå op i en højere enhed," siger hun.
Noget af det vigtigste at arbejde med, for at der skal blive ligestilling mellem mænd og kvinder i Indien er problemet med medgift. Det har officielt været ulovligt siden 1997 men praktiseres stadigvæk udbredt, især blandt de lidt højere klasse.
Ofte sker der også det, at mandens familie udnytter situationen og forlanger rigtig meget af den omtalte medgift, og kræver at de gaver som indgår skal være af bestemte mærker osv. Denne udgift når pigen bliver voksen er også en af de væsentligste grunde til, at mange familier foretrækker drenge, da der tværtimod er gevinst.
Derudover er der også problemer med medgifts relaterede mord, hvor en mand er blevet gift med en kvinde udelukkede pga. medgiften, og hvor hun derefter dør enten ved "et uheld i køkkenet" eller af "selvmord".
Så kan manden gifte sig igen og få en ny kone.
Dér har man virkelig et ligestillingsproblem.